19-29/10 2013

Maldiverne 2013 Maldiverne var ikke den destination, der stod lige for, da dykkerturen skulle bestilles. Traditionen byder jo, at en efterårstur er til Rødehavet. Men et arabisk forår, som trak, og stadig trækker i langdrag, ville, at Ægypten blev ”suspenderet”. Vores rejseselskab havde forudset, at hvis de ikke kom med et attraktivt tilbud til en anden destination, ville de gå glip af en handel.  Tilbuddet var desværre ikke i samme periode, så der var et par stykker, der måtte blive hjemme. Vi var seks personer, der kunne i perioden og nåede at booke, inden de allersidste pladser forsvandt. Det ændrede dog ikke ved, at der både før og efter tilbuddet var 7.853 km mellem København og Male, som er hovedstaden i Maldiverne. Maldiverne ligger sydvest for Indien, og består af 22 atoller, som er resterne af vulkanøer, der er blevet omkranset af koraller. Man kan nok bedst beskrive det som en række meget små øer eller rev der ligger i en cirkel med en relativ lavbundet lagune i midten. Cirklen kan være meget stor, hvilket bevirker at der trods en begrænset tidevandsforskel, kan være ret meget strøm ind/ud af de ”kanaler”, der er mellem øer og rev.  Strømmen, der medfører en del næring, bevirker at der ved udløbet af kanalerne er en ekstraordinær stor artsrigdom. Og, kort fortalt, udadgående strøm er uklart med manta,  indadgående strøm er klart med hajer! Lørdag d. 19/10Efter et kig på Købehavn Lufthavns hjemmeside, måtte tidsplanen speedes lidt op, idet man skal møde tre timer før afgang, når man flyver med ”Emirates”, mod normalt 2 timer. Hvad årsagen til det er, er svært at gennemskue, men giver om ikke andet mulighed for at bruge lidt ekstra tid i baren. Vi kom efter nogle prøvelser i sikkerhedskontrollen, og nåede frem til den nærmeste kilde, hvor vi kunne dulme nerverne før den lange flyvetur.

Feriestemning

Flyveturen gik godt og Emirates var en positiv oplevelse. Vi landede ved 23-tiden i Dubai, og vi manglede stadigvæk godt fire timers ventetid og fire timers flyvning…Der var sandt for dyden ikke meget gang i gruppen, men en tur på Burger King fik hævet energiniveauet så meget, at vi kunne gå på bar, og drikke nogle meget dyre øller.

Efter mere end 4000 km er vi ikke kommet et skridt videre

Flyveturen til Male var lang og trættende, hvor det mest spændende var landingen, som bestod af et hårdt bump, da flyet blev banket ned på landingsbanen, efterfulgt af den hårdeste opbremsning, vi nogensinde har oplevet med en flyver. Sikkerhedsbælterne kom virkelig til deres ret.

Søndag d. 20/10I lufthavnen blev vi udsat for en voldsom og fugtig varme og sædvanlig ”sydlandsk” bureaukrati, bl. a. en toldkontrol, hvor al bagage blev gennemlyst, så evt sprut kunne konfiskeres, og så blev vi mødt af vores guide – en italiener ved navn Roberto. Han var ret ny på Maldiverne, så der var også en superviser med – en franskmand ved navn Baz (Bazil), så vi blev lidt nervøse for, at vi skulle ha’ det glatte lag med cattle-dive og laveste fællesnævner. Det skulle senere vise sig, at den bekymring var grundløs, idet der på det nærmeste blev erklæret ”fri  dykning” på eget ansvar. Formentlig ud fra den betragtning, at vi, selvom det ikke altid fremstår lysende klart for alle, er relativt fornuftige mennesker

Det var en hård tur

I lufthavnen mødte vi flere af de andre gæster, Lisbeth og Michael, der også var booket gennem Kingfish, og en tysker ved navn Tobias. Så skulle vi lige vente et par timer i en lufthavn, der meget diplomatisk sagt, ikke er jordens mest spændende, men hvis man trænger, sover man fantastisk i 30 grader, siddende på en plasticstol. Vi ventede på en østriger – Alex. Der skulle ha’ været en til, men han fik dårlig mave og kolde fødder på flyveren og vendte om på hælen i lufthavnen og tog en flyver tilbage med det samme.

Dohnien

Så kunne vi sejle i Dohnien,  følgebåd og dykkertenderskib, der bragte os til Sheena, der skulle være ”platformen” for den næste uges tid. Vel om bord fik vi ordnet vores papirarbejde på en smidig måde, fik en god frokost, og så skulle vi lige fikse grejet til varmt vand før tjek-dykket.Male Back Faru lagde vand til et fint tjekdyk, hvor fiskene ikke var helt de samme som i Rødehavet, kirurgfiskene her var blå, og murænerne var ternede, vandet var ikke helt så klart som håbet, men var til gengæld fyldt med store fisk. Der blev også set enkelte revhajer.

Fin muræne

Således positive efter en lang rejse med lang ventetid gik det lige over i kaffe og snacks, og i løbet af eftermiddagen kom de sidste gæster, en tysker ved navn Marcus og en østriger, vi ikke husker som andet end ”Tjeneren fra oktoberfesten”.

Snacks skal der til

Herefter fik vi en meget velsmagende aftensmad og en enkelt øl til priser, der ville få en dansk værtshusholder til at undskylde, og os til at holde os lidt i skindet! Men vi var jo heller ikke kommet for at drikke os i hegnet hele tiden!

Hvidbrystet kirurg – Batfish i flg. Kasper- en af de dominerende arter

DMI havde lovet blæst og regn hele ugen. Men, når nu DMI dårligt kan forudse vejret herhjemme, hvordan kan de så gøre det på den anden siden af jorden?  DMI fik delvis ret. I hvert fald var der ikke mange øjeblikke med vindstille. Da bølgerne i atollerne ikke blev særlig store, var blæsten faktisk en fordel, da varmen ellers ville have været en belastning. Det regnede hver dag. Det var dog til at overse, idet der kun kom en enkelt byge eller to i døgnet af 5-10 minutters varighed. Til gengæld kunne de være ganske kraftige. Første nat kom en regnbyge af en anden verden. Den var så kraftig, at sigten blev reduceret til få meter, og man kunne godt få følelsen af at vandsøjlen fortsatte op over skibet, og det kun var et spørgsmål om tid, før man kunne se fisk svømme rundt på dækket. Mandag d. 21/10Førstedykket var på Banana Reef, igen et fint dyk, der dog ikke for alvor fik pulsen op. Igen kunne man fornemme, at artsrigdommen var mere righoldig end Rødehavet, dyrene var større, og sidst, men ikke mindst, der var mange flere af dem!

Man rejser ikke til Maldiverne for at se på makro, så her er – en nøgensnegl

Kuda Giri South Male lagde vand til dagens andet dyk. Der var et fint vrag, der var fyldt med fine røde soldaterfisk og glasfisk i store mængder. Vi så også hvidtippet revhaj, kartoffelgrouper og totalt aggressive sortstribede anemonefisk. På vraget fik vi lige en påmindelse om at vi ikke var de eneste turister, da der blev smidt en 20-30 stykker ned i hovedet på os på vraget. Efter en tur inde i vraget var situationen en anelse uoverskuelig, da de fremmede dykkere havde indtaget vraget. Det blev vanskelig at finde den samme makker, som man startede dykket ud med.

