29/9-2010

3 mand og Otto At vi kun kom 3 mand af sted, skyldtes formentlig delvis Manleys skræmmekampagne på havbassenettet; frygtelig og hensynsløs strøm lovede han, hvorefter en enkelt straks meldte fra på listen. Hvor mange andre som af samme grund undlod at tilmelde sig, ved jeg selvfølgelig ikke, men det var lidt synd vi kun blev 3 mand. Nå men vi som har erfaring med Farvandsvæsenets prognoser, trak på skuldrene, rullede engang med øjnene og tog af sted ved 14.30 tiden, planen var selvfølgelig 2 dyk og gerne en posefuld store tunger. I havnen var der trængsel, en større forsamling af tyske lystfiskere, var i færd med at fylde deres minibusser med fiskestænger og sild i tønder. De fleste var i en alder, så jeg har dem mistænkt for at have været her før, men i et helt andet ærinde. Endelig kom båden, – næh det var dykkertaxaen, de skulle af sted til Johannes L med kun 2 mand. Nå, men efter endnu nogle minutter, svingede Henrik, Kim og Havkassen ind på parkeringspladsen og snart var vi ude af havnen. Fra havnen så sundet fint og blankt ud, men så snart vi havde rundet molehovedet, kunne vi mærke dønningerne fra nord, så Havkassen huggede og vred sig, som kun den kan.

Farlig strøm? Hmmm…

Vel ankomne, 4 minutter og 39 sekunder senere, smed vi bøjen og jeg udpegede mig selv til at binde på, idet jeg håbede på den måde at få flest mulige tunger i posen. Sådan kom det ikke helt til at gå, min Wiseled strejkede for gud ved hvilken gang og jeg måtte famle mig rundt, så godt jeg nu formåede. Heldigvis var sigten god, så det var ikke så slemt uden lys, men tunger blev det ikke til.

Så er det lige før der springes…

Efter at jeg kom op sprang Kim i, men det lykkedes hans dingleautomat at tømme hans flaske halvt, inden vi fik ham op igen og fik den lukket. Han fik hurtigt skiftet flaske og kom igen i baljen. Nu var vi altså 2 ud af 3, som af mere eller mindre selvforskyldte årsager havde afskåret os fra at få et godt 2.dyk, jeg havde ingen lys og Kim havde ikke nok luft. Vi overtalte derfor Henrik, til at turen blev nedgraderet til en enkeltdyks-tur og han tog derfor ét langt dyk og bandt derefter af.

Så må der skylles!

En lidt kort men god tur lakkede mod enden, vi fik en tår over tørsten og en enkelt lille dessert. Vi talte på vej ind om, at det var dejligt med masser af plads i båden, men at det havde været hyggeligere med flere deltagere. Specielt i denne tid, hvor det blæser så meget og hvor vi har så få af disse gode dage.  Allan Jensen

26/9-2010

Ekspedition Furesø MarinaDet var en af disse søndage med uldent vejr og lovning om 10 sekundmeter fra øst, at kun få valgte at troppe op ved klubben for at foretage et dyk i Furesøen. Et dyk som skulle komme til at sende tankerne sydpå til fiskerige farvande. Kim havde allerede i sin beretning fra krebsegildet fortalt om de få krebs og de mange rovfisk der lever under broerne i Marinaen. Nu valgte Manley og jeg, at tilslutte os ekspeditionsleder Kim. Det var os tre vovehalse, som skulle få en på søndagsopleveren.

Lidt video fra dykket, meget let redigeret

Allerede inden vi kom i dragterne mødte vi L…. (kan ikke huske navnet) fra Skov og naturstyrelsen som fortalte om kæmpeål der var taget i ruser og om søens forbedret vandkvaliteten.  Det vrimler med fisk og nu havde de også fået en biolog som ville kortlægge de Galisiske sumpkrebs liv. Det lød jo alt sammen godt og Manley der skulle tage lidt undervandsvideo af broernes tilstand for sejlklubben, kunne sikkert også regne med at få fisk på linsen.

Dræberkrebs under juletræet

Jeg selv er jo også meget interesseret i undervandsliv og valgte at fokusere første del af dykket på krebsenes reaktionsmønster, når de ser min dykkerhandske rykke hurtigt imod dem. Min iagttagelse var, at vandet er varmt nok til at de kan svømme hurtigt væk fra mig, hvis ikke de hurtigt fastholdes af min neopren foret hånd. Der var i øvrigt ikke så mange krebs som ved tidligere lejligheder. Det ledte tankerne hen på, hvilke andre jægere end havbasser der er under vandet?

Ved ydermolen var der stimer af skaller, så store at det var rødehavslignende tilstande. Inde i stimerne svømmede der aborrer, nogle så store at de kunne harpuneres (det gør vi selvfølgelig ikke i ferskvand). Ind imellem dukkede der også mindre geder op. Ikke noget at sige til, at krebsene ofte mangler en klo eller to.

Aborre under broen

Mit møde med kæmpeålen var imidlertid den største oplevelse. Nogen har måske set optagelserne fra Robert med en lille havål der gæmmer sig i et rør, men i Furesøen svømmer ålne frit rundt. På bare 2 meters vand ligger der en slampert, kun mindre forstørret af mit undervandssyn, der er tyk som en arm og lang som et ben. Jeg griber efter kniven og kun 1 meter fra at den vil møde ålens slimede krop vælger det feje dyr flugten. Der røg den ål i gele til julefrokosten tænker jeg, men oplevelsen og historien kan ingen tage fra mig.

