Trykkerdammen

30/12-2011

Trykkerdammen Omsider kom der lidt ro på vinden og lidt respons på mailen, så opråbet om dykketur på maillisten endelig kunne blive til noget. Trods rolige vindforhold blev vi enige om at forsøge os i Trykkerdammen med håbet om at se blæksprutter igen, og eventuelt noget andet sjældent set. Det sene afgangstidspunkt havde også lidt med valg af lokaliteten at gøre.

VintermørkeDer gøres klar i vintermørket

Vi var fire, der kunne vriste os ud af familiernes greb, og vi drog mod Helsingør i vanlig spredt orden. Ved Trykkerdammen var der ikke just trængsel, men det passede os jo ganske fint, og vi kom nogenlunde hurtigt i det forholdsvis klare vand. Sigten var 5-6 meter og der var noget nordgående strøm.  Ålegræsset var over sidste salgsdag – brune og knækkede blade mange steder, men umiddelbart har det vist været en ok sæson for den planteart. Imellem ålegræs og sten var der et par ulke og en del pungrejer plus nogle alm strandrejer. På den anden side af ålegræsset var der nogle panserulke og nogle mindre fladfisk, primært skrubber. Der var desuden en del små torsk, men det virkeligt spændende var svært at finde.

UlkUlk, ser glad ud som altid

Vi søgte som sædvanligt ud ad mod mudderbunden, men på 7.5 meter blev sigten meget pludselig forværret, det virkede som om strømmen pludselig var vendt og væltede sediment op i vandet, sigten var helt væk pga. store partikler – det virkede som om man var midt i en større gruppe dykkerelever, der alle mudrede op, men vi var der jo helt alene.

Torsk i pyjamas Torsk i pyjamas og en flad

Vi fortrak mod lavere vand, hvor sigten fortsat var tålelig, og fandt en lille næbsnog og lidt andet i småtingsafdelingen. Jeg havde endnu en gang for lidt bly på, men nu kunne jeg i det mindste lufte ordentligt ud, da min helt nye halsmanchet i hvert fald ikke var for løs, men endnu en gang kunne vi jo konstatere, at et af de største lagre for dykkerudstyr ligger lidt syd for færgehavnen i Helsingør og jeg fandt en passende blyklods mellem stenene på ca. 3,5 meters dybde. Her var også en klase æg af uvis oprindelse, der var ikke umiddelbart en moder eller fader til at vogte over næste generation – lidt li’som i mange andre moderne familier…

Ålekvabbe med rognÅlekvappe med rogn Rogn fra Ulk? Rogn fra Ulk

Strømmen var, selv på det lave, forholdsvis kraftig og stadigvæk nordgående og vi – PIV og jeg – kompenserede lidt rigeligt for strømmen og kom lidt for langt mod syd, men vi kom lynhurtigt tilbage til udgangspunktet helt uden at svømme selv. Turen hen over sandet på indersiden af ålegræsset viste, at den næste fladfiskesæson nok bliver god, der var i hvert fald mange småfisk.

SkrubbeNær billede af en skrubbe

På land stod Juhl og Manley allerede og fejrede sig selv, så PIV og jeg skyndte os op i det klamme vejr og fik rigget af. Og det meste sjældne denne aften – det var Manley i dykkerudstyr… Kim R

Excelsior

21/12-2011

Excelsior En af året korteste dage, så der var ikke mange lyse timer at gøre godt med, men der var alligevel (heldigvis) først mødetid i Kastrup kl. 8.  Morgenvejret var ikke opløftende, pissevejr for at sige det mildt, men vi holdt planen og fik læsset lidt om i bilerne og drog mod øst. Det var bælgravende mørkt og regnfuldt plus der var en ganske frisk vind, som vi ikke havde regnet med. Men efter Trelleborg var det nærmest tørvejr, og da vi hev båden ud af laden var vejret tåleligt.  I Smygehamn var vandstanden høj og det gjorde det lidt lettere at smide udstyret ned i båden og alt gik ganske tjept. Og solen fejrede årets korteste arbejdsdag med at skinne på os – ikke hele tiden og ikke altid fra en skyfri himmel, men den var der og det bekom os vel.

