Robert

29/10-2011

RobertDa PIV fredag lokkede med en tur lørdag var det ikke svært at beslutte sig for at hoppe på. Lørdag morgen 830 i Farum kunne jeg desværre konstatere at jeg var rosinen i pølseenden og endte med beretningen…

Havkassen og bassenHavkasse og gassen i det noget diset vejr

Et blik på strømprognoserne så fine ud for en tur på Otto men et blik ud af vinduet afslørede en tyk omgang tåge og det var dermed ikke så indbydende at skulle ligge tæt på sejlrenden over Otto. Dermed var valget afgjort og Robert blev målet. Der blev hurtigt fyldt lidt ilt på flaskerne og toppet med luft og vi var næsten klar til afgang! Heldigvis var Steen i klubben og kunne irettesætte undertegnede der ikke have husket at lukke for ilten! Ups!Af sted næsten kl. 9-nul-dut. PIV, Manley og Allan H i Havkassen og Rene og undertegnede i Renes bil. Ankommet på Rungsted havn var tåget ikke lettet nærmest tværtimod men vind var der til gengæld ikke meget af. Vi fik kastet tingene i båden og os selv i dragterne der i dagens anledning blev lukket mere eller mindre helt til.

HavnehyggeNoget tåget og det blev ikke bedre over vandet

Ude af havnen var der stadig meget tåget så kaptajnen måtte være vågen mens Havgassen åd den smule bølger der havde valgt at være på Øresund. Tågen gjorde det til en noget kold affære især for Manley der havde valgt at lade hue og vanter ligge hjemme. Velankommet til positionen blev loddet smidt og Manley blev smidt i og skyndte sig ned for at binde på. På trods af PIV mente vi andre skulle dele os i 4 hold valgte jeg at hoppe i med Rene som forinden havde forvisset mig om at han absolut ikke kunne finde rundt på Robert.

På vej igennem tågenStille og fint over Øresund igennem tågen

På vej ned ser det rigtigt fint ud og man kan følge torvet langt foran sig indtil ca. 25 meter hvor det bliver mørk og sigten reduceres til 1-2 meter. Rene gir da på forhånd også op og ligger harpunen fra sig ved bundtorvet som er bundet på i bagbords side. Vi begiver os stille og roligt bagud langs lønningen og der er masser af små nøgensnegle, søpindsvin og andet godt – dog ser vi ingen rødtunger til Renes store ærgrelse. Tiden går hurtigt på Robert og selv med den ringe sigt er der masser at se på og man kan hurtigt bruge massere af energi på at finde hoved og hale på vraget. På vej op kan man konstatere at vandet er dejligt varmt under 14-15 meter (11 grader) men derover er temperaturen hastigt nedadgående.Tilbage i båden og oppe i den tilsyneladende blivende tåge beretter Manley om blæksprutter frit svømmende 1-2 meter over vraget – ingen af os andre har dog set dette og Manley havde ikke fået kamera med.Rene ærgrer sig også noget da Allan kommer op med en helt stribe rødtunger men heldigvis har vi jo et forsøg til for at finde dem…5 kvarters overfladeinterval går ikke så hurtigt som man kunne ønske på denne årstid på trods af godt selskab og vi konstatere efterhånden alle sammen at det vist ikke vare længe inden at sæsonen for 2-dyks-ture er slut. Et par kopper kaffe senere er vi ved at være modne til at returnere til varmen 30 meter under os.

Overfarts hygge Omtåget Havbasser

Andet dykket minder meget om 1. dykket bare med en smule mere strøm, vi tager turen agter om og vender om da halvdelen af bundtiden er forløbet. Vi fandt denne gang et par rødtunger men ingen af dem ville med op igen. Rene havde været nærig med ilten så på vejen op bliver han efterladt på torvet mens undertegnede skynder sig op til en kop varm kaffe…Efterhånden kommer alle retur i båden på nær Allan og det er lige før Rene hiver ham med op fra deko-stop da han utålmodigt begynder at hale bundtorvet op. Kun en enkelt øl bliver afsat og i stedet bliver destinationen sat efter Rungsted havn, men hvor er det lige den er? Tågen ligger stadig tungt så GPSen må føre os tilbage i havn. Tilbage i havnen får vi rigget af og smidt grejet tilbage i Havkassen. PIV og Manley kører tilbage mod klubben mens Rene og undertegnede venter på Allan som (troede vi) var gået på jagt efter is. En rundtur på havnen og et telefonopkald senere viser det sig dog at Allan sidder i Havkassen med de andre og vi kan således også returnere til Farum og afregne.

Sikkert tilbage i havnSikkert tilbage i havn

Tak for en god dag../Steffen

 

 

Concordia og Excelcior

29/10-2011

Undine eller hva’? Sk. Concordia og ExcelciorVejrudsigten havde gennem hele ugen lovet svag vind lørdag, så allerede mandag blev der udstukket planer for den kommende weekend. Det har vi tit gjort, men det er nu sjældent vejrudsigten holder så langt frem.Efter en mindre logistikkabale i løbet af fredagen skulle vi mødes i Sverige, nærmere bestemt Smygehamn lørdag morgen kl. 9:00, og det gjorde vi så, selv om tågen var tæt, og forholdene var alt andet end ideelle. Vinden var stort set nul, så tågen blev hvor den var!

Sikkerheds udstyrStrobe, så vi kunne finde tilbage til båden i havnen

Båd og grej blev gjort klar, selv om udfordringerne med slamcontainerne på havnen generede os en hel del. Men vi håbede jo lidt på at tågen ville lette og havde derfor ikke så travlt.

UdsigtPå vej mod?

20 sømil ud til Undine og ligge tæt på en international sejlrute i tåge var ikke Allans kop te, og vi måtte jo lade fornuften råde, og derfor valgte vi mål, der ikke lå så udsat.

Blind navigation Godt der var en radar med…

Allan havde en hurtig telefonsamtale, og den udmøntede sig i en lille gnidret lap, som vi mange gang før har set i hans hånd. Denne gang var det dog ikke et jomfruvrag, men en skonnert ved navn Concordia. 12 -15 mil mod sydøst og efter en klam tur i tågen kunne vi se, at tallene fra den fedtede lap passede præcist.  Allan havde tidligere dykket på vraget – se SK. Concordia .

Ikke helt lovligt i DKKlarsyn?

Hurtigt efter blev loddet smidt. Nåh nej – vi skulle jo lige prøve om der var fisk på vraget, og der var da en enkelt fornuftig torsk til Skipper Henrik, som derefter skulle skynde sig i havet.

En hurtigt torsk eller 2?En hurtigt torsk eller 2?

 Herefter var det jo bare at smide Thomas i vandet, og sidde i det klamme, kolde og ikke særligt attraktive vejr og stirre på radarskærmen, mens vi lyttede efter motorlyde i tågen. Vi så en plet på skærmen, der voksede og havde retning lige mod os. Den var et stykke vej fra os, og vi var ikke rigtigt nervøse, men vi fik skærpet opmærksomheden lidt. Pletten på skærmen fortsatte lige mod os og kom nærmere og nærmere, og med et trut i tågehornet, mens folk lå på deko under båden, blev Allan og jeg noget urolige og bandt bøjen af – så vidste gutterne dernede godt, at de skulle høre godt efter og evt. drøne i dybet. Vi sejlede lidt frem for at afvise, men vi kunne intet se, blot høre, og selv om afstanden på radaren kun var et par hundrede meter, kunne vi slet intet se, trods den formodede størrelse på fartøjet. Heldigvis blev vi kun ramt af kølvandet og det var jo billigt sluppet.  Vi fik bundet på igen, og de andre kom op med det samme, de var blevet færdige med deres dekoforpligtelser. Henrik havde endnu en torsk med op, så nu er der nok fiskefrikadeller i caféen de næste par uger.

Nogle skal jo gøre detNogen skal jo gøre det!

Herefter var det Allan og undertegnede der skulle ned. Vraget lå på ca. 35 meters dybde og der var desværre ikke noget strøm. Sigten var ind i mellem 10-15 meter, men ikke i den agterste del af skibet, hvor drengenes aktiviteter gjorde, at Robert på en dårlig dag ville være en drøm. Vraget var af træ, omkring 20 meter langt, stod kølret og relativt intakt. Bovsprydet var dog sunket fremad og ned i bunden og masterne knækket af. Dækket var nogenlunde bevaret, og der var et spil i stævnen og et mellem lastrummene. Der var ikke meget overbygning udover lidt ubestemmeligt i bageste del af skibet. Lasten bestod af kulbriketter, der vejede godt til, når man løftede lidt på dem, og der var mange af dem. Der var lidt rester af lanterner, jomfruer og diverse andre marine artefakter, men det meste var meget medtaget og defekt. Jeg så de sædvanlige blåmuslinger og kun ganske få torsk, og så var der nogle ret store fritsvømmende krebsdyr, der dog ikke lod sig indfange, hverken fysisk eller på billede. Temperaturen på bunden var ca. 7 °C og overfladen var noget tilsvarende. Da jeg havde været vraget rundt et par gange bandt jeg af, der var ikke træk på tov og kæde, så vi kunne dykke der igen, hvis der var ønske om det, men det beskedne vrag kunne efter min mening ikke bære flere besøg af mig den dag.

