3 vrag i Kattegat

31/7-2011

3 i en Eisfish, Stenfragteren og Mirs vrag. Vejrudsigten for Øresund var helt fantastisk. Sol, vindstille, ingen strøm og få dage før var sigten rigtig god, selv på Emil, så det tegnede godt. Nu skal dykning ikke altid være den nemmeste løsning, så vi valgte Kattegat med udgangspunkt i Kronprinzen. 7 Basser fik hurtigt pakket, og havkassen og havgasen sendt i forvejen. Vejret var perfekt i Gilleleje og vi kom hurtigt ud af havnen. Der gik en sejlbåd ud ca. 100 meter foran os og vores ansigter stivnede da vi så hvordan den huggede i søen ude foran havnen. Gammel Sø!

Kaptajnen trak Havgasen op så den planede men efter ca. 1 minut holdt vi rådslagning. Det ville ikke være rart at skulle sejle 1 time på denne måde så noget nærmere blev valgt, først Eisfish. Jeg stod foran sammen med Kim og vi enedes om at hvis Havgassen var en meter længere ville den ikke banke ind i hver anden bølge, da vi mødte 2 større hækbølger og ganske rigtigt det gik fint med den første men på den anden dykkede båden lige stævnen og båden blev overskyllet af en nærmest ”tsunami”. Jeg fik helt assosiationer til engang vi forsøgte at bordfylde Limboen i Lysekil og kun havde vores masker til at øse med da pumpen døde. Kort tid efter forsøgte kaptajnen et trick vi ikke har prøvet før. Med 25 knob hvor lang er bremselængden så med 7 havbasser, udstyr, 14 flasker, når man hiver dødemandsknappen ud ? Den er ganske kort og ligesom børn og løse genstande skal fastgøres i en bil,  burde vi i den mindste have fastgjort Juhl. Stakkels Kim da Juhl med 25 knob landede oven på ham.

Havbassers rod....Fyldt båd

Vi nåede dog Eisfish i live men havde dog nogle problemer med at få smidt loddet. Nicolai havde en harpun med som jeg aftalte at kunne låne efter ham. Sigten var udmærket, måske 6 meter. Jeg synes at der får 20 år siden var et styrhus men det er der ikke mere.

RejeEn lille reje

Ellers er vraget rimelig helt og står ret op så der ikke er noget at tage fejl af. Jeg var rundt nogle gange og mødte Nicolai der overlod harpunen til mig. Kort tid eftermødte jeg Juhl som ville have harpunen. Jeg fulgte efter for at se hvad han havde fundet. Mellem nogle plader stod flere torsk. Jeg lyste for ham så han kunne ”plukke” den bedste ud. PANG og alt blev grumset. Hverken torsk eller harpunspyd ville ud igen. Jeg fik en hånd ind og fik fat om halen med den ene hånd og fik lirket den anden hånd op langs siden på torsken og fik fat i munden. Med ”lidt vold” fik jeg revet torsken ud af hullet men harpunspydet blev dernede og der var stadig liv i det. Juhl fik det endeligt ud og det var gået yderligere gennem 2 torsk. 3 i 1, fantastisk. Juhl var noget lavt i luft så der var ikke tid til at vikle så meget ud så han fik hele molevitten med op. Jeg tog en runde til og fandt et pladehul hvor der stod en ganske fin torsk. Jeg fik et ganske godt tag i halen på torsken og fik lirket den anden hånd og arm på den anden side af et rør ned langs torsken for til sidst at få fat i munden. Jeg fik den vendt og trukket ud, men den var ikke helt tilfreds så det var bare at holde godt fast. Med armen gennem munden og ud af gællerne var det tid til opstigning. Lidt deep-stop og lidt deko var der løbet på men den kunne jeg bruge med min nye ven.

En fin ny venEn bette ny ven

Efter fiskerensningen var det tid at sejle få sømil over til Stenfragteren som vi valgte til 2 dyk. Sigten her var ligeledes fin og Stenfragteren er jo også et godt vrag der har lidt af hvert.  Sten viste mig sin nye Wise-Led 5000 lumen lygte og jeg må nok indrømme at den har ”lidt” mere lys end min 50 W HLX halogen. Nicolai havde igen harpunen med ned og måske kan han bare godt li helstegt torsk og har en pande der har en diameter på 22 cm ! Kim dykkede på sjatten fra første og der var lige luft til at skyde en havkat og binde af. På vej hjemad kunne vi så lige tage 3 dykket på Mirs vrag på sjatten fra 2 flaske. Sigten her var også ok. Måske lidt dårligere og lidt grumset i vandet. Rigtig mange gange har der været noget mælket vand fra 26 meter og ned men det var der ikke nu. Tilsvarende plejer der at være rigtig mange torsk, havkatte og hummere under pladerne men de var nu erstattet af taskekrabber og enkelte meget store torsk.

Turen ind til Gilleleje gik fint i de nu aftagende dønninger. Vi forsøgte at ramme dem i alle mulige forskellige vinkler da udturs-kaptajnen stod forrest i båden. Han blev våd men det var ikke imponerende. En lang dag, sol, lidt bølger, for lidt mad og 2 timers vragdyk så sover man godt om natten. 

Undine

26/7-2011

SMS UndineEndnu engang måtte vi trække i arbejdstøjet og tage vores fritidsinteresse alvorligt med en gang god Østersødykning i godt vejr. Allan og jeg havde lagt brænde i ovnen til en tur med nye positioner og små trævrag, men da vi var 5 og derfor ikke lige det optimale antal når der er tale om små mudrede vrag, så lagde vi stilen om og satsede på stort jern. Man skal jo være et skarn hvis man siger nej tak til et par dyk på Undine, så det blev målet for dagen. Her kunne vi mudre lige så meget vi ville og på samme tid hvis det skulle være.

