Vintervejr på Robert

20/11-2010

Robert Årets første dykkertur i vintervejr eller rettere efterårets første dykkertur i vintervejr med sne på bilen og sjap på gaden. Men hvad gør det, når man kan komme på havet i næsten helt vindstille vejr og helt uden at blive blændet af den lavthængende sol, der gemte sig bag skydækket. Jeg kom sidst på havnen, hvilket ikke kan bortforklares med andet end, at jeg tjener to herrer – mig selv, der vil dykke og firmaet!  Der var lovet noget strøm ved Helsingør, så Robert blev målet for dagen og vi nåede derud i fin stil, eneste forhindring var den slalomtur i havneindløbet, vi måtte ta’ for at komme udenom en halv snes jollesejlere, der sad og gloede på deres slappe sejl. Der er så meget jeg ikke forstår, bl. a. hvorfor man etablerer en sejlbane med bøjer og det hele lige i havneindløbet, men så’n er der jo så meget! Vraget blev fundet og loddet kastet i en fart. En ting var sikkert, der var tov nok ude, så vi var helt sikre på, at loddet lå ovenpå vraget. Thomas ville binde på, han var utålmodig efter at teste hans nyeste vidunder af en computer, og han var i vandet øjeblikket efter. Han blev fulgt af Flemming og senere også Sten og endnu senere af Marianne. Jeg selv skulle rigge til, og underholdt mig lidt med Thomas, da han kom op igen og viste, hvor meget vand, der kunne være i hans tørdragt str. xxl. Der kunne faktisk være en hel del! Vi enedes om kun at dykke en gang. Jeg hoppede i og følte mig noget uoplagt, det var koldt, mørkt og ubekvemt – sidste gang jeg var i vandet var det jo i varmt vand i en shorty, men man skal jo tilbage på sporet igen! Sigten var vel et par meter, hvor den var bedst, og hvor den var værst, var den helt væk. Der kom en irriterende strøm på langs af vraget og den gavnede bestemt ikke sigten. Der var gjort fast i en david og masser af fiskeliner og tovværk var viklet med kæden omkring daviden. Thomas havde skåret en del af det væk, men jeg lurede, at jeg hellere måtte returnere i god tid. Der sad en i øvrigt en ganske smuk trådnøgensnegl lige ved siden kæden, men (ikke overraskende) var det kun Marianne og undertegnede, der havde set den…  Der var ikke meget nyt på vraget udover at det vist er ved at falde endnu mere sammen, men det har jo også holdt til mere end 100 år på havets bund. Havålen var stadigvæk borte, huslangen var borte og de store torsk under pladerne i styrbords side var også borte – de eneste fisk, der stadigvæk var der, var rødtungerne, der dels lå på rælingen og dels under pladerne. Herefter tilbage og slås lidt med kniven for at få gjort kæde og lod frit, og derefter en tur hen over vraget på langs, inden jeg kunne droppe loddet på bunden og begynde min opstigning. Der var jo løbet et par minutter på dekokontoen, så jeg kunne ligge og kede mig i det meget klare overfladevand – sigten var vel ca. 15 m.  Herefter op og sympatifryse med de andre og i særdeleshed med Thomas. Vi følte os alle våde og kolde, og personligt var jeg helt sikker på at være våd. Heldigvis viste det sig at være ”fantomfugt”, men jeg frøs nu bravt alligevel. Og det selv om vandet var 8 °C i overfladen og 11 °C på vraget. Men selv om man fryser kan man jo godt nyde en kold, selv om dåserne med sne på var ”smeltet”, mens jeg var nede. Kim R.

 

Det herrens år 2010 i den 11

Det herrens år 2010 i den 11. måned da den  11 dag udrandt

Vi vandt næsten!

 

I den gode sags tjeneste meldte jeg mig næsten frivilligt til at være overflade dommer – en beroligende tanke; ”Ikke at skulle udsættes for de sydsjællandske bønders hårdhændede behandling”.