Der var trangt indenfor

Trediedyk på Guraidhoo Corner skulle være med hajer for alvor.

Mange grå revhajer

Smeden på egen hånd – sådan da!

Desværre måtte Jeppe gi’ op pga. bihulerne, og så måtte smeden klare sig selv. Det var et fint dyk med en million grå revhajer og enkelte ørnerokker i periferien. Der blev også set en enkelt hvidtippede revhaj, men den druknede i mængden af de grå. På trods af alt det store, blev der også set to stenfisk, der måske alligevel hedder noget andet i flg. bådens billedbog (False Stonefish).

Godt gemt falsk stenfisk

Blandet ægteskab

Pudserejer og anthias-unger

Aftenturen gik til en lille ø, hvor vi kunne ”mingle” lidt med den lokale befolkning. Indbyggerantallet kunne ikke være over 1.000. Husene var det man i Danmark nok ville kalde ”tæt lav bebyggelse” og meget spartanske. En hovedgade bestående af 10-20 små souvenirbutikker, der alle solgte det samme – konkylier og hajgebisser. En købmand og så var det vist det! Kasper fik købt et par køleskabsmagneter til kun 4 dollar stykket (røverkøb).

Strøgtur i myldretiden

Der var affald over det hele. Kasper mente, der var grundlag for at starte ny forretning, men havde svært ved at finde plads til lastbilen. En slentretur rundt om øen, hvor vi så muslimske piger spille volleyball, et par mænd i gang med at fjerne lidt affald i strandkanten, hvor der er arbejde nok til de næste mange år. To drenge der havde fanget en fugl i en snare, og en mand på en knallert. Hvad pokker skal man bruge en knallert til på en ø, man kan gå rundt om på 15 minutter? Pludselig gik en sky for den i forvejen dunkle himmel. Det viste sig at være en gigantisk flyvende hund på udkig efter aftensmad. Til sidst kiggede vi lidt på det lokale bådvært. Smeden skulle se, om der kunne hentes lidt inspiration. Værftet bestod af en hal opført i rustne blikplade, hvor et skib på ca. 12 meter var under renovering. Skibet stod direkte på ”jorden” støttet af stolper på siden. Hvordan skibet var kommet derind, og hvordan det skulle komme ud igen, var lidt af en gåde. At vente på en tsunami var selvfølgelig en mulighed, men ikke helt til at regne med.Tirsdag d. 22/10. Morgenvækning kl.06.00, en kop kaffe/the, en kiks og små velsmagende bananer, som hang i et par klaser på agterdækket, en kort briefing og så af sted med dohnien. Første dyk samme sted som eftermiddagen dagen før, Guraidhoo Corner.  Vi så masser af hajer, bl. a. zebrahaj og både sort- og hvidtippet revhaj. Jeppe sprang dykket over af helbredsgrunde – hans teenagerkrop kunne ikke tåle at stå så tidligt op – og så var der jo lige det med bihulerne.

Zebrahaj – aka leopardhaj

Efter vores dyk, hvor vi havde set meget af det, vi var kommet til Maldiverne efter, blev der først spottet en flok delfiner, der sprang lystigt i en kanal med udadgående strøm. Kort tid efter så vi en håndfuld mantaer. De valgte til vores til vores tilfredshed, at furagere i nærheden af vores ”moderskib” Sheena”. Vi væltede i efter dem med snorkludstyr. Vi var bestemt ikke alene, der var lidt Rødehavsstemning over det med en håndfuld guider, der hver for sig havde rigeligt at gøre med deres grupper. Og vi andre kunne jo også passende lige få en skideballe med på tysk, for det egner sproget sig jo så fint til!

Turens første “tæt på”. Den manler vist en bid…eller har den et bid for meget?

Selvom fordøjelsen af de mange indtryk under vandet, bananer og kiks i nogen grad kunne holde sulten lidt på afstand, så giver en times dyk og hæsblæsende ”jagt” på mantaer altså en vældig appetit. Heldigvis stod morgenmaden på bordet, da vi kommer tilbage til Sheena. Pandekager, blandet frugt, juice, toast, æg efter eget valg og højdepunktet, som var en blanding af frisk revet kokos, tun, fint hakket løg, chili og lime. Umiddelbart lyder det ikke til passe sarte danske smagsløg, især ikke tidligt om morgenen, men det smagte simpelthen fantastisk og skal helt klart efterprøves hjemme. Håber ikke oplevelsen bliver ligesom når man får kold retsinavin på en fiskerestaurant i Grækenland, hvilket er en grufuld oplevelse, når den samme vin indtages på dugvåd terrasse i Danmark.

Glad mand

Vores andetdyk var et sted lige i nærheden – Kandooma Tila – hvor vi skulle strømdykke med hajer på en koralformation (tila) midt i en strømfuld kanal. I modsætning til Rødehavet, hvor intet må berøres, er det nærmest obligatorisk at gå armgang i strømmen. Guiden sagde vi skulle gå til bunden, og hajerne ville være på spidsen sammen med masser af jacs og snappers. Måske havde den tyndarmede italiener ikke regnet med, at vi kunne gå hurtigere til bunden end ham, men vi havde også morgenmaden på genbesøg i den øverste del af svælget, og øjnene var ved at poppe ud af kraniet, kombineret med alvorlig åndenød, men vi kom ned på den rigtige knold.

Strømmen hev lidt i grejet…

Vi havde åbenbart også flest armkræfter, for der var kun havbasser forrest i feltet. Men selv hos havbasserne skabte strømmen splittelse, og kun et par stykker nåede helt ud på spidsen, til gengæld så alle andre, inklusive de opgivende havbasser, masser af hajer og ørnerokker, mens fortroppen måtte nøjes med masser af stimende spisefisk. Strømmen svarede til en god dag på Otto, men vi manglede lige bundtovet, og strømmen aftog heller med ikke med dybden. De fleste om bord peb noget. Guiden havde kaldt strømmen for svag til medium, men rettede det til medium, og måske lidt over, så vi har åbenbart noget til gode.

De her er af en fredelig type 

Vi skulle jo videre, så vi sejlede sydpå og indtog endnu en overdådig frokost, som dog først måtte afvente den obligatoriske kop kaffe på agterdækket og en kort tur på soldækket. Solen så tæt ved ækvator er ”ond”, og kræver sollotion med høj beskyttelsesfaktor eller en meget soltolerant hud. En svag brise gjorde varmen tålelig, hvilket Jeppe konstant forsøgte at udnytte til at få lidt farve på hans vinterblege krop. Frokosten var alle dage ret omfattende og bestod af salater, fisk, kød og varme retter (varme i mere end én forstand ), der ofte udfordrede vores smagsløg. Formentlig godt hjulpet på vej af Kaspers udtalelser om at maden aldrig kunne blive for stærk. Det kunne den sikket godt, men vi er overbevist om, at kokken viste nåde. Maden var rigtig god og det var en fornøjelse at kunne svælge i rå tun med vasabi. I det hele taget var det ualmindeligt rart at kunne spise frugt og rå grøntsager uden risiko for, at skulle flytte ind på toilettet.