Til sidst vil jeg gerne sige tak til Steen, Allan og William, som dukkede op nede i Marinaen for at se os andre sætte livet på spil under vandet. Det er altid rart med moralsk support.Rene 

24/9-2010

Robert, 24. september 2010 Fedt fredagsvejr i sigte, så fridag og Øresundstur. Afgangstidspunktet var vel det der i 80’erne blev kaldt for direktørtid – kl. 10, hvilket i øvrigt var rigtig udmærket så Rådhuspladsen ikke skulle forceres i den aller tætteste morgemyldretidstrafik. Ved svømmehallen havde Nicolai rullet velkomtkomitéen ud med smil og stor gensynsglæde. Noget overvældende, og det var da også hurtigt klart at det blot var fordi han ikke længere var den sidst ankomne……Flasker blev toppet til to dyk på ’vores’ vrag. Og vi var af sted i en fart.

Og sikken fart…. I stedet for den lidt banale titel på dagens beretning kunne den også have heddet Havkassens jomfrutur. En skøn havblå container, med krog, og blot en smuuule slidt i kanterne, blev spændt for Havgassen, klar til sin første lufte tur. Og med kyndig chauffør og co-driver gik det i fuld fart ud af garagen, og ud i det pragtfulde solbadet efterårslandskab…. Nåee joo, måske en smule ude i hampen; for Havkassen  er helt sikkert ikke jomfru på landevejen, farven er blå nuvel, men med rustrøde/sorte plamager, og den skulle i tredje gear for at trække Havgassen af garagen… men Havkassen holdt så fint til udfordringen og trækkerdrengen var kyndig og Kaptajnen var med som passager.

I Rungsted måtte et par seje gutter måtte have kvalificeret assistance til at få trukket en højhastighedsbåd på en lejet trailer. Båden skulle til Jylland. Traileren passede ikke til båden, men de fik alligevel al ønskelig/mulig hjælp efter bedste evne, og fik ovenikøbet et par ekstra råd med på vejen af Lis sådan at deres seje fremtoning måske gav lidt bedre pote når de nu kom til Jylland. Spørgsmålet der slog os senere var bare om det overhovedet var gutternes egen båd….

Atmosfæren bød på let (til frisk) vind fra SØ; der var bølger på Øresund og derfor ingen tvivl om fuld tørdragtspåklædning inden vi stævnede ud. Nicolai overdrev påklædningen en smule og iførte sig tillige maske for ikke at få de salte vandkaskader i øjnene. Juhl hældte mere til det underdrevne og valgte at revne sin halsmanchet ikke bare til en lille rund cykellap af dem med flæsekant, men til en lapning med to store rektangulære lapper samt ekstra sikring med gaffatape.

Først ved Hven var der læ og stille vand. Over Hven var der fugletræf af stære eller viber.

Hven og bøje næsten på Robert

Robert blev loddet. Dræg med tilbehør røg overbord, men Manley kom til overfladen netop som vi var klar til at gøre fast – en forbier der skulle trækkes mod strømretningen. Robert fik et andet skud med det samme så ingen grund til at afmontere udstyret, der jo skulle bruges to minutter efter. Der var dog tid nok til at hundse lidt med besætningen som, her ved andet skud, var langsomme om at melde klar-til-at-smide-dræg – de var i gang med at blive fotograferet og havde ikke lige tid. Vi fik til sidst ordnet alt det praktiske og Nicolai kunne komme i vandet og binde på. Derefter fulgte resten af flokken; Juhl dog først efter akutlimningen med Lis som assistent og holder.

Der nødlimes

Der var godt 1 knob strøm i overfladen, som nærmest må kaldes lokal strøm, for på 1.5 meters dybde og nedefter i resten af vandsøjlen var der absolut ingen strøm. Havgassen var bundet på agter, i styrbord side. Lis og jeg tog en tur omkring agter, nedenom ror og skrue i den fine sigt som var her. Frem mod stævnen i bagbord side stod fuldt udfoldede sønelliker tæt som var det et ryatæppe. Hydroiderne var i hopla, med fyldte gonader der hang som guirlander fra midten af de pæne blomster. Forbi over overbygningen krydsede vi på tværs af vraget og tilbage til bundtovet i styrbord side. Lys var der masser af, sigten var bestemt rimelig, men temperaturen har ikke sneget sig over 8-9 grader på bunden.

Rød og gul busknøgensnegl, gad vide hvordan afkommet kommer til at se ud

Overfladetiden gik med der overfladetid plejer at gå med; efterårsvejret var smukt, men vinden havde tabt den lune sommerpust, og jeg savnede både vindtæt jakke og hue, selvom det stadig kun er september. Sommeren har været alt for kort.