Fra vrag.dkSK. Concordia fra vrag.dk

Efter en kort diskussion opnåede vi konsensus omkring at dykke på Excelsior, eller Torskevrag II, som vraget hed, inden identifikationen. Vraget blev fundet, loddet smidt præcis, hvor loddet plejer at blive smidt, og Henrik i for at binde på og Thomas efter for at se, om han havde gjort det ordentligt.Herefter kunne Allan og jeg (mest Allan) udveksle løgnehistorier i en lille times tid, inden de andre igen kom op. Efter et lidt flytten rundt på blindpropper på regulatorer og diverse skulle vi dykke igen. Allan hoppede først i og så skulle jeg binde af. Allan fik et kort forspring, men inden jeg var klar til følge efter, var en af pletterne som vi havde fulgt på radarskærmen kommet tæt på og havde fortsat kurs direkte mod os. Der blev bundet af og vi sejlede for afvise fartøjet, som denne gang kom meget tæt på. Det var en mindre fiskekutter, som heldigvis drejede fri af båd og bøje. Herefter kunne jeg komme i. Vraget lå på ca. 30 meters dybde og levede for første gang i lang tid op til sit gamle navn.

Stor modelStor…

Der var et mylder af torsk, velvoksne og fyldige, og der var et par stykker, der var endnu større end de andre! Jeg lod dog trofæfiskene være og fik fat i halen på en enkelt og heldigvis meget mindre torsk, og fik proppet den i posen. Allan prøvede i starten af dykket at skyde med torsk ved målrettet at skræmme dem i min retning med et koket træk i halerne. Hvis ikke sigten havde været så god – stadig 12-15 meter – havde jeg næppe opdaget det. Han sagde senere, at det var helt tilfældigt og kun fordi der var torsk overalt hvor man stak hånden ind mellem stolperne.Herefter afbinding og op i den klamme båd, hvor en lille forfriskning ventede. Hjemturen i tåge og næsten tusmørke var med blind tillid til instrumenterne, som heldigvis fungerede. Vi talte lidt om hvor svært det havde været, hvis man havde været sømand dengang… Kim R

 

Robert

22/10-2011

RobertNu var det jo ret længe siden, jeg har været på Robert, så da KSDK ringede fredag eftermiddag, mens jeg stod på havnen i Helsingør, og spurgte, om Havbasserne havde en tur til Robert om lørdagen, og om de evt. kunne nasse lidt bundtov til et kursusdyk, blev jeg inspireret. Enden på det hele blev, at vi fik lavet en tur til Robert, men vi fik planlagt for sent for KSDK, der nåede at opgive troen på, at vi kom af sted og havde blandet gas til en anden dybde, og derfor ikke kunne alligevel.  Det var ikke så svært for os, for vi blander jo alligevel i sidste øjeblik og i øvrigt næsten altid det samme, som vi plejer, altså en slags standardgas, selv om der er meget personlige standarder.

Ud af Rungsted Kaptajn Flemming

Vejrudsigten var halvulden og vi endte med kun at være 3 der kom af sted, men så det gik også forrygende hurtigt med at få afviklet alt det praktiske – afgang fra Farum 10:55 og jeg hoppede i vandet for at binde på kl. 11:50, og det var endda inklusive et indkøbsstop på tanken i Birkerød. Det kan vist ikke gøres hurtigere med den maskinpark vi er i besiddelse af.Der var absolut ingen strøm i overfladen, en anelse strøm i mellemvandet og slet ikke noget ude på bunden, hvor loddet lå et par meter fra bagbords side ved overbygningen, hvor vi plejer at gøre fast. Jeg gjorde fast i en buk til en redningsbåd, og allerede før jeg fik viklet kæden omkring, så jeg en meget stor og fin nøgensnegl på selv samme buk. Jeg fik desværre viftet den ned og den forsvandt, inden jeg kunne tage et billede – men sigten var nu også forsvundet pga. mine aktiviteter med kæden. Jeg svømmede herefter ud mod stævnen, mens jeg svedte bravt i min vinterinderdragt. Temperaturen på bunden var 12-13 °C og det blev en anelse varmt at bevæge sig rundt. Sigten var ikke prangende – mellem 1 og 3 meter på vraget. Der var en million (mindst) rødtunger og en masse glyser, som jo altså er vendt tilbage til vraget. De var som sædvanligt ikke til at komme på fotoafstand af. Så gik det nemmere med rødtunger og nøgensnegle, der jo blot ligger der, hvor de nu er. Havålens logi var ubeboet, og det klare vand i røret indikerede, at der ikke lige havde været beboere.

NøgensneglNøgensneglLidt nøgensnegle

Af nyheder kan nævnes at styrbords side under masten er knækket lidt mere ind og eller lignede vraget sig selv, selv om tiden tydeligvis tærer.Efter et fint og langt dyk måtte jeg jo hænge noget på tovet, og her var jeg glad for min tykke inderdragt – vandet var 10 °C i de øverste vandlag og i løbet af de mange minutters stilstand, kunne jeg godt mærke temperaturen falde på ydersiden af mit underhudsfedt. Sigten var til gengæld formidabel under båden, men der var ikke meget at bruge den til, for der var heldigvis kun ganske få brandmænd.  I båden fik vi kvalt en masse kaffe, for vi frygtede jo den svenske kystvagt, som passerede forbi, men det var jo deres hjemmebane og dem der sætter dagsordenen.

Lidt video fra turen

Efter et overfladeinterval, der næsten var kortere end dykket, gik det løs igen, og her skulle jeg se om jeg kunne finde de langer, som Flemming mente at have set på 1. dyk. Jeg havde ikke held med det, men de var måske blevet jaget væk af de rødtunger, der var overalt. Men tiden går jo stærkt, når man hygger sig og ”pludselig” var saldoen på min dekokonto svært overtrukket, og jeg måtte fortrække mod bundtovet, hvor PIV var i gang med en meget langsom opstigning. Jeg overhalede ham på de første meter, men han vandt vist dysten med et kvarter. Flemming passerede et par minutter efter PIV var kommet op, og så var det jo blot at ligge og tælle minutter og forbande al den kaffe vi havde haft med.  Da Flemming havde klaret sit og lå på stop, fik vi halet bundtovet op og gjort klart skib, aldrig har Havgassen været så ryddelig på en dykketur, men det er også nemmere, når der er så god plads. Snart efter gik det mod hjemlige vande med en kølig i hånden, og vi kunne nyde solens sidste stråler. Vinden var på ingen måde så kraftig som lovet, og det meste af dagen var den kommet fra en anden retning end forudsagt, så selv om vejrudsigter er gode at støtte sig til, så er det jo ikke andet end formodninger.

På vej ind i i aftenlysetDet var så den dag

Kim R

Otto

21/10-2011

OttoHenrik J. havde slået en tur op fra Helsingør. Afgang formiddag. Vi var et par stykke der tog os sammen og meddelte vores ankomst. Henrik og undertegnet mødets i Farum. Henrik var der før mig(ca. 9.45). Pakke båd + udstyr og så af sted til Helsingør hvor vi skulle mødes med Kim og Rune kl. 11.00. Og helt mod sædvane blev vi overhalet af Kim som nåde i havnen lige før os. Rune kom lidt efter. Han påstod dog hårdnakket at han allerede var i havnen da vi andre kom og der for ikke skulle skrive beretning. Nå skidt med det – jeg skriver gerne om en god dykker dag. Vejret var jo supper fint. Omkring 5 sm og blå himmel og dejligt solskin. Vi fik båden i vandet efter at have generet nogle snøvlehoveder ved slæbe stedet. Pakket båden og af sted gik det. Det viste sig dog at der var en del bølger da vi kom fri af kysten. Vi fik loddet Otto som ikke havde flyttet sig, og smidt dræet. Kim i vandet for at binde på. Og ja der var vel omkring 1 – 1½ knob nordgående strøm. Og bestemt ikke kun i overfalden, men i hele vandsøjlen. Det var en dag hvor natur kræfterne opførte sig lidt underligt. Vind (som der var rige ligt af) fra vest syd vest, nordgående strøm (som der også var rige ligt af) og så relativt store bølger fra nord. MEN MED SOLSKIN!