HøjvandeHøjvande i Smygehamn (læg mærke til lys på bilen 🙂 )

Lige udenfor havnen var der store dønninger fra sydlig retning, en rest fra nattens blæsevejr, og det gav lidt bank på vejen ud, men vi skulle ikke så langt og vi var fremme efter en snes minutter. Så skulle der naturligvis hives en torsk eller to eller tre om bord, inden loddet blev smidt, men det gav så lidt tid til at gøre klar til at hoppe i havet.

Lidt video fra turen

Jeg hoppede i tæt på bøjen, men der skulle arbejdes noget for at komme den meter hen og få fat i snoren, der var en irriterende strøm, hvilket jeg ikke havde luret, inden jeg sprang i. Men jeg fik luftet ud og arbejdet mig ned til loddet, der lå på sandbunden ved siden af agterenden, hvor vi plejer at gøre fast. Desværre var sigten ikke helt så god som håbet og som vi nogen gange har oplevet på dette vrag i vintermånederne – kun 8-10 meter hen over vraget. Kun 8-10 meter, sidst på Otto var det under en halv meter – men de 8 -10 meters sigt blev reduceret lidt af de mange torsk, der blev lidt urolige og fik rodet op i sedimentet, så fotografering med blitz var umulig. Der var mange torsk i alle størrelser, undtagen små, for de er inden i de store, og det var et fantastisk kvarter, hvor jeg var alene på vraget. Herefter mødte jeg en enkelt dykker, der var meget interesseret i nærkontakt med fiskene, og det medførte en kraftig reduktion af sigten.

Dykker næsten klarNæste mand næsten klar

Efter 3 kvarter var jeg klar til at returnere fra det 7-8 °C varme bundvand op til overfladen, hvor vandet var 5-6 °C. Overfladevandet var klart, og mens jeg lå på 4-5 meter i et par minutter for en sikkerheds skyld, kunne jeg se Henriks ansigt kigge ned. Jeg var rigtig glad for at have været gavmild med iltprocenten, så jeg for straf på tovet. Henrik hoppede i, da jeg var i båden, de lyse timer skulle udnyttes optimalt. Jeg var nu alene i båden i ganske få minutter, før Steffen dukkede op, og først efter et kvarter yderligere kom René op, han havde vist været for nærig med procenterne.  Efterhånden var alle oppe igen, og vi fik gjort fri af bøjen, så de, der ville, kunne prøve fiskelykken. Til stor glæde for mågerne var der et par lykketræf, selv om vi havde gjort vores yderste for at skræmme fiskene på vraget, og man må imponeres over fuglenes evne til at dukke op af ingenting, en håndfuld torskeindvolde og så er de der i stort tal på et øjeblik.

Fisk på loddet Fisk på loddet Og til madkassen Og til madkassen

Men vi skulle jo i vandet igen og fulgte den samme rutine som sidst. Strømmen i overfladen var næsten væk og sigten på vraget var blevet næsten, som da jeg kom ned første gang. Der var ikke helt så mange torsk på vraget, men der var stadigvæk nok til at fylde en Skagenstrawler.  Vraget stod jo flot med ror og stævnen nogenlunde intakt, indfaldne skibssider og en stævn der har noget slagside og overalt er der maritime detaljer, hvis navne jeg dårligt – eller slet ikke- kender, udover stokanker og spil, der er jo svære at forveksle med andet. Men der er strøet taljeblokke og jomfruer samt diverse tovværk jævnt ud over det meste af vraget. Af en eller anden årsag er væksten af blåmuslinger ikke helt så tæt på dette vrag, som på andre tilsvarende i Østersøen.