Der deles frokost, mågerne var sultne

2. dyk – på sightseeing langs masten ud til bunden og på tværs af vraget i jagten efter de store busknøgensnegle som der var blevet berettet om i overfladetiden. Vi så dem ikke, men vi så mange andre fine ting. Søanemoner i pink med fede arme, fladfisk (rødtunger….måske) i god spisestørrelse – en af dem var snedig nok til at lade som om at den var fanget i et gammelt net, og ligesom man skulle til at hjælpe den stakkels fisk fri, stak den af. En vaskeægte drillefisk. Sabellaerne var mange og fine med paraplyerne slået ud. Havålen var ikke hjemme, og et par torsk fouragerede i stedet rundt i dens hule. Måske den har været hjemmefra i noget tid, for en enkelt meget lille bitte buskhoved så vi på dette Robertbesøg. Gopler var der masser af – dræber eller ikke dræbergopler samt de kosmopolitiske hvide vandmænd, som i dagens anledning havde klædt deres ædlere dele i rødt ligesom hydroiderne. Brandmænd var der også, men de er på retur for i år.

Tilbage i Rungsted ventede Havkassens næste udfordring. Den skulle vise sin udholdenhed på den ultimative prøve: at trække Havgassen op ad slæbestedet. Havgassen kom op med lidt hjulspind og en smule hiv og sving…det kræver nok lige lidt tilvænning til koblingspunktet. Men den klarede testen udmærket, og lodset for sin tunge last fik Havkassen lov at puste ud på sin helt egen parkeringsplads i Farum… fin trokmodyt – dén skal vi nok få glæde af!

Lidt bagdæk på jorden, Havkassen var væk i en røgsky

Tak for en skøn fridag på sundet.Lotte

22/9-2010

Sensommer i Østersøen Så kom der endelig en dag til østersødykning. Metrologerne havde bebudet en go dag noget tid i forvejen, næsten for lang tid at det kunne holde, men det gjorde. Så er det faktisk ret nemt at komme op kl. 6.30 om morgenen, det sker heldigvis kun for mig på dykkerdage! Der var dog lige et par forhindringer der skulle overstås på vejen. Allan ringede og fortalte at trafikken var gået i stå på motorvejen, men det gjorde ikke den store forskel i det samlede regnskab. Kim og jeg kørte mod båden og ville hente lidt tid og Kasper blev tilbage og ventede på Allan. Det hjalp dog ikke noget, for den værste flaskehals set i mands minde, ventede på os ud for Trelleborg. Man havde valgt at spærre den ene vejbane af midt i morgenmylderet. Vi rykkede os ikke ud af flækken, længe. 4 gange rundt i en rundkørsel, ud af en jordvej, tilbage ad en jordvej, en gang mere i rundkørselen og så en snigervej bagom, ned mod vandet. Det hjalp lidt. De andre hang også lidt i køen, men det værste var ovre og de ankom til Smyge lige efter båd var sat i og tanket. Go timing trods alt. Ja, jeg kom faktisk selv bagud med den obligatoriske morgen cykeltur til toilettet (cykel elskværdigt udlånt af Smyges bådbyggeri, Bo og søn). De sejeste smygehavns lortekager blev forceret (med nyspiret græs og fuglelort) og Østersøen lå blankt hen og humøret var højt. En vifte af vrag lå tilgængelige og efter en hurtig snak om flaskeproventer og at iltpartialtryk på max 1,6 var stærkt overdrevet, blev målet stukket ud. Et meget gammelt trævrag laaaaangt væk, på 49m vand, som vi kun har besøgt én gang før i meget dårlig sigt.

En af havets helte….

Sejlturen var lang og kold og vi glædede os til at fartvinden tog af. Vraget blev tålmodigt målt op, lod blev smidt, lod trukket op igen, mere tålmodig opmåling og smidt igen. Jo, det kræver lidt arbejde at ramme et 25m langt vrag der rager 1,5m op på små 50m dybde og med en ganske uvanlig strøm! Men med den fare for dårlig sigt, så er det det værd. Allan hoppede i, han var blevet snydt for at binde på sidst, så den ære fik han. Jeg kom efter og mødte Allan da han havde påbegyndt deko, så ville de værste tåger have lagt sig. Hans øjne lyste og jeg fik et ivrigt ok-tegn og kunne mærke hjertet banke. Så var sigten altså god. Jeg dalede ned i mørket på og kunne se sigten klare op og fra 40m kunne jeg skimte vraget. Sidst jeg var her bankede jeg panden mod bjælkerne, før jeg så vraget. Allan havde bundet på noget svært tømmer midt i vraget, jeg satte stroben på tovet og svømmede ud på bunden, som endnu ikke var blevet undersøgt. Her lå ikke mange detaljer og efter en hurtig rundsvømning begav jeg mig på opdagelse rundt oppe på vraget. Overalt på vraget kunne jeg kigge op af selvlavede muddertåger og se stroben blinke i det klare vand. Detaljerne var mangfoldige og det en hel speciel oplevelse at se noget så gammelt og relativt intakt. En skovl her, taljeblok der og flotte udskæringer der har siddet under bovsprydet. Jeg fik 25min på bunden til at bruge de forskellige sanser og derefter var det op til den dobbelte dekotid, delt med 2 med ilt som backup og så var det tålelige 50min i det 14 grader varme vand. Kim og Kasper fik også dykket og alle havde et godt dyk. Svært ikke at være tilfreds med den sigt, det vejr og ikke mindst vraget.

En til af Havets helte….