 

Den lette stemning holdt lige indtil jeg så Mik’s hold opstilling og den vendte helt, da jeg sad i saunaen! Jeg skulle spille på et seksmandshold over for et talstærkt hold, de var faktisk så mange at jeg aldrig fandt ud af hvor mange de var! Kasper talte stædigt om udskiftning og Lennert blev næsten overbevist om at vi kun skulle være fem i vandet – det taktiske i at vise vi var mange skulle være på bekostning af effektivitet i vandet, eller …

 

Nå det gode var at vi ikke skulle bekymrer os om udskiftning … det skulle vise sig at det skulle vi!

 

I vandet, kæmpede vi for at få sat kurvene fast! Så kæmpede vi med nervøsiteten og til sidst med holdopstillingen!

 

Dommerne var på plads med Thomas som overfladedommer og Hjul som vanddommer … Et stærkt hold ud i mange ting. Vi kunne jo håbe på at de også var hjemmeholdsvenlige!

 

Mik og Lennart på mål og afløser, samt i angrebet sammen med Kasper – stærk angrebskæde. I rollerne som fremskudte bakker Eric, Jacob og jeg – Stærk bakkæde, men hvor fremskudt ?!?

 

Efter de første 2 mål blev det fremskudte defineret lidt længere tilbage! Så fik vi det første rigtige mål ved enten Kasper eller Mik! Og så var det pludseligt Halvleg med 1 – 4.

 

Så blev der skiftet side … det har en betydning! Er jeg sikker på! I halvlegen drillede Hjul os med at de da ikke var noget at frygte – de var de talstærke, hærde brede, sydlændinge!

 

De var en fordel ved at de skulle udskifte og en ulempe! I skiftet ved målet fik vi et ”nemt” mål. Til gengæld kom de friske modstandere lige i hovedet på os.

 

Fremskudte bakker tacklede tidligt og det nedsatte deres scoringsevne væsentligt, men krævede samtidig en del energi. 2 – 6! Det var lige som at vinde kampen! Vi stod os bedre ved at spille end ved ikke at spille 😉

 

Efter kampen så vi igen noget til dommerne … til næste gang synes jeg bare de skal spille med! Tidtagning er vel ikke værre end at udskifterne kan holde øje med den opgave!

 

Den ekstra udløste energi fik Jacob til på fornemste havbassevis at fremskaffe en kurv med forfriskninger til saunaen.

Medens vi sad der og overbeviste os om hvor stort vi havde sejret, stred de gode folk fra Haslev og omegn sig igennem den første vinterstorm for at komme hjem de skulle heldigvis ikke krydse storebælt eller øresund, som var lukket ned pga. blæsten!

 

Henrik, Eks. overflade dommer

Østersøen 10

Østersøen 10. november

Jacobus Fritzen

November er ikke potentielt en aktiv dykkermåned, derfor så SKAL der altså rykkes når DMI tuder godt vejr. Helt godt så det dog ikke ud før 12 timer inden afgang, hvor vinden skulle blive fraværende og et sidste øjebliks aflysning så ud til at være undgået. Det er ikke så nemt at finde folk, især ikke når ”the usual suspects” er udenlands, men en tur gennem havbassemailen og dykkerforum (som sædvanen tro hellere ville diskutere DIR dykning og dykkerudstyr), så var vi 4. Allan, Steen Brandmand og Flemming, for hvem der var et stykke tid siden han havde været med på min båd. Turen over Sundet bød på lidt småregn, men Østersøen så dejlig rolig ud fra broen og med go varme i bilen, så var humøret højt. Vi fik hentet båd og kom i havnen, her luftede det dog noget og der skulle en løbetur op til toilettet til at kroppen fik varmen. Koldt var det sgu.

106 m lang og næsten 16m bred. Læs mere om vrag på: http://vrag.dk/vrag/jacobus.html