Alimata

Da vi nåede ankerpladsen for natten, snorklede en times tid med små sort og hvidtippede revhajer, blæksprutter og en enkelt mindre skildpadde på Vaavu – Alimata House Reef. Vi kunne være fortsat, men af høflighedsgrunde over for besætning og de andre turister, der åbenbart ikke snorklede, vendte vi tilbage, for at gøre klar til vores natdyk.

Nursehaj i det uklare vand

Natdykket ved jettyen på en resort Alimata House Reef, og var noget turistpræget. Trods det – eller måske derfor – kom de dyr, vi forventede. Og selv om der ikke blev fodret, mens vi så på det, så kom den ene nursehark efter den anden og rokker af flere slags forbi os, for at se om der faldt en godbid af. Der kom også en del sorttippede revhajer og en enkelt hvidtippet forbi, og de var i et lidt højere gear. Det samme var de trevalley’er, der kom, flere var kulsorte af ophidselse.

En af de mindste pigrokker

Vi lå på maven i sandet og så op imod de projektører, der var på jettyen og lyste skarpt ned mod os i vandet, og vi bevægede os dårligt nok i de fyrre minutter vi lå der. Desværre var der hvivlet så meget sand op, at fotografring næstn var umulig. Herefter var det meningen, at vi skule følge guiden ud langs en trosse, men ordrer bekommer os jo ikke vel, så der var en del alternative fortolkninger af den besked, vi havde fået inden dykket. Specielt PIV var ikke særlig lydhør overfor guidens anvisninger, men han blev dog kaldt til orden! Og lige under Dohnien cirklede adskillige nursesharks rundt og ventede blot på at blive kælet lidt med – men det må man jo ikke… På vej op skulle vi gennem en tæt stime af små fisk, der måtte være tiltrukket af vore lys. Det var en lidt morsom oplevelse, da fiskene ikke bare svømmede ind i én, men også hoppede ud af vandet.

Lidt for enhver smag, specielt den stærke!

Vi fik vores aftensmad lidt senere end normalt, glimrende måltid, og vi fik vist også et par øl, men man kan vist ikke beskylde os for druk på denne tur, dertil er prisniveauet lidt for meget over, hvad vi har lyst til at betale! Onsdag d. 23/10Onsdagens førstedyk var på Uthuru Kandu, hvor vi skulle se stimer af babyhajer. Vi fik en lille udfordring, for vi blev smidt i lidt fra det ønskede sted, og vi måtte springe i to gange. Anden gang var det rigtige sted, hvor vi så en del små hvidtippede revhajer og en større stime af alm. grå revhajer. Jeppe pjækkede igen og ærgrede sig lidt over, han var blevet under dynen. Udover babyhajerne var der en enkelt ørnerokke, men ikke ret meget mere, der er værd at nævne, måske bortset fra nogle bombekratere, som ingen kunne fortælle, hvad var. I slutningen af dykket, var der også en skildpadde.

Babyshark? PIV på plads lige under overfladen

Alle vores dyk startede med en kort briefing, hvor vores guide Roberto kort fortalte, hvad vi kunne forvente at se og hvordan han troede strømme var. Klogeligt nok var der altid en plan B, der kunne gennemføres, hvis strømmen gik den modsatte vej. Vi dykkede tit plan B. I modsætning til nogle af de lange briefinger, man har overværet i Rødehavet, tog disse sjældent mere end 5-10 minutter. I det hele taget var vores opfattelse af guiden særdeles positiv. Udover at være en behagelig og imødekommende person, besad han en sjælden evne til rent faktisk at kunne guide. En typisk Havbasse reaktion, er ofte, enten at svømme den modsatte vej af guiden, eller i hvert fald meget dybere. Roberto udemærkede sig ved at være ”sådan én ” man godt gad følge (ind imellem), fordi han rent faktisk havde noget at vise, i modsætning til visse guider, der blot er med for at kontrollere dykningen.

Vi gad godt følge guiden, når han skød bøjen op!

Ventetiden mellem dykkene blev brugt på at kurere Jeppe, vi skulle ha´skyllet hans bihuler, så han kunne være med. Og det lykkedes da også, han ville hellere ha’ ondt, end han ville behandles.

Jeppe med hovedet i spanden

Golden Wall var et divesite, der tilsyneladende var mere berømmet, end væggen kunne holde til. Bevares, der var en del fine gule blødkoraller, men ikke voldsomt store, tætte eller spektakulære. Dykket blev til dels reddet af en stor pigrokke af ukendt art, og et par hvidtippede revhajer i slutningen af den ordinære del af kanalen, som ellers bød på et ”free ride” i strømmen, hvilket var meget afslappende. På toppen af revet derimod, der skete et og andet, og korallerne var tilmed i god stand. Vi fandt bl. a. sovende aftrækkerfisk, der fyldte det meste af revet, og en sovende nursehaj, der var så tæt på at blive trukket i halen, som den kunne være, uden det skete.

Strudse-nursehaj, hovedet i et hul og kroppen ude i det fri!

Vi skulle videre og efter et par timers sejlads, var vi lige ved det rev, hvor dagens tredje dyk skulle foregå. Her blev der spottet 12-15 mantaer, og vi skulle pludselig skynde os for at dykke og sidenhen kunne snorkle med de fine fisk.Efter lidt muggen over indgående og udgående strøm og hvor og hvordan vi skulle dykke, blev den oprindelige plan gennemført – præcis som den plejer at gøre, når man er på tur i de varme lande. Af spektakulære oplevelser på Fusido Kandu var der ikke mange, men i slutningen af dykket blev det hele lidt sjovere. Strømmen tog til, og sigten blev lidt bedre. Vi så ikke meget stort, men der var igen mange fisk. Mantaerne havde ikke tid til at vente på. at vi blev klar til dem!

Endnu en muræneart

Tilbage på båden kunne vi lige spise en masse usunde snacks, mens vi ventede på aftensmaden. Vi blev lidt utålmodige eller rastløse om man vil, og hoppede derefter i havet for at svømme ind til en nærliggende øde ø. Vi havde dog ikke noget Dannebrog, så vi kunne ikke gøre krav på øen, men det ville vist også være ondt at sende Sirius-patruljen derned 6 måneder om året for at hævde suverænitet.Torsdag d. 24/10Tidlig morgendyk efter hammerhajer på Fotteyo – måske! Med alle de forbehold, guiden lagde for dagen, var der ikke den fjerneste tvivl om, at chancen for hammerhajer var mindre, end at vinde i Lotto. Men bortset fra store bølger og stærk vind, så fik vi en tur ud i det mørkeblå, men desværre, ret livløse vand. Væggen vi dykkede på var meget fin og mindede en del om Daedalus i Rødehavet. Men ingen hammrhajer. Bølgerne var STORE, men endnu en gang måtte vi respektere besætningen på Dohnien, de kunne godt nok deres kram!