Overfladetiden gik hurtigt. Solen varmede og Underbergere til dessert, alt var ved det gamle. Vi diskuterede lidt frem og tilbage omkring dagens andet dykkermål og valget fandt på Fritz Hugo Stinnes 5 http://www.vrag.dk/vrag/fritz%20hugo.html  Vi tøffede lidt deropad og gav så gas, da tiden var inde for at Allan kunne dykke igen. Vi fik målt op og kastet, en 70m lang damper skulle jo være til at ramme. Der var dog noget strøm og loddet missede, det fandt vi dog først ud af da Allan igen var i overfladen. Der blev smidt om og jeg måtte selv klare det hårde arbejde. Strømmen var lidt kraftigere her, i hele vandsøjlen. Loddet lå på lønningen lige ved broen og det tog mig små 10 min at binde på efter at have slæbt lod og kæde rundt for at finde et egnet påbiningssted, ikke let når bøje og tov skal slæbes mod strøm. FHS er blevet fyldt med fiskeliner og jeg hang fast i alt muligt. Lod og kæde skæres fri, net hang fast. Skære net fri, lægge net, skære lod fri igen, finner hænger fast, skære mig selv fri, brandmand i fjæset (ja sgu, brandmand i Østersøen), strøm, puste, puste, puste, binde på færdig! Helt færdig og 70 bar fattigere. Da jeg havde fået pusten, så var det bare at nyde den gode sigt, 10-15m og så kigge rundt. FHS er lettere medtaget efterhånden og det er gået stærkt de sidste par år og nye huller er kommet til. Jeg fandt et par ølflasker, den ene stadig med øl og brus i. Den boblede sirligt da jeg tog patentproppen af, man blev helt tørstig. Sidst på dykket kom kniven i arbejde igen og lidt liner blev skåret omkring broen, jeg så Allan gøre det samme da jeg lå 10m oppe af tovet. Alle i båden igen og fint vejr til indsejling og aftedive øl. Vi glemte for en stund at vi skulle køre bil i forbudssverige.

Down scan og Spejlvendt for at se ligheden!Normalt side scan

Det var sgu en go dag! Henrik  

13/9-2010

Mandagstur til Robert d. 13 sept. 2010. Gudesigten på Robert dagen før, skulle genses. Med afgang fra Farum kl. 16:30 og 7 deltagere blev det til ét dyk, for ikke at komme alt for sent hjem, sådan en normal og kedelig mandag 🙂 Rune, Lille Jensen, Sten, Lars, Marianne, undertegnede OG Kim.. Selv om Kim ikke var sidst i Farum, skulle han lige hjem og hente noget udstyr og kom helt sikkert sidst i havnen 🙂 vente vente vente…..

Teamwork

Teamwork

Og Kim selv….

Teamwork…Afsted

 kom vi og Robert blev nået. Lille Jensen ville i først og efter hoppede jeg – bare han nu ikke svinede for meget!! Sigten var næsten som dagen før, dog en anelse mere ”støv” i vandet – og det var ikke Henrik 🙂 Jeg havde besluttet mig for at  skulle fange en torsk, men i min iver for at komme i vandet – glemt harpunen, så tiden skulle bruges til at nyde Robert i fulde drag. Der var bundet på i styrbord side tæt ved overbygningen. Jeg svømmede først til agten og ned til roret og skruen, som bare viste sig fra sin bedste side – liggende lige over bunden og kigge op på silhuetterne i den grønne vand – fantastisk. Jeg tog turen op på dækket og svømmede mod stævnen. Jeg passeret Henrik liggende og lyse ind i ”hullet”, dog uden at ”svine” til 🙂 Jeg svømmede ind over vraget helt frem til stævnen. Det er bare så super fedt når man kan orientere sig hele vejen rundt på vraget. Jeg tog turen ned langs styrbord og nær overbygningen mødte jeg Marianne, som lige skulle orienteres omkring den smukke skrue/ror. Jeg tog lige turen tilbage til agten for lige at sikre mig at Marianne ikke svømmede forkert 🙂 Ups..! tiden sagde 38 min, men næsten ingen deko (det er jo Cochran), det er jo fedt at få en 15 l. på ryggen – hehe.. Dette dyk ligger helt klart i toppen af min skala af dyk på Robert – SUPER. Lidt stemningsbilleder:

Alle havde superdyk og med solen på vej ned, headed vi mod havn.  Super fed og hyggelig aften (er der detaljer jeg har glemt? So sorry..) J  F 

13/9-2010

Robert, en anden vinkel Ja, jeg var sent på den! Det er ind imellem svært at nå alt det man skal, og alt det man gerne vil, og desværre er det ofte modstridende aktiviteter, der er svære at forene. Man er derfor ofte tvunget til at ”hugge en hæl og klippe en tå”, og denne dag blev ingen undtagelse! For at det ikke skulle være løgn, var jeg ved svømmehallen allerede kvart i fire og med afgang kl. fem, var det jo fint! Visse uforudsete omstændigheder kom dog i vejen, og da jeg nåede til Rungsted, sad alle i båden og ventede på mig – mere eller mindre tålmodigt og alle iklædt dragter, for vinden var lidt drilsk. Jeg undlod at klæde om og hoppede i båden med mit udstyr, så vi hurtigt kunne sejle af sted – så hurtigt man nu kan være, når man er en lille halv time forsinket. Vi, og ikke mindst undertegnede, der stod i shorts og T-shirt, klarede os næsten tørre ud til Robert – der var bare lige hækbølgen fra en eller anden forbipasserende skude ud for nordvestspidsen af Hven, der med djævelens vold og magt skulle skovles ind over rælingen…

 Der ledes efter vraget

Efter en del rundture over positionen blev loddet smidt og Henrik hoppede i for at binde på. Flemming hoppede hurtigt efter, og Marianne og Sten gjorde klar i en fart og var i vandet, inden nogen nåede at lave uorden i rækkefølgen. Det gav tid og plads til sidsteholdet, der kunne kitte op i fred og ro, og vi – Rune, Lars B og jeg – var næsten klar, da Sten og Henrik dukkede op fra dybet. Rune og Lars havde ikke så mange dyk på Robert og skulle have en guidet rundtur, når nu sigten var til det.

