Bonita og Ares

27/6-2010

Bonita og Ares Tja, så har man set det med! Jeg mødte 3 kvarter før afgang, vi var 10 mand og alligevel kom jeg sidst, slået på målstregen ved bommen til svømmehallen – af Juhl!  Der herskede nærmest total kaos ved svømmehallen, da de fleste åbenbart var totalt uforberedte over det gode vejr, og derfor skulle ha’ fyldt luft på flaskerne, og midt i det hele skulle vi samtidigt finde ud af hvor vi skulle ta’ hen. Det var jo ikke let på sådan en dag, hvor det meste af Danmark var vindstille. Efter en ophedet diskussion og optakt til splittelse og mytteri, bl. a. med trusler om Øresund, Storebælt og Kattegat, opnåedes en form for konsensus, og for ikke at gøre det umiddelbare, valgte vi at ta’ til Sverige, nærmere bestemt Østersøen med udgangspunkt fra Gislövs Läge. Dykkemålene for dagen var de to klassikere Bonita og Ares. For de rutinerede Østersødykkere er de to vrag ikke førstevalget på en helt vindstille dag, men med 10 mand i båden måtte det nødvendigvis være noget kystnært, og derfor blev de ovennævnte vrag målet. Havgassen blev proppet til op over bristepunktet og lignede noget der var løgn – noget, der mindede om en båd, hvor en stor gruppe havsigøjnere havde boet i årevis. Det var ligeledes mere end blot lidt spændende, om badekarret kunne plane med al den vægt – det gik, men udelukkende fordi mit blybælte lå tilbage på havnen. Der skulle mange meters tilløb og adskillige liter benzin til at få båden op at plane, men heldigvis var havet helt fladt og uden bremsende modsøer. Vel ude af vandet kunne vi sejle med 25 knob og Bonita blev nået i løbet af små 20 minutter. Herefter skulle det nye ekkolod demonstreres for en interesseret skare, der alle lod som om, de aldrig havde set et ekkolod og kortplotter før, selv om instrumentet var stort set identisk med vores defekte ekkolod.  Men vi fik omsider smidt loddet, og bundet på. Herefter gik det slav’ i slav’, og folk kom i vandet. Midt i denne proces fik vi besøg af Baltic fra Nykøbing Falster, der havde fået samme ide som os. De lånte vores bundtov, men Bonita er jo et stort vrag, og der var rigeligt plads til os alle. Og de fire fra Baltic mudrede helt sikkert mindre op, end de mest inkarnerede af vragbasserne.   Sigten på vraget var 10-12 meter og der var masser af lys. Der var masser af muligheder for at kravle ind i vraget, som jo egentligt er ganske spektakulært, selv om det er set før! Men der var godt nok ikke meget andet liv end en masse små blåmuslinger – ikke så meget som en lille torsk lod sig se – selv de allermindste havkarusser og andre småfisk glimrede med deres fravær! Men det er desværre prisen man ofte betaler for at dykke i klart vand i Østersøen.  Herefter op i solen til en kop kaffe eller mere hardcore forfriskninger for dem, der var til det, mens vi gjorde klar til at sejle til Ares. På Ares dykkede folk stort set som før, og vraget, som var noget mindre end Bonita, var noget mærket af de mange dykkere. Der var skyer af uklart vand ud af alle hulrum, og sigten var vel ca. 8-10 meter før dykkerne, eller rettere, der hvor dykkerne ikke havde været. Personligt synes jeg, der er lidt mere sjov ved Ares end Bonita, men smag og behag er jo forskellig. De fleste opdagede den enorme reserveskruen på dækket, og det affødte en diskussion om, hvordan man skiftede skrue i gamle dage. Og der kom egentligt ikke noget svar på det! Og der var faktisk fisk på Ares, vi fik alle set den lille torsk, der åbenbart lever af at vise sig frem for dykkere – men der var kun den samme. Temperaturen på bunden var her 7 °C og der var lidt varmere på deko, men ikke varmere end at man passende kunne fylde lommen med lidt forfriskninger til afkøling. Herefter ind mod havnen, og på turen ind hostede Havgassen en enkelt gang og forlangte lidt mere for turen – vi var klar over at der var en chance for at det kunne ske og var beredt – men vi var kun ganske få hundrede meter fra havneindløbet, så det var ærligt talt pisse irriterende! Men efter få minutter var vi på farten igen og stod ind i havnen for fulde gardiner, for Havgassen nåede lige præcis op at plane. Næste udfordring var en defekt trimmotor – vi kunne ikke køre motoren op, så vi måtte aflaste hydraulikken og løfte motorbenet op i transportbeslaget. Afslutningsvis lidt pakkekaos i eftermiddagsheden, hvor alt vores habengut skulle proppes i 3 biler, der samtidigt skulle rumme 10 havbasser. Kim R

 

Ekkolods test på Robert

26/6-2010

Ny navigator på tur Som de fleste vel har erfaret, har vi fået et nyt instrument til afløsning af vores ekkolod/GPS, der døde på Lysekilturen. Det nye instrument er af samme fabrikat, som det gamle, så transducer og kabler kunne genbruges. Da den planlagte og annoncerede lørdagstur blæste væk, var der en lejlighed til at teste instrumentet på Øresund, og derfor prøvede vi at samle et hold, der turde trodse vejrudsigtens 6-8 m/s fra nordvest. Asger, Manley og undertegnede var hvad det kunne blive til, og vi tog ud fra Rungsted, hvor instrumentet fuldt levede op til hvad vi tidligere har haft, og der er tilmed et par nye features. Vi slog først Hven Vest, men ingen orkede at dykke der, og vi valgte at sejle på Robert, som så ofte før. Lodskuddet på Robert var overbevisende og klart bedre end det gamle lod, men et lodskud gør det jo ikke alene, loddet skal jo også ligge på vraget. Tilsyneladende landede loddet midt på det højeste punkt midtskibs. Manley, som havde kastet loddet, bandt på og loddet lå midtskibs, der, hvor skorstenen en gang stod. Af andre spændende ting, var Asgers halsmanchet, der havde et hul, men vi havde ingen lapper, så han hoppede i min dragt, og fik dykket alligevel. Jeg selv var sidste mand og skulle således vente på, at min dragt kom op igen.  Da jeg kom ned var der ualmindeligt meget lys og en sigt på 3-4 meter, altså meget fine forhold. Der var masser af fisk og andet biokravl, og jeg havde et ganske glimrende dyk. Da jeg bandt af blev jeg trukket ud over bunden, men desværre var linen for kort til at jeg kunne holde mig nede, og derfor måtte jeg begynde min opstigning med det samme. Den opsparede deko kunne heldigvis klares i det varme overfladevand, og der gik ikke lang tid, før jag sad bænket med en øl i hånden oppe i båden. Vi tjekkede også lige Hvenprammen på hjemturen og kan berolige med, at den ligger der endnu! Vi tjekkede heldigvis kun med ekkoloddet… Kim R.

