Gensyn på Bonita

11/9-2009

Gensynsglæde  Efter lang tids blæst, blev der endelig et kortvarigt lyspunkt i DMI´s vejrudsigt, desværre var det præcis den dag på året, hvor jeg skulle til tandlæge. Nå men dykkes skulle der og de øvrige deltagere var så venlige at udskyde afsejlingstidspunktet indtil middag, hvilket betød at det blev en kort tur. Da det ligesom var mig som havde ”amputeret” turen, gjaldt min stemme ikke da der blev valgt dykkemål, så jeg måtte pænt tie stille imens Bonita blev udpeget, kursen lagt og positionen nået.   Anders P., Henrik og Nicolai sprang først i og første mand i overfladen igen, kunne glæde Mark og jeg med at fortælle, at sigten var af de bedre. Snart skulle vi selv opleve dette og da vi allerede fra omkring 20 meters dybde kunne se masterne knap 10 meter under os, tegnede det rigtig godt.

Over Bonita

Jeg svømmede bagud i vraget, men da jeg nåede lidt forbi agterst master, kunne jeg se at muddergrisene havde været i gang. Agterbygningen lignede et hus med ild i, hvor røgen vælter ud af samtlige åbninger. Døre, koøjer og luftindtagene ovenpå bygningen afgav alle så meget ”røg” at jeg vurderede at sigten indenfor næppe var særlig god og vendte derfor om og svømmede ned gennem maskinrummet, gennem døren til salonen og nød det krystalklare vand herinde. Jeg nåede det hele rundt et par gange med forsigtighed og svømmede så ud gennem døren i bagbord side, fortsatte fremad i vraget, passerende masterne og vores bundtov, for at gøre et stop ved forreste mast, som er væltet og ligger med toppen ud over styrbord side. Frem langs styrbord side, ned på bunden og rundt om stævnen, op igen ad bagbord side, rundt en tur på bakken og så ind under denne, for at se høvlbænk, værktøj og boltreolen med alle skufferne. Jo Bonita er et meget flot vrag, med utrolig mange detaljer og jeg ved godt Nicolai troede, at jeg var ironisk, da jeg sagde at Bonita er et undervurderet vrag – men det mener jeg altså at det er.

Scan af Bonita

Andet dyk var bestemt til at foregå på motorskonnerten Ida, som sank i 1951. Dette vrag er derfor også meget intakt og i lighed med Bonita en oplevelse at svømme rundt på. Ida er selvfølgelig meget mindre, men på vrag af denne størrelse og i den sigt (10 meter vil jeg tro) kan man give sig tid til at svømme rundt udenfor vraget, et par meter over bunden og herefter svømme ind på vraget og gå mere i dybden, på sidste halvdel af dykket. Der er kommet et stort opstående trawl midtskibs i bagbord side, siden jeg var der sidst, men det er også 14 år siden.   Efter endt dykning, sad vi nu 5 ganske veltilfredse dykkere i båden, vi fik os en øl på vej ind og selvfølgelig en snak om, hvor vi vil tilbringe næstkommende dag med svag vind. Mon ikke det snart er tid til et nyt vrag, rigtig langt væk.   Allan Jensen