En fin Cochran

Vi kom i vandet mere eller mindre samlet og passerede Marianne og Flemming på vej ned ad tovet, så der var ingen at tage hensyn til på vraget. Sigten var rigtig god i de øverste vandlag og nede på vraget var sigten 5-6 meter. Der var bundet på i bagbords side, så vi svømmede først frem over hullet med havålen, som ikke var at se, og fortsatte hurtigt frem mod stævnen. Sigten var som nævnt god, men der var ikke så mange fisk, og sønellikerne var kun delvist udfoldede. Vi var naturligvis også nede omkring skrue og ror og kunne nyde synet i den gode sigt. Trods det sene tidspunkt var der alligevel noget naturligt lys og dimensionerne imponerede – som det gør hver gang! Vi kom tilbage på vraget igen og passerede bundtovet for skulle lige bruge lidt mere tid på havålens residens – men den var ikke hjemme og vandet var klart i hele røret, så den havde heller ikke lige forladt stedet. Lars dykkede på luft og ville op, mens Rune og jeg ville en lille tur ud i agten, hvor vi kunne konstatere at sortvelsen var der, men langen og torskene i styrbords side var væk.

Nu begyndte dekometeret at true, og det var så småt tid at vende tilbage til bundtovet og binde af. Der var lidt strøm i midten af vandsøjlen, hvor der var en del brandmænd, men heldigvis var der ingen af de irriterende dyr allerøverst, hvor vi skulle tilbringe et lille kvarter, før vi måtte komme op i båden – mindre end 2 timer efter vi forlod Rungsted. Kim R

12/9-2010

Søndagsdyk på Robert  Søndagsklubdyk på en skøn dykkedag og hvem stiller op – 3 dykkere (som ikke havde været til krepsegilde dagen i forvejen, og var dermed friske på en tur til Robert). PPP, Sten og undertegnede pakket os sammen i Hiacen og af sted gik det med Ppp bag rattet. Rungsted blev sikkert nået og plads var der nok af i gassen.

Peter i raske trav

Så er vi alle klar

Af få gassen op og plane var en smal sag med så let en last. Afsted gik det og Robert blev nået i en fart. Min melding omkring ”måske” mudring op i vraget, fik Ppp til at hoppe i baljen først med Sten som toer. Med Ppp i overfladen og med god fangst..

Fin fangst..

… og hans melding og god sigt hoppede jeg i vandet. Ved en 10-12 m. dybde var en strømlag på ca 1 m. det var ret morsomt at ligge og se på, både oppe og nedefraJ Jeg nærmede mig vraget og kunne til min KÆMPE overraskelse konstatere et sigten var stortset som Østersøen på en middel dag – WOW.. 8-10m PÅ ROBERT.. fedt mand.. og så kun 3 dykkere!!! Jeg fik dog ødelagt en del af sigten, men var jo også helt alene.. OG sigten gjorde også at mit ”fuckup” med mit lygtehoved ikke var så stort problem.. hehe.

Pilfinger resultat..

Tissetur inden 2 dyk

Nå, men så fik jeg lånt Wiseled lygte og havde et fantastisk godt 2 dyk (har efterfølgende selv anskaffet mig én)J Vi havde alle gudedyk og dog blev det kun til 3 tunger til mig selv – men nok til middagsmad.

Afsted går det (dog den anden vej..)

Og mega hyggeligt var det. Tænk så mange der gik glip af denne gudesigt. Men denne succes måtte bare gentages dagen efter…. Tak drenge F    

11/9-2010

Furesøen Tja, pisøsende regnvejr og udendørs arrangementer er ikke den bedste kombination, og jeg må erkende, at jeg ikke var i det mest festlige humør, da jeg omsider fik taget mig sammen og kørte mod Fiskebæk Naturskole. Jeg var vel et par timer efter de første, og det var mere følelsen af pligt end lyst, der var fremherskende. Til gengæld kom jeg samtidigt som tørvejr og solskin, og det hjalp en del på humøret!

Imens vi ventede på Kim kom gryden i kog

Jeg var uigenkaldeligt den sidste, der skulle i vandet – alle andre var allerede kommet op efter deres dyk. Deres sikkert ihærdige anstrengelser havde ikke fyldt så meget i fangstposerne som forventet, men sådan er det jo, når man skal leve af naturens spisekammer. Altså ingen vej udenom, jeg måtte i vandet, hvis jeg ikke ville risikere at gå sulten fra bordet, og det var en trussel, som ingen ægte havbasse kan sidde overhørig! Jeg mukkede lidt over at de andres utilstrækkelighed, uagtet at alle de traditionelle storfangere allerede havde givet deres magre bidrag til fællesskabet, men man er jo altid lidt optimistisk før kampen. Der skulle dog gå forbløffende lang tid før jeg endelig fik øje på bare en lillebitte krebs. De krebs der var, de gemte sig i den meget tætte vegetation på 2-5 meters dybde, og ikke, som tidligere, i huler under trærødder og dybe huller i skrænten. Eller helt frit fremme på bunden! Jeg var meget omhyggelig, men den invasive art var ikke så invasiv længere – i hvert fald ikke, hvor jeg var. Jeg fik vel fyldt posen med ca. en tredje-fjerdedel, og det er klart det dårligste resultat nogen sinde. Det var samtidigt tankevækkende, at man faktisk så enkelte døde krebs rundt omkring, og at der ikke var nogen huller ude på de dybere skrænter (10-14 m). Mudderskyer var der til gengæld i rigelige mængder – men det var jo forventeligt, når man badede sidst.