SmyghamnDet bliver værre og værre

Turen ud gik smertefrit, efter en ellers noget klam isætning. Smygehamn bliver i disse dage uddybet, eller oprenset rettere sagt og der står containere med ildelugtende slam lige ved rampen. Men alt det blev glemt da vi cruisede derudaf over en total havblik Østersø. De 20 mil til Undine gik hurtigt og snakken gik lystigt, humøret var højt. Nu vil jeg ikke kalde Undine for en sutteklud, men det er efterhånden detaljerne der bliver gået efter på dette vrag og i dag var dagens tema koøjer, f.eks hvor flotte de netop på Undine. 

Beslutninger”I agten, nej i stævnen, så midt på da”

Fremme på positionen blev loddet og bøje hurtigt rigget til og Allan gjorde sig klar til at binde på efter hurtigt søgning og drop af lod. På ekkoloddet kunne vi se en stor stime af torsk der stod over stævnen og jeg fiskede lidt for at smide midt på vraget så der ikke ville være så langt til nogen af enderne, så var der noget for enhver smag. Efter Allan hoppede jeg i, Thomas derefter og Peter og Kim i pølseenden. Det var højsommer og noget lunt i en sort tørdragt og glæden var stor da jeg med en præmie bombe brød overfladen og mærkede det svalende vand omslutte mig. Lige meget hvor mange gange man efterhånden har ladet sig dale ned af et ankertov mod et vrag, så er det lige fedt hver gang. I sær her i Østersøen og på Undine i særdeleshed, hvor sigten ofte bliver bedre og bedre når man daler ned i mørket. Hedeturen var brat afsluttet da der på 20m kom det sommerkolde lag på 5 grader, men på 30 m steg temperaturen igen og de 12 grader var skønt tempereret. Allan havde bundet på i helt oppe på lønningen fremme foran den 1. kanon og jeg gik ud fra at ham og Thomas stadig befandt sig i agten, så jeg tog en lang svømmetur for at have stævnen for mig selv. De sidste gange jeg har været der, har sigten været ret dårlig og en irriterende strøm har gjort det hele lidt forvirret. Men denne gang var sigten god og næsten ingen strøm og jeg nåede lige at tænke hvor mon torskene på ekkoloddet mon var i virkeligheden, da en lille stime kom i mod mig. Jeg nåede helt ud i stævnen, rundede denne, da en stor stime torsk kom op i mod mig fra bunden. De var ikke bange og omringede mig, kiggede næsten lige så meget på mig, som jeg på dem. Østersøtorsken har stadig rogn og de svære madammers buge var udspilede og glimtede som sølv i mørket.

TorskStortorsk i stævnen

Nå, jeg fik nok af torsk og tog på opdagelse inde i vraget og dybt i mudderet lå et bilag til dagens tema. Vel ude af vraget tog jeg en gang hurtigsvøm ned mod agten, ja tog de næsten 100m uden at stoppe. Dagens detalje var en stor trætrappe, med flotte messingbeslag, som jeg efterhånden har fået renset for et gammelt trawl. Peter og Thomas fik også dykket deres dyk og Peter fik alles hjerter til at slå lidt hurtigere, ved at åbenbare en opdagelse, hvis spænding først ville blive udløst på 2. dykket.

Stortorsk Flæskesvær ad libitum

Alle fik slappet af i overfladetiden, undtagen Peter, hvis negle snart var bidt ned til neglebåndene. Endelig skulle vi dykke igen og jeg fik særopgaven at hjælpe Peter. Det tog mig ikke lang tid at se at ”det” ikke var hvad det skulle have været, men jeg troede lidt at det var noget meget værre og turde ikke helt hjælpe Peter alligevel. Resten af dykket gik i agten, hvor jeg nulrede rundt og stak mine hænder i mudderet og flyttede lidt på det. Ikke noget nyt under solen, som ikke kan læses på efterhånden utallige andre beretninger der er skrevet af os fra dette vrag, som man kan se igen og igen og igen. Thomas var kæk og jeg blev hånet for ikke at hjælpe Peter, så nu skulle han fandeme. Og det gjorde han og alle var glade, men ikke helt så glade som vi og ikke mindst Peter kunne have været.

SMB (hardcore) Luksus SMB, gad vide om der er en dykker under

Alle fik dykket færdig og vi sejlede ind i dejligt vejr. Eneste positive ved disse vrag langt fra land, er at vi kan nyde en pilsner på vandet selvom svensken siger vi ikke må, men det ville vi skide på, det var nok alligevel fordampet med den lange sejltur ind.

UnderbergKanon dejligt med en Underberger

Dagen var slut, båden i laden og jeg skulle stå for hån endnu engang da jeg var beordret i Ikea i Malmø på vej hjem. At Allan næsten uden at brokke sig fulgte med, var dagens sidste mirakel. Endelig var vi på vej hjem, trætte, næsten mætte og klar til at gøre det hele om igen (undtagen ikea og ”det”).Tak for en go tur.Henrik

Vrag i Østersøen

20/7-2011

Østersøen på en dårlig vejrmelding Dykkerturen blev planlagt over et glas Brunello 2004  med udsigt over det Toscanske vinlandskab. Folk hjemme var dykkersultne. Vejret skulle blive godt den kommende onsdag. Men det var kun fredag og meget vin og mange ændrede vejrudsigter skulle man igennem inden. Og hjem kom jeg og udsigten ændrede sig hver 4. time døgnet inden afgang. Kasper og Kim var optimistiske, men Allan J var knapt så begejstret, ville hellere arbejde end en halvdårlig dag på havet, for der er jo langt til Østersøen. Men vi ville dykke og Øresund som så bedre ud, havde vi misbrugt nok for en stund. Rune trådte i stedet for Allan og vi kunne godt nøjes med noget kystnært vrag og måske var det bedre end de lovede.

”Bonden han har altid vældig travlt.. tra la la la laa”

Vi kom tidligt af sted, over broen så det faktisk meget fint ud, men vinde skulle også først rigtigt tage til i løbet af formiddagen. Efter alt det praktiske var overstået, begyndte det at lufte noget og vraget Excelsior blev stukket ud, hvis det så viste sig at blæse meget op, ville vi have søerne i ryggen og kunne bjærge os til S/S Virgo, dykke der og så have kort til havn.