 

Herald og Fu Shan Hai

24/6-2010

Herald og Fu Shan Hai Bedre sent end aldrig… Jeg har desværre ikke haft tid før nu, men beretningen skal med. Torsdag d. 24 juni var vi klar igen til Østersøen. Vi kørte selv i forvejen og Anders, Rune og Jones kom med båden. Vi havde aftalt mødested i Skillinge havn kl. 9:00.

Fint vejrJa, vejret fejler ikke noget..

Vores første mål for noget nyt, var Herald : http://vrag.dk/vrag/herald.htm. Det er altid spændende at opleve nye vrag, og det var det så sandelig også denne gang. Jeg var (som altid J) nede som første mand, sigten var ca. 10 m., så ganske udmærket østersøsigt. Liv var der absolut intet af, men fint gammelt vrag. Det var også godt at gense Bornholm, jeg tror at det nok er 15 år siden jeg sidst har set øen.

Bornholm i baggrundenJones men Bornholm i baggrunden

Vi alle havde nogle skønne første dyk i dette fantastiske vejr.

Skygge...Skipper nyder solen under parasollen

Vores overvejelser omkring 2 dyk var, om vi virkelig skulle besøge det meget omtalte ”pornovrag” Fu Shan Hai – og flertallet bestemmer (jeg tror faktisk at vi alle var enige).. Nu lå vi ca. 5 mil. Fra dennes position og da det ikke er særlig tit, at vi sejler ud fra Skillinge Havn (måske skulle vi gøre det noget oftere) såååååå måtte vi jo altså prøve det.

På vej nedPå vej ned….

Ja, jeg var jo først i vandet igen (skønt). og sikken en KÆMPE at komme ned på.. Loddet havde meget heldigt lagt sig en ½ m. fra rælingen øverst på broen, bare en ½ m. mere til siden og der havde sgu været langt ned til loddet J. Jeg søgte næsten straks ind af en eller anden dør og svømmede rundt i de lange gange med værelser, rum og stuer i hobetal. Det er meget underligt at se noget så nyt, når man nu er ganske vant til nogle ”gamle” drenge. Der er selvfølgelig blevet rodet godt rundt div. Steder men møbler, farverne, malerierne, lamperne etc. var der overalt.

Højt vragTjek lige et lodskud

Hygge ombordHygge…

Nå, men efter min tur indenfor, var jeg lidt uheldig at få et hul i dragten (meget mærkeligt). og kunne bare mærke, at jeg bare blev mere og mere våd. Så efter ca. 25 min. søgte jeg tilbage til torvet og opad. Heldig var det at vejret var pragtfuldt og varmt, så tøjet blev lagt til tørre imens de andre hyggede sig på vraget. Vi var alle enige om at det havde været en oplevelse og andet dykket værd, meeeeeeen kommer der nok først igen når farven er forsvundet og rusten har taget gjort sit! Tilbage til havnen og mod Danmark (små 2 timers kørsel).. Tak for en fantastisk dag og nye spændende vrag F

Så er der gratis middag

23/10-2010

Så er der gratis middag! Det var da i grunden en spøjs overskrift, – indrømmet. Men det er svært, hele tiden at finde på nye overskrifter til beretningerne, som kan få folk til at tænke WOW, sætte sig ned og læse om vores oplevelser på havet. Overskriften er dog ikke helt grebet ud af luften, men er blot en af de sætninger som forlod Kaspers mund, sammen med hans bidemundstykke og en masse snot, endnu imens han stod på dykkerstigen og dryppede.

Stort skibVi følger i de stores kølvand

Nå men historien starter selvfølgelig et andet sted, lad os sige i Østersøen lidt nordnordvest af Krigers Flak, i nogenlunde vejr, den 23. juni klokken ca. 8.00. Vi var tidligt ude denne dag, for vi skulle hjem og holde Sankt Hans med vore familier om aftenen og da det ”gamle hold” var samlet igen (Thomas har jo forsømt dykning lidt, da han har holdt fødselsforberedelsespause den senere tid); Henrik, Kasper, Thomas og jeg selv, ville vi selvfølgelig fejre det med en jomfru, – altså et jomfruvrag. Vi nærmede os hastigt positionen og glædede os først og fremmest over at der ikke var dybere end 34-35 meter. Når man sådan leder efter vrag, foregår det ofte uden ret meget viden om, hvad det er man er på vej imod. Dybden kender man sådan cirka, men vragets størrelse og udbredelse, passer ikke altid med det man får oplyst. Her fik vi dog endnu en glædelig overraskelse, oven i den ringe dybde viste vraget sig at være temmelig stort, det loddede knap 5 meter op og strakte sig omkring 50 meter, – wow!  Vanen tro, klædte Henrik og jeg os om, vi er altid første hold. Dette er mest for ikke at risikerer, at nogen af de andre udsætter sig for unødig fare, når vi ikke kender forholdene på vraget. Det være sig mistet garn og trawl på vraget man kan hænge fast i, eller simpelthen at vraget dratter sammen omkring dykkeren. Vi må jo gøre hvad vi kan, for at beskytte de i forvejen hårdt prøvede småbørnsfamilier. Henrik har ikke børn og mine er store og skal nok klare sig, – altså ofrede vi os endnu engang – PLASK!

Et nyt vragDer var lidt bølger, men ikke noget at tage fejl af, – VRAG!

