Fastelavn 2010

11. Februar 2010

Fastelavn 2010

Badning i Furesø’n kræver sine forberedelser herunder ansøgning af tilladelse til at dykke, tilladelse til at bruge Furesøbad, tilladelse til at gå på isen, tilladelse … vi har Kim! Så vi var klar lige til Fastelavn, meget heldigt!

Hertz sponserede et imponerende vogntog med lægter – dem fra garagen! Og det hele var ligesom i de gode gamle dage da Peter Brandmand i klædt politiuniform svang motorsaven og skar et basin til tøndeslagningen … nåja årets hul i isen sklringsteam havde vist ikke Peters sans for geometry! Men hul kom der!

I den almindelige tilstrømning af mennesker synes det at være et tilløbsstykke! Mange rystede på hovedet … en ny måde at holde varmen på? Søren rystede også på hovedet og hentede motorsav nr. 2. Efter 20 minutter tog Thomas sig til lænen og meldte at det var hård is!

Præcis kl 11:03 lagde Allan ud med at slå til tønden, den gav sig en hel del! Enten havde Allan trænet eller også var tønden ikke særlig stabil. Thomas tog bunden .. hvor der til stor forfærdelse kun kom slik ud! Nu kom der fart i dem som havde gemt sig på P-Pladsen! Teddi, den store hul i isen mester, udnævnte sig sig til konge inde hans første slag … og så’n blev det. At Kim, Kasper og Henrik J. ikke fik slået på noget betragtes efterfølgende som en katastrofe! Til næste træning vil de have nogle agressioner der skal ud!

Den Hjulske undskyldning var noget med en mør halsmanchet! Så vi delte den æske med Underberg som Kim havde undladt at komme i tønden …. noget med synke-evnen! Allen H. fik kastet en ud til sig, men undlod mærkværdigvis at gribe! Og Det bekræftede at Underbergs synke-evne er stor!

Indsamling af træstumper, nedtagning af lægter og sofort ophængning af børnetønden .. med lidt held kunne vi nå det hele på en time! Ungerne lage hårdt ud …. Mini Hjul fik bunden til at give efter og vupti var der slik til alle friske unger! Kampen om den sidste stav fik lidt tidsbesparende hjælp og vupti var Mikkel Konge og det der blev nævnt øl, kaffe og bolle tid. Teddi skulle lige under isen og se lidt på dyrelivet. Da han samtidig var Konge måtte vi vente med udnævnelse … noget som en del deltagere opgav at vente på. Men Kongen kom op, ud at udstyret og drivvåd ind efter laaang tid! En defekt halsmanchet ser ikke ud til at hindre rigtige dykkere i at dykke!

Bollerne blev spist, ligeså slikket, kaffen, varm chokolade og te fik selskab af en enkelt øl!

Tak for en god dag til alle og et stort tillykke til prinserne, kongerne og de bedst udklædte!

Untitled 1

En beretning fra udsendte – 9 februar 2010

Når der nu ikke er sket noget på dykkesiden i Havbasserne siden jeg blev sendt afsted, må jeg hellere opfylde min pligt og tilføje en beretning

 

Find skiven af Madonna’s True Blue frem fra gemmerne, skru godt op for lyden til rytmerne af La Isla Bonita – lige dér har jeg været i weekenden!!!

San Pedro, på Ambergris Caye, ligger 1-1½ times tid med 3 x 200 hk nordpå fra Belize City og er en laid-back ø med sand på vejene, masser af farver, reggae ud af højtalerne og masser af turkisblåt vand – desuden så ligger en del af verdens anden største koralrev kun 1 sømil fra kysten!

Efter en smuk sejltur gennem mangrover og forbi en masse Caye’s, samt et stop på Caye Caulker ankom jeg til San Pedro. Desværre var der optaget på det anbefalede hotel, så jeg indlogerede mig på nabohotellet – et ganske lurvet men helt sikkert en del billigere, Thomas Hotel. I døren mødte jeg en noget ældre herre, ejeren Mr Thomas, som tydeligt gjorde det klart på hans næsten manglende sprog at jeg skulle have hotellets fineste værelse = værelset med vindue! Meget fint med vindue på det tidspunkt, men var jeg blevet spurgt mellem klokken 24 og 05 om natten, havde jeg helt klart valgt noget andet. Men Mr Thomas uden tænder ville mig helt sikkert det bedste, han vidste jo heller ikke, at jeg faktisk var der for at dykke og gerne ville sove. Det skal nemlig lige siges, at ligesom her ikke er varmt vand i den varme hane, er her heller ikke glas for vinduerne – højst et flue/myggenet, som støj-, musik- og larm-bølger fra gaden absolut ikke bliver det mindste afbøjet af.

 


Her vil jeg bo næste gang….