Pigrokker på kanten

Fint rev

Andetdykket var i en kanal ved Rakeedhoo Kandu, hvor der var enten udad- eller indadgående strøm. Definitionen for hvad, der er det ene eller det andet er ikke helt klart, heller ikke for dem, der burde vide det! Men dykket var fint nok alligevel, og der var en del fine viftekoraller. Langs med væggen var der et utroligt liv, og øverst på revet var der de her så almindelige bordkoraller. Af det store så vi et par hvidtippede revhajer, en masse store napoleonsfisk og en enkelt ørnerokke.

Se murænen, der lokker med en nøgensnegl

Trediedykket på Shark Point kom efter et par timers hård sejltur, hvor kulingen på oceanet voldte lidt kvaler på soldækket, for stolene med soldyrkere kurede fra side til side og kolliderede. Det var bare med at holde fingrene inde. Dykket var i en kanal, hvor der var lidt udgående strøm. Sigten var ok, uden at være prangende, men vi fandt da nogle rokker og et par hajer. Pga. den hårde vind og de største bølger vi endnu havde haft på turen, skulle vi afslutte dykket samlet, for det var noget af en udfordring at finde folk i de bjerge af vand, der var. Men vi klarede den vist alle sammen! Og så sejlede vi lidt igen, og Sheena måtte kæmpe bravt i bølgerne, men til sidst nåede vi et par beboede øer, hvor vi skulle ligge i læ for natten. Men opankringen voldte besætningen kvaler, og det tog det meste af et par timer…

Endelig i læ bag revet…

Fredag d. 25/10Vi skulle dykke på White Tip Station, en position der ikke lå så langt væk fra havnen, den største attraktion var en hule, der startede på 35 m og fortsatte til 60-70. Indgangen til hulen var lidt snæver og udvidede sig til et stort rum ved ca. 40 Vi gik dog ikke ned for at finde udgangen, de havde jo adfærdsreguleret ved at give os for lidt luft og for høj iltprocent. Der lå en stakkels skildpadde og gemte sig i hulen, men den er sikkert blevet så blændet, at den ikke kunne finde ud.

Sovende skildpadde

Undervejs på det spændende rev var mange fine sager, bl. a. var der en fin pudsereje, som skulle inviteres til at rense negle Det fandt den meget skjulte, lille og hysteriske muræne sig ikke i, og den huggede den nærgående fotograf i pegefingeren, så blodet flød! Ikke så meget, at det lokkede hajer til eller på anden måde forvoldte en livstruende situation for den ramte, men som tilskuer var det svært at holde masken, hvilket er ret upraktisk under vandet.

Den hysteriske muræne…

Skal man gi’ den fingeren?

I slutningen af dykket så vi flere dragefisk, og der var også en enkelt skorpionfisk at underholde os med, mens vi brugte de allersidste bar, vi havde på flaskerne og ventede på, at en eller anden ville skyde en bøje op.

Han gav op til sidst, han får jo penge for det…

Andet dyk var på Happy Corner. Vi sejlede i tre kvarter, før vi nåede frem til stedet, men så var det også rart at komme i vandet. Vi havde opgivet at finde ud af om strømmen gik den ene eller anden vej, og vi lagde os i guidens baghjul i starten. Men det holdt jo ikke! Vi så dog både skildpadder og hajer, men det er jo også på nærmeste blevet ordinært!

Kejserfisk

Også her var der en pudsereje i et hul, og vi prøvede at få et par billeder. Der var ikke tegn på, at der boede en muræne med rejen, men vi holdt fingrene for os selv. Et øjeblik efter stak to aggressive muræner hovedet ud lige ved siden af hullet med rejen, de kunne snildt have bidt os i fjæset. Men de var nu morsomme at drille, og de bed lidt i kameraet. Der var også en masse andre fine ting, men vi er efterhånden blevet lidt forvænte.

De to “Bandit-muræner”

Dagens tredje og sidste dyk var tæt på endestationen på Manta and More. Vi hoppede lige ned i dårlig sigt og 2 ørnerokke inde på revet, endnu før kameraerne var ladt! Der var hajer og en masse fisk, bl a. en velnæret og ret stor koralbars, der gemte sig under et fremspring på 35 m dybde. Vi drev med strømmen og kæmpede os tilbage- men strømmen var ikke så slem. Stimerne her var store og fiskene tillidsfulde og talrige – alt i alt et super dyk. Og så kom der lige en manta svævende forbi, helt uden at bevæge sig og kun en armslængde væk. Det gav en god stemning hos en flok i forvejen opstemte dykkere.

Manta and More

At der tilmed var hajer oppe på det lave og endnu en manta – eller den samme – kom forbi. Ingen ville op, og selv guiden virkede lidt ked af at afslutte dykket; vi havde ellers luret længe på om han ville skyde en SMB op, så vi andre slap. Han tog røven på os, og gik i overfladen uden bøje, men vi var jo lige i nærheden, så da dohnien kom, var vi der jo alligevel.

Tæt på en kæmpe

Vi skulle overnatte i lagunen ca. 500 m fra det dykkercenter, der ejer og driver Sheena. Af en eller anden uransagelig grund skulle vi ligge ret langt ude, ikke at det betød noget, for vi skulle alligevel blive på båden.Lørdag d. 26/10Tidlig morgenvækning og turens to sidste dyk skulle også afvikles på Manta and More. Vi havde ingen indvendinger, for der var hajer, mantaer og meget andet spændende.

Noget af det vi kom for!

Førstedykket bød på mantaer lige, da vi kom i vandet, hajer, koralbarsen og de mange andre fine sager. Jeppe havde en mission med dykket, han ville gerne dykke til 40 meter og det ville hans far ikke, så Juhl fordybede sig med knægten

Juhl & Jeppe i det blå

Fanefiskene stimer – de er vist bange for de store fisk

Der var MANGE fisk

Fin nøgensnegl

Endnu en fin nøgensnegl

Andetdykket bød på den samme pakke, blot synes der at være endnu flere fisk. Mantaer, grå- og hvidtippede revhajer var der i overflod, og fiskelivet var på det nærmeste utroligt.

Manta på det lave

Det fik dog en ende til sidst, og vi kunne fortrække ind på Sheena, hvor vi skulle gøre vores ting klar til rejse, vi skulle også spise den sidste frokost om bord, og vi skulle også lige gøre klar til Happy hour i baren på resortet.

Sheena som tørresnor

Men vi blev jo frygteligt rastløse og måtte lige snorkle et par kilometer ind over et lavvandet uinteressant rev, før vi nåede ud over en revkant og fandt lidt klart vand og nogle fisk. Der var også tre langustere, der udfordrede vores evner til at lade nåde gå foran middag! Men moralen sejrede, måske mest fordi der var frygteligt langt at svømme med dyrene.

Taxa til byen

Inden vi skulle på bar, var der tid til en gåtur på resortet, der, som de andre vi havde passeret gennem ugen, blot var en lille ø med hvidt koralsand, hytter hist og pist og en hær af ”tjenende ånder”, der holdt det hele i gang. Kinesiske og russiske brudepar (?) havde travlt med diverse groteske fotograferinger, men vi holdt op med at glo og grine og hastede mod baren, hvor Happy hour allerede var halvt forbi. Vi fik hurtigt et par øller og nogle dobbelte G&T (turens første). Der blev også drukket noget andet, men man kan jo ikke ha’ styr på det hele, og inden vi fik set os om, så var Happy hour forbi. Efter en uge på vandvognen, havde et par øl og G&T en god virkning på humøret.