Lalleglad besætning Afsted over den blå bølge

Efter Kim var det min tur, der efter Henrik og Rune til sidst. I vandet, bare holde fast i tovet, trække sig ned på vraget og ned i læg i lastrummet. Der var bundt på ved broen. Trods en ”piv’en” rundet på vraget var det et ganske godt dyk. Lidt skiftende sigt med en del liv og dejlig varmt vand. I midlertid støtte jeg på bagkroppen af en rimelig torsk som jeg lige skulle hilse på. Fat i halen med den ene hånd, trække den ud – det brød den sig bestem ikke om – og med den anden hånd gennem gællen. Og så var det bare om at hold fat. Jeg fortsatte dykket og funderede lidt over hvordan jeg nu skulle få den op i Havgassen. Heldigvis mødte jeg Kim som både var i besiddelse af en kniv og et net. Kniven i panden på den – og ja – når vi nu var to kunne vi jo lige så godt rens den med det samme – som sagt som gjort – og så ned i nettet. Tilbage på torvet. Holde godt fast på torv og torsk – og ja – så ”pev” jeg nærmest op på dekko, som i dagens anledning måtte blive kort sådan da. Kim lå også og ”pev” der. Henrik kom forbi på vej ned og gjorde tegne til at vi skulle stramme bud tovet op. Det gjord vi dog ikke. Mente det var uklogt med strøm og bølger. Oppe i båden tog Kim i mod torsken og vupti, stod jeg på stigen. Rune var ved at gør klar. I vandet med ham og så nyde kaffe, cola og ikke mindst hygge sludder med Kim. Ja! man kan under sig over hvorfor ikke alle Havbasser var med på denne guds benådede dykker dag. Kim havde en fin edderkop med op som vi morede os lidt med i solskinnet.

HavedderkopDen lille havedderkop

Lidt efter kom Henrik stønnende op af stigen, hvor vi måtte befri ham for diverse løsdele som harpun m.m. dog uden finsk. Rune kom op med et par isinger og rødtunger. Herefter mere kaffe, cola og hygge sludder og enkelte røverhistorier. Andet dykket forløb på samme måde, dog uden torsk. Til gengæld fandt Henrik sit gamle fiske spyd som Allan J. havde forlist for længe siden. Et eller andet om at håndtaget var faldet af blabla…blabla…… Henrik have dog pyntet det med en fin rødtunge og brugt spydstangen som lås. En herlig anordning. Rune fik tungen og spyddet røg over bord – ja det ligger nok på Otto til næste gang vi kommer forbi. Lidt ærgerligt fordi Kim og jeg godt kunne bruge det til at fange ål i Trykkedamen – hvis vinden er til det på tirsdag!

Med spydPatent spyd?

Tilbage i Helsingør, pakke pakke. Pænt farvel til Rune, tanke 12 l benzin på Havgassen. En tur forbi Mac D., og så farvel til Henrik som have en aftale med Julie. Kim og jeg til Farum med flaskerne. Tak for en super fed dykker dag! Piv

Årets første ål

18/10-2011

Trykkerdammen og sidste nymåne i oktober… Nu har vi jo hørt så meget om ålens vandring, og kulminationen på samme, omkring sidste nymåne i oktober. Om det er sandt eller ej, det kan de kloge strides om, men vi tror jo på så meget andet, så vi tror også lidt på gamle varsler. Og selv om sidste nymåne først falder den 27. oktober tog vi chancen, for det er uomtvisteligt – ålen vandrer om efteråret. I år har det åbenbart ikke været efterår nok, for vi har ikke set en eneste ål på vores alt for mange dyk ved Trykkerdammen.

Fint vejr i FarumSol kam frem over Farum

Men nu skulle det være, hård vind og regn, det kunne næsten ikke blive mere efterår, og vi var da også kun 4, der dristede os ud i vejrliget. Vi blev belønnet med en smuk regnbue ved svømmehallen, og vi kunne ved selvsyn se, at regnbuen endte ved Farum Rådhus, så det må være der guldet er, så det er nu der skal søges om tilskud! Solen kom og alt så tillokkende ud, selv om vinden var noget frisk. Lis og Rasmus kørte lidt før PIV og undertegnede, der lige skulle ha’ det sidste med. Og på vejen fik vi jo lige delt en kande kaffe, så vi var helt sikre på ikke at dykke alt for længe. Ved Trykkerdammen var det så småt begyndt at blive mørkt, og de sædvanlige tirsdagsdykkere var der ikke denne dag, men så fik vi jo de allernærmeste parkeringspladser. Efter få minutter var vi i vandet. Ikke mindst var vi imponerede over Rasmus, han skulle dykke for første gang siden Lysekil – sidste år – og tilmed i våddragt. Vi kom i vandet alle sammen og selv om der var lidt uro og begrænset sigt på det lave, klarede det fint op fra 2,5 – 3 meters dybde og vi havde 5-6 meters sigt eller mere derudaf. Vandet var dramatisk koldere end lørdagens dyk – 9-10 °C var, hvad det kunne blive til, men det var så også hele vejen.  Ude ved 10 meter tiltog strømmen og sigten faldt til ca. en meter. Vi valgte derfor at gå lidt ind mod land og pludselig var den der – årets første ål (i saltvand – vi har set dem i Furesøen) – den legede struds og gemte hovedet i sukkertangen. Den var ikke det mindste sky, men vi havde heller ikke spyd eller harpuner med.

Årets første ÅL Årets første ÅL

Der var tusindvis (mindst) af fladfisk i alle størrelser – mest små selvfølgelig – og hvis man havde været ihærdig, kunne man godt have landet lige så mange flade (af lovlig størrelse), som vi normalt lander på en Havbassefisketur, hvor der er en del flere om fiskeriet. Der var også lidt underholdning af panserulke – jeg ved ikke, om de blev underholdt, men det gjorde vi – de ser morsomme ud, når man tager dem op i hånden, og deres benpanser gør, at de ikke tager ret meget notits af det, og de svømmer i øvrigt så dårligt, at de ikke kan undgå det.

Panserulk Panserulk

Da vi var længst mod nord blev sigten ganske pludselig markant forbedret, muligvis på grund af den hårde sandbund, og her var der endnu flere fladfisk, bl. a. flere slethvar, der dog ikke var så store, at vi var nødt til at tage dem. Nu kender vi jo en og anden, der nok havde taget dem, men vi nævner ingen navne – vel Allan H.!

 Lille SletvarreEn af de små Sletvarre

Herefter stødte vi på flere ål, både i sukkertangen ved muslingerne og inde i ålegræsset. De var alle utroligt tillidsfulde, men meget lidt fotogene, idet de hele tiden gemte hovedet. Undervejs passerede vi også adskillige ruser, der var svinet til med tang og fedtemøg, men der var kun små torsk i dem og ikke en eneste ål. Herefter op på land, hvor Lis og Rasmus allerede var klar med deres omklædning og var ganske begejstrede for deres tur – de havde ikke set ål, men ellers stort set det samme som os andre – og så lige en rød knurhane også. Men de havde ingen billeder og de havde den ikke med op, såh…

GoppelVandmand i mørke

Og for at fejre efterårets komme skulle vi lige nyde en forfriskning, og vi havde ikke andet end lige knappet op, før forfriskningen kom fra oven – sluserne åbnede sig for styrtregn og så vi måtte fortrække ind i Rasmus’ bil for at ”debriefe”. Men sæderne var også lidt blødere end granitten, hvor vi plejer at sidde. Kim R

Sidste sommerdag i østersøen

15/10-2010

Den sidste ”sommerdag”I denne efterårstid, er det glædeligt at der stadig er dage med sol og stille vejr, så der kan dykkes. Når det så er på en lørdag, er det endda muligt at fylde båden med hele 4 mand og vi mødtes derfor i Smygehamn som vi plejer, uden at have aftalt et mål for turen. Steen Mathiesen som skulle med, er jo inkarneret stort-jern-vrags-dykker og for ham er træplanker noget man finder i et byggemarked. Jeg regnede det derfor som en selvfølge, at vi skulle på Jacobus Fritzen eller Undine, da årstiden trods det fine vejr, ikke indbyder til nogle af de nyere vrag 25 – 30 mil fra land. Overrasket blev jeg dog, da der fra flere sider blev ytret ønsker om at lede efter noget nyt og så måtte jeg have sedlen frem. Efterhånden, ligger de nye vrag vi leder efter længere og længere væk, hvilket i mange tilfælde også betyder dybder lige omkring 50 meter. Når man fylder nitrox på flaskerne og blander til grænsen, efter vrag på max 45 meter som der jo er de fleste steder, så risikerer man at sætter sig selv skakmat. Dette ment på den måde, at man risikerer at dykke et sted, hvor der er 5 meter dybere end man troede og hvor vraget bare er et par meter højt = ikke godt for iltpartialtrykket i kroppen. Men i dag var der sparet på ilten og vi kunne dykke hvor som helst, så efter at have diskuteret emnet de første 2 – 3 sømil i retning mod syd, enedes vi om et vrag jeg kun tidligere har været på én gang i meget dårlig sigt, for mere end 10 år siden. Jeg kunne intet huske derfra, andet end store torsk i hundredvis som mudrede op, så det var jo på en måde første dyk på stedet og jeg glædede mig. Vi fik hurtigt loddet vraget op, det var ikke ret stort, men det så helt og samlet ud på sonarskærmen og loddede 2½ meter op over havbunden, hvor der var 48 – 49 meter dybt. Da jeg er den bedste til at binde på et vrag, blev jeg valgt til dette og glædede mig ved at glide de første 40 meter ned mod det ukendte, gennem vand der var lige så klart som det der kommer ud af vandhanen. Men glæden blev kort, for fra 45 meter var alt jeg kunne se under mig, torsk og mudderskyer som rejste sig fra bunden. Jeg fik gjort kæden fast og så nogle meter væk en forhøjning, som jeg svømmede hen til. Det viste sig at være en stor stabel af ildfaste sten, hvor en del af dem var hvidglaseret på den ene side, omkring stabelen af sten, lå der lidt ituslået lertøj og ubestemmelige messinggenstande. Meget af min tid gik med at analysere de ting jeg så og efterhånden som mængden af torsk og mudderskyer aftog, fik jeg bevæget mig længere op imod det jeg mener er stævnen, dog uden at nå målet på første dyk.