Magelige sofadykkere

Herovre er vi vandt til minimum 45 min til vragene og ofte endnu længere og de ca. 8 mil til vraget var hurtigt overstået.

Man skulle nødig blive beskidt

Jeg tilbød selv at binde på og Kim ville komme efter, håbende at jeg ikke havde mudret alt til inden kameraet kom i brug. Vraget ligger på 28m og det er jo et dejligt lægtvandsdyk i forhold til det vi normalt dykker og hurtigt kom jeg ned og fik bundet på roret. Når man kom under termoklinlaget, faldt temperaturen til 5 grader, men sigten mangedobledes i forhold til over, der var vel 15m. Bagbord side af agten er ret høj, hvor styrbord ligger jævnt med bunden. Vraget kan følges rundt i en sammenhæng, dog er det noget smadret og stævnen ligger næsten rundt på siden.

Søstøvle

Et kæmpe stokanker og de 60-70 cm tykke master, som ligger ude på bunden i næsten fuld længde, vidner om at Excelsior var en 3 mastet bark, et ret stort sejlskib af sin tid. Jeg koncentrerede mig om agten, hvor al beboelse har været og mudret er dybt, men gemmer mange spændende sager. 40 min på bunden, så var fingrene godt stive og kolde og den lille smule deko der skulle tages, var kærkommen i det varme overfladevand.

Hvilken ko har et firkantet øje

Lidt historie om vraget her: http://www.vrag.dk/vrag/excelsior.htmAlle havde et godt dyk og vi tøffede videre mod det næste vrag. Vinden havde taget lidt til, men lagde sig igen hurtigt, og vi havde en god sofasejllads til S/S Virgo. Loddet blev endnu engang smidt, men denne gang fik Kim æren af at binde på. Det var han netop færdig med da jeg kom ned og jeg svømmede gennem mudderskyen til klart vand og dannede mig et overblik. Sigten var rigtig god og Virgo er let at overskue, så jeg fandt hurtigt frem til mit indbydende hul i vraget. Virgo ligger næsten på siden, så man skal lige holde tungen lige i munden når man svømmer indenbords. Jeg riggede  min snor til, satte den i noget holdbart og svømmede ind og lod mig dumpe med finnerne først gennem en snæver åbning. Hernede udvidede pladsen sig til en større rum hvor jeg i det ene hjørne kunne se et stort skab, der før er blevet gennemsøgt og det er åbenbart gjort grundigt, for der var ingen interessante ting i hjørnerne. Alt var sort som i den mørkeste nat og jeg følte og hev mig frem langs snoren, kom lidt længere op i vraget og rodede lidt i mudderet der og fik kontakt med noget af besætningens forhenværende alkoholbeholdning, masser af tomme flasker. Ude igen, tog jeg turen ud i agten, der er mange fine detaljer, lastrum, skorsten og master ude på bunden, lige rundt og vende om skruen og så helt ud i stævnen. Her var der rigtig god sigt, bortset fra hvor et par småtorsk kæmpede for at gemme sig i hullerne. Kim var smuttet op da jeg kom tilbage til ankertovet og da jeg synes at have set hvad jeg ville, påbegyndte jeg min opstigning, glædede mig til lidt deko i det varme, selvom den var sparsom. Også her var vandet koldt, men nitrox 30 og deko på ilt, så gør man meget for at spare minutterne på tovet. Lidt historie om vraget her: http://www.vrag.dk/vrag/virgo.html

I vover at tage det sidste stykke slik

Kasper og Rune fik også dykket et godt dyk og dagen var ved at være slut, en kort tur til havnen og vi var i havn tidligere end jeg nogen sinde kan huske på nogen anden Østersøtur. Vinden havde frisket en smule, men ikke noget særligt, men det var nok værre længere ude, så godt vi blev ved det kystnære.

Det er sgu hårdt at være vragdykker

Båden blev rigget af og tidlig aftensmad i Trelleborg og så ellers hjemad.  Tak for en go tur. Henrik

Robert S/S

19/7-2011

Redningsindsats i Øresund Vi kunne kun samles til 3 personer, men heldigvis havde vi jo en fin Havkasse at spænde for Havgassen, så Kim, Rune og jeg stod af sted mod Robert for et enkelt dyk på en tirsdag.

Afgangen gik som sådan ikke specielt hurtigt, og køreturen i Havkassen gik selvfølgelig også langsomt…

Så noget sent ankommer vi til Rungsted hvor slæbestedet er dækket af biler, med trailer, med og uden både. Nogen af dem holder stille uden at lave antræk til at gøre det mindste….. Allerød sportsdykker klub (www.orca.dk) er der med et helt hold dykkere og de har allerede båden i vandet og alt grejet læsset af bilerne. Jeg hopper ud og aftaler med deres gamle formand som jeg kunne kende, at vi flytter deres båd lidt tilbage, og så snoede vi vogntoget ned til vandet.

Grundet kaos på bredden hældte vi alt grejet i båden og at klæde om, og efter jeg havde smidt kassen over på parkering, besluttede vi at vi måtte lave pæleræs uden om Spækhuggeren (Orca’s båd) da de stadigvæk ikke engang havde kørt deres bil væk.

Selv om der stod en let vind fra syd med nogen sø, blev jeg i tøjet, mens de andre klædte om på vej ud af havnen. Vel ud af indløbet gav vi gas og gik på plan, men blev ret hurtigt vinket over til en sejler, som for begge sejl gik bidevind mod syd. Han havde ikke kunnet starte motoren, da batteriet “nok var drænet pga. køleskabet”. De kom fra Kastrup men ville gerne slæbes ind i havn. Det siger man jo ikke nej til, så de strøg sejlene og Kim og Rune agerede letmatroser og fik en trosse over. Vi faldt med vinden rundt mod nord og fortsatte rundt imod havneindløbet. Den uheldige sejler ville blot ind til en gæsteplads så han kunne få landstrøm.