Søndag d. 27/10 Sidste morgen på båden, vi skulle forlade skuden kl. 8 og tilbringe tiden indtil vi skulle hentes med vandflyver på resorten. Vandflyveren skulle afgå kl. 10:30, men blev udsat en god halv time. Det var tid nok til at blive overordentlig rastløst og trampe et par gange rundt om øen i vandkanten og se lidt på de små sorttippde revhajer, der var inde på det helt lave. På læsiden af øen var der ulideligt varmt, og en svømmetur i 30 grader varmt vand og en stegende sol, hjalp et fedt på nedkølingen.

.Lille sorttippet revhaj helt inde på det lave

Rastløs venten

Den lokale lufthavn på Medhufushi

Vi ”efterlod” Michael og Lisbeth, der havde booket 3 overnatninger på resortet. Kom af sted, og det var en interessant oplevelse. En gammel flyver med plads til 15-20 personer, og vi håbede på, at der ikke var andre dykkere med, for så var det ikke sikkert, at den tunge bagage kom med. Vi var vist de eneste, der havde eget udstyr med, og det kom med hele vejen til Male, hvor vi skulle med offentlig transport fra lufthavnen til Male.

Ja, pladsen er ikke overvældende

Male

Lufthavn- måske forstår vi nu bedre, hvorfra navnet kommer…

Færgen blev proppet, bl. a. var der en flok festlige kvinder, der havde været på ferie sammen i Columbo. Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro de havde fået rigeligt med sjusser på flyveren, men det var næppe tilfældet. Måske kan man alligevel more sig uden alkohol?Vi tog en lavpristaxa til hotellet, det var en lille Suzuki ladbil, hvor Kasper klemte sig ind til chaufføren i kabinen og fik en vognmandssnak med ham, mens vi andre fem sad på ladet med bagagen til stor morskab for lokalbefolkningen.

Limousine-service til hotellet…

Byen var stinkende varm, trafikken og energiniveauet var utroligt og lidt skræmmende. Men en turistby kan man ikke kalde den, selv om vi gjorde vores bedste. Vores hotel var i centrum, men centrum er jo hele byen!

Scooter er det mest almindelige transportmiddel

Vi gik en del omkring i byen bare for at gøre et eller andet, det var varmt, og man kan undre sig lidt over, hvor meget affald, der blev kastet rundt omkring. Til sidst gav vi op og gik tilbage til hotellet for lige at skylle den værste sved af, inden vi skulle finde et sted at spise.Mandag d. 28/10 De mest morgenfriske genbesøgte fiskemarkedet i håb om, at der var kommet noget spændende ind i løbet af natten. Der var stort set det samme som dagen før, mest en del pelagiske makrel- og tunlignende fisk.

Men vi så da, hvordan man håndterer en skarp kniv på en stor fin tun.

De står ikke så tæt på ham med den skarpe kniv

Vi brugte dagen på at trampe lidt rundt i byen og prøve at finde ud af hvad de lever af, alle de mennesker, der racer rundt på scootere og i biler. Det lykkedes ikke rigtigt, men vi så en masse skoler, fiskemarkedet endnu en gang, og så en faldefærdig hal, hvor der blev solgt frugt og grønt.

Tørfisk til alle – husk en Wunderbaum!

Mange spændende ting vi ikke anede hvad var…

Uden at sige for meget så ville den hjemlige levnedsmiddelkontrol nok få et hjertestop, og det ville arbejdstilsynet nok også…Herefter gik det med en ladvogn/taxa tilbage til havnen, og så over til lufthavnen på naboøen – 7½ time før afgang. Trods den lange ventetid, eller måske derfor, var vi alligevel ved at komme for sent til flyet til Dubai, hvor vi efter 4-5 timers flyvning lige skulle vente yderligere 6-7 timer.

Tirsdag d. 29/10 De fleste hænger efterhånden god og grundigt efter en nat i en stol i Dubai Lufthavn, end ikke Burger King eller McDonald kunne få smilet frem længere, så der var kollektiv surmuleri, kombineret med rastløs vandring hos de værst ramte. Og selv dem, der ikke var rastløse, måtte gå for at holde varmen i den voldsomt nedkølede lufthavnsterminal.

Nu er det snart nok…

I lufthavnen skulle vi først med et tog, og dernæst skulle vi med bus fra gaten til flyveren – den længste bustur i en lufthavn for de allerfleste. Københavns lufthavn er i sammenligning blot en dværg.Til trods for pilotens advarsel om, at det kunne blive en meget turbulent tur, var det en usædvanlig rolig tur hjem, godt hjulpet på vej af en halvtom flyver, hvorved det var muligt fylde 2-3 sæder. I København var alt ved det gamle, lang ventetid ved båndet og ud i kulden…Med turen, og ikke mindst hjemturen, lidt på afstand er det nærliggende at konkludere på, om Maldiverne er værd at tage til for at dykke. Det korte svar er ja, selvom vores beretning ikke koger over af eufori. Men det kan ikke være meget anderledes, når dykkene beskrives af nogen der har set og oplevet det meste i tropiske farvande, måske undtagen hvalhajer, hvilket så er en god undskyldning for at komme tilbage. I forhold til Rødehavet er biodiversiteten langt større, både hvad angår artsrigdom og antal individer. Der var store dyr- hajer, rokker og skildpadder- på alle dyk. Korallerne kan ikke måle sig i størrelse og farve med dem i Rødehavet, men der er, trods alt, mange koraller som oven i købet er i god forfatning. Sigten i vandet godt kunne være bedre, men det kan der rådes bod på ved, ved at vælge en anden årstid.I nærheden af Male kan der godt være pres på de populære dykkersteder, men blot nogle få timers sejlads derfra, tynder det kraftigt ud. Der er givetvis langt færre dykkerturister på Maldiverne end i Rødehavet og langt flere dykkersteder. Bølgerne inden for atollerne er trods kraftig vind, ret begrænsede, hvilket gør sejladsen behagelig. Sidst men ikke mindst, så må det siges at være en fordel, ikke at blive plaget af de konsekvenser, der kan ramme én i Ægypten efter spist salat, frugt eller andre ubehandlede råvarer. Maden på vores tur var rigtig god og varieret.Så er det lige det med prisen og rejsetiden. Om det er for dyrt afhænger naturligvis af ens indkomstforhold, og hvordan rejsen tilrettelægges, men der er langt derud. Prisen ligger 25-50 % højere end en tilsvarende tur til Rødehavet, men kan måske gøres lidt billigere ved selv at tilrettelægge turen. Rejsetiden er lang både pga. afstanden, men også fordi der ikke flyves direkte, hvorfor en rejsetid på et døgn ikke er urealistisk. Får du muligheden, så tag et smut forbi Maldiverne – men husk handsker, der er skarpe koraller, der tilmed er fyldt med bittesmå søpindsvin Og husk dollars fremfor euro. Den valuta vil de ikke røre ved dernede. Crew

21. oktober 2013

Drenge og mænd i Haslev

Annonceret UV-Rugby kamp den 21. Oktober i Haslev … kampplanen +2000 mails senere:

Mål:                                         Henrik M / Mik

Back:                                        Jess / Erik –  Lars / Henrik R

Højre / målafl.                     Kim / Søren

Midt:                                       Kasper / Jacob

Venstre:                                 Jens

Sauna:                                     Henrik R

Efter yderligere +1000 mails senere kørte vi så rask afsted i 3 – ja 3 – jeg staver lige – tre biler. Der dukkede pludseligt 12 mand op! Og så en til! Nåja mere dreng end mand; Stefan deserterede fra en aftenvagt i Korsør for at sikre at planen skulle laves om.

