Emil Rezlaff

13/5-2012

S.S Emil Retzlaff – 13/5Egentligt var det Kasper der skulle skrive denne beretning, han kom dryssende som en anden direktør et godt stykke tid efter os andre, det var noget med småfolk eller sådan noget. Men jeg følte mig egentligt inspireret til selv at skrive beretningen, dels var det for afvekslingens skyld ikke Otto vi dykkede, men også fordi det var en rigtig god tur.

 Den nye rampeDen nye fine rampe i Helsingør

Arbejds fordelingFin arbejdsfordeling i Havbasserne

Vanterne sang da vi ankom til Helsingør havn og Allan fortalte om en vejrudsigt der overhovedet ikke passede med de aktuelle forhold, men vi satsede på at vinden nok skulle lægge sig noget hen ad aftenen, nu havde vi ikke al den tid i verden til at vente, klokken var efterhånden 16.30, men vi var alligevel optimistiske. Det så dog stadig ikke helt godt ud da vi stod ud af havnen og alternativer til de nordligt liggende vrag blev diskuteret.  Snarensvend og Cimbria var på tale, men med tanken om 6 mand på et lille trævrag, så ville jeg personligt hellere dykke i lidt sø. Det hele blev dog ved snakken, så snart vi kom fri af havnen, var der smult vande og vi stak nordpå, undervejs blev alle enige om at Otto nok ikke savnede os endnu, med de hyppige besøg dette forår og alle var klar på en tur på Emil R.

Hvor er vi heldige med 2 så fine og spændende og relativt store dampskibe, på  lægt vand (24-32m), under 2 sømil fra havnen og med en indbyrdes afstand på mindre end en halv sømil. Vraget blev hurtigt loddet op og der blev konstateret nul komma nu strøm i overfladen, så dræget blev smidt med stor overbevisning. Allan gjorde sig klar til at binde på, hoppede i og blev efterfulgt i en lind strøm af Thomas, Steffen og Piv. Kasper og jeg nød stilheden i båden, dog måtte Kasper pumpe pontoner som straf for at komme for sent, men det blev beordret til stop, nu skulle vi lige nyde freden.

Allan stod atter på stigen og vi forsøgte at læse hans ansigt, som vi så ofte gør med første mand på stigen, for at aflæse om der var smil eller kajmund. Det var en blanding. Meldingen var god sigt, men en ikke mange gange før set, stærk strøm på langs med vraget. Nå, men så var vi forberedte på det og jeg nåede i før Kasper, blev overhalet på vej ned da jeg lige måtte gøre stop og sætte dragtfeeder på, men fik æren af at se Kasper blive hvirvlet 180 grader rundt da den stærke strøm tog ham lige under termoklinlaget på 15m dybde. Underlig fornemmelse at fra at skulle trække sige ned, lige pludselig at skulle holde igen. Der var bundet på i styrbord side agter på broen, i en pullert der stod i strømlæ lidt inde i vraget. Jeg notere mig lige at det var rart, da jeg skulle binde af og her ville det ikke blive noget problem. Jeg begav mig fremad i skibet langs styrbord side. Hver gang jeg fandt frem til skibssiden og stak snuden ud over vraget, kunne jeg mærke den stærke strøm og her var forbudt område, ingen tvivl om at det ikke var muligt at svømme mod den og en kravletur i sandet var ikke just tiltalende. Så jeg blev oppe i vraget, her er der godt nok også meget sand, vidne om at den strømturbulens har så meget magt, selvom vraget står 4-5m over bunden. Hver en krog blev afsøgt for rødtunger, som har været totalt fraværende dette forårog heller ikke noget held denne gang.  Det tager en del dyk for at blive fortrolig med Emil, men et par dyk i rigtig god sigt, samt et godt sonarbillede, gør alt ting noget nemmere, men broområdet er dog altid rimeligt medgørligt. For og agter for broen har der været lastrum, lastet med ral, som har været så tung at siderne er mast ud og ind og væk og for den utrænede kan det godt virke som om vraget forsvinder. Der er dog hoved og hale på vraget, eller stævn og agter som det nok hedder. Men på sådan en dag med meget bundflod, så blev jeg på broen. Jeg fandt et sted hvor jeg kunne se rumindelinger lige under sandet og rodede lidt i dette. Her har lanternerummet formentligt været, da flere lampedele kom frem af sandet. Jeg dykkede på en nitrox 34 og mine 45min uden deko var ved at oprinde og jeg begav mig tilbage til tovet med et par min i reserve til at binde af i. Ikke fordi deko afskrækker mig, men her midt i skibssepareringen er det nu rarest med et ikke dekodyk.  Jeg hægtede godt op i kæde og lod og trak mig lidt op ad tovet der stod godt lodret. Den manglende overfladestrøm gjorde at vi ikke drev af vraget. Men efter at have hængt lidt der i det grønne var jeg ret sikker på at vi kom fri af vraget og jeg smed lod og kæde og kravlede op af tovet. Dagens sidste undervandsnotits kom af at bemærke det efterhånden lune overfladevand og jeg nød lidt et par min på lavt vand for at se aftensolens stråler ned gennem vandet. Små 10 grader var det.

Ro i bådenRo i båden uden kaptajnen

Som sidste mand i båden var jeg allerede bagud i ølregnskabet og blev da også budt min første øl mens jeg endnu stod på stigen. Jeg måtte dog lige sige nej tak, komme ud af udstyret og lige få rigget lidt af. Men så var det også bare at slå røven i sædet og tøffe mod havnen med en velfortjent kold i hånden og en let hånd på gas og rat. Selv i tøffefart kunne man ikke nå at blive fuld inden man kommer i havn, så kort hjem havde vi.

Hårdt arbejdeDe ville blive misundellige på kommunen

I havnen skulle der lige rodes med trailer, 6 mand om ingenting, de måtte sgu blive grønne af misundelse hos kommunen hvis de så det, men vi fik hul på bylden, trukket båden på land, uden at ødelægge noget vel at bemærke og nu kan jeg få lavet den afmonterede del.

Vi fik afregnet på en kendt fastfood restaurant og så var den tur slut.

Henrik