Mirs vrag

31/10-2009

Mirs vrag Fire havbasser var alt, hvad en ellers vejrmæssigt lovende lørdag kunne trække af huse. Der var en dreng og hans kæreste, en lidt undseelig ældre mand og så mig. Da jeg ankom – ”sidst som sædvanlig” er mit nye motto – blev der allerede lagt store planer. Jeg blev også spurgt lidt til råds, men fandt ikke rigtigt at jeg havde alverden at bidrage med. Føler tit – og det gør mig heldigvis ikke det mindste – at der på havbasse-ture sådan per automatik er en som tager den overordnede styring af slagets gang. I dag var det tydeligvis drengen, som havde taget bukserne på. Det virkede helt OK selvom jeg ikke kender ham så godt og også havde hørt i krogene, at der skjulte sig et voldsomt temperament bag hans rolige og smilende facade (og det i sær hvis noget af mekanikken på båden kunne finde på at drille). Så jeg fulgte villigt anvisninger og ordre og bad i mit stille sind til, at der ikke kom tekniske problemer på turen.

Havgassen på vej ud Havgassen på vej ud af Gilleleje Havn

Mindre en to timer senere lå vi perfekt placeret over Mirs vrag. Vi skulle have været længere nordud i Kattegat, men søen var ikke helt til lange stræk og jeg var faktisk lettet over at vi stoppede halvvejs. For hold kæft hvor kan man dog blive godt banket igennem på den båd. Drengen ville personligt verificere om nu teknikken viste rigtigt, så han røg i som den første. Jeg skulle i som toer og havde planer om lidt stilfærdig torskejagt nede i Mirs rodebunke. Vandet virkede koldt men det hjalp heldigvis på temperaturen at komme ned af tovet. Sigten var helt OK og de bedste steder vel op imod en tre-fire meter. Der var også pænt lyst på vraget. Nu var det så bare at finde den torsk der skulle med hjem til køkkenet.  De første fisk jeg fik kig på var lidt for små. Så ledte stilfærdigt videre og nød alt det andet liv der var at se på. Der var bl.a. nogle rigtigt store taskekrabber op på en kort afstikker jeg lavede ud på mudderbunden fandt jeg nogle søfjer. Fandt endelig en rigtigt pæn torsk i en ”hule” under en stor plade. Fik den harpuneret fint lige bage ved øjnene. Men jeg kunne ikke få den ud af hullet. Prøvede at tage fat i kæberne og får den på ret kurs men det var ikke muligt. Indså at den måtte være kommet ind i hulen på en anden måde, men det var umuligt at se hvordan. Som et sidste helt desperat forsøg tog jeg fat i pladen for at se om den evt. kunne rokkes. Jeg havde sluppet harpunen, og det skulle jeg ikke have gjort, for nu var den umulig at se i muddertågen. Eder og forbandelser men jeg måtte indse jeg måtte opgive at lede videre og se at koncentrere mig om resten af dykket. Min bundtid var faktisk ved at være mere end passende.   Mirs vrag kender jeg ikke så godt at jeg umiddelbart kan orientere mig og det irriterende roderi med torsk og harpun havde svækket min orienteringsevne yderligere. Det måtte blive en fri opstigning med dekobøje. Det gør jo heller ikke noget at prøve det en gang imellem. Kom dog op så tæt på båden, at jeg kunne svømme hen til tovet og gasse af. Så drengen slap da her i første omgang for at binde af for at hente mig.  Mellem første og andet dyk blev der spist lidt frokost og jeg fik tid til lige at få varmen og nyde en smøg eller to. Var godt  pissed over det med harpunen. Ikke mindst fordi der var monteret en lille 3w led-lygte på, som jeg faktisk er ret glad for. Men jeg måtte jo se om jeg kunne finde den på andetdykket.  Da drengen var dykket ned for anden gang gik der ikke lang tid før hans dekobøje kom til overfladen. Det måtte være min harpun mente de to andre så jeg fik lynet tørdragten i en fart og hoppede i efter bøjen. Det gav varmen ! Ikke mindst tilbageturen til båden i den lette modgående strøm. Harpun var det nu ikke – men loddet til bundtovet som var sendt op. Nå hvad fanden nu var varmen der så det var jo bare på med resten udstyret. Så måtte jeg jo selv finde den harpun. Det var nu ikke helt let og bundtiden løb for hurtigt syntes jeg. Men til sidst fandt jeg stedet. Gjorde ikke flere forsøg på at få fat i torsken, som der i øvrigt ikke var meget liv i mere. Tiden var også mere end gået og der var ikke andet for end endnu en fri opstigning. Denne gang blev det et næsten 15 minutter langt og pissekoldt dekostop hængende i det rene ingenting for enden af linen op til dekobøjen.