På denne årstid, med få timers dagslys til rådighed, plejer vi at dykke 2 dyk på samme vrag og vi koncentrer os om de vrag der ikke ligger alt for langt ude. Vi havde en plan. Jacobus Fritzen blev stukket ud ca.14 mil ude. Der stod lidt gammel sø, men vi skar den fint og det blev, bortset fra temperaturen, en behagelig tur. Kan man ikke ramme dette vrag med loddet, så kan man ikke ramme nogen som helst og der blev smidt omkring broen som vanligt. Steen bandt på og Flemming lige efter. Steen stod atter på stigen og kunne fortælle om go sigt og at der var bundet på lige bag broen. Jeg var hurtigt i udstyret og kom i baljen. Vanen tro tændte jeg ikke min lygte før jeg var lige over vraget, for at gi øjnene en chance for at vænne sig til mørket. I dag var det dog en dårlig plan. Min lygte tændte ikke! Der var faktisk lidt lys på vraget, på trods af at vraget ligger på siden. Jeg kunne se havbunden tydeligt oppe fra øverste lønning og da Allan ville være nede om en stund, valgte jeg at blive, nasse lidt lys fra ham, i stedet for at gå til overfladen og få en ny lygte. Vi svømmede lidt sammen, men Allan forsvandt lidt ind i vraget og så var jeg ret alene uden lys igen. Vi kiggede ned i det samme hul og pludselig virkede min lygte igen! Skønt, så var det bare af sted på eventyr. Først helt ned på bunden, hvor det er det fedeste syn at kunne se hele brobygningen i det klare vand. Herefter svømmede jeg helt ud i agten for at se nødrattet som jeg gravede lidt fri sidst. Det var dog mudret helt til igen og der gik faktisk lidt før jeg fandt det. Det er tankevækkende at rattet er lige i bundniveau, dvs. halvdelen af vraget er under mudderet! Vraget har mange spændende steder at lyse og kravle ind, men en blanding af mudder, nedfaldne brædder fra møbler og aptering, trawl og garn, samt at vraget ligger på siden, så skal man tænke sig godt om inden man svømmer ind og med min noget ustabile lygte, så holdte jeg mig pænt udenfor.

Sidst på dykket lå jeg og kredsede lidt omkring torpederingshullet. Den har godt nok fået et knald. Hullet er vel 5m i diameter og de forvredne jernplader bukker ind i vraget. Her kan man lyse ind i maskinrummet dybt nede i vraget. Det må ha suget noget vand ind i en fart! Jeg mødte Allan for en kort bemærkning på deko. Temperaturen var 10 grader, fint nok til dekodykning lidt endnu.

For det utrænede øje lignede det et stykke rustent læder, men for den trænede og ihærdige, samt lidt afsyring…

Steen og Flemming dykkede et dyk mere. Allan og jeg ville bruge vores andet skud i bøssen på et gammelt trævrag ca, 10 mil derfra, så vi surrede sagerne og krydsede Østersøen. Allan sagde ikke så meget, men sad med et lidt anspændt udtryk. Positionen kom fra en uvant kilde og der var lidt uro omkring tallene. Meget uro fristes man til at sige. For der var ikke skyggen af vrag. Nu var gode råd dyre. Vi havde afskåret os fra endnu et godt dyk på JF og her hvor vi lå, var der ikke det  store udvalg i sigte, ikke uden en længere rejse. Jeg valgte et gammelt trævrag der rager en meter op på 42m vand. Det var ikke noget der trak rigtigt meget, men vi skulle jo dykke igen. Loddet blev smidt og der blev konstateret en let strøm i overfladen og jeg alene konstaterede at den varede ved helt til bunden, der var kendt for at være den meget mudrede og flyvske af slagsen. Sigten var god helt ned til 2 meter over bunden, hvor det lignede at tovet forsvandt ned i en skål med mælk. Jeg fortsatte helt ned til kæden der var spændt lidt ud af strømmen og konstaterede at loddet ikke lå på vraget, der var dog vragdele flere steder, men sigten var max 50cm. Jeg trak kæden ud til siderne uden at slippe og fandt ikke selve vraget og fik i øvrigt mudret yderligere om, til det eneste jeg kunne se var ud til glasset af min maske. Når jeg strakte armen ud forsvandt lyset fra min lygte og jeg tog mig i at lukke øjnene bare for at konstatere at sigten var uforandret med lukkede øjne! Jeg slap tovet og følte mig henover bunden, velvidende at det højst sandsynligt betød en fri opstigning. Jeg opgav dog hurtigt, jeg ville kunne svømme lige ind i vragdele, trawl og garn uden at mærke det før det var for sent. Tovet var væk, men så snart jeg kom 2 meter op over mælkelaget, så jeg det stige op af mudderet , 5m væk, fangede det og påbegyndte bandende min opstigning.