TransportTuk-Tuk den glade slæbebåd

Ca. 10-15 minutters slæbetid senere kunne vi slippe ham foran sejlklubben på gæste-broen. Han ville meget gerne lige have vi ventede lidt, men jeg afslog da vi ikke ville misse vores dyk. Vi kunne desuden se Spækhuggeren var ved at komme imod os, og jeg skal ikke hav siddende på mig, at jeg blev sat af et hold CMAS-* elever selvom vi kom senere end dem, og nåede at redde en sejler i land…..

Søen var lidt hård, men stod mest fra syd så badekarret kunne skære bølgerne sådan nogenlunde. Vi fik lagt afstand til forfølgergruppen og gjorde pænt fart mod Robert.

Kim havde rutinen, og Robert er ret nem at lodde, så vi smed Kim I for at binde på. Rune og jeg aftalte tricket med en markering på ankerkæden så vi vidste hvem der skulle binde af og så kunne jeg springe I 10 minutter efter Kim, efter vi bandt Havgassen på.

AftensolAftensol over Robert

Kim mente sigten var dårlig, jeg mente den var ret god og nogen steder helt op imod 4-5m. Jeg havde ca. 40 minutter dernede hvorefter lygten døde (Nej Sten, jeg skal IKKE have en WiseLed). Der var stadig lys til at jeg kunne famle mig tilbage som en stille Ninja og hugge markeringen på Torvet. Men Rune fangede mig i lygtens skær så han vidste han skulle binde af. Han overhalede mig sjovt nok på torvet, og jeg kom op til Kim som rorgænger, og knapt kunne jeg smide grejet før end vi for sagte fart sejlede mod Rungsted. Vi nåede at drikke en øl inden vi var ved at gå fri af Ven. Ca. deromkring lå spækhuggeren med dykkere i vandet, så vi holdt udkig men de havde jo selvfølgelig overflademarkering på, hvilket Kim og Rune havde svært ved at tro på – men den er god nok, selvom jeg huske et dykkerflag påmalet bøjerne som jeg ikke kunne se denne dag?

Lidt nøgensnegle Lidt blandet nøgensnegle

Inde I Rungsted hilste vi kort på den uheldige sejlerfamilie. De hyggede sig med aftensmaden, og insisterede på at vi skulle have lidt for vores indsats, vi afslog men endte med at tage imod noget som hjalp lidt på turudgiften – 150kr. for en dejlig tur 3 mand til Robert, med havneræs osv – Skøn aften!

Tak til Rune og Kim for at møde op så vi kunne komme i vandet.

Nicolai Hanssing

Emil Rezlaff S/S

16/7-2011

S.S. Emil R. Retzlaff Lørdag den 16/7 Eneste dyk man kan få i lang tid i følge DMI
Turdeltagere.: Kim R, Nicilaj, Sten N, undertegnede.
 Der var lidt diskuteren frem og tilbage om hvortil dagens dyk skulle gå. Flere af os havde netop været på husvraget Otto, og ville gerne have lidt adspredelse i dykningen. Valget faldt derfor på Emil Retzlaff, som det var noget tid siden vi havde besøgt sidst. Faktisk et vrag vi ikke så ofte komme på men det kræver jo også en hvis sigt (5 meter) at få noget godt ud af Emil. Nicolaj var den enste med kort til bil og trailer så det var bare at klø på med havkassen. Lotte havde tirsdagen forinden gjort en fint indtryk for os alle ved at jonglerer med at bakke mv. Nicolaj havde noget at leve op til.

Klar til Emil

I Helsingør var der ikke nogen dykker hast for at pakke båden og komme af sted. Vi startede sendt denne lørdag – 9.30 havde jeg fået de andre med på. Havgassen blev sendt mod Emils position i et adstadigt tempo – vi skulle jo nødigt blive våde inden vi skulle i vandet. Nicolaj fik også kaptajnrollen, hvilket gik fint – i bedste havbasse stil. Dræg og bøjer kom over bord efter lidt søgen frem og tilbage, de rettede sig ganske hurtigt så det var tydelig at der ingen strøm i overfladen var.

CrewLidt overflade tid skal der også til

Sigten var prangende med strøm på tværs af Emil, ca. 0,5 knob. Strømmen skiftede ca. på 18 meter til langsgående. Sigten var grand formidable. Jeg huske ikke at jeg set Emil fra smuk en side. Næten ingen strøm og med over 10 meter sigt. Det stod lyssej opppe på vraget. ca. 15 stk. De blev slet ikke skræmte af en dykker eller 2 som sædvanligt. Jeg dykkede ud til dem og nyd at jeg ingen boble havde at blæse ud:-) 2 meter fra var det 15 stykker sej. Yes. Alt magt til Ninja. Efter at have hygget mig lidt med sejerne og bandet langt væk at jeg ikke havde glæmt min harpun. Efter ca. 7 min. susede jeg hele vraget igennem. Frem og tilbage, på kryds og tværs. Fik printet mig en masse god kendepunkter ind på nethinden. Jeg havde masse tid på skilpaden – så hvorfor ikke rense Emil fra de værste line på tværs. Mission line blev iværksat. Jeg fik fjernet over 20 liner – så næste gang vi besøger Emil med dårlig sigt bliver den nem at dykke på.

NøgensneglLidt nøgensnegl

Andet dykket startede i bedste stil lige som første dykket. Men ude horisonten på vraget – hvis man kan kalde det horisont ned på et vrag kunne man se et skæmmende billed af klart mørkt vand og lyst pluddervand på vej ind over Emil. Jeg tænkte på hvor lang tid der vil gå inden at der kom nul sigt. Mon ikke en tur rundt igen kunne nås? jo vi tage chancen. Jeg noget lige at komme rundt. Så hvar alt ved det gamle. Nicolaj have lagt sig harpun ned på Emil fra første dyk. Jeg kunne se at han havde haft held med at ramme noget. men hvad – en lille torsk. Derfor måtte man sæt på. Ved selvsyn var den dog over mindste målet. God set Nic:-) Jeg lagde mig op til sejerne som stadigvæk var på varget. Sigtede med harpunen på den stærste af dem. 1,5 meter væk – yes ramt. MEN desværre ikke kraft nok til trænge igennem. Nå men et førsøg merer skulle jeg prøve. Resultatet blev det sammen. 50 min var nok syndtes jeg. Svømmede lige en runde igen midtskibs og nyd at der ikke var nogle liner. Turen var som de sidste par dyk jeg har haft. Smagfuldt af brandmænd 🙁 ØV.