Maritim detajle Maritim detajle

Sigten blev igen begrænset af paniske torsk og dykkere, der søgte nærkontakt, men min tid i dybet var alligevel ved at være ovre, så jeg fortrak mod bundtovet og stod et øjeblik efter oppe i solskinnet, hvor Henrik var klar og hoppede i, inden jeg var ude af mit udstyr, så tiden blev optimalt udnyttet. Og rutinen fra før gentog sig, Steffen op og efter et kvarte kom René. Så var det bare med at vente på at Henrik fik bundet af, så den front vi kunne se mod vest, ikke ramte os på åbent hav. Og Henrik fik da bundet af men han havde ikke travlt med at komme op i båden, han hyggede sig med at betragte mågerne ved båden, der nød godt af torskeindvolde. Men vi fik rigget af og drukket den obligatoriske Underberg og sejlede ganske kort til næste position, hvor fiskelykken lige skulle prøves for sidste gang på Brostensvraget. Efter ganske få minutter lå der et par fine stegetorsk på dørken og en jig på vraget, men så gik det med fuld fart, dvs. ca. 40 kn. mod havnen i det tiltagende mørke og mod den truende skymur i vest. Vinden begyndte at friske lidt op, så timingen for dagen havde været helt igennem perfekt, og vi kom i havn inden fronten nåede os.

Vinter mørke Vinter mørke

Herefter blev båden hurtigt tømt, og knapt så hurtigt halet op af vandet, men efter lidt startvanskeligheder kom vi af sted mod Ingemars lade, og meget hurtigt derefter videre mod Danmark, vel vidende at vi havde handlet proaktivt og forhindret vinterdepression hos alle deltagere – for hvis dette var en af årets korteste dage, så har vi intet at frygte på den front! Kim R

 

Otto

11/12-2011

S.S OttoSå blev det endelig, med lidt held og stamina, til vragdykkervejr. Vinden ville  flove efter stormen og efterfølgende hård vind, men holde sig i det vestlige hjørne. Det var lige opskriften på en tur til Otto, men det ville ikke blive en luksustur. Udsigten blev ved med at holde og da vækkeuret ringede kl. 8, kunne jeg se det spæde morgenlys gennem en næsten skyfri himmel. Så langt så godt. De store bøgetræer rundt om huset var ligeledes holdt op med at suse. Kunne vi være så heldige. Kaffe på tanken og så til Farum og hente de andre og båden og i stille og roligt tempo til Helsingør, hvor vinden kun skulle blive bedre omkring middag. Så travlt havde vi ikke.

 Der arbejdesDer arbejdes for at få varmen

­­I den tid vi var om at smide båden i og pakke, var det lige som om vinden lagde sig en smule, vanterne holdte op med at klapre på de få sejlbåde der endnu lå i vandet, eller også var huen bare blevet trukket længere ned om ørerne.

Glade dykkere Optimistiske og glade dykkere

Der blæste en frisk vind, til gengæld var den ikke i vest som lovet, men mere i nordvest. Men det var faktisk ikke så slemt og den korte sejltur var ganske behagelig. Der løb lidt store søer ned gennem sundet, men vinden havde ikke helt frit løb, den blev lige brækket omkring Hellebæk.

KimFormanden endelig på havet igen

Der var ikke noget strøm af bemærkning og solen skinnede, det gør altså alt ting meget nemmere. Vi fik hurtigt smidt loddet og Kim bandt på som sædvanlig. Jeg fulgte efter da vi var sikre på at Kim havde bundet på, men jeg mødte ham ved kæden i færd med at slå de sidste rundtørn! Godt der ikke var så meget træk på tovet, men min hjælp var alligevel værdsat. Sigten var mildest talt ringe, vel en god meter, til gengæld var overflade vandet så mælket at alt lys forsvandt på 10m, så der var også sort som i en n….