Imens alt var fryd og gammen

Vel oppe i båden igen, begyndte aftenen og regnen og Allan resignerede for videre dykning og vi sejlede i havn. Sådan kan det gå når man satser på nye eventyr og ikke bare vil spille på den sikre hest.

Men skønt at være på vandet og selskabet fejlede ikke noget. Hov vi glemte helt at drikke øl!

Henrik

Rødehavet (Opdateres)

4/11 – 11/11-2010

Rødehavet 4-10. November 2010
4/11 Ud
Turen startede som sædvanligt med at rejse kl. noget der burde være løgn og så ellers bruge resten af dagen på at overleve diverse udfordringer. Det gik næsten som forventet – et par sjusser i flyveren og den forudsete kamp med ”handleren” i lufthavnen om hvorvidt visa var inkluderet eller ej – og selv om vi havde det på skrift forfulgte det os helt ud i bussen. Helt som planlagt gik dagen med transport og ventetid, men vi blev lidt overraskede over, at buschaufføren kørte med, hvad der efter lokale forhold må betegnes som, meget lav hastighed. Vi kom levende frem og kom så hurtigt ombord på Amelia.

Ombord i the slowgoing busSådan set lidt bagfra

Guiden (Sayed) viste sig at være ægypter og meget behagelig og slet ikke så emsig, som vi tidligere har set nogen guider være. Faktisk skulle vi hverken vise certifikat, logbog eller forsikringspapirer og kort efter var vi indkvarteret. Vi fik lidt mad og derefter gik første aften med at tørlægge Port Ghalib for tonic, hvilket var hurtigt overstået, da vi startede i den eneste forretning i miles omkreds, der havde tonic (i begrænsede mængder).

Briefing Den første briefing og Sayed

5/11 Marsa ShounaAfgang var lovet til kl. 10 og vi kom overraskende nok af sted til tiden lige efter kystvagten havde talt os. Første dyk var standard checkdyk ved Marsa Shouna, som vi nåede til efter en lille halv times sejlads. Udmærket dyk med flere krokodillefisk og ”standardpakken” af farvede akvariefisk, hvor højdepunktet var en stime blæksprutter i formationssvømning på række – ikke efter hinanden, men ved siden af hinanden med ensartet afstand mellem individerne. Ved forstyrrelser stimede de tæt og gik derefter ud i formation igen. Der var også en del små pipefish, der øjensynligt havde travlt med noget familieforøgelse. Der var sky garden eels på sandbunden.

KrokodillefiskEt par krokodillefisk ved revet

Andet dyk var lige ovre på den anden side af den lille bugt. Det mest dramatiske var, da Manley opdagede et par dråber i hans kamerahus, så han afleverede det til bådføreren. Heldigvis skete der ikke noget med kameraet. Dykkets højdepunkt var en enorm grøn skildpadde med et par sugefisk. Lis så ikke skildpadden og var noget fortørnet! Der var desuden boxfish i søgræsset på sandbunden, men vi så desværre hverken søkøer eller søheste.

Boxfish En lille kassefisk i søgræsset

Lotte havde tiltvunget eller forhandlet os til et natdyk. På natdykket så vi masser af dragefisk, der fangede småfisk i lygternes skær. Ind imellem undervurderede de forslugne sataner byttedyrenes størrelse og havde alvorlige kvaler med at nedsvælge det nys fangne bytte. Blandt meget andet så vi flere blæksprutter og heldigvis fandt vi også en stor sovende skildpadde til Lis, og så var hendes tur jo reddet, i hvert fald første dag. Efter natdykket skulle vi selvfølgelig have en gang aftensmad og så gik det ellers mod Brothers. Vejret var ok og vi kunne fint drikke os i hegnet undervejs – der var jo tonic endnu!