 

NøgensneglLidt mere nøgensnegl

Strømmen var taget noget til og det var vinden også. Høje bølger var kommet og det gyngede nu en hel del i båden. Da alle var oppe igen gik turen straks til havn. Vi pakkede sammen i vanlig stil, og kørte tilbage til Farum for afregning. Tak for en herlig tur! Niels

Wargöen (Birgit S/S)

12/7-2011

S.S. Birgit eller Vargön  Et lille pip på mailen vedr. andres interesse for vores alm. tirsdagsdyk her i ferietiden medførte en del af – og påmeldinger i løbet af dagen, og jeg kom til svømmehallen helt uden overblik over, hvor mange og hvem, der ville dukke op – blot vidste jeg, at jeg ikke var den eneste! Summa summarum – vi var 5, der kunne og ville, og vi fik hurtigt læsset Havkassen med alt vores lort og kørte mod nord. Der var ikke så meget diskussion om, hvor vi skulle hen, den nordlige del af Øresund var et sikkert valg. Her skulle søndagens fine oplevelser gentages – sådan da, for vi valgte et andet vrag, der var passende til det lille sluttede selskab, nemlig Vargön – eller Birgit, som vraget retteligen hed, da skibet forliste.

KronborgØresund ned over Kronborg

Helsingør blev nået uden dramatik, men det sled lidt på tålmodigheden ved slæbestedet, hvor en lillebitte båd skulle på trailer og hales op med spil. En enkelt normalvægtig havbasse kunne uden problemer ha halet båd og trailer op for håndkraft, men det var jo bedre at stå og surmule lidt, mens vi overværede optrinet. At der var en anden båd, der skulle i vandet før os, gjorde ikke sagen meget bedre. På den positive side var, at vi havde rigelig tid til at gøre udstyr klar, og vi kom da også hurtigt af sted, da det endelig gjaldt. Selv en dykkeplan havde vi fået lavet, dvs. rækkefølgen. Jeg skulle binde på, Lis ville komme ned efter mig, fulgt af Niels. Lotte og Jacob ville så hoppe i havet, når den første kom op og siden hen binde af. Vi var alle klædt om før sejlturen, da der var en frisk vestenvind, så vi havde en vis forventning om en kort (2-3 nm) men hård tur derud. Båden var kun læsset med 5 personer med enkeltsæt, så vi bankede ikke så hårdt i søen, og fik kun enkelte sprøjt indenbords. Vi kom ret hurtigt frem og fik lodskud, smidt loddet, og tjekket, at vi havde ramt vraget. Det så fornuftigt ud, og jeg var hurtigt klar, alt for hurtigt, skulle det senere vise sig, og hoppede i havet. Der var kun en anelse strøm øverst i vandsøjlen og lidt mere på vraget. Loddet lå ved rælingen og jeg kunne nemt hale det op og gøre fast. Mens det skete kunne jeg mærke en smule vand ved håndledsmanchetten, og bandede lidt over, at jeg havde ødelagt den, mens jeg gjorde fast. Men det skulle jo ikke ødelægge et godt dyk, så jeg tog en lille rundtur oppe på vraget, mens jeg ventede på at Lis skulle komme ned.  Vandet forsatte med at trænge længere og længere índ i mit ærme, men det var jo ikke første gang – og næppe heller sidste gang- at jeg har haft en større eller mindre læk i min dragt, så jeg tog det roligt og frøs med anstand i det 5 °C kolde bundvand. Men de mange brandmænd kunne da ind imellem gi’ lidt varme. Der var mange og lange tråde fra de dumme dyr. De sad fast overalt på vraget, og flagrede i strømmen på langs af vraget. Sigten på vraget var ikke overvældende, men 2-3 meter var der da. Hele vraget lignede et stort blomstrende staudebed, alle hydroider, søanemoner, blødkoraller og sønelliker var foldet helt ud i hvide, gule, orange og rødlige nuancer, så man næsten ikke kunne se noget af selve vraget. Ind i mellem al denne ”vegetation” var der nøgensnegle, eremitkrebs, slangestjerner og småfisk af forskellig art. På bunden var der et par fine torsk under pladerne ved siden af vraget. Jeg bemærkede desværre ikke nogen rødtunger, de plejer jo ellers at være fremme sidst på dagen.

Fin trådnøgensneglTråd nøgensnegl på hydroider

Men alt godt får en ende, og efter en god halv time var min kropstemperatur faldet til det samme som tiden til deko, nemlig nul, og så gik jeg op ad tovet, alt imens jeg prøvede at undgå tentaklerne fra de mange brandmænd, der selvfølgelig hang på den side af tovet, hvor strømmen også trykkede mig over. Temperaturen steg markant og behageligt ved ca. 16 meter, men det var nu endnu bedre at komme op i båden og smide det våde tøj. Jeg var ca. 50 % gennemblødt. Hele forsiden af min spændstige krop med beklædning var våd, og det var rart at klæ’ om. Og årsagen til min lækage viste sig at være en flig af inderdragten, der fulgte undersiden af mit håndled næsten helt ud gennem manchetten. Heldigvis en nem reparation til næste gang. Sidste hold i, og så sidde og nyde aftenstemningen. Vinden var stilnet næsten helt af, præcis som metrologerne havde lovet, og aftensolen gik smukt ned i nordvest. Da de sidste var ombord, tøffede vi stille og roligt mod havnen, mens vi nød aftenstemningen og en lille forfriskning – men der manglede nu en eller anden med en kande kaffe!