Lejren lidt på afstand

Men ikke alt var ad helvede til, der var store mængder af fisk, og specielt gedder og aborrer ser ud til at trives i søens forbedrede sigtbarhed. Jeg så flere stimer af aborrer, nydeligt sorteret efter størrelse, og flere pænt store gedder, blandt andet en stor en, der svømmede frit midt i en stime velvoksne skaller under broerne ved Farum Marina. Og når man rodede efter krebs, så kom de nysgerrige aborrer hen for at se om de kunne hjælpe med at rydde op. De jagtede de små krebs, der flygtede og er måske en af grundene til, at bestanden af galiziske sumpkrebs ikke længere er så stor, og at mange af de individer, der ses, mangler en eller begge kløer.. Jeg returnerede efter godt halvanden times tid og fik heldigvis hurtigt serveret en kold, for man bli’r godt nok tør i halsen af at dykke så længe. Og hvad bedre var, de fleste havde fået stillet den værste sult, så jeg skulle ikke vente på serveringen, som i år forgik oppe ved den store bålplads, hvor vi normalt fejrer juleaftensdag. Krebsene blev kogt i en selvregulerende gryde over bålet, den kogte over og dæmpede varmen, når det blev for voldsomt. Godt vi har erfarne procesfolk i klubben! Der var tæt og opmærksom betjening fra køkkenholdet gennem hele forløbet, men til sidst var jeg også den eneste, der ikke var færdig!

Søren og den selvregulerende gryde

Jeg ved ikke om havbasserne er ved at blive voksne, men stemningen var knapt så løssluppen, som ved de fester vi normalt holder. Det skyldtes sikkert manglende eller sparsom indtagelse af snaps. De eneste, der blev lidt højlydte var hundene, der pludselig ville stå for et adspredende indslag. Men det var alligevel en hyggelig aften, hvor der som sædvanligt var alt for mange krebs, selv om vi undervejs tvivlede på det. Men det er jo blot endnu et eksempel på, at øjnene er sværere at mætte end maven! Af skandaler var der vist ingen, ingen officielle i hvert fald, og kameraerne blev pakket væk meget tidligt… Måske er vi bare ikke særligt fotogene, når fotograferne er ædru! Den fede tudse, som Oliver fandt et eller andet sted i den mørke skov, viste sig som noget af en linselus, og blitzlysene lynede, så den stakkels tudse nok er blind nu! Endnu en gang har vi haft krebsegilde med fint vejr, denne gang kom det dog i sidste øjeblik, men til gengæld var det varmere end de foregående år – eller føltes sådan, men det kan selvfølgelig være, at det velvoksne bål hjalp lidt på det!

Det blev mørkt og der faldt lidt ro over de sultende

Hvis krebsene overlever vores og andres indhug i bestanden, forsøger vi nok igen næste år. Nu er det jo politisk ukorrekt at ønske, at en invasiv art klarer sig, så det gør vi ikke, men de smager jo meget godt… Kim R  

