Ålesund – dag 1

30/7-2010

Ålesund Så skulle der være sommerdykning. Årets tur til Ålesund startede fredag den 30. juli. Men først var der jo lige det med at komme derop. Det er jo lidt af en tur. Men der var rigtig fin stemning i førervognen, som i år var Sørens koreanermercedes fyldt til randen med oppakning. Havets Dronning kom med på slæb. Så var der også plads til resten af dykkerudstyret samt et par rammer proviant. Afgang fra Værløse kl. 12.00. Ankomst Ålesund næste morgen lidt i 5 om morgenen. Selve køreturen er der ikke meget sjov at skrive om. Men Søren fik en lys idé efter et kaffestop lidt over midnat. ”Læg dig i røven på den lastbil som kører ud nu. Så slipper du for at få den til at ligge bag ved dig og blænde”. Det viste sig at være lidt af en prøvelse bare at følge med ! Men hold da op hvor det rykkede. Den gennemsnitlige marchhastighed på den snoede landevej var vel omkring de 80 km/t og med den store fordel, at hver gang der var foto-fælde-farer, så blev hastigheden straks nedsat til det som lige gik an. Jo han kendte vejen.   Ålesund by var ”stendød” kl. 5 om morgenen, så vi prøvede at sove lidt i bilen. Ikke med stor succes og for Kim, Søren og Peter var det faktisk ikke rigtigt blevet til søvn på turen. Ved 9-tiden måtte vi omkring en tank og for et par hundrede norske kroner få os fem rosinboller og tre kopper kaffe. Så startede jagten på nøgler til huset. Det gik der jo lige et par timer med og i mellemtiden skulle Mikkel lige checke badevandstemperaturen. Han kom hurtigt op for det var vist ikke meget over 12 grader varmt. Da nøglekortene var i hus så kan det ellers være at der lige skulle lures lidt.

Første mand i vandet Første mand på vej vandet

Lidt hen ad eftermiddagen skulle der dykkes. Karin og familie var ankommet, og hun var bestemt frik på en tur i havet nærmest med det samme. Det blev på husvraget…. På vej der over instruerede Kim grundigt i hvordan det skulle findes. ”Start med at finde det tov som går ind til land. Så følger i bare det derudaf.” lød instruktionen. Peter kom i sidst, men gjorde som der var blevet sagt. Det virkede lige som det skulle. Der var rigtig fin sigt på vraget. Dog var det lidt underligt at de andre tre ikke var at se. Så stort var det vrag jo heller ikke. Ikke meget fiskeliv og begroning er der jo heller ikke alverden af. Men selve vraget var jo også rigtigt fint – overskueligt og lidt dramatisk med den store hældning ned mod bunden. Flere steder var der klaser af blæksprutteæg. Et par pæne rødtunger måtte også lige lade livet. Der skulle jo samles mad ind ved en hver lejlighed havde Kim instrueret. Tilbage i gummibåden fik vi så delberetningen om Karin og Kims dyk. De havde aftalt at følges ad. Men ifølge Karin var Kim forsvundet inden der var gået fem minutter. Det tov Kim havde udpeget som deres ledeline førte godt nok ud og ned. Så pludselig gik det op. Og det kunne jo ikke passe. Det var vist nok her, at Kim lod Karin i stikken. Så hun fandt aldrig vraget men måtte helt alene prøve at få noget ud af det dyk. Søren havde regnet ud at Kim var på vildspor. Så han forlod det ”falske” tov og havde da også fundet vraget.

Håbefulde dykkere Håbefulde dykkereBlæksprutteæg Blæksprutteæg

Dagen sluttede med et natdyk til Peter. Start fra klubhuset. Alt gik egentligt meget godt i starten. Der var fint med småfisk – blåstak, rødnæb, torsk, hvilling og et par rødspætter, hvoraf den største måtte med en tur på land.Da den planlagte hjemtur langs bunden skulle i gang, skabte lidt udgående strøm og ”kompasroderi” lidt udfordringer. Resultatet blev en pæn tur i overfladen indtil Søren forbarmede sig og startede gummibåden.

BlåstakHvillingHvilling og blåstak om natten

Sådan sluttede den første dag i Ålesund. Der var allerede store forventninger til de følgende.