SkitseEn lille skitse over positionen

Oppe i solen forbandede jeg de mange fisk, indtil jeg kom i tanke om min madpakke som jeg nød i solen, mens de andre afløste hinanden på vraget. De andre tre kunne berette om god sigt og ikke en eneste fisk (?) Efter endt afgasning og indtagelse af vådt og tørt, blev det min tur igen. Denne gang var der ganske rigtigt ingen fisk, det vil sige en enkelt torsk her og der var der, som forsøgte at trykke sig i hjørnerne hvor de følte sig i skjul, men ikke en eneste muddersky. Vraget var som forvandlet og tonede tydeligt frem under mig, det tog mig nu meget kort tid at nå op i stævnen, som nu viste sig at være knust og gå i et med havbunden. Ingen ankre eller spil, men en stor rulle meget svært hampereb tittede frem af mudderet og da jeg tog fat i det, viste det sig at være i vældig god stand. Omkring tovet kunne jeg grave korn frem, som formentlig er en del af skibets last. Ude på styrbord side, fandt jeg på vej tilbage det manglende spil, som formentlig er blevet trawlet af for længe siden, da det er sunket halvt ned i den ellers hårde lerbund. Tilbage ved stabelen af de glaserede teglsten, kunne jeg konstatere at også her var der korn overalt, når man stak armen dybt i mudderet. Igen har vi fundet et mindre trævrag fra 1700-tallet, lastet med korn og som siden er tromlet i smadder af talrige trawlere. Dette vrag er så ødelagt, at det kræver god fantasi at forestille sig det på havoverfladen, men de potteskår og halve flasker som lå rundt omkring, kunne sikkert have gjort en arkæolog henrykt. Jeg har i hvert fald set mindre potteskår fra samme, tid på muserne rundt omkring.

Trætte dykkere Trætte men glade indeni

En oplevelse rigere og med sol og vind bidende i kinderne, sejlede vi nu glade mod Smygehamn, endnu et vrag var fundet og det bliver nok det sidste for i år. Allan Jensen 

Tropedyk på Libra

15/10-2011

Libra i troperne I virkeligheden kunne denne beretning bestå af en copy-paste fra en af de tidligere ture på Libra, hvis det ikke lige havde været fordi denne tur var helt og aldeles enestående. Det kan vist godt betale sig at have lavet en aftale med Libra på forhånd. Søren havde booket tid i Dmi’s kalender, solen skinnede skønt lørdag morgen og flagene blafrede kun en smule i stængerne. Fremmødt oppe ved garagen blev der konstateret olie mangel på både gasse og kasse, så der blev planlagt sviptur forbi tanken på vejen til Hundested. Jeg havde fremsagt stort ønske om besøg på mit to-gange-om året-yndlingsvrag, Libra, og kursen var lagt – det var godt Kattegat vejr.

Havgassen Havgassen i Hundested

Oppe i Hundested var aktiviteten på havnen begrænset, men det var jo stadig også en smule køligt så tidligt på morgenen. Havgassen blev fyldt op til bristepunktet og sendt ud af havnen med Nicolai bag rattet.  Vi blev advaret mod masser af vand og på trods af at det var Nicolai, så var det dog meget begrænset med vandstænk der kom ind over kanten. Marsvin hoppede rundt udenfor havnen og Mads iført sin ny dragt ala Batman, kunne vist godt konkurrere med marsvinene i strømlinethed. Tjept over havet, nåede vi positionen og dræget blev smidt. Planen var at Kim skulle binde på og at jeg og Søren skulle følge efter. Men som altid er planer jo kun lavet for at spolere dem igen, og både Søren og Nicolai nåede at dumpe i før jeg væltede ud over siden.  Og det var helt sikkert værd at skiftet den krøllede kontaktlinse ud – for sikke et lys og sikke en sigt der mødte mig. Jeg var ikke nået dybere end 6 m ned af torvet, før jeg kunne begynde at skimte noget lyst på bunden og 11 meter nede tronede agterenden frem. Sigten var absolut enestående mindst 20 meter og med den høje vandtemperatur på 14 grader kunne det nærmest betegnes tropelignende forhold. Der var så fint – sønellikerne stod og viftede, en stime af sej krydsede vraget og hvis det ikke var fordi jeg rent faktisk var badet i vand, var det nærliggende at tro at man var kommet i himlen. Der var så smukt på vraget.

HavkarusseLisStor linselusLille og stor linselus

Hvad der var på bunden vil jeg ikke berette om her, for den tropelignende tilstand var ikke eksisterende under springlaget som lå meget markant 2 meter over bunden. Her fra og ned var sigten stærkt reduceret og med de ovenover lignende tilstande, var det absolut ikke værd at bruge tid på bunden. Turen gik ned agter op og rundt og hele vejen ud til stævnen – der var guddommeligt fint. Nøgensneglene var på spadseretur, en stor lilla smørsnegl på knytnævestørrelse blev dikket, hestemuslingerne havde travlt med filtreringen, en berggylt vogtede sin skrotbunke agter, rejer og krabber var der i massevis og buskhoveder, store og meget små, kiggede frem fra et hvilket som helst gemme. I lastrummet stod sej og torsk i massevis og da Kim og jeg nærmede sig fra hver sin ende, opstod tumult om skjulesteder. 45 minutter forløb alt for hurtigt og helt uden at blive kold. Det kan godt betale sig at hoppe i det arktiske hav en gang i mellem. 

SmørsneglSmørsnegl

Jeg fulgtes med Piv op ad torvet, hvor vi blev mødt på deco stoppet af en nedadgående Batman figur med øreproblemer. Efter et par ture op og ned, klappede det vist og Mads fløj ned i bedste stil. Oppe i båden var jeg absolut ikke den eneste der havde nydt dykket – tænk at man kan være så heldig midt i oktober. Rene kom op med en torsk i møllehjuls øjenstørrelse, Kim var i dejligt snakke humør som sædvanligt og som sædvanligt tog Sten sig en lille morfar med en gylden dame i hånden. Alt var på plussiden af det sædvanlige.

BuskhovedRødtungeHavkarusseBuskhoved, rødtunge og havkarusse

Søren tog tilløb til andet dykket og som makker måtte jeg jo hellere følge med på et tidspunkt. Sigten var ikke blevet dårligere og også dette dyk var fantastisk. Nicolai havde lånt Kim’s harpun og Søren havde lånt Rene’s og der gik ikke lang tid før Søren havde et bæst på spyddet. Nu Kim var frataget sit våben turde jeg godt følges med ham rundt som linselus foran kameraet. Jeg var også nødt til at holde skarpt øje med ham, for han fablede løs om hummere. Der var absolut ikke blevet mindre at se på og vraget blev svømmet rundt flere gange.

Et par torskEt par torsk er altid godt

På et tidspunkt brød noget stort og mørkt gennem springlaget, Nicolai kom til syne, svømmende rundt med ladt harpun samt plus tre torsk på snoren. Skønt skønt skønt – mon ikke min mave fortjente den ene som tak for lån af sømsnoren. Igen var der masser at kigge på og en del skrammel blev vendt og drejet – sikke mange ledninger og brandslange, Libra er udstyret med. Efter 57 minutter var der løbet 9 minutters deko på, luften var i bund og jeg vinkede farvel til Kim og kameraet og tog turen op ad bundtorvet. Der gik dog ikke lang tid før jeg fik selskab af Kim og vi sammen kunne ligge og sludre mens vi suttede flaskerne tomme for luft.

Tom for luft Tom for luft situation (red. hvilken ro)

Oppe i Havgassen blev den ene torsk halet om bord efter den anden og til min store lykke og fiskesuppe fik jeg fingrene i både en torsk og en lange – mums! Det havde virkelig været en spektakulær dag og de gyldne damer samt de mere grønne blev fordelt efter behov inden Nicolai skruede op for farten og sætte næsen mod Hundested. I godt humør nåede vi havnen inden vi havde forladt positionen. Men alt ting går også hurtigere når Kim snakker og marsvinene hopper omkring.