SolnedgangMere Øresund

Kim R 

 

Taifun og Stenfragteren

11/7-2011

Taifun og Stenfragteren Godt vejr og fri, det kan jo ikke være bedre.En mail ud på havbasse nettet, og en formodning om en hurtig fyldt båd. Men selvom der blev lokket med gratis øl, kunne det kun blive til 3. Med arbejde til midnat søndag, var jeg indstillet på, at beretningen lå hos mig, da man skal stå meget tidligt op, for at komme før Sten og Søren.Logistikplanen med 3 mennesker, burde være nem og ligetil, og da jeg kom, var dragten på tørresnoren “båden” da også pillet ned, strøjet og lagt sammen, en skam at ejeren ikke skulle med.Øl kurven flydt til bristepunktet, så det var jo bare om at komme afsted. Vi kunne ikke bestemme os for, hvor vi ville dykke, så det blev til Gilleleje og så lade vejret bestemme. På køreture til Gilleleje, blev der snakket om mangt og meget, bla. At der i logistikplanen lå, at det var mig der stod for reservedunkene, gid der var nogen, der havde sagt det lidt før. Og at idealmålet for en push-HOP er  1,5.

Gilleleje havn Masser af plads i båden

I Gilleleje blev båden hurtig lagt i, fyldt og på nul komma nul var den klar til afgang. For den uvidende kunne det godt se ud som om, det var 3 meget erfarne og kompetente mennesker. 3800 omd. 20 knob og der ud af, vejret var fantastisk og mulighederne mange. Så kursen blev lagt stik Nord. Ud for Kullen tiltog vinden og bølgerne, til over komfort grænsen. Nærmeste vrag var Taifun/Saturnus så kursen blev korrigeret der til.

Saturnus var yderste gæst fri, med sigt så man kunne se fra ræling til ræling. Der var alt i fisk, porno snegle, og unormalt mange store smør snegle. Med lidt god vilje, og at man ikke er en grandvoksen Havbasse, kan man lige få glemt sig ind i styrehuset, at ligge derinde med resterne af roret i hånden, og kigge ud af vindues åbningerne, og kunne overskue det meste for forskibet, var bestemt minde-værdig. Nede i kabyssen var der dækket op med kongeligt porcelæn, fløde flaske og hygge belysning.

Overflade dykDyk kan også foretages over vandet

Med så gode forhold og varmt dekovand i vente, er den eneste begrænsning luftforsyningen, som selvfølgelig lakker mod enden når man har det aller sjovest.Nu skal man ikke brokke sig over varmt vand, men at komme fra 5 C på bunden til 18 C på dekoen var faktisk overvældene, og uden mulighed for at varmeregulere, ved at tage hætten af, pga. Alt for mange brandmænd, var det faktisk ubehageligt. Søren var hoppet i, så op til lille Sten, som var afbindningsmand i dag. En hurtig briefing og i med ham. Både Søren og Sten meldte om gode dyk, men med punktvis dårlig sigt. Det må være fiskene.  Vind og vejr var uændret, så et ønske om dyk på Odin blev ændret til et vrag på vej indad. Stenfragteren blev dagens andet mål, her var sigten ikke helt lige så god, men ganske udemærket. Stenfragteren er jo altid et godt natur dyk, og det bød sig da også på sej, torsk, langer, sortvels, blåstak, buskhoved og havkatte. Uden på bunden, en blød muderbund som kunne få en hver biolog op og ringe, var der en skov af store søfjer, søharre og en mindre vandring af jomfruhummere, en skam nettet lå i båden.

Dykkerflaget oppeKaptajnen på sin plads

Op til en kølig og vente på Sten og Søren. Med dem oppe i båden, overtog Kaptajnen roret og førte os sikkert i havn, næsten helt tøre. I havnen var der kommet liv, på bådene og på molen. Så her var der god mulighed for at undersøge teorien om push-hop nøgletallet. Og man må nok siger at der er langt imellem 1.5  Prøvede at lokke med is i kanalkiosken, men Søren skulle sku ikke have is, jeg havde lovet øl, så hjem med båden, bakke den ind, afregne, og nyde en velfortjent kold på min regning. Super tur ppp

 

Otto

10/7-2011

Otto Søndagsdykkene har bestemt ikke nået rutineprægede højder endnu i år, kun få dukker op, denne søndag var ingen undtagelse, men ikke desto mindre en vandtrængende forsamling i godt humør. Solen skinnede, kun en svag til let vind rørte sig, og Øresund lokkede med springende marsvin. Det frie valg faldt på to dyk på Otto, så Havkassen blev spændt for Havgassen og vi kørte mod Helsingør. Otto spillede os et pus, og flyttede sig lige et enkel rejehop netop som vi havde smidt loddet over bord og Allan J efter. Der var rimeligt fart på strømmen, så han kom hurtigt op igen nå Otto nu ikke lå for enden af tovet. Nicolai røg i som anden mand og bandt på.

Første mand ved vragetFørste mand ved vraget

Strømforholdende var ejendommelige. I overfladen var strømmen i nordlig retning, og på ca. 6 meters dybde vendte den til sydlig retning, hvorpå den lige over vraget vendte retning endnu engang til nordlig retning.Otto sigten viste sig fra sin meget fine side, sigten var mere end 10 meter. På vejen ned ad tovet kunne man nemt se fra ræling til ræling, langt før vraget var nået. Strømstyrken på vraget var høj, så et lille skub til mudderet ødelagde ikke sigten, mudderet var hurtigt blæst væk. Samtidig med al sollyset fra oven, så kunne man nærmest se hvert eneske sandkorn på bunden fra rællingen. Kim og jeg tørnede ud over siden og ned langs skibssiden med retning mod agter…vi kom ikke særlig langt, for himmel og hav, man behøvede ikke en forkærlighed for nøgensnegle for at blive imponeret af det syn der mødte os.

NøgensneglNøgensneglMasser af nøgensnegle

Familiefest for de store Tritonia hombergi snegle, i assorterede størrelser og farvepalletten varierede fra gul over orange til rustbrun med røde frynser langs kropskanten. Ikke bare et enkelt eller to eksemplarer; næ nej, de dansede nærmest kædedans. Et imponerende syn. I den kraftige strøm var ligesom alt hvirvelløst liv på Otto havde foldet sig ekstra meget ud, med fangarme strakt ud i alle retninger for at fange forbiflyvende middagsmad. Til gengæld havde fiskene gemt sig godt af vejen i diverse gemmesteder, i læ for strømmen. Det var et helt igennem fantastisk dyk!