Selv samlede jeg Nordsjællændere op i alt fra Lynge, Jørlunde over Ølstykke … og kørte over Roskilde til Haslev … hvis Manley havde kørt var vi endt i Stevns, de har en dejlig ny svømmehal! Men jeg ville altså i sauna  – hurtigt – så turen gik direkte til Haslev.

I må godt få en opdateret kampplan nu, men faktisk blev den ændret adskillige gange i saunaen og på kanten, så foreslår vi venter til senere. Saunaen i Haslev er faktisk udmærket til almindelig træning med 3-5 mand! Men med fuldt hold +1 så er der altså ikke megen nydelse over det, den er ganske enkelt lidt klein! Stevns dommerne mente at vi prøvede at phyke dem med alle de mange holdmedlemmer – tror det lykkedes!

Flere havde efterspurgt hvide badebukser og andre havde et lager så alle endte med at være korrekt påklædt.

Og nu nåede vi så til kampplanen, som næsten holdt kampen igennem.

Mål:                                         Henrik M / Mik

Back:                                        Jess / Lars (Jesper) –  Kasper / Erik

Højre / målafl.                     Kim / Søren

Midt:                                       Stefan / Jacob

Venstre:                                 Jens / Henrik R

Sauna:                                     Henrik R

Lars og Jesper deltog hver i en halvleg – så’n er det når træneren partout vil spille med, så bliver sidst ankomne sat på kanten.

Vi startede med at ligge hårdt fra kanten og jo efter noget roderi fik vi et enkelt mål! Så lagde vi hårdt ud igen 100% udskiftning … så de andre så deres chance! Den udnyttede de 1-1. Resten er bare kedeligt bogholderi!

Pludseligt var der halvleg og Stefan ville partout have et kamp råb ”ØL” … og så lå jeg der ved basinkanten, ventede på at nogen hentede ølkurven … det var der ikke! Derimod fløjtede ham dommeren igen og så skulle der dykkes.

Glemte vist at sige, at der også var timeouts hvor Stefan udråbte alskens ting ala; ”dyk for hinanden”, ”tæt sammen”, ”kig rundt”, ”bolden ind til kroppen” … også holdt han om sig selv, som han ikke vil lege med os andre! Trænere er ret svære at blive kloge på!  

Selv synes jeg det var sjovest da Erik løb efter ny snorkel – helt ureglementeret – og ikke fik maske på inden han sprang i! Op igen og så satte Jess en super indsats ind – han sprang i som reserve blandt reserver!

Oppe igen og i Sauna, hvor Jess traditionen tro (det er første gang – men allerede en vedtaget tradition) åbnede den medbragte pose kanelkager! De smager godt til en god øl.

Så, hjemad og sætte holdet af i omvendt rækkefølge.

Resultatet! Er det interessant?

Nåja, så pyt: 1 – 8

Vh. Henrik R

16/10 2013

TrykkerdammenTja det er ikke altid nemt at få en historie med. Her er et par billeder, indtil  – måske – en eller anden synes, at vi skal have lidt mere tekst til billederne. Men det er jo ved at blive en gamml historie…

Lille snegl på ålegræs

Blåmuslings ind- og udblæsningshuller

Slethvar

 Gonaderne på en gople

Tæt på en kutling

Debriefing om jagtens resultater

En sjælden gæst…

På forfatterens vegneKim R

16/10 2013

Hjem til OttoEfteråret nærmer sig, så det er om at komme i vandet når lejligheden byder sig. Østersøturen blev lavet om til en tur fra Helsingør, hvor forholdene så lovende ud. Jeg ankom til havnen med min båd som den sidste og måtte vente en rum tid på, at der blev plads til at komme forbi alverdens materiel. Bådoptagningen var startet, og havnens megatraktor fyldte det meste af havnen. Der blev endelig plads til os, vi fik sat båd i, rigget til og så var der en kort sejltur til vraget i totalt havblik. Hurtigt fik vi smidt loddet, og der var ikke ret meget overfladestrøm. Kasper “tilbød” at binde på og kom hurtigt i vandet efterfulgt af undertegnede. Strømmen nåede kun 3-4m ned, herefter vendte den totalt, men ikke speciel kraftig. Ikke langt ned af tovet tonede daviderne allerede frem på brobygningen, og jeg slap tovet og tog et solidt greb om mit håndspyd, jagten var gået ind. Der hvilede et vist pres på mig, svigerfar kom på besøg senere, og jeg havde lovet frisk fisk på bordet. Det tog dog et stykke tid, før den første rødtunge var i posen, efter at have passeret et par undermålere. Jeg var ellers begyndt at se mig om efter en alternativ torsk, og panikken bredte sig da, der heller ikke var nogen af dem. Lige inden den første gode tunge materialiserede sig frem på kanten af det forreste lastrum, overvejede jeg at nakke nogle buskhoveder, hvor mange går der til af dem til 3 personer? Det kom dog ikke så vidt. Efter at have fået hul på bylden, kom der hurtigt 3 tunger mere i posen, og jeg kunne koncentrere mig om andre ting også. Sigten var 7-8m der, hvor Kasper ikke havde været og selv med utallige dyk på Otto, så kunne jeg endnu engang blive imponeret over det flotte vrag og alt det liv, der var dernede. Jeg havde tanket en nitrox 36 og med en hæderlig bundtemperatur på 12 grader, så blev det et langt dyk.