Lidt fisk Torsk, sild og lange

På havnen var røre-bassinet i brug og bådføreren blev vist forstyrret af de små piger i blondekjoler og var nødsaget til en ekstra æresrunde i havnen inden Havgassen kunne ramme slæbestedet. Havgassen blev med møje slæbt op og pakket med alt udstyret inden vi gik ombord i bryggeriet. Sikke en skøn skøn dag – og så synd for dem der ikke var med – vi må snart afsted igen!    Lis

 

Efterår på storebælt

14/10-2011

Storebælt – man skal jo ikke glemme hyggen! Der var lagt op til en go gang dykning, fredagen så god ud i Storebælt og så skulle det stille vejr rykke østover og gi godt vejr i Østersøen lørdag. Mere om det i en anden beretning. Steen brandmand lagde båd til og kørte med Rune fra København. Kim og jeg skulle lave et rendezvous på en rasteplads/tank mod syd. Vi var der begge til tiden, fik læsset udstyr i én bil, samt tanket kaffe og basser. Da vi ankom til Mullerup åndede alt fred og idyl. Bæltet lå helt blankt hen og det skulle holde hele dagen, så ingen travlhed. Vi læssede i fred og ro og havde endda tid til at give en lille jolle lidt start strøm.

1. hjælp1. hjælp

Nu er Manleys exbåd ikke den hurtigste due på rådhuspladsen og sådan en tur til Wave med året første nattefrost lige sluppet, så var turen lang og kold. Vi glædede os alle til at fartvinden ville være ovre og efterårssolen ville gi lidt knoglevarme.

EfterårSå er det for alvor efterår

Strømmen så ud til at være moderat og vi fik smidt bøjerne der bekræftede selvsamme. Steen ville binde på og jeg skulle lige efter. Jeg måtte dog væbne mig med tålmodighed, ville først hoppe i når ”nossen” var i overfladen, altså markøren Steen ville sende til overfladen når der var bundet på. Nossen udeblev og vi i båden talte om at han måske havde glemt det, at den havde sat sig fast i vraget eller hvad det måtte være. I alle fald gad jeg ikke vente og smed mig i vandet. Jeg nåede dog kun lige ned på 5 meter, før jeg så Steen på vej op i mod mig. Han gav lidt fagter som jeg hurtigt tolkede som ingen sigt. Æv for den, op igen.

Nysgerrige fiskereNysgerrige fiskere

HavblikPerfekte forhold på overfladen

Steen fortalte at sigten var totalt forsvundet under 18 meter, til gengæld var strømmen tiltaget. Nu var gode råd dyre. Vi valgte at ringe til en livline, i dette tilfælde Allan der sad på kontoret og svedte i det gode dykkervejr. Han gav os lidt positioner og planen blev at vi ville dykke Wilhemine en halv mil derfra, på noget lavere vand og så give Wave en chance mere efter et par timer. Vi have en del erfaringer i at strøm og sigt kunne ændre sig, forhåbentligt til det bedre, i løbet af få timer.Wilhelmine blev hurtigt nået, slået og bøjerne endnu engang smidt. Jeg fik æren at binde på og det var med glæde at jeg nåede vraget og faktisk kunne se det. Der var god strøm på bunden, men sigten var vel 3-4 meter. Dybden var noget lavere og vraget lå lige på grænsen til det uklare bundvand der var en halv mil nordligere på Wave. Jeg fik bundet på en spante på dette gamle trævrag, som jeg ikke helt kan huske historien på andet end en rigtigt god løgnehistorie fra Dynamitåge, som desværre ikke kan deles her. Jeg tog turen rundt om vraget og her var da en masse liv at se. Steen var også kommet i vandet igen og vi mødtes på et tidspunkt med hver sin hummer i hånden. De er altid flotte at se. Steens var dog filtret ind i spundne fiskeliner og var noget afkræftet, så den fik lige en ”operation” inden den fik lov at kravle videre.

Nam namLidt slatten nam nam

Vraget var fyldt med Kul, så det var svært at lapperne ned i mudderet, men en del flotte torsk havde dog fundet nogle huller, specielt i agten hvor de stod dybt nede i vraget. Alle fik dykket, det var ikke det vi havde sat næsen op efter, men et ok alternativ og det var virkelig svært at være sur, med det totale havblik det var efterhånden var blevet. Rune havde den en hummer med op, men det var højst sandsynligt Steens, da den var noget afkræftet, så den røg ud igen.. Efter et par timer lå vi på Wave igen. Humøret fik lige et tak op, der var absolut ingen overfladestrøm tilbage. Men hvad med bundfloden? Jeg hoppede i igen, og forventningens glæde varede lige til få meter over vraget hvor det hele lukkede til, som Steen også havde oplevet det. Ingen sigt overhovedet, til gengæld var der en kraftig strøm hen over vraget. Det var absolut ikke dykkeværdigt. Jeg fik bakset dræget ud til en kant, som jeg gik ud fra var siden af vraget. Dræget skulle helst ikke sidde fast i noget, det gjorde det sidst, så jeg slap det og rykket da kæden strammedes fik mig lige til at slippe tovet et split sekund. Og væk var det. Strømmen tog med det samme i mig og jeg skyndte mig op et par meter, så jeg ikke ville drive ind i vraget. Herfra var der en ukompliceret direkte opstigning, jeg kom i overfladen ikke langt fra bøjen.

Dykker i overfladenSkuffet dykker

Vi diskuterede lidt frem og tilbage, skulle vi sejle i havn eller lige prøve en position Allan havde givet os, som lå på vejen hjem. Vejret var jo skønt og ingen havde travlt, så vi begav os mod dagens 3. vrag. Det tog lidt tid at finde, men vi fik varmen da næsten 4 meter højt lodskud viste sig på 18 meter vand. Allan kaldte den ”minekutteren”, men vi var bare glade for at der var noget at dykke på og her kunne sigten da ikke være så slem. Jeg var først i og ikke mange meter nede tonede vraget sig frem. Der var rigtig god sigt og jeg bandt på på en pullert og vidste med det samme at jeg var i agten, et maskinskylight og den runde bue sagde mig dette. Inden jeg var færdig, åndede Steen mig i nakken og vi begav os rundt på vraget hver for sig. Der stod en del torsk og gemte sig i hullerne og vraget var noget større end jeg havde regnet med. Jeg nåede stævnen, klemte mig ned i vraget, alt var dog meget tomt, her var kun en kædekasse fyldt med rusten kæde. På denne ringe dybde blev vraget gennemsøgt på kryds og tværs og efter 45 min var det op igen. Jeg mødte Rune dernede til sidst og Kim stod klar med harpunen da jeg kom op. Efter en rum tid kom Kim op med et par fine torsk, den ene med lidt prikke huller, godt han fik den jeg havde mistet. Afsted det gik mod havnen og dagen var ikke slut for oplevelser, det var lige som om at vi måtte udnytte vejret til det sidste og måske også båden vidste det for et par mil uden for havnen, løb den t…. brrssfffffrrssrtt… fik vi motorstop! Det tog lige lidt tid før det dæmrede, vi var jo tæt på havnen men alligevel meget langt fra. Et par småbåde passerede tæt på, men så hverken arme, lygter eller ben. Vi var løbet tør for livliner, men heldigvis duede VHF radioen og først kaldte vi op til eventuelle både i nærheden og derefter Lyngby Radio som tog opgaven alvorligt og fik prejet en motorbåd inde på Reersø. Inden da var brandmanden hoppet i vandet med et tov og begyndte at trække båden, ikke for at nå havnen men for at rette op på kursen, så ville vinden på et eller andet tidspunkt blæse os i havn. Navigatoren sagde 5-6 timer med den fart og det ville vores sparsomme øllager ikke kunne bære. Det var dog en flot gestus, Steen prustede derudaf og kunne faktisk trække os med 1,5 knob, så ville det kun tage små 2 timer!

Cheerleader Brandmandens cheerleader

Seajoy kom og hentede os, det var 3 herrer i godt humør og på ingen tid var vi i havn, og vi blev trukket helt ind til rampen. Prisen var lidt til diesel og en ramme øl, det må siges at være fair. Og for lige at gøre dagen total, så havde jeg glemt at slukke lyset på bilen og var helt tør for strøm, men startkablerne havde jo været i gang tidligere på dagen. Men turde vi overhovedet køre hjem nu!