Blæksprutter i formationBlæksprutter i fin formation SkorpionsfiskEn lurer fra natdykket

Kim R 6/11 Big Brother Første hele dag til havs – Sejlet med M/Y Amelia fra Porto Galib til Big Brother IslandFrisk morgenstund med vækning kl. 0500, briefing og i vandet kl. 0530 ved synet af de første solstråler. Vi var de første i vandet fra gummibåd ved vraget Numidia, alle gik ned til masten ved 42 MSW, på vejen ned så vi en grå revhaj på dybere niveau passere forbi, hvorefter drengene ledt an af Kasper (mr. But) gik videre ned for at få et blik af vraget nedefra. Numidia er et britisk vrag som sejlede på Big Brother d. 20. juli 1901 kl 0210 om natten, beliggende fra 5-60 MSW, skråt op af revet, og billedet der står tilbage er en myretue af liv i form af en pyramide med toppen afskåret og placeret midt i det blå. En af dagens mange gaver var synet af en Whaleshark (se billede), ca 4 m lang, som forsigtigt passerede forbi – en åndeløs oplevelse for selv de mest garvede dykkere fra Havbasserne.

HvalhajDen søde hvalhaj der kom forbi de heldige

Lottes fødselsdag – 6. November 2010. Prinsessen af Amelia fyldte (næsten) 27 stærke år, og dagen blev markeret med sol og varme i det røde hav selvom der var regn, blæst og næsten storm i DK….hmm…. Den fineste 3-retters middag var forberedt, lidt finere end de andre dage, hvorledes prinsessen af Amelia havde arrangeret dette er uklart med så kort frist er uklart.

Vindheksens fødselsdagVindheksen og kagen

Der blev serveret en meget flot kage, så imponerende og hurtigt kreeret og fejret med højsang på dansk, engelsk og ægyptisk. Fejringen var en ægte prinsesse værdigt, og hun havde nok fortjent det 🙂

AidaAida set lidt nedefra og op

7/11 Little Brother

Ja så blev det dagen efter big brother HVOR man var så heldig at gense en hvalhaj. Kan sgu’ kun sige at det er stort og ja, stort, meget stort :O) …og dagen efter at lis nu husker at blive hos sin makker :O).Little brother – nå, men dagen startede jo som den plejede med at blive vækket tidligt og komme afsted som nogle af de første. Det var en god plan for på første dyk kom der sgu’ da lige en hammerhaj forbi for at sige godmorgen, og så var det dyk allerede godt. Og så efter en time i vandet og en tre-fire tisseture kom vi op af vandet igen til dejlig morgenmad og en lille morfar :O)Andet dyk var som de andre dejligt og lige til, da der næsten ikke var noget støm og dejligt varmt vand og hvor der ikke var varmt lavede vi det varmt :O). Nå, men op igen, mad og morfar, lige som jeg kan li’ det. Men skal da lige tilføje at det vuggede lidt meget denne ene dag men det gik.3. og sidste dyk ja, hvad skal vi sige 40 meter 60 min eller var det 60 60 eller 40 40 – I kan selv gætte ? op igen til en kølig pils og nogle gode løgn historier – ding ding – mad igen og så lidt snak snak snak og så lige en god film til at slutte dagen af med.

Hammerhaj Hammerhaj

Kasper 8/11 Daedalus (Abu Kizan)4 dykkedagEn helt fantastisk dag ventede os – havde jeg vidst det på forhånd, havde jeg absolut ikke haft lukket et øje om natten af bare spænding.

Hele holdet på vej nedHele holdet på vej ned i dybet

Efter en vuggende nat med sejlads fra Little Brother til Daedalus kom guiden rundt og bankede os ud af dynerne på soldækket klokken 5 tidlig morgen – lidt inden solen kiggede frem over horisonten. Lidt tidligt – men morgenfrisk er man vel altid når der venter god dykning på et rev som Daedalus. Briefingen havde vores fantastiske guide fuld styr på – ikke særlig lang, bare en kort beskrivelse af stedet og forventede strømforhold – perfekt! Afsted i vandet med os – det kunne kun gå for langsomt. Lotte og hendes mave havde haft en turbulent nat og efter eksponering til en god gang gas af arten fra en påhængsmotor valgte hun at springe dykket over – og Jakob blev overladt som Kaspers makker!!!Vi blev dumpet på nordsiden af revet, hvor der ca 35 m nede er en afsats, der skråner yderligere nedad mod dybden. I dybet blev vi mødt af hammerhajerne – godt at de var hjemme – de er så prægtige! Nogen der havde fået ny makker måtte jo pænt følge med makkeren i dybden – og fik nogle fantastiske (ikke-dybderus-påvirkede) foto af 1/3 neoprenfisk! Vi hang over afsatsen til alle hammerhajerne var skræmt væk og tog derefter turen øst om revet – en smule modstrøm, men dejligt at se revet vågne op. Østsiden er meget fin og præget af de store viftekoraller – gorgonians og masser af tun, makreller og barracudaer med tilhørende pudsestationer.