Flere glade dykkereFlere smil, så længe det varede

Det skulle dog ikke forhindre os i at få et par gode dyk. Otto kan man jo næsten finde rundt på med bind for øjnene og jeg krabbede mig rundt i mørket og så på de små detaljer. Blandt andet havde stormen og den kraftige strøm der hørte til, virkelig haft fat i vraget. På bagbord side havde skibssiderne sluppet sit tag, nitterne fået det sidste stød, og hang og flagrede helt oppe på broen også, hvor det før kun havde været agter. Sådan så det slet ikke ud for et par måneder siden. Det går virkelig stærkt med nedbrydningen for den gamle Otto. Langs siden fór en lille sildestime forbi mig og der blev også set blæksprutter på vraget. Da tiden var ovre fumlede jeg mig op af tovet med slukket lygte. Der var så mørkt at man tydeligt kunne se morild og lyset kom meget langsom mig i møde.

Dyk i mælkKim én meter nede af tovet. Helt mælket

Rene og Steffen havde overhalet mig indenom og stod i båden da jeg kom op, jeg havde dog også haft et noget langt dyk. Efter lidt  tid kom også Peer op og i den korte overfladetid nød vi solen, den varmede ikke direkte, men hvor er det dog godt med noget lys!

Rustne plader Rustne jernplader

Kaffen blev tømt og skyllet ned med en enkelt cola og så var det tid igen. Kim gjorde sig klar, med en fed fed nitrox, var han klare igen allerede efter 45min. Det er altså noget der virker. Rene og Peer ville springe andet dykket over, så så godt var det altså ikke og Steffen ville derfor dykke med Kim. De fik lige et kvarters forspring og så fulgte jeg efter. Jeg gentog turen fra første dyk. Det var ikke til at opdrive en rødtunge, dvs. de kunne sagtens være der, men kunne gemme sig alle vegne i den dårlige sigt. Jeg fik snuset lidt til lidt mudder og ellers studeret små detaljer igen, blandt andet de nyslupne plader. Det så helt drabeligt ud med de gabende nittehuller og ræverustrøde jernplader der havde arbejdet så meget at de var fuldstændigt blottet for marint liv. Efter 40 min på vraget var jeg ved at gå i deko og der skulle bindes af. Vinden havde aftaget og strømmen i overfladen tiltaget, så tovet fra før at gå ud over vraget, nu gik ind over vraget. Med alle de sager omkring broen at sidde fast i, så skulle loddet følges over til modsatte side. Med loddet i favnen hoppede jeg på knæ og albuer og hvis det ikke var fordi man kendte vraget så godt, så havde det ikke været særligt betrykkende. Jeg fandt styrbord side ved bogstaveligt talt, at pande mod daviden på skibssiden og smed  derefter loddet. Jeg mærkede det ramme bunden og danse derud af og komme fri af eventuelle forhindringer på bunden og påbegyndte min opstigning, endnu engang i mørke. Jeg skyldte lidt på tovet og lå og pustede ud i de 6 grader kolde overfladevand. Bundvandet var 8 grader, så det var jo ikke engang en kold omgang.

Dykkerskribent  En glad dykkerskribent

Vel oppe i båden blev der hurtigt gjort klart skib. Formanden var skipper og han ville hurtigt ind i dansk territorialt farvand, så vi kunne lade propperne springe. Vi tøffede i en øls tid derind af, indtil der blev givet gas. Flere folk var fangede i deres tørdragter og der skulle vist lades noget vand. Vi fik rigget af og blev enige om at det var en god tur, havde sigten bare været en lille smule bedre, så havde det faktisk været rigtigt godt. Men skønt endelig at være på havet igen, uanset hvad. Tak for en go tur. Henrik   

 