Men inden jeg nåede så langt som til at hoppe i putkassen, nåede jeg lige en dejlig brunch på et hurtigt fundet favorit sted på stranden – skøn service og helt vildt dejlig afslappet stemning, hvor man samtidig med en god kaffe kunne sidde med tæerne i sandet og læse i sin bog. San Pedro er vist et flugtsted for amerikanske turister, der meget gerne vil sludre, og jeg fik ikke læst 5 sider før den første sludder med en forfatter meldte sig. Faktisk meget hyggeligt når man rejser alene – nogle var bare lidt hyggeligere end andre, men jeg opførte mig pænt – det meste af tiden….

Efter at have kigget lidt rundt, skyllet tæerne i det turkisblå vand, set to stks store stingrays under badebroen og kunne det kun gå for langsomt med at komme i vandet. Efter at have forhørt mig om dykkemulighederne ved de forskellige diveshops, endte jeg hos ’Amigos del Mar’ og hoppede i en shorty. Udover mig var der et amerikansk midaldrende par og så liiiige en divemaster.

Begge dyk gik ud på husrevet 1 sømil udenfor badebroen, og det første dyk på ’Esmeralda’. Meget meget smukt, så mange koraller og masser af swim-throughs, et par stykker spotted eagle rays, en forvilden lille skildpadde, som svømmede så hurtigt forbi, at jeg ikke nåede at bestemme arten. Og så var der nursesharks’ne – i mange størrelser! Et fantastisk dyk – så nemt, vist det nemmeste dykning jeg endnu har lavet. Med en forestilling om bare lidt flere fisk, kunne jeg dog godt have brugt noget strøm. Men fedt dyk og skøøøøønt endelig at være kommet i vandet! Det amerikanske par afsluttede dykket efter ca 40 min, men der havde jeg jo masser af luft tilbage, og var slet ikke klar til at skulle op, så jeg lokkede divemasteren til yderligere 20 min. Han skulle dog vise sig at være ekstrem svær at komme af med også over vandoverfladen. Men en irriterende og styg divemaster skulle jo ikke ødelægge andet dykket på ’Tackle Box Canyons’.


Meget majestæstisk spotted eagle-ray….

      
Mr dykkerleder Pelikan  

Et ligeså fedt dyk og med masser af nursesharks der gerne ville nusses lidt på snuden og maven – især når der blev givet godbid i form af en fin fileteret fisk bagefter. Ikke helt efter bogen – men hva’ hulen, kan man få lov at holde en haj og nusse den lidt, så kan man vel godt give efter for nogle principper, og ellers kan jeg jo altid undskylde mig med at være biolog og at det er en del af læringen….. den holder, ikk? Super cool at lege med hajen, det var ikke en af de store, men den havde alligevel lidt langt mellem øjnene, og den synes vist at det var en god deal med både forskåret fisk og lidt kløen, for den fulgte os stort set resten af dykket.


Forestil jer en pink bcd istedet for divemasteren – that would be meee….

Tilbage til det halv-lurvede Thomas Hotel og skylle saltvand af både mig og udstyr og så en kold øl på terrassen, hvor jeg fik selskab af min canadiske nabo. En meget snaksalig, men noget patetisk fyr, men han havde vist også tilbragt dagen i en golfcart i selskab med en lokal flaske Belize rom og en god joint. Jeg takkede så fornuftigt pænt nej tak til at stene videre med ham og efter en del diskussioner om faktisk primært uddannelse, synes min mave og mit hoved at det var på tide at fordufte og finde noget spiseligt. Aftensmaden i form af burritos blev indtaget med tæerne begravet i sandet og i selskab med min bog. Ihh… hvor jeg nød at sidde helt for mig selv – sådan næsten da, når jeg ikke hele tiden blev forstyrret af snaksalige og meget nysgerrige amerikanere – med bølgernes brusen i øerne, en let brise i håret og en pina colada.

Ikke særlig udhvilet næste morgen, og med rester af vat og dun i øerne i forsøg på at holde nattens støj ude, gik det mod den næste diveshop, Ramons. Lige indtil 5 min før afgang var jeg den eneste kunde i biksen. Ikke helt dårligt, for så kunne jeg bestemme destinationen! Jeg fik dog selskab af 3 hyggelige amerikanske midaldrende mænd, som ikke havde været i vandet de sidste 8 år og så frem til at fordoble deres antal af dyk, med de to de havde i udsigt i løbet af dagen. I mens ville deres koner så varme liggestolene på stranden op, og starte op på drinks’ne. Efter lidt planlægning med divemasteren, Eric, gik første dyk gik til ’B&D’, som jeg aldrig fandt ud af hvad egentlig stod for, men vi gættede os til ’been there, done that’. Det var nu et rigtig fint dyk – og amerikanerne fik sat nye rekorder med dybder på 30 m. Masser af swim-throughs, seafans, svampe og koraller, gul-grønne moræner, en del flere fisk, en del flere nursesharks og så var der lige den detalje, at vi fik selskab af en stor flok delfiner. Bådgutten, Luis, vidste vist lige præcis hvad han skulle underholde delfinerne med, for de hoppede og sprang rundt og lavede det store show – sjovt at se nedefra og høre deres lyde.