Kattegat

28/7-2010

The Perfect StormEr der andre end mig der undrer sig over hvilke krav der stilles for at blive metreolog? At dømme efter deres optræden på tv her i agurketiden har det ihvert fald ikke noget at gøre med om man kan forudsige vejret. Men snarere at man kan optræde som krydsning mellem en vært fra godmorgen danmark og en lidt for glad labrador. Ok mange af dem har stramtsiddende tøj på, men heller ikke det er der mange af dem der kan finde ud af. Vi havde fulgt de mange forskellige versioner af dagens vejr med nogen undren. Men gennemsnitligt tydede det på vejr med vindstille, orkan fra nordvest og regn fra skiftende retninger. Aftalen var derfor at vi skulle tidligt afsted og jeg mødte op på det aftalte sted punkligt kl 0655. og så skulle jeg så kun vente 10 minutter på Henrik. Hvordan det så kan være at det er mig der skriver beretning ved jeg ikke helt. Men Henrik har jo så travlt. Lasting af udstyr og afgang mod Gilleleje. Undervejs fik vi tanket købt basser og alt det andet vigtige. Alt gik fint indtil Allan ringede og fortalte han hellere måtte blive hjemme og passe på familien i det kommende uvejr, stormsikre vinduer mm, forståeligt men Ærgeligt.  Da vi ankom til Gilleleje var Kim allerede på pladsen, men han står jo også op før fanden er gået i seng. Da Allan og hans lille krøllede seddel jo ikke kom skulle vi finde noget andet og dykke på som kunne tilfredstille alles behov for god dykning. Aftalen blev så Ostmark og afsted det gik. Da der var en lille smule sø ved Kullen og vinden blæste 180 grader forkert i forhold til DMI slog vi dog koldt vand i blodet(hvorfor hedder det det??) og valget fald så på Odin (Thorbjørns trawler) en af de mange tyske Trawlere som englænderne valgte at konvertere til vrag under 1 verdenskrig. Grunden til dette kan læses på http://www.vrag.dk/Andet/den_tyske_trawlerflaade.htm  For en gang skyld fik jeg lov til at binde på, og endda uden at blive overhalet på vejen ned af Henrik. Det var nu heller noget problem da loddet lå perfekt på det højeste punkt på vraget, nemlig agterkanten af broen i Styrbord side. Derefter var der blot tilbage at svømme rundt og nyde sigten og den gode kvalitet vragmudder der lå rundt rundt omkring. Selvom vraget er så gammelt et det imponerende så velbevaret det trods alt er. Og hvor godt træ kan holde sig, sålænge det er gemt for pæleormene. På et tidspunkt dukkede Henrik op og blev måske lidt forvirret over at jeg lå og grinede i regulatoren. Men sådan er der så meget. Tilsidst måtte det dog få en ende og jeg svømmede op tog lidt Deko og så op og hilse på Kim. Og i vandet med ham. Hvad skal man dog fordrive tiden med i overflade tiden. Vi valgte at øve alle mand overbord, det kunne vi jo lige så godt træne med det vejr det burde være. Og våde ville vi jo alligevel blive når regnen kom. Godt at solcremen var vandfast.

UvejrBemærk de truende skyer i baggrunden og søen der lægger op til ballade. Og Bøjen (alså den længst til Venstre )som burde kunne ses fra redningshelikopterenSikkerheds dykker Kim sikrede sig dog lige at vi andre overlevede dette inden han selv sprang i

Tid til andetdykket som forløb stor set som det første dog med mere mudder. Da alle var oppe igen nød vi en velafkølet og forberedte os på den røvfuld vi måtte få på vejen hjem. 20 sømil i 5 til 8 m/s er ikke altid rart.

Lille KaptajnMed Kullen til Bagbord. I Stormvejr er Kaptajnen altid på broen..(og med 27 knob er der om ikke andet fartvind)

Det gik dog forbløffende smertefrit, men vi sprang nu 3 dykket over for ikke at friste skæbnenen. Pludselig var vi i havn fik rigget af i en fart og blev enige om at vi nok lige kunne nå en is inden uvejret var over os. Denne blev dog konverteret til en gang fisk og Remulade, bare synd at Kasper ikke var med.

Heltemad

Tak for en dejlig dag. Og tak til DMI Rart at I sætter niveauet så lavt at alle kan være med. Thomas

 

27 juli 2010

27 juli 2010

SMS Undine

Efter at have kørt rundt i det halve Europa og brugt tiden på vandring, gletcherskiløb, øl, vin og 4 retter mad dagligt, er det en fornøjelse at komme hjem til noget god dykning. Sidste uge Wave, og denne uge Undine. AllanJ har efter sigende opgivet at dykke mere på vraget og så nu må det være vores ansvar. Jeg mødte  hans ukendte tvillingebror Ernst i Østrig og fik nogle billeder fra hans hjem. Det må være noget genetisk !

 

Vi mødte til afgang kl 5 om morgenen og det var som Lis skrev ukristeligt, men hvis båden skulle være hjemme til tirsdagsdyk om aftenen så var det det der skulle til. Kl 6.30 var den sat i vandet i ”stinkehavn” som jeg for første gang oplevede ikke at stinke og med klart vand så man kunne se bunden hvor gasboblerne kom op.

  man kan se bunden !

Efter at have lastet båden gik det derudaf indtil Sten mente at han havde lagt sin pung på kajen. Vi mente godt nok at han ikke ville få brug for penge da der næppe kom en isbil forbi, men han holdt fast på at vi sejlede ind igen. Den lå ikke på kajen men i PPP’s bil. Vi huskede den gang hans ur var væk, og båd og biler blev tømt hvorefter vi fandt uret på hans arm. Så vi slap billigt. Afsted igen en lille times tid hvor bølgerne var til at lille lur på bænken med 23 knob.