Inden vi nåede ret langt ned i dybet, tonede det mægtige træskrog frem i tusmørket. Sigten var helt fantastisk, selvom vi i den seneste tid har vænnet os til meget god sigt i Østersøen. Det var som at svømme rundt på 15 – 20 meter på en god dag og det store træskrog stod tydeligt foran os, som var det på land, i det krystalklare vand. Lasten bestod af cement i sække, eller i hvert fald af noget som lignede cement og det stod stablet fint endnu, i det meste af skibets længde. Skroget var helt næsten hele vejen rundt, kun i stævnen var det meget ødelagt og hjulpet af den gode sigt, kunne vi svømme 20 meter ud foran vragets bovspryd, hvor spanter og planker lå spredt. Tilbage til stævnen, kunne man se kapstanen i jern, sunket dybt ned i sandet og bovspryd med galionsfigur som lå på siden, lå også næsten i niveau med havbunden. Her kunne man dog tydeligt betragte det flotte træskærerarbejde, som i sin tid prydede det stolte skib. Agterenden er blevet lidt træt og er sunket bagover, dog har den stadig forbindelse til skibssiderne. Alt det her beskrevede, tog det os godt en halv time at få på plads i hukommelsen, men det vil nok blive der meget meget længe.  Oppe i båden ventede de andre spændt, de sprang i vandet og vi afklædte os i solen, talte oplevelsen igennem og udvekslede iagttagelser, nogle ting var vi enige om og andre havde vi oplevet forskelligt. Snart var også Thomas´ og Kaspers halve time også gået og lige før de var oppe, kom en hævesæk i overfladen. Det viste sig at være skibets klokke, som Kasper havde gravet frem af havbunden, helt fremme foran vraget, hvor planker, taljeblokke og andet ligger spredt. Den erfarne og årvågne dykker ser ting andre overser, små ting som indikerer at noget skal undersøges og som kan vise sig – efter afdækning – at bidrage med betydelig viden, om vraget og dets historie. Som traditionen byder, udløser sådan et fund en middag til resten af deltagerne og det var selvfølgelig dette Kasper i sin glædesrus ikke kunne holde tilbage, selvom han knap nok var ude af vandet; så er der gratis middag!

Ny klokkeTo glade klokkedykkere

Vi kunne selvfølgelig tage et dyk mere samme sted, det ville det sagtens kunne bære, men jeg havde fået nogle flere positioner længere østpå og det ville vi godt kunne nå at undersøge, inden vi var gasset af. Kursen blev lagt og efter ca. 4 sømil var vi der, sonarens vidde blev tilpasset dybden, på cirka 40 meter og efter ganske kort tid kunne vi på den stenede bund se nogle parallelle linjer. Vi cirklede igen tæt omkring positionen, men da vi var længst væk fra vores mærke, fik vi igen et objekt lidt større end det første, et stykke væk. Men også dette var noget småtteri, omkring 12-15 meter langt og igen næsten parallelle og skarpe linjer. Da vi lå præcis i objektet, kunne vi se at det loddede mindre end 1 meter op. Vi sejlede tilbage til første objekt og igen da vi cirklede, passerede vi et nyt objekt. Mindre, men højere end de første 2 og vi enedes hurtigt om, at det måtte være en flyvemaskine som efter nedslag i vandet, er splittet ad og nu ligger spredt i et større område.

Gammel sur mand Gammel, for mager luftblanding, eller bare for mange Underberg til frokost?- i alt fald træt

Ingen ville dykke her og da tiden var ved at rende fra os, dykkede vi på et gammelkendt vrag på vejen ind, også her var sigten god og selvom dette dyk ikke var så spændende endda, var turen en kæmpe oplevelse for alle og ikke mindst for Kasper. Kasper som ellers var lidt ked af, at han ikke kunne deltage i en rigtig ekspedition, som hans gamle makker og store ekspeditionsleder havde planlagt i Østersøen og som på et dykkerforum var annonceret med ordene: Østersøen venter….(?).  Os skal Østersøen i hvert fald ikke vente på, vi kommer der året rundt, når vejret tillader det og vi kommer igen og igen, det er i alt fald helt sikkert! …og vi venter ikke på nogen. Allan Jensen   

Sankt Hans på Robert

23/6-2010

Sankt Hans aftenSom bekendt kan en tradition opstå efter blot en enkelt gang, og sidste år var Sankt Hans aften på vandet en stor fornøjelse, så selvfølgelig skulle vi på tur igen i år. Valget faldt i år på hyggedyk til S/S Robert. Afgang blev skubbet til 30 min. før end normalt aftendyktid, dvs. kl. 17. Det voldte nogen problemer for flere, fordi motorvejen til Farum omkring Herlev var fuldstændig tilproppet. Om folk skulle skynde sig hjem og se fodbold-VM eller samle brænde til Sankt Hans bålet var uklart. Enkelte kunne ikke nå Farum til det aftalte tidspunkt, så de tog køen på Helsingør motorvejen direkte til Rungsted i stedet.

Vi var 10 mand på Øresundstur denne fine lyse aften. Lidt krabbe søer kom indenbords på vejen ud mod Robert, for vinden havde ikke helt lagt sig endnu som prognosen ellers havde forudsagt. Ikke et ord om vindheksen her! Det er stadig GPS-Ekkolods dimsen fra Havets Dronning der er i brug i Havgassen, så vraget blev ikke søgt og fundet med helt samme rutine som vi plejer. Men vi skulle jo ikke nå noget, andet end en hyggetøffetur mod land senere, når Sankt Hans bålene blev tændt langs stranden på Øresundskysten. Kim og Flemming fiksede hurtigt en på- og afbindingsaftale. Flemming ville gerne rode lidt rundt efter krimskrams til amagerhylden, og det var meget betænksomt af ham at vælge sig som sidste mand, for det der roderi i mudderet giver en vældig plumret sigt.