Lis og SkildpaddeDen SØØØØØØØDE skildpadde (Chris Kroll)

Oppe igen blev der serveret morgenmad, Jakobs computer kigget efter af en pludselig rask Lotte, og der var tid for os andre til at blunde lidt inden formiddagsdykket. Dette dyk skulle vise sig at være nærmest en kopi af førstedykket, dog blev der vist set rævehaj af nogle. Selv havde jeg fornøjelsen af 2 hawksbill skildpadder, der ikke helt kunne enes om at ville snakke eller ej – den ene forsvandt prompte, mens den anden gerne ville klappes lidt. En stor oplevelse at komme så tæt på dem. Jeg håber virkelig, at revet er lille nok til at skildpadderne allerede har fundet hinanden igen. Eftermiddagsdykket var fra båden – og planen var at se den del af revet, der kan ses på en halv flaske og derefter tømme resten hængende i det blå under båden. God plan – for revet og bunden på syd-vest siden er revet er ganske spændende og der kan sagtens pilles lidt – altså sådan helt uden at røre. Derudover fik vi besøg af et par af de store fine longimanus med pilotfisk under båden – både i start og slutdelen af dykket – og det er jo altid ret spændende at se hvor meget nærkontakt man kan opnå med dem. Flaskerne blev tømt for alt indhold og der blev banket en del flasker på at gøre opmærksom på bagfra kommende hajer. ’Under-båden’ er altid en sikker vinder for oceanics!

Aftenen forløb helt sikkert med en enkelt øl eller to og så en hel del g&t’er – i hvert fald nok til at én var meget træt dagen efter.Men en helt fantastisk dag – en stor del kan helt sikkert tilskyndes en super guide, et godt crew, det bedste rev med et godt dyreliv og nogle pæne bølger! Morgen: 5 hammerhajer + 4 hammerhajer + 1 oceanicFormiddag: 1 oceanic der gerne ville smage + 2 skildpadder tæt påEftermiddag: oceanic ved båden Lis 9/11 Daedalus

Daedalus

Fint vejr, næsten vindstille og op klokken 0500 som sædvanligt. Morgendykket var med de sædvanlige hammerhajer i overtal. Selv blev jeg nød til at springe 1. dyk over da jeg stadig ikke var helt frisk efter nattens maveonde. Men det var fint at sidde på øverste dæk og se alle de må gummibåde sejle ud til nordrevet og dumpe dykkere fra alle bådene. Alle var vist tilfredse med 1. dykket og 2. dykket blev under morgenmaden aftalt til samme sted nu vejret var så godt.

HammerhajerEn stime hammerhajer

2. dykket  var igen på nordrevet, desværre ingen hammerhajer men en meget sød longimanus der gik helt tæt på. Ellers var der mange muræner og skildpadder på revet. Helt perfekt. Ved frokosten blev sidste dyk aftalt til samme sted igen uden protester fra nogle. Det blev ca. som 2. dykket dog blev der tid til lidt flere detaljer inden på revet.

LongimanusLille og nysgerrig Longimanus, den kom tæt på

Så var dykningen på Daedalus forbi og vi fik et par øl i den nedgående sol imens vi begyndte den lange sejltur op til havnen. Havet var næsten helt stille så vi mærkede næsten ikke at vi sejlede. I den ned gående sol blev vi mødt af en flok delfiner, 30-40 stk i alt som svømmede langs båden. En lille flok på 7 stk synes det var sjovt at sejle med under stævnen og blev der i 5 minutter næste så tæt på at man kunne røre dem når de hoppede op af vandet. Dejlige dyr.

Farvel til en UnderbergerEr der noget bedre end en varm Underberger?