   Algekager

Vi fik hurtigt slået vraget og Teddi blev udpeget til at binde på. Han blev instrueret i at starte med at binde på for derefter at vende sig om og se på vraget og sige WAUW som vi andre gjorde på vores første dyk der.  Undine ( og Østersøens vrag ) er jo en kæmpe oplevelse når man komme fra Øresund og Kattegat med ofte ”ikke så god sigt” Det krystalklare vand og de imponerende vrag bliver man ikke så nemt  træt af, og historien om Undines torpedering og E19’s  øvrige torpederinger ved Øland krydder oplevelsen. Da vi havde bundet på bøjen fulgte ppp og kort efter Sten og ut. Godt nok mente Sten efterfølgende at vi var makkere og ville have min attestation i hans PADI logbog men jeg måtte holde på at det eneste vi havde til fælles på dykket var at vi begge havde fotoapparat med og vi brugte samme line. Det så fint ud ned af linen med god sigt, ikke en brandmand i sigte i modsætning til Wave i Storebælt , men under 30 m var der strøm. På Undine stod der en kraftig strøm ind på kølen som røg over kanten og skabte turbulens . Man kunne dog finde lidt læ på ”dækket” men sigten var langt fra hvad den plejede at være måske 5 m. Man kunne under ingen omstændigheder lyse ned på bunden trods at Undine ku er 11 m bred. Der var bundet på 5 m foran den bagerste kanon. Jeg svømmede frem mod stævnen i den læ jeg kunne finde og kiggede  i de huller jeg kom forbi. Vandet var fint klart inde i vraget. Da jeg kom frem til torpedohullet stod der ”en orkan af en strøm” gennem hullet og man kunne sikkert få sin maske sat om i nakken hvis man kiggede derind. På trods af en optimeret iltblanding går tiden hurtigt dernede på 45 m. Suunto’en er ikke så gavmild som DataMax Pro’en og manometernålen bevæger sig også i rask tempo nedaf med en 15 l flaske så det blev tid til at vende tilbage til tovet. Oppe i båden var stemningen god trods vores skuffelse over sigten og strømmen. Snakken gik som i saunaen ( Hvad der siges i saunaen bliver i saunaen ) men der kan vist godt nævnes at klubben savner den yngre generation af specielt kvindelige elever ( ppp overvejede her kort  at generhverve sit instruktørcertifikat ). Vi valgte 2 timers overfladetid da der trods alt er en vis dybde og vi ikke ville have et kølleslag med dekometret.  2 dykket var betydeligt bedre. Strømmen havde lagt sig og sigten betydeligt forbedret. Jeg svømmede modsat første dykket ned på agter og derefter frem til kobberhuset  og tilbage . Nu kunne man se torskene stå under pladerne. Jeg kigge igen ind i hullerne om der skulle være glemt en enkelt skotlampe men desværre så skal man længere ind. Da sigten nu var bedre måtte der lige fotograferes lidt og en kanon bliver man aldrig træt af. Det blev til en smule deko men ikke mere hvad en dekoflaske med ren ilt kunne halvere.

  En af Undines kanoner

Tiden var til at vende hjemad og med et enkelt tissestop og ekstra dunk benzin i tanken var vi hurtigt i havn igen. Der havde nu været noget trafik og stinkehavn havde fået sit karakteristiske udseende  og lugt igen.

Vi gør det nok igen !

 

AllanH

 

 

26

 26.7.2010

Otto – Hverdagens helt

 

Nogle gange, så møder man folk som gør de mest utrolige gerninger for andre. Det her er beretningen om sådan en af hverdagens helte.

 

Jeg havde virkelig holdt øje med mailen for vejret syntes at arte sig gunstigt. Pludselig var meldingen der. Henrik Jensen ville komme med sin båd. Der var afgang fra Farum præcis kl. 9.00. Han skulle godt nok lige have overstået en gang Grøn Koncert. Men det var såmænd ikke en hindring blot han lige fik en SMS.

 

Ved svømmehallen var fire håbefulde mødt frem. Men Henrik lod vente på sig. Da klokken nærmede sig 10 dukkede han dog op og så gik det ellers mod Helsingør. Her ventede Allan J så nu var vi 6 som skulle dykke.

 

Båden kom i vandet. Eller mere rigtigt den kom ud i oliepølen. For der må have været nogen som syntes at dieselolie er noget man bare dumper i sådan en havn. En tyk oliefilm dækkede vandoverfladen. Niels syntes åbenbart at det lige var noget for hans bilnøgle. Han fik den i hvert fald kastet i havnen. Først ville han så selv ned i oliepølen for at fiske den op. Så ville han alligevel ikke. Der blev også lovet en dusør til den der ville hente den. Men der var ikke rigtigt nogen som havde lyst – selvom dusøren var ganske betydelig. Efter forhandlinger og overvejelser fik nøglen lov at blive liggende. Det kunne jo være at olien var trukket væk når vi kom tilbage.

 

Bilnøgle savnes

 

Loddet blev kort efter smidt på Otto og Allan bandt på. Derefter fulgte Rune, undertegnede, Niels og Kim R. Jeg havde et fint dyk og sigten var udmærket. Nød den utrolige bevoksning og fandt en ordentlig torsk der gemte sig nede i ”spisekammeret”. Der var også isinger og rødtunger. Efter turen langs bunden var jeg oppe omkring masten, som var et rigtigt fint syn i det rimeligt klare vand.  