Kaptajnen skyndte sig ned til Kim – vinden havde ikke lagt sig helt nok til at det var en stor fornøjelse at blive i båden. Jakob skulle have en lidt længerevarende rundtur på Robert end dykket lige før nytår, hvor batterierne svigtede i de medbragte elektroniske hjælpemidler – ved et dyk på Robert er det nu rart at have mere end en ellers god lygte men med let flade batterier der virker… Der var let strøm i overfladen, men fra omtrent 6 meters dybde var der stille. Sigten på Robert var vel en typisk Robert-sigt, dvs. omkring et par meter der hvor den var bedst. Det blev til en tur ned omkring skrue og ror, og tilbage oppe på vraget omkring agter og frem til masten. Sabellaer hang fint under agter, og arter af søanemoner var rigt repræsenteret i et varieret og stort udvalg. Mange steder kunne vraget næsten ikke ses for bare søanemoner og sønelliker. Slangestjerner lå tæt omkring ror-styre tingen agter, og sad med alle armene strakt op i vandet så vraget nærmest virkede langhåret. En enkelt trådnøgensnegl med røde tentakler på ryggen var på aftenvandretur. Buskhovederne fremviste en noget fornærmet opførsel og alle dem vi så havde stukket hovedet i busken og ville kun vise haler…

Lidt hygge blev det da tilLidt hygge ombord

Hvor er der altid en masse fine ting og variation af dyr at kigge på på Robert…også en masse dykkerdyr, undervejs fik vi hilst på både Sten, Marianne, Lis, Lars Bøge og Johnny. Lars var på jomfrudyk, og de to havde fået en enkelt vejvisning med af Flemming: Der er bundet på rælingen agter, som er fin hel hele vejen rundt agter; når I svømmer mod stævnen, så vend om når siderne af vraget falder ind mod midten, så farer I ikke vild. Vandet er godt tempereret nu så det bliver ikke koldt selv efter en halv times tid. Dekoen tikkede allerede lystigt opad, så det kunne kun gå en vej. Opad og på kollisionskurs med brandmændenes fangtråde – sikke pyntet man kunne blive!! På 4-5 meters dybde var solen skarp i vandet, og spejlede sig glimtende i de 1000-vis af bobler som steg op fra dybet. Et meget meget fint skue.

Vejvisningen til Lars og Johnny var god, de havde vistnok fulgt den, i hvert fald havde de fundet tilbage til bundtovet, og ankom de til 5 meters stop netop som vi ramte 0 minutter tilbage.

Med 10 dykkere på aftentur kunne det ikke som sidste år blive til grill på Hvens veststrand. Det blev i stedet til en medbragt madfidus – varierende fra sandwich, kartoffelsalat og hjemmedyrkede grøntsager, til den mere avancerede pita med balsamicospray og caesardressing. Tørsten blev slukket med Sankt Hans øls mens vi tøffede mod Sjællandskysten. Vinden havde lagt sig helt, og i de sidste solstråler blev Sankt Hans bålene tændt. Mange havde benyttet den fine aften til at lufte deres både, så der var myldretid ud af Rungsted havn i høj fart for at få ankringsplads i første parket til bål på stranden.

Sankt Hans i RungstedBål på stranden i Rungsted

Der var et menneskemylder på havnen, og vi vakte nogen opsigt da vi tømte båden – nogle gange ser Havgassen jo ud til at være forklædt som flygtningebåd, men det er jo bare dykkeres rod som er proportional med pladsen…Flemming og Sten fik vristet trailer og bil ud af det der var blevet til overordentlig snævre parkeringsforhold mens vi havde været på vandet. En times tid efter ville der uden tvivl være et kaos af trailere i kø for at trække både op fra slæbestedet. Vi fik pakket, og afregnet og sagt farvel. Det var begyndt at blive sent så enkelte af os stak direkte hjemad efter afregning i havnen. Tak for en hyggelig Sankt Hans aften !Lotte….der bestemt ikke kom til sidst, men alligevel endte med beretningen????

 

Gudinde i gudesigt

17/6-2010

Gensyn med en gudinde i gudesigt  Efter 2 dykkerture uden beretning (og vi har jo nærmest beretningspligt), er det nu på tide at der kommer lidt information herfra. Det er jo ikke fordi det vi laver er hemmeligt, eller fordi vi ikke synes det er værd at ”skrive hjem om”, jeg vil bare ikke trætte læserne med næsten enslydende beretninger om fint vejr, god sigt og fund af endnu et nyt vrag.  Nok om det. Dagens dykkemål var vraget af den tyske krydser, opkaldt efter havgudinden Undine, midt i vores del af Østersøen. En af grundene til dette valg, var at de i Kattegat lovede 5-8 m/sek og i Østersøen kun 0-3 m/sek. Andre i klubben havde andre hensyn at tage og skulle langt op i Kattegat, for at erfare det samme som vi andre var 5 minutter om, på DMI´s hjemmeside.

Havgassen i smult vandeHavgassen i smult vande

Efter vores første dyk, kom Havgassen så halsende over Østersøens blanke vand, efter først at have rundet Kullen. Den længst mulige omvej til et godt dyk vil jeg mene og selvom jeg vil påstå, at jeg absolut ikke er mandschauvinist, tager jeg miseren som et resultat af, at lade pigerne bestemme hvor turen skal gå hen. For at understrege min påstand, vil jeg tilføje at det snarere var et udtryk for 4 svage mænds vægelsind, end for 2 stærke kvinders manglende dømmekraft, at det gik så galt.  Og så til turberetningen. Det var en fantastisk dag, med solskin og stille vejr, det var også en dag i godt selskab, især da de sidste også nåede frem. Og så var der fabelagtig sigt, fabelagtig! Jeg vil ikke sætte meter på, men i stedet lade Henrik Manley´s sublime fotografier stå for resten af beretningen.   Allan Jensen

Og så til lidt billeder fra Undine i klart og lyst vandKobberhuset Kobberhuset der nu ligger på hovedet, har sikkert været brugt til at samle granater i Panserbroen Panserbroen hvor slagets gang blev styret fra Stævnen med udskæringerStævnen hvor man svagt kan se de flotte udskæringer PullertEn af de mange pullerter med stjerne på toppen, denne er fra fordækket Styrbords skrue Styrbords skrue, der var lidt mørkt så det hele kunne ikke være på billedetAgtermasten Agtermasten med lidt slør af lidt mudder fra dækket Allan på agterdækketAllan på agterdækket, det røde lys er pga. der er fjernet grønt i billedet Højeste punkt på vragetStyrbords kanon er vist det højeste punkt på vraget Farvel til vragetOp igennem det grønne klare vand Unikt fundUnikt fund som nu er i konservatorens varetægt Flaskeskibet tæt påDet fine flaskeskib tæt på