Aftensmaden blev serveret på agterdækket og var en fin kalkun (struds) med diverse tilbehør som snart fik ødelagt ens appetit. Resten af aften gik vist med øl, gin og rom så vidt jeg husker men det står ikke helt klart. http://bends.dk/galleri/rh10/index.html for flere billeder fra turen.Henrik M 10/11 Marsa MubarakSidste sydhavsdykkerdag Solen fik lov at stå op før os og var højt på himlen da vi på dagens første dyk blev vi hældt i vandet fra gummibådene et stykke oppe langs nord-revet af Marsa Mubarak og skulle svømme tilbage til båden. Ved første øjekast så det hele noget underligt slidt og halvdødt ud. Men vi var vist blevet forvænte med den fine mangfoldighed af bløde koraller ude på revene. Marsa Mubarak er stort set udelukkende hårde koraller og de er unægtelig noget mindre farvestrålende og mindre levende at se på end de bløde koraller. Det var faktisk en rigtig fin tur i et undersøisk bjerglandskab. Gigantiske og uden tvivl meget gamle koralblokke gav mulighed for at svømme gennem passager og se lysets spil gennem vandet. Et roligt dyk med masser af tid til at dimse rundt og se detaljerne og smålivet på og i korallerne og på sandbunden. En snegl med meget fint dekoreret hus vandrede omkring lige under båden, men Kasper advarede mig mod et nærsyn med ganske enkelte fagter: fingrene væk, den skyder med harpun…jooo, vi var blevet gode til tegnsprog i denne uge!

Lille grå Muræne Lille Muræne

Andet dyk blev et off-the-boat back-to-the-boat dyk, og dermed en svømmetur ud over søgræsbunden og omkring de meget fine koralblokke inde i lagunen. En mangfoldighed af dyreliv, trods det at stedet er tungt belastet af dykkerindustrien, både med live-aboard både, dagstursbåde med dykkere og snorklere og glasbundsbåde der tøffer omkring hver eneste dag. En anemone by i provinsbystørrelse havde etableret sig på en relativ stor koralblok og et mylder af anemonefisk huserede omkring. Selv den mindste koralblok var hjem for et imponerende antal fiskearter – muræne, dragefisk, fanefisk, jomfrufisk af forskellig slags og røde-fisk-med-blå-øjne fisk. Og så er en advarsel liige på sin plads – støt ikke hånden på sådan en koralblok! Det bryder de sorte-med-hvid-prik-på-siden jomfrufisk sig bestemt ikke om og de går ikke af vejen for at bide fra sig…avs! Det virkede, det kunne nok være at man kunne flytte sig i en fart! En enkelt nøgensnegl var ude af sit skjul, faktisk den absolut eneste jeg så på turen. Til gengæld var den ikke ret stor, 1 cm lang….måske…eller højst, og hverken Kasper eller Jakob synes synderligt imponeret af mit fund. En pindsvinepufferfisk kom på kollisionskurs, sikken en udsøgt fornøjelse. Har aldrig set det før, men den begyndte at puffe…og jeg indrømmer at jeg kom til at drille lidt, den kunne ikke rigtig slippe væk, hverken forlæns eller baglæns, så den puffede sig op til kæmpe størrelse, med alle piggene strittende i alle retninger. Det stakkels dyr.

StenfiskLille stenfisk

Nogle regler var blevet annulleret denne sidste dykkerdag og vi måtte dykke ligeså længe vi havde lyst til og hvad luften kunne række. Herligt, men mon guide og crew havde regnet med at vi gik til grænsen – alle flasker blev tømt så der knapt var et enkelt sus tilbage, og Kim og Manley brugte virkelig tiden til fulde; 1 time og 50 minutter. Os der kom op noget før blev efter nogen tid på båden spurgt, om vi nu havde set de to langtidsdykkere…og jo jo de var jo i nærheden, blot på stenfiske sightseeing.Tilbage i Port Ghalib fik vi en dejlig eftermiddag på havnepromenaden og var til happy hour med piña colada i glassene, mums!