 

Begroning ved masten

 

Det her var mit første nitrox-dyk. Det var jo en sand nydelse at se hvordan der bare blev ved med at være tid og det lykkedes mig faktisk ikke at få noget deko-tid før jeg synes jeg havde set nok og fandt bundtovet. Vel oppe skulle Allan absolut tage et billede af mig. Som ”dokumentation” sagde han – så konen kunne se at det faktisk var en dykkertur vi havde været på og ikke soldetur eller det der var værre.

 

Nitrox-debutanten

 

Oppe i båden var Allan i fint humør. Henrik derimod var noget mat. Han var heller ikke kommet nærmere påklædning og det virkede ikke som om han skulle dykke. Nå – jeg skulle ikke stille nogen spørgsmål. ”Føj hvor jeg har tømmermænd !” udbrød han lidt efter og så lagde han sig på langs og brummede sådan lidt en gang imellem, når Allan talte til ham. De andre kom op og kurset lagt mod Kronborg.

 

Kurs Kronborg

 

Dagens sidste dyk skulle Niels have. Det blev et olie-dyk efter bilnøgle. Den blev heldigvis hurtigt fundet og derefter blev Niels iført fuldt udstyr  spulet oppe på kajen. Hvor ren for olie og olielugt han blev ved jeg ikke, men jeg tror en grundigere rensning derhjemme har været nødvendig.

 

En stor tak til Henrik for sin offervilje. Jeg tager sku hatten af for folk som trodser tømmermænd  og sejler klub-kammerater på dykkertur. Håber jeg kan gøre en eller anden form for gengæld en anden gang. 

 

Peter B  

22 Juli 2010

22 Juli 2010

Storebæltstur til Wave

 

Efter en granskning af vejrudsigten, så der endelig ud til at opstå et vindhul om torsdagen. Men som vejrudsigter er flest holder de sjældent mere end én dag frem ti tiden, og Østersø-turen blev lavet om til et mindre stormfuldt område i Storebælt. Det gjorde nu heller ikke så meget, hvis vi kunne undgå en orkan og få en dykkedag på det meget fine vrag, S.S.Wave, som ligger lige ud for Romsø.

Vel ankommet til tiden i Farum efter en mindre regnskylle på vejen fra Kbh fik jeg alligevel overleveret beretningsskriveriet, og med en god kop kaffe i sommerhuset er det ingen helt dårlig undskyldning for at slippe for at skulle slås med græsslåmaskinen. Efter en hurtig pakning drog vi af sted på den meget laaange tur mod Røsnæs. Nicolai og Sten var begge tunet til snak, så der blev fred på lupobagsædet til en lille lur kun afbrudt af Nicolais spøjse øregas udbrud, der var svære ikke at kommentere.

I Røsnæs skinnede solen, som den oftest gør på de kanter uagtet Volborgs vejrudsigt og der bredte sig en skøn duft af fiskedeller fra fiskebiksen. MUMS – men det skulle vi jo ikke – båden blev hurtigt pakket færdig, ufo’er blev observeret og fotograferet og Havgassen fik fuld skrue ud over det næsten flade vand kun afbrudt af krusninger og lette dønninger. 

En godt 10 sømil ude blev vraget lokaliseret, dræget smidt og enstemmigt blev det vedtaget at Nicolai have få endnu en chance for bestå prøven i påbindingsteknik. Det gik vist udmærket, i hvert fald var det en stor fornøjelse at nå ned til vraget. Sten og jeg havde aftalt en rundtur ved roret og skruen og tog straks turen ned mod agter langs bunden…. Men ak ak ak begge dele var i mellemtiden blevet flyttet, i hvert fald var ingen af delene nemme at få øje på. Men når dykkecomputeren på dette sted viste 35,5 meter, så kan det kun betyde at man har gravet sig godt ned i bunden eller netop har fundet strømhullet – og på den dybde er skrue og ror åbenbart ikke til at lokalisere i den ikke helt gode sigt. Nå – men der var så noget, vi ville få til gode til andet dykket. Resten af dette dyk blev nydt med at botanisere i skovene af hvide, laksefarvede eller orange sønelliker, der dannede et tæt bunddække over stort set hele vraget. Enkelte steder i lidt mere strømdække havde sønellikerne veget lidt plads til store buske af langarmede hydroider – desværre var det ikke mange nøgensnegle, der blev fundet i buskene, men med en meget våd højrearm (endnu en tørhandske problematik) og lettere køligt vand, var det heller ikke tålmodighed, der var mest af. Efter nok min forlod jeg Sten og tog turen op langs bundtorvet i noget der for udenforstående måske kunne minde lidt om en kombination af piruetter og englehop. Strømmen kom fra forskellige retninger gennem dybden og brandmændene suste forbi og skulle helst undgås!