Fin BuskhovedFin Buskhoved

 Overfladetiden gik med tanker ud i gåden om hvordan Otto er havnet kølret oven på sin egen mast samt hvilken pinsel det måtte være at være sømand på et skib og blot sejle hen over alle de fine vrag der ligger ueksploreret på havbunden og blot venter på at blive opdaget. Men vi fik også diskuteret hvordan man forklarer forskellen på orangerød og blå under vandet. René havde indprentet at han var makker med en skildpaddedykker…men dem havde vi jo to med af, både Nicolai og Niels. Niels i orangerød manglede sin makke på hele dykket og Nicolai i blå dragt havde undervejs pludselig opdaget at han havde fået sig en makker. Underholdningsværdien var høj for alle.

CrewCrew!

Til andet dykket var kun stømmen og sigten ændret. Tiltaget strøm i overfladen og ingen strøm på vraget. Til gengæld var den fine sigt et overstået kapitel. Tak for en skøn dag med fin dykning.Lotte – som denne gang forsøgte om man kunne slippe for beretningen ved at varsle sin sene ankomst i god tid, måske man jo så ikke var sidst ankomne..…

Nyt vrag i Østersøen

7/7-2011

Endnu et nyt vrag Så oprandt endnu en dag med stabilt vejr, svage vinde og hermed muligheden for at nå langt ned i Østersøen. Jeg havde nemlig et vrag mere, blot et par sømil fra de sidste par stykker vi har fundet og selvom der stod ”lille vrag” på kortet, ville vi alligevel se hvad det var. Selvom havet lå fladt foran os, var det overskyet og dunkelt. På vej over Skåne havde det endda regnet, men det holdt op da vi lagde båden i vandet. Sådan et gråvejr, dæmper iveren efter langfart noget, der er jo også vrag nok at vælge imellem tættere på land, men vi besluttede alligevel at sejle den lange tur.

SøkortMastvraget ligger sådan cirka der

Fremme på positionen, kunne vi straks på ekkoloddet konstatere, at vraget ikke var så lille endda. Det havde nogen udbredelse og foruden at lodde 2-3 meter op, var der noget som stak yderligere højt op flere steder. Det kan være svært, at se præcis hvad der gemmer sig på havbunden, selvom båden er forsynet med sidescan sonar. Når dybden som her er 48 meter, er det lige på grænsen af hvad sonaren kan vise, så det er bare at komme i vandet og se efter. Men netop disse signaler fra instrumentere, hvor noget stikker højt op i vandet og som flere steder ikke har kontakt med havbunden, skaber altid lidt utryghed. Det kan være store mængder torsk som holder til ved vraget, men det kan også være mistede garn og trawl, som venter i mørket.  Nu må vi ikke glemme, at vi gør dette fordi vi elsker det og fordi vi ikke kan lade være. Det, at kaste sig ud i det uvisse og derved sætte sine evner og disciplin på prøve, for så at vende sikkert tilbage med ny viden, er ret opløftende. Så også denne gang oversteg forventningsglæden frygten og alle betænkeligheder var pist væk, da jeg gled ned gennem det tiltagende mørke. Før jeg ventede det, så jeg i det klare vand, noget af vraget under mig. Forreste mast står endnu på vraget og rager langt op i vandet, det må have været den vi kunne se på ekkoloddet. Ikke så langt fra masten, stikker noget andet tømmer højt op og imellem disse punkter og ned mod vraget, er alt spundet ind i fiskeliner, kniven måtte derfor frem og i brug, inden jeg kunne nå kæden og gøre fast i vraget. Mange store torsk mudrede op nede på vragets dæk og sigten her var ikke god, blot et par meter.  Herefter startede en rejse i eventyrets land, at betragte et af fortidens levninger, er aldrig den samme to gange. Der er selvfølgelig ofte de samme ting på et vrag; ankre, master, taljer og jomfruer fra riggen, spil og meget meget mere. Men det er alligevel vidt forskelligt fra vrag til vrag og der dukker også altid uventede oplevelser op. Det være sig positive, ved at man finde en eller anden interessant ting, eller nedslående oplevelser som her, hvor der var adskillige store torsk, døde og surret fast til vraget, af de liner som skulle have trukket dem til overfladen.  Vejret var klaret noget op og efter at Henrik og Johan havde haft deres dyk, enedes vi om at tage et dyk mere samme sted. Blandt de effekter vi havde observeret på vraget, valgte Henrik at bjærge en stentøjsdunk med noget inskription i, så vi måske ad denne vej kunne nærme os en identifikation.  Foreløbig lyder teksten i mit arkiv: ”MASTVRAGET”, bund 48 meter, vrag 46 meter, trævrag med jernstokankre, ingen last, agten smadret, stævn hel, sunket i starten af 1900-tallet. Fund: dunk med tekst: L.Wright & Son, South Shields, Bonded Store Merchants (dette viste sig at være en bisquit fabrik, som stoppede produktionen under dette navn i 1966).

Dunk til kiks Dunk til kiks?

Efter et par gode dyk på vores nye vrag, sejlede vi nu mod Excelsior for at tage et 3-die dyk her. Det var altså noget anderledes, at dykke på 29 meters dybde i solskin og 15 meter sigt, end på 48 meter i overskyet og måske kun 2-3 meter sigt. Jeg så roret og agterenden af Excelsior, allerede på omkring 15 meters dybde og blev helt opløftet, jeg svømmede de 35-40 meter op til stævnen, 3-4 meter over vraget og skabte lidt panik blandt de mange torsk. Tilbage langs bunden og så lige en tur mere igennem det hele, for at tage en af de store torsk jeg havde set gemme sig. Jo det var rigtig easy-diving, i forhold til dykkene tidligere på dagen; ingen mørke, ingen mudder og ingen fiskeliner at hænge fast i.