5/9-2010

Venus og Undine En vejrudsigt med under 3 m/s sætter fluks gang i planlægningen af en dykkertur, og det er unægteligt noget af et puslespil at få 4 personers kalendere til at passe sammen med kort varsel – enden på det hele blev, at vi skulle mødes i Kastrup kl. 7, hente båden og derefter indtage Østersøen… Jeg skulle lige nå et par interessetimer på jobbet inden afgang, så min dag startede tidligt, men jeg var alligevel for sent på den, så Henrik og Thomas var allerede drønet i forvejen efter båden. Da Anders og jeg kom til Smygehamn var båden allerede i vandet og skipper selv var i gang med fodpumpen. Han havde åbenbart ikke noget imod det, og det varmede nok også lidt. Temperaturen var 5-6 grader, og det var lige i underkanten til Henriks bare ben. Nok var jeg sidst mødt, men jeg måtte alligevel vente på de andre – jeg ved ikke, om deres maver ikke rigtigt fungerer eller måske fungerer alt for godt, for de skulle alle på potten, og den slags tager tid! Måske var de bare nervøse før afgang. Af sted kom vi, og Østersøen var absolut sejlbar, selv om der var en lidt gammel sø. Vi satte kursen mod syd og målet var en gammel damptrawler – Venus (http://vrag.dk/vrag/venus.htm) – der lå ganske få sømil fra Rügen. Turen derned var lang, men vi fik heldigvis en smule adspredelse på vejen, da der kom et udslag på ekkoloddet, godt nok ved en markeret position i søkortet, men vi fik pulsen lidt op. Hvad det var ved vi stadigvæk ikke, men der hang sikkert trawl fast i det, for lodskuddet var 12-15 m højt og diffust.! Vi ville dog ikke spilde et dyk på denne tur og fortsatte endnu en halv times tid mod syd. Venus lå lige der, hvor vi havde regnet med og hvor det har ligget siden en gang i 1945, så loddet kom hurtigt overbord. Henrik og Thomas fulgte efter, da de blev enige om hvem der gjorde hvad, og så blev der helt stille i båden. Bølgerne var næsten væk og strømmen var nærmest teoretisk i overfladen. Der gik en lille times tid, og så kom gutterne op igen. Henrik var ramt af svær klokkefeber og troede han havde set klokken inde bag ved en masse net og garn og liner og mange andre forhindringer – og så var den i øvrigt rullet ind under et spil, lige netop uden for en ivrig vragdykkers rækkevidde, i hvert fald, hvis han har sit liv kært og ikke mange bar tilbage på flasken. Han var samtidigt nervøs over, at andre (Anders eller jeg) skulle gøre krav på dykkerguldet! Men nu er vi jo ikke kede af at hjælpe hinanden, så jeg fik en skarp kniv med så jeg kunne skære net og garn ned, og mudderskyerne kunne nå at lægge sig til Henriks anden tur. Mens jeg snittede det bedste jeg havde lært, kom Anders svømmende inde i vraget hen til den formodede klokke og sagde et eller andet helt uforståeligt i sit åndingsloop. Da jeg samtidigt havde ødelagt den ellers glimrende sigt omkring midten af vraget, svømmede jeg en lille tur hen over det, og det var et smukt lille Anders And vrag, kølret og nemt navigerbart. Venus var og er ikke ukendt af erhvervsfiskere, for mængden af garn på vraget var betydelig. Bunddybden var ca. 44 meter og dykkedybden var et par meter laver. Tiden gik hurtigt og min luftmængde var før starten reduceret til 160 bar, så da min gode halve time, var gået måtte jeg hellere finde tilbage til bundtovet. Ikke svært med de 15 meters sigt, der var overalt på vraget, undtaget der, hvor jeg havde været. Under opstigningen blev det pludselig meget koldere fra 30 til 20 meter og der var lidt strøm– altså 2 markante termoklin i vandsøjlen!

Det er hårdt at være vragdykker!

Da vi var oppe igen fortalte Anders, at der var tale om en messingflange, der på afstand kunne ligne kanten af en klokke, men Henrik var nødt til selv at dykke ned for at få ro i sjælen, og Thomas var med for at kunne filtre ham ud af garnene, hvis det skulle blive nødvendigt. Først skulle der dog gasses af, spises en snegl og drikkes lidt kaffe – og så gik der lige en times tid endnu! Henrik havde en aftale og trods meget optimistiske re-kalkulation af tidsplanen, kunne det ikke lade sig gøre at nå hjem til tiden, så det endte alligevel med en ret afslappet stemning.

Miljømedarbejder, der redder Østersøen fra at drukne i skidt og møg!

Men de kom i vandet, lidt forskudt, og fik ryddet lidt op på vraget. Der var dog ingen klokke! Stemningen var fin alligevel, selv om Henrik blev snydt for klokken, og vi andre blev snydt for middagen.

Nogen skal jo risikere en helikoptertur…

Vi rykkede mod Undine, der praktisk nok lå på hjemvejen. Anders og jeg ville nasse os på det bundtov, der forhåbentlig ville være der. Havgassen lå heldigvis over Undine, og vi kunne bruge deres bundtov, hvis vi ville binde af. Og det ville vi naturligvis, vi er jo så hjælpsomme!

Sjælden gæst!

Jeg skulle lige ta’ en torsk med op til Henrik og lånte hans harpun til formålet af Henrik. Men nok havde Henrik pumpet om morgenen, men det var ikke harpunen! Da jeg havde en fin torsk på sigtekornet kunne spyddet ikke engang komme helt ud af harpunen. Torsken gad ikke blive og lege, så den undgik at blive prikket med håndkraft.

Søndag med familien!

Jeg skulle nå op igen før Anders bandt af. Jeg havde en hektisk svømmetur mod strømmen hen til tovet for at nå det, men nåede det i god tid og var op over den kolde zone, inden der blev bundet af under mig. Jeg havde heldigvis min dekoflaske med ned, og kunne derfor nøjes med 20 minutters deko, inden jeg skulle op til en bådfuld utålmodige havbasser, der ventede på at få deres bundtov igen – men der var jo lige endnu en mand på deko! Faktisk var der to, men Nicolai tog sin i båden, han kan simpelthen ikke få nok! Men vi fik en øl og fik også smidt bundtovet over til os selv, så vi kunne vente på Anders, mens de andre sejlede mod havnen.

Nogen kan bare ikke få nok! Ser kun på procenten…

Men Anders kom op og kom hurtigt af sted mod havnen. Havgassen blev fanget ca. 8 nm fra havnen, mens de hældte en reservedunk på tanken, så vi nåede i havn i god tid før de andre og havde næsten fået alt vores grej smidt op inden, der blev trængsel på kajen. Men det blev der nu alligevel kort efter!

Logistik?