Sejltur i Kattegat og Undine

17/6-2010

Kapitel 1. Ostmark, Kattegat. Prognosen bød umiddelbart på rimelige forhold til en kattegattur. Dagen startede allerede aftenen før hvor der ikke var fuldstændig enighed om afgangstidspunktet, hvilket betød at jeg kom for sent selvom jeg faktisk var klar 40 minutter før afgang… Afsted gik det mod Gilleleje og Ostmark. Vi ankom til Gilleleje samtidig med at Havgassen blev bakket ned af rampen og fra havnen så havforholdene fine ud. Havgassen blev pakket, og klar i en ruf stævnede vi mod nord. At prognoserne ikke altid holder, fik vi klart at mærke ganske hurtigt.Himlen var dækket af et tykt grå-sort skytæppe, og vindstyrken var 5-6 m/s. Dønninger på 1½ meters gav nogle mægtige gyngende, rullende op og ned ture for Havgassen, og for indholdet af dykkere og grej blev det en nyreknusende oplevelse. Efter 5 sømil måtte gassen af og der var rådslagning ombord. Sært nok syntes flere ombord pludseligt, at de da udmærket var klar over dagens forhold i Kattegat, men pigerne havde jo insisteret….Vragene tættere på kysten syntes jeg måske godt besøges, men det var dagen, hvor udelukkende tre vrag kunne accepteres – Ostmark i Kattegat, Undine i Østersøen og Wawe i Storebælt – og det stod ikke på nogen mulige måder til diskussion! Der var ikke andet for end at vende 180 grader og retur til Gilleleje med uforrettet dykkersag.Lotte  Kapitel 2. Undine, Østersøen.Efter det grundige tjek af vejrforholdene i Kattegat blev kareten (eller nok nærmere badekarret) efter et par tidsberegninger og et fjerntelefonisk tjek af vejrforholdene i Østersøen vendt mod sydøst. Nogle gange må man jo gi sig…. Lotte havde dog ikke ubegrænset tid til dykning den dag og stod af i Gilleleje. Selv hoppede jeg over til Flemming og Sten og det varede ikke mange kilometer syd for Gilleleje før end vejret også havde foretaget en radikal 180 grader vending fra sorte skyer til klar blå himmel.Rask gik det hen over broen og jo nærmere vi kom Smygehamn – jo bedre blev vejret, og palmerne blev flere og flere til Stens store glæde (der blev taget foto, red). Hvilken dejlig dag det alligevel så ud til at kunne blive. Og sikke en dag det blev!!!

En lille lurEn lille lur i vente tiden

Smygehamn blev nået – vandet var næsten fladt og der var lige tid til en slapper inden PPP og Søren dukkede op med Havgassen. Havnen var godt pakket med danske transportmidler for både både og mand – både Erbs, Haddock og os var draget mod solvendte kyster. Med båden pakket på forhånd gik det hurtigere ud af havnen end Haddock ville have kunnet færdiggøre en af sine påskyndningssætninger – hvis han altså havde været dér. Og det var han jo ikke, for han, Manley, Allan og Asger havde allerede lagt sig på positionen ved Undine. Skøn skøn tur henover et næsten spejlblankt østersøvand. Sikke en forskel på de nordlige og sydlige vande! Selvom positionen til Undine var blevet transmitteret fra Manley (der var en del usikkerhed om gummibassens GPS nogensinde havde været i Østersøen før) – var det ikke svært at følge sporet derud – de havde vist været lidt tørstige undervejs i Haddocks båd og brugt havet som skraldespand – skam dem! Efter den skønneste sejltur jeg længe har oplevet – i hvert fald til sammenligning med de sidste tre ture i Kattegat, nåede vi positionen og de andre. Dræget blev smidt lidt ved siden af de andre og lidt ved siden af vraget, skulle det vise sig. Flemming bandt på – fint sådan cirka midtskibs. Søren hoppede i som nummer to og PPP derefter, mens Sten og jeg udgjorde overflade mandskabet og nød solens varme stråler. Det var svært ikke at glæde sig en smule til at se Undine for første gang. Og forventningen blev absolut ikke mindre af at Søren brød vandoverfladen med det største smil, jeg nogensinde har set Søren præstere efter et dyk. Wow… det kunne vist kun gå for langsomt med at komme i vandet.

Bedre vejr kunne vist ikke fåsFred og ro over Undine

Sten nåede dog at hoppe i vandet før jeg blev helt klar med tørhandsker og sådan. Afsted ned ad torvet med store forventninger og vraget blev nået på omkring de 39 m. Det var helt fantastisk at nærme sig de sidste meter på torvet og opleve at både sigten og lyset var fulgt med mig hele vejen ned. Vraget må simpelthen have vist sig fra sin bedste side med en sigt på omkring 15 meter og med lys nok til at lygten ligeså godt kunne have været forblevet slukket til min tur frem og tilbage på rælingen. Jeg tog turen tilbage mod agter på rælingen og så de to fine kanoner på vejen. Sikken en sigt og sikke et vrag, det var godt nok spændende. På tilbagevejen fandt jeg Sten og forsøgte at identificere del større vragdele dimser på vraget, men pyha jeg må vist øve mig lidt mere i vragdele-dimse-kataloget. Mange af delene var enten lidt svære eller måske ikke så godt beskrevet, at det ikke var før end vi nåede Farum og Thomas sent på aftenen, at mange af ’dimserne’ ved hjælp af tegninger blev klassificeret. I hvert fald påstod Thomas at dimsen (den store firkant) jeg havde set med de tre store huller i jeg havde set ved pansertårnet, var et komfur. Det havde jeg jo nok aldrig gættet, men jeg havde også snydt mig selv ved ikke at børste mudder af siden på dimsen, så kaklerne skulle komme frem. ØV – det må jeg huske til næste gang. Dykketiden går nu hurtigt på sådan et dyk, men fint nok jeg skulle jo dykke igen og glædede mig allerede til om 2 timers overfladetid, da jeg kravlede op af torvet.Sikken et dyk. Overflade tiden gik med fremvisning af Flemmings vragfund, lidt mobning, lidt kagespisning (godt at jeg alligevel ikke i frustration havde overleveret hjemmebagen til Manley), lidt distance kommunikation over til de andre og en lille slapper i solen. Og hurtigt blev det tid til anden tur på vraget.