Tja, tjoTja, tjo.. lidt blandet følelse

Hjem kom vi, efter en lang og begivenhedsrig dag, hvor dykningens kvalitet måske ikke ligefrem var i højsædet! Men tak for en god dag alligevel. Henrik 

Lis i det Grønlandske

12/10-2011

På tur med Sirius Den korte version (den lange version følger nedenfor):Solen skinner fra en skyfri himmel og mens Bo genberetter fortællingen om vraget kommer vi i udstyret. Historien går på at det er et træskib af portugisisk herkomst med straffefanger, der plages med torskefiskeri til bakalau. Om skibet har succes og var tungt lastet med saltede torsk er uvist men vinteren indhenter dem og de kommer for sent afsted mod varmere himmelstrøg. Det er i slutningen af 30’erne eller starten af 40’erne, hvor amerikanerne er ved at etablere basen i Søndre Strømfjord op og basen anmodes om overvintring til skibets besætning. Det afslår amerikanerne. Portugiserne tager dog ikke et nej for et nej og skibet sejles ind i en bugt og bundproppen lirkes op, hvorefter basen efter international lov er nødsaget at hjælpe de nødstedte.    Vraget ligger således ret på kølen på en skrænt i området ved Fiskemesterens Havn. Jeg svømmer ned langs ankertorvet temmelig spændt på hvad der er for enden. Sigten er imponerende og lyset trækker godt ned gennem vandsøjlen. Men brrr… her er koldt. Allerede på 8 meters dybde lurer konturen af noget, der absolut ikke er sandbund, jeg har glemt kulden og jeg når bagbord ræling ved de 11 m. Skibet hælder en del mod styrbord side ned af sandbunden, som nås omkring 15 m dybere. Jeg svømmer langs rælingen, som består af nogle kæmpe imponerende stykker træ, et godt stykke ned agter, og inden jeg når enden, er jeg indhentet af Bo og vi besigtiger sammen skruen og roret. Meget flot skrue, 3 bladet bronzepropel, men meget lille af sin størrelse (måske 70 cm diameter) vidner den om ikke at være den primære fartkilde for skibets fremdrift. Altså et sejlskib! – og vi finder i alt 3 stks master som ligger knækket ud over bunden styrbord. Turen går videre op på dækket, hvor rattet står som kaptajnen forlod det i et styrehus, der kunne være langt mere forfaldent. Jeg ser selvfølgelig straks en buskhoved der trykker sig ind i et eller andet rør, men Bo er forsvundet og er vist slet ikke interesseret i at se min yndlingsfisk. Jeg fortsætter turen langs rælingen styrbord fremad, hvor jeg finder endnu en overbygning. Det er som hele fronten består af én overbygning delt op i flere sektioner og der er en masse store dimser, jeg absolut ikke aner hvad er. Efter laaaaang tid når jeg stævnen, hvor jeg forundres af et påhæftet bovspryd af overordentlig størrelse, der rager mindst 10 meter ud. Så imponerende og selv en kæmpetorsk ser lille ud som den gemmer sig i den vajende kelp. Kelpen er faktisk enormt talrig på det meste af vraget og efter længere tids selskab af arktiske ingeniører er der ikke langt til tanker omkring en eventuel udnyttelse. At dømme efter kelpens smidighed, styrke og elasticitet, må der helt sikkert være noget værdifuldt i dem – måske der skulle forskes lidt i udnyttelse af antioxidanter eller planteolier til brug i kropssmøreprodukter. Blot gode ideer – men hug dem bare – måske de allerede er taget. Tilbage på vraget svømmer jeg en tur væk fra vraget. Det er et vældigt stort velbevaret træskib og virkelig imponerende at se helt forfra. Hvor ville det være sjovt at se uden bevoksningen og al mudderet på dækket.

Dykker på vragetPå vraget

Jeg forlader stævnen og svømmer atter ned mod agter. På vejen finder jeg Michael, som får forevist rattet i styrehuset. Der ligger mange mindre dimser spredt ud, som jeg heller ikke ved hvad er – lidt gravearbejde her ville sikkert være spændende. Hele dækket er dækket med 10-15 cm mudder, og selv om jeg fornuftigt nok har tørhandsker på, kan jeg ikke helt stå for fristelsen. Min hånd rammer noget glat og stort – ihhh tænk om jeg har fundet skattekisten i guld med portugisiske ædelsten. Det er noget ret glat noget og noget svært at bugsere op gennem mudderet, men jeg jubler højt og Bo kommer ilende til og hjælper mig med at hive et vinduesglas op… suk suk suk – så gider jeg ikke grave mere. Jeg er ellers ret overbevist om at der gemmer sig gode ting og sager i mudderet og helt sikkert også ude på sandet ved styrbord side. Men jeg er ikke den eneste der ønsker en souvenir og ved torvet er to dimser hægtet fast og danser i den lette strøm. Brrrrr…. her er sgu lettere koldt, men eftersom jeg ikke helt ved hvornår jeg kommer til at dykke her igen suser jeg lige en hurtig tur rundt på dækket, tænk om jeg har overset noget spændende. Pludselig dukker en trappe op – men der ser noget mudderet ud nede i hullet. Mine fingre er ved at knække af som istapper, tiden siger 38 minutter og de andre ligger an til at forlade vraget, så jeg følger med op. Skønt vrag som jeg allerede glæder mig vanvittigt til at se igen en dag. Brrr – mine fingre er stivfrosne nu og gør ondt, så sikkerhedsstoppet bliver ikke så meget som overvejet. Oppe bliver jeg hurtigt hjulpet ud af udstyret og jeg hopper lidt rundt for at få varmen, mens Bo bugserer hans souvenirs ombord. Jeg kan tydeligt mærke misundelsen stige mens han skraber mudderet ud af kompashuset og overvejer om jeg vil miste mine fingre, hvis jeg hopper i igen.Vel oppe overfladeberetter vi en del. Både Michael og jeg er vanvittigt begejstrede og jeg må indrømme, at udover buskhovedet, kelpen og udnyttelsespotentialer har jeg ikke skænket biota’en en tanke under dykket. Bo er årsagen til mudderet nede i hullet for enden af trappen, og udover to trapper der leder ned til to dækshuse, beretter han om flere detaljer, så der begynder at tegne sig et billede af vraget.  Der har været spændende og vi er alle tre enige om at det ikke er sidste gang, vi dykker der. Den lange version: Sommerudstationeret på Grønland og efter næsten 2 måneder på tur i Vest-Grønland og flere helt absurd skønne grøntsagsdyk, hvor bl.a. nøgensneglene er så talrige at de observeres promenerende på sandbunden, er det på tide med et vragdyk.  En spontan invitation fredag eftermiddag fra Sirius byder på en 4 dages tur fra Sisimiut ned til syd for mundingen af Kangerlussuaq til Grønlands største bygde, Kangaamiut, der synes at være i en tilstand af behov for ny kaj-belægning og nye kaj-zinkanoder.  En tur med drengene er svær at sige nej til, især når dykkerudstyret trænger til at blive skyllet og hjemrejsen synes alt alt for tæt på. En hurtig beslutning og jeg annullerer fornøjeligt hjemrejsen og dykkerudrustningen fundet frem i en ruf. Lørdag morgen bliver der pakket dimser og andet godt – en dykkers rod er jo proportional med pladsen – og pyyy… der er god plads på Bo’s Targa et eller andet. Et arbejdshold er sendt afsted ugen i forvejen og venter nu på at Bo dukker op til dykkerarbejdet under kajen, så kajen atter kan stå smuk i sin nye kjole af nyt træ og glitrende metal. Så ad sti af sted med os. Vejret er ikke helt perfekt, og vi når ikke langt uden for Sisimiuts havn før Bo spørger mig om jeg har sejlet i store bølger før. Om jeg har? – tænk at han tillader sig at spørge sådan en garvet dykkerrotte som mig om det! Der skal ikke simres meget før der dukker adskillige tegnefilm af Havgassen frem i dårligt vejr – jeg kan sågar huske et så dårligt vejr at badekarret blev omdirigeret fra 5 sømil ude i Kattegat til en tur på Undine i Østersøen. Men vi når nu ikke meget længere end ud af Ulkebugten før gigante bølger i mange meter klassen viser tænder og vælter imod os, og den førnævnte Targa 35 med matros og skipper er usynlig for omverdenen! Men vi er heldigvis ikke i Havgassen her! Jeg surrer mig godt fast i matrossædet og er glad for, at det kun er et par åbne områder, der skal krydses, førend vi kan krybe i læ indenskærs.  

Pingvinen Ikke hel skarp men klar

Vi sejler forbi en gigantisk gruppe > 50 stk grønlandssæler som puffer op over vandet på skift – det ligner det der spil hvor man skal slå nogle frøer i hovedet med en kølle. Ikke at jeg endnu kan prale af at have taget livet af en sæl – og jeg tror at jeg til det formål vil foretrække en riffel, men sjovt ser det ud – og der er langt flere grønlandssæler her end frøer i spillet. Ikke nok med at vi har ramt et vejr med relativt høje bølger der tvinger os indenskærs, så viser tidevandet også sin vilje og rammer os. Selvom Sirius ikke stikker særligt dybt kan jeg tydelig ane på Bo’s øjenbryn at han gerne vil have en anelse mere end 45 cm vand, så et sted lige før en særdeles smal og lavvandet passage skal passeres smider vi anker og venter på højere vande. Det er skønt med ro til en kop kaffe, lidt historiefortælling og andre fornødenheder – inkl et besøg af dr House – i disse meget smukke omgivelser.