Overfladetiden blev brugt på hjemmebagtkagespisning, tørring af handsker og dragt – eller i hvert fald et godt forsøg derpå. Det blev en lettere udfordring med de sorte skyer, der pludselig drev over os. Men nu er jeg jo forudseende eller har lært af tidligere erfaring, så der var både pakket ekstra handsker og ekstra trøje hjemmefra. Så jeg var helt klar til andet dykket, da regnbygerne var drevet over og 1. holdet kom op af vandet. Igen tog Sten og jeg den ned for at inspicere skrue og ror, for de skulle jo være dér. Taktikken blev dog lagt lidt anderledes, og begge dele var pænt flyttet tilbage i mellemtiden. Sikke et fint ror og sikken en fin skrue – se foto!!! Derefter gik turen frem mod stævnen i rask tempo med Sten forrest som skudt ud af en kanon – der blev sparket så godt i finnerne at hans lygte ikke kunne følge med og mistede energien. En typisk lygtefejl! Bakken var helt fantastisk overbegroet med sønelliker og da sigten var blevet en anelse bedre end på første dykket skulle jeg lige en tur ’ud i det blå’ og kigge direkte ind på stævnen. Meget flot vue. Vi diskuterede lidt hvad det var der stod på bagbord side i stævnen, et spil, ekstra anker ell… det var godt overbegroet af sønelliker og der skulle vist fjernes en del for at mit utrænede øje skulle kunne se hvad det var. Men meget flot flot stævn. Så var det tid til at dimse lidt med botaniseringen på tilbage vejen mod bundtorvet og blandt andet flere rejer i spisestørrelse blev blændet med lygten. Sten bandt let af – fin påbinding, Nicolai! – med lys fra min lygte og med dræget i hånden gav Sten en gratis tur hele vejen ned over vraget mod agter. Hu hej – det var sgu sjovt!

Oppe over vandoverfladen holdt vejrprognosen – vinden var taget til og dykkerflaget blafrede i vinden og der gik ikke mange minutter efter at de værste brandmandstråde var fjernet fra udstyr og overlæbe til PPP satte kursen mod Røsnæs. Skæg tur ind med bølgerne i ryggen og havgassens næse blev indimellem dyppet ned.

Inde på havnen mødte skuffelsen os – fiskebiksen havde lukket for fiskedelleudsalget!!! Gudskelov fandt Allan hurtigt en lokale fisker på havnen som hurtigt fik lettere udsolgt – så var aftensmaden også på plads. En rigtig god ting, når sulten begynder at melde sig. Vi fik hurtigt pakket sammen over en øl og kursen sat mod Farum.

Tusind tak for en dejlig dag!

Lis

  

19

19. juli 2010.

 

Robert

 

Endnu en gang tog vejret røven på os, og vores stort anlagte ekspedition i Østersøen blev endnu en gang udskiftet med en tur i baghaven. Vinden var blevet rimelig frisk, men vi skulle jo i vandet, så Robert blev valgt igen igen, men det er jo heldigvis et sted, hvor vi kan komme mange gange endnu, før det er slidt helt op.

 

Altså, kurs mod Rungsted og af sted mod Robert. På trods den kraftige sydlige vind fik vi kun lidt vand ind, og vi fik vist heller ikke en gang smadret noget udstyr på vejen. Vi sejlede heldigvis på tværs af bølgerne og heldigvis i Henriks båd, for i Havgassen ville det have været en nyreknusende oplevelse.

 

Da vi nåede Robert, blev det hurtigt klart, at jeg skulle binde på, men på en dag uden strøm var det jo en smal sag, og der var bundet på efter 3 minutter.

 

Nogen skal jo gøre det…

 

Så havde jeg vraget helt for mig selv indtil den næste mand i rækken blev klar og kom ned. Sigten var svingende mellem 2 – 8 meter. Desværre mudrede de mange torsk vraget op, men på den anden side, så er det bl. a. dem vi gerne vi se på vraget, og det er glædeligt, at vi nu ser så mange torsk på Robert. Der har ikke været så mange i adskillige år.

 

Jeg tog turen rundt om vraget på bunden og der var sigten 3-4 meter. Der var ikke meget nyt, men der ligger godt nok meget net ude ved stævnen, nogen gange er god sigt næsten skræmmende. Efter det obligatoriske besøg ved skruen, gik det op over vraget for at se om de fastresiderende fisk, langen og sortvelsen, var hjemme og det var de! De flytter sig åbenbart ikke ret meget, men de ligger nu også godt gemt inde under pladerne i styrbords side.

 

Huslangen

 

Skyd efter øjet

 

Grunden til vores kammuslinger er forsvundet?

 

Tilbage ved bundtovet var sigten forsvundet, og der havde vist været andre, men jeg havde jo selv bundet på og vidste hvor tovet var. På vej op ad tovet mødte jeg Henrik, som var på vej nedad. Jeg troede ellers de massive mudderskyer kom fra hans hånd!

 

Skipper med det kølige overblik

 

Herefter var det tid til få varmen over springlaget. Det var behageligt nok at ligge der i det kvarter, jeg havde akkumuleret. Brandmændene blev nede omkring springlaget på 10-12 meter, og der var slet ingen strøm højere oppe, så man kunne slappe helt af.

 

Hvem fanden har opfundet tørhandsker?