Kanon på styrbordside midtforEn af de fine kanoner i den fine sigt

På de 40 m dybde var der dog skruet lidt på lysdæmperen men sigten var stadig fantastisk de steder hvor der ikke lige havde været en mudderbasker. Denne gang fulgte jeg rælingen mod stævnen og så undervejs store pullerter og nogle ikke 100% identificerede stænger der ragede op i luften – måske rester af david’er med lidt garnrester på? Også dette dyk var helt spektakulært. Efter at have rundet stævnen var der tid til at kigge lidt rundt midtskibs og prøve at danne et overblik over lidt flere af vragdelene der. PPP kom ned og svømmede direkte ned mod bunken af granater, der lå lige ved siden af pansertårnet. Spændende at se hvad han skulle! Jeg blev dog nødt til at forlade ham, da jeg synes at der var løbet rigeligt med deko minutter på computeren, så jeg nåede desværre ikke at se ham finde kassen med guldet. Efter 15 kedelige minutter på torvet (ikke engang en enkelt gople lagde vejen forbi) var jeg nu også glad for at kunne stige op i varmen.

Flemming for fuld DAMPFlemming for fuld DAMP

Igen havde alle haft super aldeles gode dyk, Flemming havde haft fyldt lommerne med lidt mere metal og glas, PPP rodet i trækasser og vi andre bare nydt og kigget. Skøn dag – men skulle vi nå hjem inden midnat var det vist tid at stikke næsen ind af igen. Haddock med besætning var stukket af for længst, men de havde jo også været på positionen et par timer før vi ankom, og Havgassens hækbølger var nærmest de eneste krusninger, der brød havoverfladen. Positionen for Smygehamn var smuttet fra GPS’ens hukommelse, og de udadgående spor var også udvisket, så vi styrede efter solen, ved hjælp af PPPs kompas kurs, Stens mobil og Flemmings sømandskab og nåede Smygehamn uden de store udsvingninger. Modsat udturen, hvor havnen var tæt pakket med danske transportmidler både for båd og mand, var vi de eneste tilbage og efter pakning af biler, lidt spark af dæk og bremser, eller hvad de nu lavede, gik det raskt mod Farum som vi nåede allerede lidt før kl 22. Sikke en fin turbotur til Undine: 5 mand, 2 dyk, 2½ times overflade tid på ialt 11 timer fra Gilleleje og retur til Farum….

HjemadLang dag og hjemme før solnedgang

Så skøn dag det endte med at blive – tak for det og godt man er en smule bredskuldret…..Lis 

 

Grete Hemsoth og Norderney

17/6-2010

S.S. Grete Hemsoth og S.S. Norderney  Afgang fra svømmehallen i Nicolais tæt pakkede Lupo kl. 6:45 med kurs mod Kastrup for at møde de andre og derefter mod Smygehamn og ud i Østersøen. Planen var klar og forventningerne store! Turen hen over Øresundsbroen lovede for en god dag – helt fladt bortset fra et par strømhvirvler omkring sejlmarkeringerne under broen, og vindmøllernes vinger var næsten helt ubevægelige. Vi nåede Smygehamn og ventede på Anders, Niels og Jones, som lige skulle finde båden et eller andet sted i Sydsverige. De kom, båden blev klargjort og vi sejlede ud gennem de massive kager af slam, der flød rundt i havnen. Det foregik ved at hæve motoren, så den ikke kunne suge kølevand ind og starte og stoppe hele tiden – og så i øvrigt padle med en finne.

Derud af...Derud af…

Da vi var ude af havnen gik det sydpå med en fin marchhastighed på ca. 33 knob, mens alle andre end Skipper slappede lidt af. Efter en lille times tid lå vi over Grete Hemsoth, fik smidt loddet og efter yderligere lidt tid blev Nicolai og Niels også smidt i vandet. Derefter var der en ganske afslappet stemning i båden, faktisk så afslappet at Anden blev en smule stresset, og prøvede at jage med Jones og undertegnede. Men der skulle nu en del til at få vores blodtryk op på sådan en fin sommerdag, så processen var alt andet end hurtig. Jeg lurede, at Anden havde hemmelige projekter i dybet og ville ha vraget for sig selv, men det var også helt ok. Det tyske Bundespolizei stod samtidigt for lidt underholdning ved at sende en helikopter ud over os, ganske tæt og lavt, men de blev nu ikke ved os, så måske havde de hørt om alle de banditter, der skulle dykke på Undine…

Helikopter Bundespolizei

På vej ned ad tovet passerede jeg Niels og Nicolai, der lå på deko. Begge er kendt for dekotider ud over det sædvanlige, så hvis man ikke skulle møde dem på tovet, hvor skulle man så? Dagens topscorer var Niels med 82 minutter på luft, som heldigvis kunne reduceres noget med en mere hensigtsmæssig gasblanding. Vraget tonede frem 10-15 meter under mig og man kunne tydeligt se Jones lygte på vraget, hvor en stakkels torsk blev sluppet fri fra det, den var viklet ind i. Der var masser af lys på vraget på trods af dybden, for algerne var ikke kommet i store mængder endnu, muligvis fordi der er lidt for koldt for dem trods årstiden. Der var ingen strøm og alt var nærmest perfekt – bortset fra den udtalte mangel på guld og ædelsten, som der burde være på alle gamle skibsvrag. Minesprængningen og diverse trawlere havde flyttet en masse skrammel fra dækket og ned på bunden ved siden af vraget, men desværre går tiden hurtigt når man har det sjovt, og der var ikke så meget tid til at se hvad der gemte sig i bunkerne. Dekoen ramte alle os, der ikke dykkede med Cochran, urimeligt hårdt, men vi var jo villige til at betale prisen og lå i det 10 °C varme overfladevand, mens vi sugede på den ilt, der var passende var tilgængelig via en manifold oppe fra i båden. Op igen og slappe lidt af i middagssolen, mens vi afgassede. Vi skulle jo have en rimelig overfladetid på 2,5 til 3 timer, når vi nu var sejlet så langt, og næste vrag lå også dybt. Vi lod loddet stå på vraget, så vi ikke drev for langt mod syd, der var jo kun et par sømil til Norderney, og der var ingen grund til at sejle længere end højst nødvendigt. Da vi endelig tog os sammen og sejlede, gik der kun en halv snes minutter, før vi var fremme og havde smidt loddet. Norderney er en enorm kasse, så det var ikke svært at finde vraget, og loddet blev kastet ved midtskibs, så de ihærdige kunne nå ud i begge ender. Sigten var lige så god som før – 15 meter – og igen var der masser af naturligt lys på vraget trods dybden. Et fantastisk dyk, hvor man virkeligt kunne få et indtryk af, hvor stort vraget egentligt er, og der var masser at se på og rode i, selv om kahytterne så lidt pillede ud – der er ikke meget tilbage udover brædder fra møbler og aptering. Der var dog stadigvæk messingbeslag og hængsler på nogle af dørene og møbelrester, så de allermest sultne vragbanditter, har ikke været sultne nok endnu! Efter et dejligt langt dyk var det tid til lidt klyngedeko oppe på få meters dybde. Vi skyldte jo lidt for tiden i dybet, og her bagefter var det egentligt ærgerligt, at ingen havde kort med, nu vi var fire, der skulle ligge der og glo! Dekoen blev lidt halvkølig til sidst, men man fik heldigvis hurtigt varmen oppe i båden. Anden hoppede i som den sidste og allerede efter en times tid, var han tilbage i båden, men han havde jo også bådens eneste Cochran-computer!