Venter på højvandeImens man venter på højvande

Efter et par timer med stigende vande sejler vi videre på vores færden og krydser mundingen af Kangerlussuaq. Lige syd for sejler vi ind i en lille vig kaldet Fiskemesterens havn. Der er nu ikke meget havn over det og Sirius er den eneste båd i miles omkreds udover et træskib på havets bund, der fint træder frem på skærmen. Ihh – hvor jeg glæder mig til at hoppe i vandet her. Omgivelserne er så fine og jeg lytter med store ører til Bo’s eventyrfortælling om skibet som ikke gør det mindre spændende. Men ak – speederhåndtagene er i havnet i Bo’s store grabber og han mumler noget om arbejde før fornøjelse, matrosjob, kahytjomfrujob samt andre særdeles ukendte og uhørte eder. Og før jeg er færdig med at plage om et hurtigt dyk skyder vi atter 24 knob frem med kurs direkte sat mod Kangaamiuts kaj… suk.

Kangaamiut Kaangamiut

Kaangamiut er en rigtig fin bygde, der med sine 300 indbyggere udgør den største i kategorien i Grønland og der er vist noget med at det oprindelige Sukkertoppen blev anlagt ved Kaangamiut som koloni, før den blev flyttet til sin nuværende placering Maniitsoq pga dårlig eller manglende opankringsplads for større skibe. Det må have været dengang for længe siden, for med de nye dæksplanker kan der vist ikke ønskes en finere kaj. Vi ligger os på ydersiden af Sirius anden båd, Vega, en 50 fod kingfisher, så her er masser plads til mere dykkerrod. Efter en overfladisk inspicering af Michael med crew’s arbejde, aftensmad og et par obligatoriske afsnit af Topgear kryber jeg i soveposen i jomfruburet i Targa’en og hvis det ikke er for den konstante hårde gnubben af båd mod fendere, sover jeg skønt.Om morgenen har vinden lagt sig og selvom solen ikke ligefrem skinner fra en klar himmel, lover dagen godt. Jeg har vist sovet lidt længe og de andre har nået at spise morgenmad to gange, så jeg snupper hurtigt hvad jeg finder egnet til morgenmad – og det er ikke den rå klump sildepisker der ligger i kabyssen… Arbejdet på kajen kalder en stor del af bygdens mandige indbyggere ud af husene – mændene står med hænderne i lommen og kigger nysgerrigt, mens den yngre del i form af små drenge rask væk okkuperer hamre og andet værktøj og invaderer bådene. Det hele kumulerer da Bo bliver iført sin gule hjelm og bumler i vandet – meget spændende – jeg må med på andet dykket! Faktisk er det lidt interessant hvordan manden med den gule hjelm skærer og svejser under vandet, og muslinger og søstjerner kalder til bal med det fineste disco lys. Det er dog begrænset, hvor længe jeg gider danse med de femarmede, så jeg svømmer væk fra kajen og over på modsatte side af den smalle sejlrende. Michael har givet mig et hint om at jollerne lægger til en flydepram i en mindre vig, så der er formodning om at kunne dykke blandt hvalknogler og sæl kadavere.

SælhundSælhundLidt sæl kadaverer

Og ganske rigtigt finder jeg masser af halvfede sæler liggende blandt noget større knogler og hundredvis af gamle ølflasker – der vist tilhører versionen før panten blev indført. Interessant sted at dykke – masser af bunddyr og udover de meget levende kadavere bliver jeg angrebet af flere ulke på størrelse med hvalhajer… ps alting ser en tredjedel større ud under vand! Vandet er nu småkoldt, så da jeg har set nok suser jeg tilbage. Oppe tiltusker jeg mig varmen med en kop amputeret trylledrik, suk… varm solbærsaft keder sig trætteligt uden en sjat rom eller to, men det varmer nu de frosne fingre alligevel. Manden med den gule hjelm dukker op af dybet og frigør Michael fra kontroltårnet som bliver lukket ud af den røde container.

Lidt vragLidt fra vraget

Aftensmaden byder på klumpen af sildepiskeren og jeg må tilstå at havde jeg ikke fået varmen, så stiger temperaturen da der lokkes et stykke med matek’en ind. Tyggeligt, men slet ikke i stil med det bacon der bliver stegt af fedtlaget og slet slet ikke med den sildepiskerbøf, Michael tryller frem – mums! Det bliver endnu en sen aftensmad og der går ikke mange afsnit Topgear til før jeg forlader Vega og drengene og finder jomfruburet på Sirius.Næste morgen springer jeg ud af køjen ganske tidligt synes jeg, og når da også at sætte det store morgenmadsbord frem, fremtryllet af det sparsomme udvalg bygdens brugseni byder på, før drengenes tarme når at skrige efter morgenmad nummer to. Solen skinner fra en skøn blå himmel og dagen forsvinder alt for hurtigt med at være turist i bygden og på fjeldet. Her er temmelig fint. Husene ligger på en fjeldside og er forbundet med hinanden i et virvar af trapper og gangbroer og flere gange på min tur ender jeg i en blindgyde foran hoveddøren på et af de farverige huse. Det er en skøn årstid med kræs for sanserne. Luften er mild med en anelse frost, sortebærrene er modne, grønlandsposten står stadig grøn og velduftende, jagten er sat ind og der er hængt rensdyrkød ud på husvæggene til tørring blandt gevirer og moskuskranier. Jeg passerer de sidste huse og går videre ud i fjeldet, hvor den smukkeste udsigt ind over Evighedsfjorden dukker op og afkræver sin tid. Vel tilbage på kajen er vandet stigende, men anoderne er nået udskiftet og fastsvejset og kajen står færdig og funklende. Det bliver til en sen frokost, proviantering af fornødenheder, oprydning og skurren og så ellers ad sti af sted videre på tur. 

FjordGrønlandsk hygge

Jeg er heldig. Inkluderet i turen er en svipstur til Maniitsoq, hvor der skal hentes en båd. Der skulle også være ganske pænt og der har jeg heller aldrig været før, så jeg tager matrostrøjen på og smutter med. I mens gør Michael klar og sejler Vega mod Fiskemesterens Havn, hvor vi har planlagt at mødes til aftensmad. På trods at der ikke bruges meget tid på at studere de hvaler vi ser undervejs… hmf, tager turen dog noget længere tid end planlagt og vi sejler afsted fra Maniitsoq i tusmørket med et tiltagende blus på nordlyset. Trods nordlys og projektør synes jeg at spændingen stiger som vi med fuld fart frem sejler indenskærs og her dukker flere og flere små rev frem af mørket. Bo er dog cool som altid og er der en mand hvis hænder jeg tør ligge mit liv i, så er det Bo’s store grabber – men en kold øl ville være godt lige nu. De kolde øl er dog efterladt til køl på Vega men bliver snapt knappet op, da vi endelig når frem til Fiskemesterens Havn, Vega og vraget der venter på bunden.