En ganske stor fin én af slagsen!

Andet dykket skulle gå til ’Mermaids lair’ og overfladetiden gik med indtagelse af en dejlig brunch under palmerne i Ramons Village. Fantastisk ferieparadis, men lidt for mange penge (400 US$) at smide i en overnatning efter min smag – men nu havde Mr Thomas jo også sat rammen med 80 BZ$ for et dobbeltværelse med vindue! Brunchen var lækker og der faldt en god invitation til at blive på hotellets arealer resten af dagen. Takker, jeg kunne da godt bruge at ligge på en liggestol med tæerne dyppet i vandet og sludre med ’konerne’ over en enkelt drinks.

Dykket var igen super godt og ekstremt nemt – lidt lavere end sidst. Dette dyk gik med at få udpeget alle de fine små ting, jeg jo godt kender i forvejen og så ligeså hurtigt som Eric, men det var nu ganske underholdende at se ham hive sine pegepind ud hver gang, og amerikanerne fik i hvert fald åbnet øjnene for ’nye’ organismer. I mod slutningen af dykket viste sig at være indkaldt til stormøde blandt moræner og nursesharks. En anden divemaster havde smidt madding ud, som der ivrigt blev kæmpet om.


 Fire hajer og en moræne til bords!

Selv om det er imod næsten enhver af mine nakkehårs overbevisning at røre dyr, måtte jeg igen overgive mig og lige være med et minut eller to mens dekoen skrabede sig sammen. Endnu et fedt dyk – og sikke mange forskellige oplevelser. Nu mangler jeg bare at se en manetee og en manta ray…. – og så altså lige en hvalhaj. De skulle dog efter sigende først dukke op mod slutningen af marts og lidt mere sydpå i Belize, men med klimaændringerne kan det jo være at jeg når at være heldig, desuden skal de jo også passere området på deres vej! Jeg skal i hvert fald nok gøre forsøg på at være heldig inden jeg skal hjem.


Ramons Diveshop i skøn Carribean style

Oppe igen var konerne dog klar til at forlade deres liggestole, men jeg blev pænt udstyret med en kold øl og en plads i solen. SKØØØNT – så kunne jeg lige ligge der resten af dagen indtil jeg skulle natdykke. Fantastisk plan. Inden de gik, blev jeg dog også lige udstyret med navne, mail og telefon numre på deres single sønner, der befandt sig forskellige steder i USA, bare i tilfælde af at jeg alligevel kom forbi 😉

Natdykket var med Adventure Divers Belize, som ejes af et par af mine hosts venner. De havde dog ikke tidligere haft kunder i biksen, men meget hyggeligt også at nå at dykke hos dem. Divemasteren var en meget mørk gut, som helt sikkert var forsvundet for mig under dykket, hvis det ikke havde været for den venligst-af-kim-lånte-lygte, som lyste en hel del bedre end tre af hans lygter samtidig havde kunnet præstere. Men måske han skulle øve sig i at fylde friske batterier på bare en af lygterne. Dykket var i et marint reservat, Hol Chan, som ligger en anelse syd fra San Pedro. Som den eneste dykkende gæst og med to snorklere i overfladen var området ganske rigtig dejligt fredeligt. Området myldrede af liv og lyset tiltrak blandt andet en kæmpe moræne, som jeg nu ikke var helt tryg ved at have hængende på min skulder – er helt sikker på at den bare ventede på det rette øjeblik til at tage en luns. Derudover, var det ikke lionfish som var svære at ryste af sig, men en kombination af små hvide orme og en masse pisse irriterende krebsdyr. Begge skulle dog vise sig at være velkomne alligevel, for da jeg slukkede lyset og guiden satte sin lygte på sandbunden med lysstrålen opad, begyndte det store ædegilde af dem. Mindre fisk kom for at spise af dem, og større fisk som jacks blev tiltrukket af smagen af de mindre fisk – et rigtigt godt eksempel på en god fødekæde og meget underholdende. Det begyndte dog at blive en smule koldt i den slidte 2 mm shorty, så vi endte dykket efter 45 min, hvilket snorklerne vist synes var fint – de småfrøs allerede lidt oppe i båden.

Efter en næsten afsluttet dejlig weekend og meget træt blev aftensmaden til en hurtig men super lækker coconut-curry-chicken underholdt af meget høje toner fra fladskærmene og super bowl. Tilbage til Mr Thomas, hovedet på puden og godnat.


farvel og tak for denne gang…..