 

Dykning er en ekstremsport!

 

I overfladetiden stod den på sol, løgnehistorier og forfriskninger.

 

Turister på Sundet

 

Før man anede det, startede anden runde og denne gang fik jeg min dekoflaske med ned. Meget passende, for desværre er computere meget bedre til at huske, end vi selv er, og den var derfor gavmild med dekoen. Andetdykket gik stort set som førstedykket, bortset fra, at jeg havde Lottes kamera med ned og skulle prøve at tage et par billeder.

 

Op igen og endelig kunne man med god samvittighed nyde en kold i solskinnet…

 

 

 

Man må jo ikke glemme hyggen!

 

Kim R

17

17. juli 2010.

På flugt fra vejrguderne.

 

Den stort anlagte tur Østersøen blev flyttet til Kattegat pga. vejrudsigten. Den lige så stort anlagte tur i Kattegat fra Gilleleje blev flyttet pga. af vejrudsigten og ændret til en ikke så stort anlagt tur i Storebælt og vandene omkring Samsø, som vel strengt taget også er Kattegat, hvor vejret skulle være noget bedre. Vi valgte at sejle fra Røsnæs, hvor der var et par positioner i nærheden, der lige trængte til et nærmere eftersyn, og noget andet, der trængte til et gensyn. Vejret var glimrende, da vi stævnede ud, og vi havde som altid store forhåbninger og var gennemsyret af eventyrlyst.

 

Første mand i vandet

 

Vi søgte på lidt nyt og lidt kendt, og der var bid et par steder og der var bestemt ikke bid andre steder. Bl. a. havde jeg selv fornøjelsen at besøge en stor sten, der, trods den smukke bevoksning med sukkertang, var en skuffelse. Af andre mere eller mindre ligegyldige ting var et par nedsprængte vrag og en enkelt fiskekutter. Altså ikke alverden, men eventyret skal jo søges, og drømmen levede også lige til man svømmede ind i den store sten, man troede var noget helt fantastisk.

 

Mental opladning

 

Afslutningsvis dykkede vi på Elsass, søsterskibet til Ostmark. Jeg ved ikke hvor meget dynamit der er brugt til at nedsprænge vraget med, men det mindede mest af alt om en fodboldbane fyldt med forvredne jernplader. Sigten var ikke overvældende og det mest spændende var de rødtunger, der lå under nogle af pladerne. Og så om man kunne finde tilbage til bundtovet, men der var ingen strøm, så man kunne ukompliceret foretage fri opstigning.

 

Returen til Røsnæs gik bl. a. med at diskutere hvorfor vi ikke havde set marsvin – en hel dag på et fladt hav og ikke et eneste blik af dem. Umiddelbart uden for havnen var der et par stykker, så vi lige fik dem med.

Ihærdighed belønnes

 

Ellers kan man sige, at det var en lang dag med en lang køretur og en lige så lang sejltur. Vi fandt ikke meget spændende nyt, men vi søgte eventyret, og indtil vores forhåbninger smuldrede, var spændingsniveauet helt i top. Men vi havde en fantastisk dag på havet.

 

Kim R.

Otto

Otto

Tirsdagsdyk på S/S Otto d. 13. juli

 14 personer var vi samlet på denne tirsdag! Det er sgu flot fremmøde. Jeg havde min båd med til Farum, så der var plads nok i bådene, og ankom som den sidste! Reglerne er hvis ikke helt klare på det her område. Kasper kørte selv til HelsingNør, uden at bidrage til noget, til gengæld kom han sidst! Nå, fred være med det, det er jo meget hyggeligt at skrive en beretning her på kontoret, hvor termometeret siger 30 grader og pigerne sider i små toppe lige uden for dørenJ Undskyld mig, jeg henter lige en kop kaffeJ

Både blev sat i, pakket og vi fløj som de første ud af havnen, fandt vraget og smed loddet. Kim R tilbød at binde på, jeg kan ikke helt husk den næste i rækken. Havgassen kom og lagde siden til os og der var liv og glade dage.

 

Per L havde sin søn med og jeg oplevede et sandt bombardement af spørgsmål. Jeg spurgte ham om han altid spurgte så meget eller om det kun var når det var så spændende som her. Det var kun her, for det var helt sikkert spændende. Jeg har ham dog mistænkt for ikke helt at sige sandhedenJ Han blev dog udstyret med farmands kamera og båd, dykkere, farmand og hele Øresunds bestand af skibe blev foreviget og så var der roJ.

 

 

 Jeg kom selv i vandet midt i rækken. Overfladestrømmen var svag, men tiltog på vraget. Det betød dog intet, specielt ikke når sigten var på den gode side af 10m, så er Otto altså et flot vrag! Det myldrede rundt med dykkere dernede, men på ingen måde crowded. Med sine 68m i længde og noget at se på både i bund og top, så var vi godt fordelt. Jeg valgte dog at søge ly ude på stenrevet på bagbord side af vraget, i håbet om at finde en sømrokke. Her kunne man ligge og se silhuetten af vraget på lang afstand. Her var ingen rokker, men masser af torsk der trykkede sig for strømmen og en lille lange og en kæmpe rødtunge under et styk plade. Jeg kom vraget godt rundt og de 6 grader på bunden gav en naturlig afslutning. Dejligt at komme op over termoklinlaget, op i varmen, til alle brandmændene. For meget Østersødykning har gjort mig urutineret i brandmandsundvigemanøvrer og jeg tog en bredside henover regulator men under maske. Dvs. overlæbe av av.