Glade drenge Glade drenge på vej hjem

Efter endt dykning her, var vi alle godt trætte og glædede os til at komme hjem, efter en hård, men dejlig dag på havet. Allan Jensen        

 

Undine

5/7-2011

SMS Undine God vejrudsigt og tidlig afgang så vi kunne nå at komme på Undine. Alt gik som smurt, Sten og jeg kørte fra Farum kl. 6.30, motorvejen var åben igen efter oversvømmelsen, og der var ingen trafikpropper, så vi nåede frem til tiden i Kastrup Lystbådehavn, hvor vi parkerede, læssede om og kørte af sted i et par varebiler med Andens ”Flyvepap” på slæb. Vi kom ubesværet gennem de utallige vejarbejder på vejen til Smygehamn. Gensynet med Smygehamn var behageligere end frygtet, havnen lugtede kun lidt grimt, og, til en afveksling, var havnebassinet relativt klarvandet. Og der var faktisk levende småfisk ved slæbestedet!

Østersøens perle Østersøens perle

Turen til Undine tog en lille times tid, og lige inden vi nåede helt frem, kunne vi se en anden dykkerbåd på vraget. Det var jo bedre end en fiskerbåd, der lagde garn ud, men ikke lige så godt, som at ha’ det hele for sig selv. Det var P-dyk, der havde været tidligt oppe – klokken var endnu ikke 10:00, og de var næsten færdige med deres første dyk. De skulle ikke dykke mere, men de havde vist nogle lange dykketider, og vi var jo lidt utålmodige. Der var jo dykkere nede, og vi kunne derfor ikke smide vores lod ned i hovedet på de fremmede mennesker. Jeg tog derfor loddet i hånden og kurede ned af deres bundtov, mens der blev givet line. Jeg var tvunget til at holde fast i bundtovet for ikke at styrte i dybet med loddet, men der var ikke bundet på båden, der var blot en 25 l dunk. Jeg fik generet alle de dykkere, der holdt deres dekostop på tovet, og en enkelt af dem var endda lige ved at få en ekstra tur i dybet, da kæden slog en tørn omkring hans stageflaske. Men han blev viklet fri, og jeg fortsatte alene nedad. Sigten på bunden var i bedste fald ussel < 0,5 meter, og jeg kunne ikke lige finde ud af, hvor på vraget jeg var, bortset fra, at der var en del løst vraggods, dybden var 46,8 meter og man måtte formode at være på bunden på ”dæksiden”, med alt det løse gods, der var. Jeg kunne ikke se vragets silhuet, men fik viklet kæde og det tunge lod og al den line, det venlige overflademandskab blev ved med at gi, godt ind i noget af det løse ”lort”, der var dernede.  Mens jeg søgte lidt efter et sted at gøre fast, f. eks. et vrag, kom Flemming forbi og fortsatte uden at hjælpe. Jeg tænkte, at han havde da vist planer og måske havde han en ide om, hvor på/ved vraget vi var. Senere skulle det vise sig, at han blot ledte efter vraget. Jeg brugte en del tid med at slæbe loddet lidt på må og få, men til sidst gik jeg lidt op og håbede at kunne se vraget lidt oppe i vandet. Sigten under 38 meter var ikke brugbar, og jeg kunne ikke se noget som helst, så jeg lod lod være lod og returnerede til båden med uforrettet sag. På vejen op kunne jeg ikke la’ være med at undre mig over hvorfor man ikke smider loddet i vraget. Vi holdt lidt udkig efter Flemmings bobler, og vi fik også halet loddet op og smidt det der, hvor vi gerne ville ha’ det – nemlig på vraget. Da Flemming sendte en dekobøje op, droppede vi en stageflaske med ilt ned til ham. Da Flemming havde fat i flasken, kastede vi linerne overbord og lod ham klare sig selv, mens vi kastede Sten i vandet ved vores egen bøje. Herefter fik Anders lidt udstyr på, så han kunne komme ned binde på. Alt imens dette skete, fik Flemming ordnet sine dekoforpligtelser, som jo var ubetydelige, da han dykker med en Cochran computer og hellere vil ha’ ondt i skulderen, end tage sin deko som en voksen mand! Da Flemming var oppe og fik rigget af, kom Sten op fra et dyk på kølsiden af vraget. Vi hentede ham ved bøjen og gjorde båden fast, og kunne omsider slukke motoren og nyde stilheden, mens Jonas gjorde klar, så han kunne komme i vandet, inden Anden kom på dækket og stressede.

ØstersøenKun en tåbe frygter ikke Anden…

Da alle var i båden efter første omgang, som jo ikke var den helt store succes bl. a. pga. den dårlige sigt, kunne vi slappe lidt af i solskinnet og debriefe lidt over formiddagens episoder, mens køleskabet blev etableret i dybet.

Køle montør Kølemontør på sommerjob

Efter nogle timer oppe i solen var jeg klar til næste omgang. Og det var usigeligt meget bedre, end den første mislykkede tur. Sigten på vraget var væsentligt forbedret, muligvis på grund af den raske strøm, der løb langs med vraget. Sigten var 5-6 meter over vraget, nede på bunden var den stadigvæk ret dårlig, men dog meget bedre end før. 1-2 meter var der vel. Inde i vraget var sigten meget varierende. Alt fra 10 til 0 meter. Og Undine lignede sig selv, stadigvæk et dejligt og smukt vrag med masser af detaljer og rare sager. Og temperaturerne lignerde også sig selv, varmt på toppen, koldt i midten og varmt på bunden. Og der var hundredvis af torsk, alle store nok til at dø! De overlevede dog for denne gangs skyld. Meget kan man sige, men Undine er dyr i deko, og hvis vi ikke havde brugt ilt, havde vi nok ligget der endnu. Smart med Andens manifold, der sendes ned fra båden, så vi ikke behøver at svømme med stageflasker. Det kræver selvfølgelig, at man kan finde tilbage til bundtovet…  Da vi havde dykket færdigt, fik vi os en lille forfriskning, inden turen gik mod land, så chaufførerne kunne nå at dampe af og overholde de stramme promillegrænser i Sverige, inden vi skulle køre hjem. Kim R