Lakridskongen

Jeg kom vraget rundt et par gange og studerede alle de nye indtryk, der kommer på vraget, efter at strømmen har haft hårdt fat i sandet i vraget. Nye huller kommer til, der næste gang kan være fyldt op. Når sigten er god, så får man dem alle bundet sammen, og det giver et godt overblik over, hvordan sådan en gammel damper er skruet sammen. Efter en god time på bunden, så havde der lige sneget sig et par minutters deko på, og jeg fandt tovet for at trække mig op. Sjov fornemmelse, når top og bundstrøm er modsat rettet. Jeg kom op på stoppet og kunne ligge totalt afslappet lige i strømslækket mellem de to vandmasser og kunne nyde, at brandmændene var kraftigt aftagende, men alligevel nok til at jeg var underholdt med at se hestemakrellerne boltre sig mellem trådene.Kasper holdte vagt i båden, og hurtigt gik vi ombord i nogle fantastiske chokoladeovertrukne lakridser. De var så gode, at da Allan fik viklet sig ind i stigen i den ellers moderate strøm, så varede det lige lidt, inden vi tog ham seriøst og fik slækket på tovet, så han kunne genfinde balancen på stigen. Lakridserne knasede gudskelov så meget endnu, at vi ikke fik det fulde udbytte af Allans efterfølgende verbale tordenvejr. Jeg kunne gennem sukkerrusen lige ane noget med “useriøse”, “tæt på episode” og at “vi bare skulle vente til Sten Nordstrøm i sikkerhedsudvalget fik det for øre”.Vi hyggede os mellem dykkene, men allerede efter 45 min, så var det tid igen. Der var jo det med svigerfar til middag, og Kasper og jeg hoppede i dybet igen. Lyset var kraftigt aftaget, og det havde ligesom hjulpet på tungernes mod på at komme frem fra gemmestederne. Der røg hurtigt et par i posen, og på et tidspunkt havde jeg også lige en halv aftale med pæn torsk på 6-8kg, der lå nede i vraget og gemte sig. Jeg kunne flytte lidt rundt på den med mit håndspyd og fik lagt den til rette for et ordentligt stik, men det var ligesom om den blinkede til mig, og jeg fik et øjebliks stik i hjertet og lod den gå. Eller også var det fordi jeg allerede havde ophobet mig en betydelig efterbelastning ved håndvasken med at rense og filetere tunger.Jeg svømmede ud på bunden og rundede agten, hvor der ligesom er et lille stenrev helt op ad vraget, samt en del nedfaldne vragdele. Her dybt under vraget stod flere rigtigt flotte torsk, men det var stadig tunger eller ingenting. Under skruen lå noget pladeværk og herunder fik jeg et syn, der fik pulsen op. Rødtungerne lå i lag! Jeg kunne tælle 5 stk. og alle i betydelig størrelse. Jeg fik behændigt lagt dem til rette ovenpå hinanden så et multimegafangststik kunne udføres, men blev afbrudt da en brød ud af flokken. Jeg trak kniven og fik pacificeret den uden for meget virvar og resten havde ikke anet uråd, der var dog lidt opbrud i formationen, men yderligere 2 faldt for mit hemmelige våben. 3 på en gang er dog ikke så ringe og med de andre i posen, var jeg oppe på 10 stk. og aftensmaden til svigerfar var hjemme, lidt til fryseren og ikke mindst, olie på vandene til min nabo, der blev nødt til at lukke heste ind, imens jeg lå her på 30m vand og havde bukkefeber. Alt har dog sin ende, og jeg havde brugt for meget tid på “dybet”, og der var rendt noget deko på, så jeg ilede mod tovet, for at tage mine 10 min straf for den korte overfladetid.

Tunge-kvoten er vist opbrugt!

Hestemakrellerne var efterhånden blevet modige i tusmørket og en flok forlod deres brandmand og kom over på tovet til mig. De søgte ly omkring hovedet på mig, men da jeg blev nødt til at ånde ud, så for de ud i det grønne vand, men ak, deres brandmand var allerede ført langt væk med strømmen. Er der nogen der ser dem, så tag godt i mod dem. Måske de flakker rundt endnu.

Ingen øl, men en måneskinstur…

Allan havde også fået posen fuld og alle var glade. Kasper mest for lakridserne, ogSteffen for ikke at have glemt noge,t da han hoppede i vandet, udover blybælte og feederslange til dragen. Malurten i bægeret på sådan en perfekt aften var, at der kun var 2 øl til deling, så dem tog Steffen og jeg. Hvad værre var, Allan og Kasper syntes ikke en gang at det var et problem. Alt i alt, alle havde gode dyk, vi blev ikke nævneværdigt uvenner, og vejret kunne ikke blive bedre på sådan en oktoberdag. Over and out. Henrik

15/10 2013

RobertDer kom et, i år, særdeles sjældent pip fra Flemming på mailen om ikke der var nogen, der ville ledsage ham på en dykkertur tirsdag. 6 mand bed på, men 2 faldt fra, og tilbage var vi 4 stk., der ville tage af sted ”tidligt tirsdag”, så vi kunne nå to dyk.

Man kan jo altid pille lidt…

Jeg stødte til på havnen lidt i 2 og der holdt havgassen og kassen allerede, førstnævnte i vandet og sidstnævnte næsten tømt. Jeg fik læsset grej af og ned i båden og parkeret bilen og fik smidt de sidste stumper i havgassen mens fortøjningerne blev kastet.

Hvem sidder mon der bag skærmen?

Vi stod ud af havnen og satte kursen med Robert over et lidt ujævnt Øresund men ikke være end at man kunne nyde turen. Fremme på positionen cirklede vi nogen gange før at loddet blev smidt og så bredte den sædvanlige stilhed sig inden efterårets debutant (Flemming) meldte sig til påbindingen – meget passende han havde jo selv sagt hvor loddet skulle smides;)De to jægere, Rene og Allan meldte sig frivilligt til at hoppe i efterfølgende og det blev næsten en kamp om at komme i først – det gik så hurtigt at Rene næsten var hoppet i vandet uden sit net!Med alle 3 i vandet kunne undertegnede nyde stilheden og drikke en cola før Flemming kom op.

Andre nisser går efter risengrøden…

Der blev berettet om fin sigt i hvert fald omkring skruen. Jeg skyndte mig i for at se om det nu også passede – jo skruen stod nu fint i det klare vand, men på det øvrige vrag var sigten noget reduceret siden sidst. Der var et mylder af liv buskhoveder, torsk, snegle og erimitskrebs – desværre meldte kameraet ”Udskift batteri”, så der er ingen dokumentation. Det blev til små 30 minutter på bunden, før at det var tid til at returnere til overfladen – jeg skulle jo gerne nå lidt overfladeinterval inden 2. dykket. Tilbage ved påbindingen kunne jeg se, at den ene storjærger havde haft heldet med sig, for der lå da lidt kød ved siden af skyderne.

Der er jo altid en historie til!

Oppe i overfladen blev der delt et par røverhistorier, men ikke ret mange for snart ville de øvrige i vandet igen – vi skulle jo hjem til spisetid og fodbold. Flemming tog en ekstra trøje på og stjal lidt bly fra undertegnede, inden han dumpede i, og kort efter fulgte de to øvrige.Da Flemming kom tilbage i overfladen, stjal jeg blyet tilbage og hoppede i baljen. Jeg holdt mig i agterenden, hvor sigten var god og livet i overflod. Da der var løbet tilstrækkeligt deko på computeren, bandt jeg af og gled med loddet langs skibssiden fremad i vraget, indtil jeg kunne dumpe loddet foran stævnen og skynde mig opad til det klare overfladevand, hvor der var lidt ventetid.

God klassisk lagerstyring – sidst ind – sidst ud!