Kasper bandt af og så blev der drukket øl og underberger, Havgassen havde forladt gerningsstedet, men vi overhalede på falderebet. Alt blev pakket og klaret og så hjem til Farum til bænken og en øl mere sammen med flagermusene.

 

Tak for en god aften.

 

Henrik 

Robert

11/7-2010

Robert Med udsigt til over 30 °C var der ingen grund til at blive på land og smelte, så på trods af logistiske udfordringer lykkedes det at komme af sted på søndagsdyk. Vindprognosen var lidt i overkanten af det komfortable og indbød ikke til langtur, men vi kunne jo nok tåle et par svalende sprøjt, så vi skulle i det mindste på Sundet. Da strømmen samtidig var lidt for frisk ved Helsingør, valgte vi Robert – altså ”business as usual”! Vi var i Rungsted før strandgæsterne, så vi kunne uden større problemer finde parkeringspladser. Der var heller ikke trængsel på slæbestedet, så vi kom hurtigt af sted. Bølgerne var ikke så store som man kunne forvente med den vejrudsigt, så vi kom relativt tørre over til nordsiden af Hven, hvor vi kunne skimte en båd på vores vrag. Ikke at Robert er for os alene, men det sker nu forbløffende sjældent, at andre dykkere kommer derud. Det var folk fra Greve, der allerede havde folk i vandet og de havde smidt deres anker ved agten. Vi smed vores lod lidt længere fremme i vraget og fik efterfølgende smidt Manley i for at gøre fast. Loddet lå ikke så langt fremme som forventet, så der blev bundet i bagbords side, tæt ved masten, der går tværs over vraget og ud over styrbords side.

Over RobertOver Robert med Hven i baggrunden

Lotte, Morten og Sten gjorde sig klar, og hoppede mere eller mindre samlet i vandet og efterlod mig i den brændende sol med Stens termokande. Efter en lille halv time begyndte jeg at gøre klar og da Manley kom op og fortalte om fin sigt, i hvert fald i stævnen, hoppede jeg i og svømmede derud. Det var behageligt at komme i vandet og ganske forfriskende med de 6-7 °C under springlaget. Der var fin sigt i stævnen – 4-5 meter og meget smukt. Alle sønelliker var udfoldet og gjorde et massivt indtryk, det var svært at se, hvad der var vrag og hvad der bare var tovværk og net med bevoksning. Men det var også lige meget, for jeg kendte godt vejen alligevel. Der gemte sig masser af buskhoveder og et par rødtunger derude. Der var selvfølgelig masser af hvirvelløst liv, men tiden løb, og snart efter var det tid til at returnere. Jeg svømmede fra masten i stævnen og agterud lige ud i ingenting, indtil jeg mødte styremaskinen, og derefter tog jeg en kort tur rundt om agterdelen, hvor jeg lige fik tjekket at huslangen og sortvelsen stadigvæk havde det godt i styrbords side. De var hjemme og havde endda fået selskab af et par mindre torsk, der på en dårlig dag ville være store nok til at tage med hjem. Der var naturligvis flere rødtunger inde under dem, men de var umulige at få jaget noget som helst spidst igennem! Herefter op fra det halvkolde bundvand op i det lumre overfladevand, der havde rundet de 20 °C. Selv med en fed nitrox der gik lige til (min) grænsen kostede det jo lidt at more sig i dybet, men der var ikke meget strøm og sigten var god nok til at man kunne undgå brandmændene. Da jeg havde betalt prisen, kom jeg op til noget, der mest af alt mindede om et poolområde på en charterhotel. Folk sad henslængt med kolde drikke og hoppede i vandet, når varmen blev for meget, og travlhed var ikke eksisterende.

Overfladetid Overflade tid

Overfladetiden var kort, ca. 1½ time, og den gik hurtigt. Jeg skulle binde af, og havde derfor god tid til at gøre klar, mens de andre var nede. Da jeg omsider kom i, havde jeg et dejligt langt og afslappet dyk, der til forveksling var magen til det første. Selv om der ikke var noget strøm, var vindpresset på Havgassen stort nok til, at det ganske nemt at bære loddet hen over vraget, og jeg skulle ikke gøre andet end at undgå at hamre ind i et eller andet på vejen. Over springlaget var det en prøvelse undgå brandmændene, så jeg havde et par minutters boksekamp, inden jeg kom op.

AfbinderenSidste mand i varmen

Herefter gik det hjemad i et aldeles adstadigt tempo, og vi fik næsten ikke vand ind – kun Manley blev lidt våd, fordi vi havde indført en adfærdsregulerende foranstaltning over for folk, der sejler for vildt. Skærmen var nede og vandsprøjt ramte chaufføren, men han kunne ikke give andre skylden…  I Farum stod luften helt stille og varmen bagte hårdt ned på vores allerede overhedede kroppe – heldigvis fandt vi en skyggefuld oase ved svømmehallen, hvor vi kunne restituere os før en varm og anstrengende hjemtur. Kim R.