The CrewNed på baren med drinks

11/11 …og hjem igen Vi rustede os til en 3 timers køretur og kæmpekøen i Hurgarda lufthavn med et sidste morgenmåltid på M/Y Amelia. Kim proklamerede at der var krise – han kunne overhovedet slet ikke finde sine bilnøgler. Han havde ledt alle vegne siden aftenen før, og han var bekymret for om de havde glemt sig i sikkerhedstjek kaosset i Københavns lufthavn da vi var på vej af sted. Han var tillige blevet rådet til at lægge dem et sted hvor han aldrig ville finde dem igen, og det gjorde jo ikke sagen bedre. Men Kim fandt et hidtil uopdaget rum i sin håndbagagetaske, og tradaaaa, dér lå nøglerne.

Hvor er nøgler mon henneLidt lufthuller skulle der til (klippet fra Politikken 8/11-10)

Turen tilbage til Hurghada  gik slet ikke som vanligt…der var ligesom drysset noget effektivitet ud over hele hjemtransporten – vi gjorde ikke holdt hos fætteren der er indehaver af cafe Morgana i Quesir, minibussen kørte raskt til i bedste Ægyptisk stil, og i Hurgarda lufthavn var der praktisk taget ingen kø, og den der var, bevægede sig med en hast så man var klar over at nu var ferien forbi! Og efter ganske kort tid var vi tilbage i Danmark, budt velkommen af mørke, kulde og regn. Tak for en fantastisk dykkertur – tænk at være så heldige at se så mange af de store og sky dyr i deres eget element som vi så på denne tur!Lotte 

 

Natdyk på Hvenprammen

1/11-2010

“Natdyk” på Hvenprammen med masser af fantastisk morild Søndag var der nogen, som fik den fantastiske idé at overgangen til vintertid burde fejres med et ordentlig “natdyk” i Øresund dagen efter. Med opbakning fra både chauffør og skipper og den nye skrammelkasse var turen en realitet. Vi (Kim, Lotte, René, Jacob og Morten) besluttede at tage den nemme version, Hvemprammen. Det viste sig at blive en rigtig flot og hyggelig tur. Luften var til at starte med 15 grader, vandet 12-13 og vind og bølger absolut til at leve med. Og sagt med det samme: Aftenens højdepunkt var den fantastiske morild på vejen op, der mest af alt mindede om svejseknister fra, når smeden rigtig går i gang.

Aftenhygge Aften hygge i Havgassen

Vi drog af sted med Skrammelkassen forest, Havgassen bagefter og Lotte og Jacob inden i. Vi fik hurtigt sat båden i vandet og kom i udstyret. Kim styrede sikkert båden ud i mørket, hvor vi absolut ingen verdens ting kunne se ud over gps’en, vores egne lanterne og et par fyr hist og her, men det virkede som om Havgassen selv fandt Hvenprammen, hvilket jo var meget praktisk. Først smed vi Kim i, ventede 10 minutter, hvorefter Lotte tog et par æresrunder omkring bøjerne, hvilket hendes tålmodige besætning naturligvis lod gå ubemærket hen. Hun bandede dog selv lidt og ordet badekar blev nævnt et par gange…!  Herefter var det Renés og min tur til at hope i. Vi tog en dejlig, stille tur rundt på 18 minutter, hvor vi kiggede under klodsen hele vejen og i alle de mellemrum og åbninger vi kunne komme af sted med. Vi så en stor torsk under vraget, en stor snegl med hus (som jeg har glemt, hvad hedder) samt en fidusfisk (jeg også har glemt navnet på). De store og små vælvinger er flotte og sjove at svømme igennem, så det gjorde vi selvfølgelig. René blev ganske belejligt ikke væk denne gange, selvom han på et tidspunkt troede det, men med en kraftig lampe i panden, en i hånden samt relativ god sigt er det svært at snige sig væk fra den skarpe overvågning, han var udsat for under hele dykket. Tilsidst tog vi en tur frem og tilbage på yder- og indersiden, hvorefter vi steg op. Og på vejen op så vi så den fantastisk morild. Når man baskede med armene blev de helt dækket af “knister”.  På vejen op mødte vi Lotte og Jacob, som var på vej ned. De tog også en tur rundt for til sidst at bade i morild ligesom vi gjorde. Jacob valgte en lidt casual løsning med sine tørhandsker, hvilket resulterede i en temmelig våd inderdragt og lidt frysen ombord. Til det er der kun én ting at sige: Al magt til latexmanchetter OG tørhandsker. Aftenens vel nok bedste syn fik Kim af “måsen”……

 Morten