Brandmand Brandmænd findes også deroppe

Stjerner og nordlys er på fuldt blus – men her er temmelig grønlands koldt og den varme aftensmad på Vega trækker, så portugiseren lader jeg vente til dagslys. Et par øl, en sjat jägermeister, en god sjat rom og masser af nordlys og røverhistorier senere klatrer jeg over rælingen til Sirius og kommer først ud af fjerene noget senere end forventet. Solen skinner fra en skyfri himmel og mens Bo genberetter fortællingen om vraget kommer vi i udstyret. Historien går på at det er et træskib af portugisisk herkomst med straffefanger, der plages med torskefiskeri til bakalau. Om skibet har succes og var tungt lastet med saltede torsk er uvist men vinteren indhenter dem og de kommer for sent afsted mod varmere himmelstrøg. Det er i slutningen af 30’erne eller starten af 40’erne, hvor amerikanerne er ved at etablere basen i Søndre Strømfjord op og basen anmodes om overvintring til skibets besætning. Det afslår amerikanerne. Portugiserne tager dog ikke et nej for et nej og skibet sejles ind i en bugt og bundproppen lirkes op, hvorefter basen efter international lov er nødsaget at hjælpe de nødstedte.    Vraget ligger således ret på kølen på en skrænt i området ved Fiskemesterens Havn. Jeg svømmer ned langs ankertorvet temmelig spændt på hvad der er for enden. Sigten er imponerende og lyset trækker godt ned gennem vandsøjlen. Men brrr… her er koldt. Allerede på 8 meters dybde lurer konturen af noget, der absolut ikke er sandbund, jeg har glemt kulden og jeg når bagbord ræling ved de 11 m. Skibet hælder en del mod styrbord side ned af sandbunden, som nås omkring 15 m dybere. Jeg svømmer langs rælingen, som består af nogle kæmpe imponerende stykker træ, et godt stykke ned agter, og inden jeg når enden, er jeg indhentet af Bo og vi besigtiger sammen skruen og roret. Meget flot skrue, 3 bladet bronzepropel, men meget lille af sin størrelse (måske 70 cm diameter) vidner den om ikke at være den primære fartkilde for skibets fremdrift. Altså et sejlskib! – og vi finder i alt 3 stks master som ligger knækket ud over bunden styrbord. Turen går videre op på dækket, hvor rattet står som kaptajnen forlod det i et styrehus, der kunne være langt mere forfaldent. Jeg ser selvfølgelig straks en buskhoved der trykker sig ind i et eller andet rør, men Bo er forsvundet og er vist slet ikke interesseret i at se min yndlingsfisk. Jeg fortsætter turen langs rælingen styrbord fremad, hvor jeg finder endnu en overbygning. Det er som hele fronten består af én overbygning delt op i flere sektioner og der er en masse store dimser, jeg absolut ikke aner hvad er. Efter laaaaang tid når jeg stævnen, hvor jeg forundres af et påhæftet bovspryd af overordentlig størrelse, der rager mindst 10 meter ud. Så imponerende og selv en kæmpetorsk ser lille ud som den gemmer sig i den vajende kelp. Kelpen er faktisk enormt talrig på det meste af vraget og efter længere tids selskab af arktiske ingeniører er der ikke langt til tanker omkring en eventuel udnyttelse. At dømme efter kelpens smidighed, styrke og elasticitet, må der helt sikkert være noget værdifuldt i dem – måske der skulle forskes lidt i udnyttelse af antioxidanter eller planteolier til brug i kropssmøreprodukter. Blot gode ideer – men hug dem bare – måske de allerede er taget. Tilbage på vraget svømmer jeg en tur væk fra vraget. Det er et vældigt stort velbevaret træskib og virkelig imponerende at se helt forfra. Hvor ville det være sjovt at se uden bevoksningen og al mudderet på dækket.

SkitseSkitse af vraget

Jeg forlader stævnen og svømmer atter ned mod agter. På vejen finder jeg Michael, som får forevist rattet i styrehuset. Der ligger mange mindre dimser spredt ud, som jeg heller ikke ved hvad er – lidt gravearbejde her ville sikkert være spændende. Hele dækket er dækket med 10-15 cm mudder, og selv om jeg fornuftigt nok har tørhandsker på, kan jeg ikke helt stå for fristelsen. Min hånd rammer noget glat og stort – ihhh tænk om jeg har fundet skattekisten i guld med portugisiske ædelsten. Det er noget ret glat noget og noget svært at bugsere op gennem mudderet, men jeg jubler højt og Bo kommer ilende til og hjælper mig med at hive et vinduesglas op… suk suk suk – så gider jeg ikke grave mere. Jeg er ellers ret overbevist om at der gemmer sig gode ting og sager i mudderet og helt sikkert også ude på sandet ved styrbord side. Men jeg er ikke den eneste der ønsker en souvenir og ved torvet er to dimser hægtet fast og danser i den lette strøm. Brrrrr…. her er sgu lettere koldt, men eftersom jeg ikke helt ved hvornår jeg kommer til at dykke her igen suser jeg lige en hurtig tur rundt på dækket, tænk om jeg har overset noget spændende. Pludselig dukker en trappe op – men der ser noget mudderet ud nede i hullet.

Nathus på vej opNat huset på vej op

Mine fingre er ved at knække af som istapper, tiden siger 38 minutter og de andre ligger an til at forlade vraget, så jeg følger med op. Skønt vrag som jeg allerede glæder mig vanvittigt til at se igen en dag. Brrr – mine fingre er stivfrosne nu og gør ondt, så sikkerhedsstoppet bliver ikke så meget som overvejet. Oppe bliver jeg hurtigt hjulpet ud af udstyret og jeg hopper lidt rundt for at få varmen, mens Bo bugserer hans souvenirs ombord. Jeg kan tydeligt mærke misundelsen stige mens han skraber mudderet ud af kompashuset og overvejer om jeg vil miste mine fingre, hvis jeg hopper i igen.

NathusetDet fine nathus

Vel oppe overfladeberetter vi en del. Både Michael og jeg er vanvittigt begejstrede og jeg må indrømme, at udover buskhovedet, kelpen og udnyttelsespotentialer har jeg ikke skænket biota’en en tanke under dykket. Bo er årsagen til mudderet nede i hullet for enden af trappen, og udover to trapper der leder ned til to dækshuse, beretter han om flere detaljer, så der begynder at tegne sig et billede af vraget.  Der har været spændende og vi er alle tre enige om at det ikke er sidste gang, vi dykker der. Tiden er løbet fra os, og Bo og jeg skal skynde os hjem – mine forsøg venter, så efter en hurtig frokost siger vi farvel til resten af crew’et, som tager videre på eventyr og moskusjagt. Ad sti af sted og afsted suser vi – krydser Søndre Strømfjord, sejler indenskærs gennem meget lavvandede områder og krydser flere fjorde, hvor bølgerne er i flere meter klassen, og godt tre timer efter dukker Sisimiut frem på fjeldsiden.     Sikke en skøn tur og trist at der ikke er mere for denne gang – men som oftest slutter de alt for gode ting alt for hurtigt.

Aftendyk i Trykkerdammen

11/10-2011

Trykkerdammen – igen!  Endnu et stranddyk, men der var ret beset ikke mange andre muligheder, for der var den sædvanlige hårde vind fra vest. Solen skinnede, da jeg nåede svømmehallen med rettidig omhu, præcis tidsnok til, at vi kunne køre kl. 17:30. Perfekt timing, og min flaske var allerede toppet og smidt i en bil, men Juhl var faktisk kommet før mig, og det smertede en del, men det skulle jo ske før eller siden… Trykkerdammen var eneste tænkelige mål for turen og vi kom hurtigt derop. Ved Trykkerdammen var de sædvanlige tirsdagsgæster, der underviste dykkere i hvordan man bør gøre, men de fleste havde heldigvis ryggen til, da vi gjorde vores, og tog derfor ikke synligt anstød af vores adfærd.

Klar gjort dykkerstedOrganiseret dykning er sikker dykning

Vi fik delt fem hold og kom i vandet. Bølger var der ingen af, og vandet var så klart, så det mindede lidt om natdyk i Rødehavet, bortset fra lygternes grønne skær (i stedet for blåt) – sigten var i hvert fald ikke under 15 meter, hvor den var bedst. Den gode sigt øgede mulighederne for at se lidt forskelligt, og der blev set fladfisk i flere afskygninger, torsk i mange størrelser, tangsnarrer, kantnål, havkarusser, ålekvabbe, snippe, ulke, mange arter af kutlinger, knurhaner, panserulke, sild, tobis, sej og ørreder, men ikke en eneste ål Heller ikke i ruserne, der i øvrigt trænger gevaldigt til at blive rengjort.

KutlingLille kutling

Jeg havde en meget fin tur og nød det righoldige dyreliv, og heldigvis var jeg så heldig ikke at støde på vraget og affaldsdeponeringen omkring det. Jeg var sikkert nået omkring vraget, hvis ikke den kande kaffe, jeg havde delt med PIV i bilen på vejen op, pressede mig til en meget hurtigere afslutning af dykket end oprindeligt planlagt. Og selv om jeg havde travlt ind over ålegræsset og blæretangen, så kunne man godt more sig lidt over alle de krabber, der sad og krydsede ben, så højt oppe i vegetationen, som de kunne komme. Men det blev da til en time med god underholdning, på trods af, at der næsten kom vand i masken indefra til sidst.

Knurrhane Knurhane

På land var der PIV, Niels og Juhl allerede på land, de savnede bare en nøgle til Manley’s bil, hvor Juhls tørre tøj var. Jeg vidste jo godt, hvor Manley’s nøgle var, den var nemlig i min bil.  Og snart efter kunne stakkels gennemblødte Juhl kunne få tørt på. Han er heldigvis vinterbader, så han kan vel tåle det, men han mangler vist en ny lynlås til dragten… Hvis han havde drukket lige så meget kaffe som PIV og undertegnede, så havde vi ikke troet på den med lynlåsen.

Stor madpakke Stor madpakke

Manley tog lidt revanche for sin tørre tid og var ikke til at drive i land. Det klare vand gjorde, at vi nemt kunne følge ham derude, og han strålede da også selv som en sol, da han kom på land. Han havde som sædvanligt set en hel masse spændende. Han havde dog ikke noget med op, men havde taget en masse billeder med sit nye miniaturekamera, der uden hus kunne bruges til 10 m.

BrandmandFin brandmand

Herefter skulle vi jo lige nyde måneskinnet over Sundet, og her kom så lige en kraftig regnbyge – heldigvis har Manley’s bil en bagklap, hvor der lige nøjagtigt – næsten – kan stå fem personer. Kim R.

Ørred på det laveEn hurtig ørred på det lave