Robert

11/7-2010

Robert Med udsigt til over 30 °C var der ingen grund til at blive på land og smelte, så på trods af logistiske udfordringer lykkedes det at komme af sted på søndagsdyk. Vindprognosen var lidt i overkanten af det komfortable og indbød ikke til langtur, men vi kunne jo nok tåle et par svalende sprøjt, så vi skulle i det mindste på Sundet. Da strømmen samtidig var lidt for frisk ved Helsingør, valgte vi Robert – altså ”business as usual”! Vi var i Rungsted før strandgæsterne, så vi kunne uden større problemer finde parkeringspladser. Der var heller ikke trængsel på slæbestedet, så vi kom hurtigt af sted. Bølgerne var ikke så store som man kunne forvente med den vejrudsigt, så vi kom relativt tørre over til nordsiden af Hven, hvor vi kunne skimte en båd på vores vrag. Ikke at Robert er for os alene, men det sker nu forbløffende sjældent, at andre dykkere kommer derud. Det var folk fra Greve, der allerede havde folk i vandet og de havde smidt deres anker ved agten. Vi smed vores lod lidt længere fremme i vraget og fik efterfølgende smidt Manley i for at gøre fast. Loddet lå ikke så langt fremme som forventet, så der blev bundet i bagbords side, tæt ved masten, der går tværs over vraget og ud over styrbords side.

Over RobertOver Robert med Hven i baggrunden

Lotte, Morten og Sten gjorde sig klar, og hoppede mere eller mindre samlet i vandet og efterlod mig i den brændende sol med Stens termokande. Efter en lille halv time begyndte jeg at gøre klar og da Manley kom op og fortalte om fin sigt, i hvert fald i stævnen, hoppede jeg i og svømmede derud. Det var behageligt at komme i vandet og ganske forfriskende med de 6-7 °C under springlaget. Der var fin sigt i stævnen – 4-5 meter og meget smukt. Alle sønelliker var udfoldet og gjorde et massivt indtryk, det var svært at se, hvad der var vrag og hvad der bare var tovværk og net med bevoksning. Men det var også lige meget, for jeg kendte godt vejen alligevel. Der gemte sig masser af buskhoveder og et par rødtunger derude. Der var selvfølgelig masser af hvirvelløst liv, men tiden løb, og snart efter var det tid til at returnere. Jeg svømmede fra masten i stævnen og agterud lige ud i ingenting, indtil jeg mødte styremaskinen, og derefter tog jeg en kort tur rundt om agterdelen, hvor jeg lige fik tjekket at huslangen og sortvelsen stadigvæk havde det godt i styrbords side. De var hjemme og havde endda fået selskab af et par mindre torsk, der på en dårlig dag ville være store nok til at tage med hjem. Der var naturligvis flere rødtunger inde under dem, men de var umulige at få jaget noget som helst spidst igennem! Herefter op fra det halvkolde bundvand op i det lumre overfladevand, der havde rundet de 20 °C. Selv med en fed nitrox der gik lige til (min) grænsen kostede det jo lidt at more sig i dybet, men der var ikke meget strøm og sigten var god nok til at man kunne undgå brandmændene. Da jeg havde betalt prisen, kom jeg op til noget, der mest af alt mindede om et poolområde på en charterhotel. Folk sad henslængt med kolde drikke og hoppede i vandet, når varmen blev for meget, og travlhed var ikke eksisterende.

Overfladetid Overflade tid

Overfladetiden var kort, ca. 1½ time, og den gik hurtigt. Jeg skulle binde af, og havde derfor god tid til at gøre klar, mens de andre var nede. Da jeg omsider kom i, havde jeg et dejligt langt og afslappet dyk, der til forveksling var magen til det første. Selv om der ikke var noget strøm, var vindpresset på Havgassen stort nok til, at det ganske nemt at bære loddet hen over vraget, og jeg skulle ikke gøre andet end at undgå at hamre ind i et eller andet på vejen. Over springlaget var det en prøvelse undgå brandmændene, så jeg havde et par minutters boksekamp, inden jeg kom op.

AfbinderenSidste mand i varmen

Herefter gik det hjemad i et aldeles adstadigt tempo, og vi fik næsten ikke vand ind – kun Manley blev lidt våd, fordi vi havde indført en adfærdsregulerende foranstaltning over for folk, der sejler for vildt. Skærmen var nede og vandsprøjt ramte chaufføren, men han kunne ikke give andre skylden…  I Farum stod luften helt stille og varmen bagte hårdt ned på vores allerede overhedede kroppe – heldigvis fandt vi en skyggefuld oase ved svømmehallen, hvor vi kunne restituere os før en varm og anstrengende hjemtur. Kim R.