FuldskrueFuld skue derud aaaaf…

På sejlturen hjem overvejede vi ganske kort, om vi skulle besøge dykkertræffet på Undine. Vi enedes dog om, at det var bedre at ha’ benzin nok til at nå i havn, så vi fortsatte mod Smygehamn noget forbrændte i ansigterne og med kun ganske få forfriskninger ombord.  Tak for en fantastisk dag på havet!  Kim R

 

Hvenprammen

8/6-2010

Fødselsdag på Hvenprammen  Tirsdagsdyk. Vejrprognosen var til Øresund, men med nogen opstramning på vindstyrken sidst på eftermiddagen, så helst ikke for lang sejltur. Der var sus i vimplerne på Rungsted havn, vi kunne enten dykke lige udenfor og nord for havnen eller tage en naturtur på Hvenprammen. Vi valgte det sidste. Forvarslet om at vi nok skulle bliver våde på vejen ud kom blot ved et blik på Manley som var i fuld tørdragtspåklædning selv om han havde taget roret bag ved plexipladen og inden vi var begyndt at sejle…bekymrende. Der var lidt aktivitet ved slæbestedet, og vores hurtighed kom os endnu engang til gavn, så vi var på vej ud af havnen hurtigere end du kan nå at læse denne beretning. Med opløftende hjælp fra Kim blev Kirsten proppet godt ned i sin dragt, den havde, som sådan nogle jo plejer, krympet sig i vinterens løb. Mirjanna kæmpede også en brav kamp med våddragten, og konkluderede efterfølgende at den var i hvert fald varm…. nu.  Sejlturen gik nu fint – frisk og jo ganske kort. Pragtfuldt at få noget vind og saltvandssprøjt i kinderne efter at have været stillesiddende indendørs heeeeeele dagen. Hvenprammen blev fundet og bundet af Manley der meldte sig frivilligt, for han havde alligevel ikke andre aktiviteter han skulle på dykket. Skarpt forfulgt af Juhl og jeg; vi var klar straks Havgassen var bundet på bøjerne. En udtjent svejsemaske hilste spøgelsesagtigt velkommen ved bundtovet, som i øvrigt var bundet fast i nærmest ingenting. Nedbrydningen af Hvenprammen er bestemt godt i gang. Vi tog en tur med uret omkring, nede ved bunden. I den høje ende har strømmen gravet godt ind under prammen så den hænger frit her. Der var masser af gemmeplads for rødtungerne på mudderhylder lige præcis uden for en arms rækkevidde.  

NøgensneglEn af de mange forskellige nøgensnegle på vraget

Sønellikkerne stod flot udfoldede langs prammens sider og nogle stedet i pænt arrangeret buketter med bunddække af forskellige hydroider samt hav- og badesvampe. Sigten var fin på denne del af prammen, omtrent 2-3 meter. Tykke søanemoner havde også fundet godt fodfæste, de stod sorteret nærmest efter farve – enkelte i shocking pink det ene sted og nogle stribede orange/hvide et andet sted – ghettodannelse for søanemoner? Faktisk myldrede vraget med en masse forskellige slags søanemoner… Hen mod den lave ende blev sigten pludselig rigtig rigtig dårlig, <1 meter. Manley som vi netop havde passeret svømmende modsatte vej var selvfølgelig straks under stærk mistanke for at have plumret op, og vice versa! Nærmere syn ind under prammen viste dog at synderne var nogle andre torsk – endda i fin fin spisestørrelse. De havde klemt sig godt op under prammen…Arrghhh!!! HvorFor lå hapunen hjemme i bilen??? Akkeja, det var nærmest som torskene lige slog et ekstra opmudrende slag med halen bare for at hovere. Rundtur nummer to var på toppen af prammen, hvor man saftsusemig skulle være opmærksom på de rustne rester af jernstænger der stikker op som syle. Dyrelivet viste sig i al sin pragt – pyntekrabber og eremitter spankulerede omkring og stedet viste sig også som en snegleudklækningshave – både konksnegleæg og flere slags nøgensnegleæg. Og sneglene var der også. Flere slags nøgensnegle sneglede rundt – busk/kvast snegle i assorterede størrelser, en håndfladestor søcitron, trådsnegle med højrøde tentakler på ryggen, og en enkelt stor tritonia i brun med røde frynser i randen.

Dræber nøgensneglDræber nøgensnegl, i hvert fald for dødningenhånd

Efter en god halv time på dybden, var bundtemperaturens 7 Celsius grader trængt godt ind, så det var helt fint at hænge nogle minutter på 5 meter, i den ganske svage strøm, og få varmen hvor vandtemperaturen havde sneget sig op på 12 grader. På vejen op mødte jeg først Ninn fraktionen, og kort derefter Allan H, susende mod dybet. Kim var mutters alene i Havgassen, men freden var hurtigt forbi, fordi alle de vandgangne snart var oppe igen. Kim skyndte sig i netop som vi blev forbisejlet af et fragtskib på den ene side og et containerskib på den anden side. De gik begge imponerende tæt på, og det har helt sikkert givet noget støj til Kim på dykket. Alle havde haft et fint dyk. Teddi var dog blevet noget bleg og frysende i sin 5 mm våddragt, og mukkede lidt over testen af de 2x12Liter sidemonteret flasker – den opsætning egnede sig vist bedst til varmtvandsdykning var konklusionen; Allan havde skudt en masse billeder, både med og uden vilje; Kirsten var lykkelig over endelig at komme en tur i vandet; og Mirjanna havde set en krabbe. Manley havde placeret den store tritonia strategisk ved bundtovet så alle havde en chance for at se det fine eksemplar. Selvom det er lidt noget rod at flytte dyrene rundt i deres habitater var det nu herligt sådan at få serveret de fine dyr omkring bundtovet…og de skal nok selv finde hjem igen. Og Kim var stadig tør i sin dragt, men hans ene lomme var utilfreds med sin placering på dragten og havde valgt at forsøge at flytte sig, vistnok under afbindingen…retur til reparation.