Tilbage i overfladen var matroserne i gang med at gøre klart dæk endnu før jeg fik maske og grej af. Der var allerede delt våde varer ud, og så kunne turen gå hjemad over et roligt Øresund. Tak for turen!Steffen

10/10 2013

Trods en lidt ulden vejerudsigt onsdag, blev vi ved middagstid torsdag enige om, at vejeret var til en tur på Robert torsdag eftermiddag, som Allan havde inviteret til tidligere på ugen. Så det var om at blive færdig med arbejdet og forbi Farum og hente flasker og af sted til Rungsted havn, hvor jeg var ca. 14.25, som den første. Lidt efter kom Steffen, Allan og til sidst – men til tiden (15.00) – kom Kasper. Efter lidt spydige, men gemytlige kommentarer om vi ikke gad vente læggere, og han måtte se at komme tidligere så vi kunne komme af sted, fik vi Kasper med udstyr om bord og kom hurtigt ud af havnen og sat kurs mod Hven og Robert.

Så er vi snart klar!

Som altid en hyggelig og munter tur over et meget stille Øresund. Ingen vind af betydning, overskyet med lidt sol ind imellem, der blev kun fortalt ganske få, men rigtige løgnehistorier, og kun få ikke tilstedeværende klubmedlemmer blev bagtalt. Det sker ellers sjældent, da det jo ikke er pænt, men skide sjovt 😀 når det ikke er en selv, det går ud over. Der blev f.eks. ikke talt om mad, kvinder, heste, økologisk jord, fødselsdag, turen til Maldiverne, blå svømmefødder, motor og Havgassen, høns og andre uvæsentlige og ligegyldige emner. Nejjjjj, vi brugte tiden til at gøre klar det tures formål – Dykning!

De første gør klar!

Fremme ved positionen blev Robert loddet med det samme, og loddet smidt midtskibs ved broen. Kasper fik snøvlet sig færdig, og vi fik ham smidt i vandet for at binde på. Jeg havde selv meldt mig som sidste mand, så Steffen kunne gøre klar og kom i vandet lidt efter, da flådet var i overfalden, som tegn på at der var bundet på. Vi fik gjort fast og i vandet med Steffen. Derefter var det Allans, som skulle finde nogle tunger. I med ham og så blev der helt stille – så stille at man kunne høre musik et eller andet sted over i Sverige. Tiden gik med lidt kaffe og cola, mens jeg gjorde udstyret klar.

Allan på toppen

Efter et godt stykke tid dukkede Kasper op på stigen og kunne berette om god sigt, masser af liv, og at der var gjort fast på daviden bag overbygningen på bagbordsside. Kasper fik udstyreret af, så han kunne lyne mig. En to tre var jeg i udstyret og lige inden jeg røg i vandet, ævlede Kasper noget om påbindingen, som han undskylde.

 Kasper retur

I vandet med mig og ned af tovet, hvor jeg møde Allan, som ville låne mig hans håndharpun (ikke fiske tegn). Jeg takkede pænt nej, da jeg jo skulle binde en undskyldt påbinding af. Ned ad tovet, hvor strømmen var lidt tiltagende og vendt. På ca. 22 meter kunne jeg se vraget lige så fint. Og ganske rigtigt. Fin sigt de fleste steder. Der var noget strøm, der gik skråt på bagbords side mod styrbord. Så jeg svømmede over på styrbordsside i læ og svømmede en tur ud og rundt i stævnen og derefter tilbage og lidt ned agter. Der var masser af liv som på de seneste mange dyk på Robert. Langen på overbygningen ved skorstenshullet var der, og den svingede sin slimede hale, så der stod en sky op af hullet. Ellers var der masser af buskhover, nøgensnegle, store torsk og meget andet, man kunne nyde. Så var tiden ved at rinde ud, og jeg fandt tilbage til tovet og fik bundet undskyldningen af. Udover kællingeknuden var tovet kommet over på den anden side af daviden, så der skulle rodes, hives og nørkles noget med det. Jeg fik bunder af – næsten da. Op at tovet på deko og op i båden, hvor de bare skulle hive én gang i tovet, og vi var fri af vraget. Såååå der var bundet af – næsten 😀

 Obligatorisk hygge

Af med udstyret og så var der dømt festlig hygge med obligatorisk Underberg (der var kun tre så Steffen, som ikke ville have, måtte undvære) og øl. I højt humør, som hvis det ikke var fordi vi skulle på arbejde dagen efter var blevet til en fest, nåede vi Rungsted. Fik læsset af og båden sejlet i havn, afregnet og farvel for en hyggelige og munter tur med et super godt dyk, hvor alt gik som det skulle – næsten 😉 Det gør vi igen snart:) Piv

8/10 2013

Trykkerdammen  Trykkerdammens eneste rigtige berettigelse er natdyk i efterårsmånederne. Og således drog vi mod nord ikke alt for tidligt, for det skulle jo helst være mørkt, før vi skulle i vandet. Vi nåede til Helsingør ved 18:30 tiden, og der var god tid til kaffen, inden mørket for alvor indfandt sig.Jeg havde lånt en fin ny maske af Juhl, så jeg behøvede ikke at bekymre mig over sigten, for jeg så ikke meget gennem den totalt duggede rude, men når jeg skyllede, bemærkede jeg at der nok var en fire fem meters sigt.

En hurtig havørred

Allerede fra starten ved broen og før kameraet helt klar til brug, kom der en lille havørred forbi. Der var en masse flade, der var lige undr målet, og enkelte, der var lidt over. Torskeyngel og ålekvabber var der også i stort tal, og oppe i vandet var der en del mindre sej, der jagtede det, der var mindre end dem selv.

Klassisk panserulk

Jeg opgav at fortsætte dykket ude ved vraget, hvor jeg pludselig  fik nok af intet at kunne se, og jeg svømmede  mod udgangspunktet med rigtig god fart, kun afbrudt af en enkelt panserulk, der lige trængte til lidt opmærksomhed.

Alle overlevede, men vi manglede lige at få kanonfotografen på land

På land var der den obligatoriske debriefing i den milde efterårsaften, mens vi sammenlignede våde pletter og fandt ud af hvem, der var mest våd…  Søren vandt vist nok, med undertegnede på andenpladsen.

Vi havde jo egentlig også god tid til sammenligningen, for vi ventede lidt på Kenneth, der lige skulle fotografere færdigt.. Hans billeder ses herunder Kim R

Baby-søstjerne

Trist torsk

Rødspætte

Slethvar i camouflagefarver

Brandmand

Fløjfisk

6/10 2013

Søbadet/ Lillebælt.Et sygebesøg og en tur til den jyske del familien kunne jo lige kombineres med en lille tur i Lillebælt for Mikkel og undertegnede. Vejret var absolut venligsindet med svag vind og høj sol kombineret med temperaturer omkring 15 grader både i luft og vand. Desværre havde vi haft lidt for travlt, da vi pakkede bilen, og vi havde kun fået en bcd med, så vi måtte deles om den ene, der var.

Ved broen

Ved Søbadet kunne vi godt se strømmen var livlig omkring bøjerne, og man kunne også mærke den ved broen på stranden. Heldigvis var der en kæde, man kunne holde i, så vi kunne komme i vandet uden det største besvær.

Ulk ved kæden

Omkring kæden var der noget liv, masser af ulke, tankspræl og flade og faktisk også en del andet, så selv om oplevelsen ikke var helt så storslået, som forventet, endte det dog med at være en ok adspredelse.

En ulk til…

Tangspræl

Skrubbe

Kim R