 

Themis og Anders Martin

10/7-2010

Hesselø syd – Themis og Anders Martin  Weekenden var de foreløbige sidste rester af sommerferien, så jeg havde  besluttet at holde en lille dykkerferie i Danmark. Heldigvis artede vejret sig til dykning, og lørdag var 8 klar til også at holde  ferie. Solen bragede for fuldt sommerblus, og temperaturen sneg sig op omkring de 30 grader, så det var oplagt at komme ud på havet. Vinden opførte sig rimeligt, og lørdagen kunne godt byde på en kortere tur i Kattegat. Vi ville gerne have været på langfart, men det har vi til gode. Themis besøger vi ikke så tit og Anders Martin er også et fint vrag. Vi fik krøllet os ind i få biler og trillede mod Hundested havn. Selvfølgelig skulle vi lige en smut forbi en bager på vejen – gæt hvem der var chauffør i den bil jeg kørte med i….. Havgassen blev pakket med krimskrams og skildpadder og så gik det af sted mod nord. Trods den lidt friske vind gik det fint over Kattegat og vi blev næsten ikke sjasket til med havvand før det var meningen.

Themis flotte skrueDen flotte skrue og ror på Themis Themis anker ude ved stævnenThemis anker der ligger ude ved stævnen Stævnen i modlys Stævnen i modlys

Fremme på positionen blev bøjerne smidt overbord, skarpt efterfulgt af Kim der bestemt ikke havde positiv opdrift, han var hurtigt væk og nedstigningshastigheden kunne beskrives som 0 til 10 meter på 1 sekund. Mens Kim bandt på tøffede vi lidt rundt i overfladen og Manley fik lagt agter og stævn positioner for Themis ind på navigatoren. Min nye harpunspids med springfjeder fik ikke lov at komme i brug på gårdsdagens dyk, men i dag var der gode chancer. Morten var makker og spurgte noget bekymret inden dykket om jeg sagde til nå jeg var harpunskydeklar eller om han selv skulle gætte det…Jeg mente han nok skulle opdage når jeg havde fået øje på en torsk, men den oplysning syntes ikke helt at berolige ham. Sigten var fin og lyset stærkt på Themis. Havkatte x mange kiggede skummelt frem fra deres gemmesteder, søfjer vejede let over sandbunden og taskekrabber havde gravet fine huler i det ral Themis sejlede med da hun sank den mørke februar nat i 1949… og torsk; det er en god harpunspids – to fine torsk kom i nærkamp og den ene blev så overrasket at den slap livet øjeblikkeligt. Morten var imponeret over mudreriet og over hvor hurtig og overbevisende jeg kunne ødelægge den ellers overordentlig fine sigt. Der var heldigvis en lille smule bevægelse i vandet, så sediment og småpartikulært torskeindvoldssnask blev ført væk fra vraget.

Sommer når det bedstEn kølig forfriskning

Overfladetiden gik med strandløve og -gazelle stemning ombord i det pragtfulde sommervejr – badning fra båd, med forfriskninger til badedyrene, lidt godt til maven og Sten havde taget kaffe med. Peter B havde medbragt gode rabarbermuffinkagerester fra dagen før – på stærk opfordring – han kunne jo ikke bare sådan løbe fra en tradition han selv havde sat i gang!Men næste position fandt jo ikke sig selv så vi måtte surre fast og sejle de 5 sømil til Anders Martin.  Samme procedure som på første dyk – vi er jo rutinevante. Der var noget strøm i overfladen men nede på vraget var der fint. Sigten her, var også rigtig god. Det hvirvelløse dyreliv på Anders Martin er altid imponerende. Flere steder står sønellikerne så tæt at det ikke er muligt at se vraget. Torsk var her også – flere kom farende forbi i vild fart. Manley havde tilsyneladende drillet, i hvert fald en torsk så meget, at den rundforvirret og med brag var svømmet direkte ind i vraget, og det var den ikke blevet mindre forvirret af. Der sad hårhvarrer enkelte steder på vragsiden og rødtunger lå oppe på vraget. Skruen manglede stadig på Anders Martin, og dem der har taget den afleverer den sikkert heller ikke tilbage. Det blev til et par runder på vraget og både roret og stævnen stod fint i det lyse klare vand. Opstigningen var noget af en udfordring. Brandmændene stod så tæt at kollision var uundgåelig. Man måtte hele tiden dukke sig for at undvige de allestedsnærværende brændende tentakler. Og netop som det ene monster var undgået, kom det næste farende. Avavavavavavavavavav…. En kold øl som min makker havde medbragt på dybden hjalp heldigvis på de brændende smerter.

Anders Martin rorNede ved “skruen” og roret på Anders Martin

Tak for en rigtig fin feriedagLotte – som igen lod sig købe til beretningsskrivning!

Fotografen fanget af eget kameraFotografen fanget af eget kamera over Themis