Samme snegl, andet lysSamme snegl, andet lys

Afterdiverne var blevet køligt tempererede og Kirsten havde smurt et par ekstra sandwich, så alle fik også lidt mundgodt til den kolde øl, yummy…. og ved I hvad… Kirstens sandwich er altså uden diskussion de allerbedste sandwich i hele verden!!! Da alle meldte klar, gik turen tilbage mod Rungsted i den nedadgående sols stråler. Tilbage i Farum havde ingen travlt så det blev til en enkelt tillykke-med-fødselsdagen til Kim, som i den grad havde holdt lav profil hele dagen om dette…

HavneræsHavneræs, lige ved at blive hentet af en sejler

En fantastisk tirsdag aften!Lotte…… som til Kims store glæde kom sidst

Sommer på Øresund

6/6-2010

Sommer på Sundet! Gode gamle SS Robert blev målet for søndagsdykket på denne varme og vindstille junisøndag. Eventyrlysten havde hos flere af os fået et knæk pga. den ekstremt dårlige sigt, som vi havde oplevet langt oppe i Kattegat dagen før, så Øresund og Robert var et nærliggende valg, hvor der ikke var forventninger om god sigt, og det var derfor svært at blive skuffet.  Dagens første udfordring var Rungsted Havn, for der var et stort stævne med ca. en million optimistjoller! Efter en slalomtur, først på land og derefter på vandet, var det tid at smide loddet på vraget. Vi savnede endnu engang vores rigtige navigator, som endnu ikke er kommet tilbage fra reparation.  På den er Robert loddet minutiøst op, men vi måtte nøjes med den gamle gps/lod fra gummibåden med en eller anden tilfældig position. Det lykkedes da også at finde vraget og smide loddet, men hvad der siden gik galt må stå i det uvisse – loddet lå, trods aldeles strømfrit vand, ikke i nærheden af vraget. Jeg mødte Juhl på tovet, han var på vej op og jeg var på vej ned, men eftersom han kun havde været i vandet i 3-4 minutter, var der jo ingen grund til at jeg fortsatte nedad.

De fine Glyser i det uklare vandDe fine Glyser i det uklare vand

Der blev søgt længe, og Juhl og jeg kæmpede lidt med tålmodigheden, mens Flemming og Manley vurderede de uldne udslag på loddet. Marianne, PIV og Sten sagde ikke en lyd og gjorde sig så usynlige som muligt, for ikke at blive ramt af den øvrige besætnings onde øjne. Men loddet blev kastet og denne gang lå loddet lige ved skibssiden og blev hurtigt gjort fast til en af de agterst pullerter. Sigten var bestemt ikke prangende, men påbindingen havde heller ikke just hjulpet. Sigten var vel 1-1½ meter – og ved bundtovet betragteligt mindre! Men der var som sædvanligt masser at se på vraget, og sigten blev en anelse bedre efterhånden. Ikke meget nyt, udover at glyserne var blevet større og knapt så talrige, og slangestjerner var i voldsom fremvækst. Den lokale lange residerede fortsat under pladerne i styrbords side og sprækkerne var fyldt med buskhoveder og havkarusser. Der var også lige en nøgensnegl, der kom i rampelyset, da Juhl og jeg vurderede forskellen på blåhvidt ledlys og tissegult/lyserødt halogenlys – til biologi er halogen stadigvæk førstevalget, uanset hvilke teknologiske landvindinger, der er kommet på diodefronten! Men dioderne er blevet lidt bedre, end de var i starten…

En stealt RødtungeEn stealt Rødtunge

Sigten i de øverste vandlag var ganske god – 5-10 meter, og da vi lå på dekostop kunne vi tydeligt se Sten hoppe i vandet, men han skyndte sig hen til stigen igen. Var det nu tørhanskerne igen, eller var det tisselynlåsen? Men nej, Sten havde fornyet sig, og hoppede i uden finner! Heldigvis et problem der hurtigt blev løst! Juhl og jeg kom op, så de sidste kunne komme i vandet, og så ellers klargøre til anden omgang inden båden blev fyldt igen. Overfladetiden på denne sommerdag var en sand fornøjelse – selv om kaffeforsyningen var noget sparsom! For én gangs skyld var der ikke hastværk ombord. Forholdene var så ideelle, at ingen skyndte på hinanden for at komme tidligere hjem. Der var fortsat stort set ingen vind og strømmen skulle man lede længe efter, og mens vi afgassede, kom en lille flok marsvin forbi og underholdt os. De ville åbenbart også dykke på Robert, og gav en i forvejen god dag et yderligere løft!

Lidt Sabellaere Lidt Sabellaere

Anden omgang var en tur ud i stævnen, dvs. Juhl stoppede brat på 3-5 meters dybde med trykudligningsproblemer. Vi splittede og jeg fik en fin tur ud i stævnen og ellers vraget rundt. Sigten var blevet lidt bedre og i det hele taget var der mere lys på vraget. Dvs. lige til jeg nåde tilbage til området ved bundtovet – her lå Juhl på maven i mudderet og kiggede efter rødtunger under pladerne.

Lidt godt fra mudderbundenLidt godt fra mudderbunden

Op igen og rigge udstyret af, ud af dragten og så nyde det gode vejr sammen med mange andre, der var på vandet denne sommerdag. Da alle var vel ombord igen tøffede vi stille og roligt langs med kysten af Hven inden vi skulle krydse Sundet til Rungsted.

En glad lille drengEn glad lille dreng

Og Rungsted – sejlsæsonen er som før nævnt startet, og der var ca. en million dommer- og servicebåde, der skulle på land. Alt foregik totalt ukoordineret og uden sædvanlig pli, så det tog sin tid at få viklet Havgassen og traileren igennem virvaret. Men det kunne ikke ødelægge en fantastisk dag på vandet!  Kim R