Herefter alt for sent hjem efter en formidabel dag på havet! Kim R

5/9-2010

SMS UndineØstersøturen skulle jo have været om lørdagen, men på grund af vejret  blev det SS Robert og DMI flyttede det gode vejr til søndag. Forberedelserne startede efter hjemkomsten fra Robert da kompressoren ikke rigtigt ville og vi måtte fylde på rejsekompressoren hvor der hurtigt blev flaskekø. Østersøen med torskevragene passede lige til et flaskesæt med 33 % som var klart så jeg nøjedes med at gøre en enkelt 15 l klar med beslag til bagpladen.

Vejret var perfekt men logistikken fejlede fra morgenstunden. Jeg glemte min termokande med kaffe og ved  svømmehallen blev jeg overhalet med et mulehår af Lis og vandt beretningen. Ydermere blev dagens dykkermål SMS Undine og der var blandingen på flaskesættet lige i overkanten hvis jeg ikke skulle blive uvenner med min computer så der måtte luftes ud og efterfyldes på rejsekompressoren. Jeg tog yderligere en 15 l og fik pakket i bilerne og afsted gik det mod Smygehamn i Pivs ”rejsecitroen”.  Vi var lige ved ikke at blive lukket ind Broderlandet men efter mange forsøg med Bizz’en lykkedes det. Manley havde en løs aftale med KDC/KSD om at de måske ville følges og at der måske var plads i deres båd. De lå allerede parat til afgang da vi kom og ville til SS Norderney når nu vejret bød sig. Efter det sædvanlige vrøvl med at få motoren ned fik vi hurtigt pakket Havgassen og kom afsted.

Smygehamn

Der var lidt dønninger på vejen derud og da de tykkeste basser stod bagerst i båden fik vik nogle hug indtil vægtfordelingen blev ændret. Selvom der kun er 21 SM til Undine føles det altid langt og det er det vel også. Sådan midtmellem Sverige og Rügen som kan skimtes idet fjerne og midt mellem Bornholm og Møn.

Rügen i horisonten

Der blev hurtigt bundet på og alle gik i gang med at gøre sig klar. I skyndingen smuttede min maske ud af min hånd da jeg skyllede den. Øv den svenske noname frameløse maske fra Seapro som jeg havde haft i ganske lang tid. Lis lånte mig en fancy  pigemaske med sæfarisk buet glas og afsted gik det nedad. Lis sagde godtnok at man lige skulle vænne sig det underlige synsfeldt men jeg må indrømme at mine øjne ikke er forenelige med en sådan maske. Jeg kunne lige nøjagtigt få en ide om hvad min computer mente hvis jeg holdt den ud i strakt arm. Der var desværre, lige som på mit sidste dyk her på Undine, strøm men der var dog mulighed for læ neden for rælingen. Jeg tog en tur frem til stævnen og lod mig drive tilbage med strømmen for at rode lidt. Det var ikke helt godt med synet og der var også kommer en ulæselig tekst på computeren. Den var der hvor der plejer at komme deepstop så mon ikke det var det. På vej op fik jeg identificeret dybden og fik holdt mine stop så computeren var tilfreds. Det lykkedes også at finde trylleknappen ( MIX 2 = 100 % oxygen ) og så bliver alle dekotal divideret med 2, en genial opfindelse. Så var det til til noget overfladetid og med dybden som er på Undine er mindst 2 timer en god ide hvis man også vil have lidt dykkertid på 2 dykket. Kaffe var der ikke noget af men en madpakke ( som ville have skuffet Kasper ) var der. Vejret var ganske fint, sol og stille og vi forventede at selvom raket-affyringen var på den anden side af Bornholm som ville vi høre det ( forventningens glæde er stor hos børn ! ). Der blev efterhånden helt stille i båden kun afbrudt af stigens diskrete lyd mod skroget som Lis ikke kunne klare. Da stigen så kom op kom der en snorken fra Jessen der var lige ved at få sat stigen i vandet igen.

Overfladetid

Til 2 dykket havde Manley heldigvis en selvfundet almindelig maske jeg kunne låne. Modsat viste det sig at jeg havde taget en forkert 15 l flaske med, som manglede adaptoren til pladen og som havde en 37 % O2. Så det blev et dyk på sjatten, lige i underkanten men med en stram plan. Ikke efter 1/3 princippet men nærmest mere efter ½ princippet. Fuld speed ned af linen og ned af vraget i læ for strømmen og en tur hen i Flemmings rodehul. Jeg kunne nu se at sigten var ganske god. Der var et flimrende termoklinlag nede midt på vraget og vandet var ganske lunt i modsætning til højere oppe. Opstigningshastigheden blev lidt øget og ved det dybe deepstop holdt jeg vejret. Jeg nåede Søren B’s dekoflaske som planlagt og tog ”straffen” på hans ilt. Lidt ærgeligt med så forseret dykning når man var på den lange tur. I overfladen var der komme besøg af piratbanden der havde været på jomfruelig tur længere sydpå og et par stykker havde luft til et dyk her. Nicolai havde på trods af Helium, iltpartialtryk og konservativ dekoprofil lyst til at supplere sin dekoprofil yderligere i båden. På turen ind fik vi et forspring af Jensen. Vi troede på det men vidste inderst inde godt at det krævede en ekstra dunk og ganske usportsligt overhalede han os mens vi fyldte benzintanken op. Smygehamn lugtede som den plejer og reglen er jo at hvis man taber noget her, så er det tabt for evigt. Men Østersøen på en klubsøndag, det er ganske fint.

Av min arm

AllanH