Trykkerdammen med Blæksprutte

7/12-2011

Bonusdyk ved Trykkerdammen  Lortevejr lige siden julefrokosten og udsigt til stormvejr fra nu af og så langt øjet rækker, pressede de få, der virkelig havde trang til at komme i vandet, til at rive sig løs fra sofaen og trodse en frisk, men aftagende vind og moderat regnvejr. Dagen før var vi blevet ”truet” med en tur til Hornbæk af Kenneth, men heldigvis havde jeg andre uopsættelige gøremål, og undgik derved en traumatisk oplevelse hen over rullestenene.  Turen startede ikke på den bedste måde – allerede før jeg tog hjemmefra, var alle indstillinger på mit kamera gået fløjten, og da jeg, vanen tro, allerede var for sent på den, måtte jeg bare kaste kameraet ind i uv-huset og haste mod Farum, hvor jeg lige præcis klarede at nå frem til tiden. Men, som ofte før, var det kun PIV og undertegnede, der kørte mod nord – ingen andre havde åbenbart haft modet til at konfrontere familierne med, at dykning skulle prioriteres over juleforberedelser og fjernsyn.  Vejret var sandt for dyden heller ikke tillokkende, så vi havde allerede før afgang gjort udstyret klart, og var iklædt inderdragt mm., så vi ikke skulle stå i regn og mørke på Strandvejen og bakse med det. Resultatet var da også, at vi hurtigt kom i vandet, hvor bølgerne var noget større end forventet, til gengæld var sigten væsentligt mindre, under 1 meter på det lave og 2-3 meter på den anden side af ålegræsset som det bedste.

PIVLet oprørt vand

Vi drog mod øst, og her følte jeg mig ganske let – alt for let, så jeg var kortåndet på hele turen, og der var intet luft i overskud i min dragt. På vejen stødte vi på en del fladfisk og i starten pegede vi begge på dem og forventede at den anden fiskede, men intet skete, så fiskene blev utålmodige og stak af. Det brugte vi ganske lang tid til at finde ud af og kun fordi der var en ekstraordinær stor skrubbe, blev mit søm fundet frem fra lommen og skrubben trukket på wiren. Den blev fulgt af en passende artsfælle, men så kom der for alvor lidt adspredelse. Pludselig viftede PIV panisk med lygten og jeg tænkte han måtte have alvorlige problemer, men ved nærmere eftersyn opdagede jeg, at hans lyskegle fulgte en lille tiarmet blæksprutte. Det havde jeg ikke forventet, og jeg måtte lede efter mit kamera, som sad fast et eller andet sted på min strømlinede konfiguration. Da jeg endelig fik fundet kameraet frem, var det jo ikke klar til at tage billeder, intet fungerede som det skulle, og jeg var samtidigt ikke i stand til at læse de små bogstaver på menulinjerne så jeg kunne gøre noget ved det. Jeg tog alligevel en masse billeder af den meget samarbejdsvillige blæksprutte, som vi legede med i en halv snes minutter. Desværre var der ingen strøm, så alt vores mudder var lige hvor vi og sprutten var. Til sidst gav sprutten dog op og forsvandt op i vandet over mudderskyen og væk.

BlæksprutteBlæksprutteDen søde blæksprutte

Dykket var pludselig blevet meget bedre – uanset at jeg ikke kunne trække vejret uden at ryge til overfladen og at jeg samtidigt ikke kunne lufte ud. Hvis jeg lindtog lodret stilling for at tvinge lidt luft ud, så løb vandet ind ved min halsmanchet, og det var jo ikke så rart.

SkrubbeDovnen skrubbe

Af øvrige betragtninger fra turen var en million panserulke, så mange at jeg til sidst ikke en gang gad lege med de kære små. En sværmende orm, af endnu ukendt art, der var umådelig svær at fokusere på i det meget uklare vand, og så var der en meget stor og meget gravid ålekvabbe, som var så besværet af sin drægtighed, at den ikke havde en chance for at flygte.

Svømmende ormFin svømmende orm Panserulk Panserulk ÅlekvabbeGravid ålekvabbe

Efter en times tid var vi tilbage ved broen, og kunne forlade det urolige og 6 °C varme vand.  Vi kom ud af dragterne, fik fjernet belægningerne på tungerne med en drik, der ikke var alt for velsmagende, kastede udstyret ind i bilen, og så vi kunne ordne det hjemme i garagen i stedet for i regnvejret. Godt at man ikke er bange for lidt saltvand i bilen, men det løber vel ud af hullerne i bunden… Kim R