Sidste dykker vel ombordSidste dykker vel ombord – hyggen breder sig i Havgassen

Jeg blev afhentet hurtigt og elegant og ikke ret lang tid efter var kæresten også tilbage fra det sidste dyk på den dag. Humøret var fint, drengen havde fanget en fin torsk og jeg havde fået fat i min harpun. Et par dåser blev knappet op og så blev kursen sat og der kom fuld fart i skruen. Det var blæst en smule op så jeg trak ned bagved for alt slippe for det værste bumperi. Oppe foran læskærmen viste den ældre herre sig utrolig galant. Han sikrede med sine brede skuldre at kæresten var i læ for den kolde vind og med sine stærke arme sikrede han et fast greb om det hele. Så vi kom sikkert og glade i havn.

Den ældre herre sikre læDen ældre herre sikrer læ og holder rigtigt godt fast

Det var blevet til en rigtigt dejlig dag på Kattegat. Jeg følte mig både glad og godt brugt, da vi var tilbage i Farum og fik afregnet. Vidste jeg ville sove tungt og glædede mig til søndag, hvor der også stod jagt på menuen. Og det ville ikke blive torsk der skulle skydes efter.  Tak til Flemming, Marianne og Sten for en dejlig dag. Jeg ved godt at denne beretning kunne have været færdiggjort noget før – men som sagt indledningsvist er mit nye havbassemotto: Sidst som sædvanlig. Peter B. 

Gotlang med Langesund



29 October 2009Henrik J.

29/10-2009

Gotland med Langesund Torsdag 29. oktober Turen startede egentligt allerede i sommers, hvor vi efter 2 dages togt måtte sande at vi blæste inde resten af ugeturen.  Normalt er det sådan, at når vi stiger ombord så fanger bordet og skipper skal have betaling, det er jo ikke hans skyld at det blæser og har et skib der skal køre rundt. Niels Germods ihærdighed, gav os dog en fribillet til en efterårstur, måske Pelle bare forsøgte at slippe af med os. En ny dato blev aftalt, chancerne for en Gotlandstur i ultimo oktober var der dog ikke mange der troede på.

Men vi var heldige. Vejret så efterhånden fint ud og vi var 6 personer der var klar og optimismen helt i top. Kim og Thomas kørte sammen, Niels og Jyske Finn der var kommet med på et afbud og som rosinen i pølseenden, Kasper og jeg. Efter et hurtigt rendezvous i Farum, stak vi nordpå. Kasper og jeg var bagud på point, da vi missede en færge samtidig med Kim og Thomas og Niels og Finn var kørt i forvejen. Nu havde vi ikke specielt travlt, men alligevel var der et kapløb om at nå først til båden, de bedste pladser er normalt til turarrangøren (Niels), men når det nu ikke var mig, så galt først til mølle.

Den gode plads 

Vi provianterede på færgen og gav tyskeren en spand kul, i håb om i det mindste at blive nr. 2. Glæden var stor da vi ankom som de første 1 time før nogle af de andre og Kasper og jeg fik privatgemakker og plads tæt på lejderen. Efter cola, red bull, kaffe og nu 2 øl og en Underberger, så skulle der til gengæld også pisses en masse!

Fredag 30. oktober Alle mand om bord og Pelle holdte sit ord, vi smed trosserne i bulder mørke og stævnede ud af Oxelösund lidt over midnat. Første mål var S/S Hornstein ved nordspidsen af Gotland, en 8-9 timers sejltur. Det blev en lidt urolig nat, vinden havde lagt sig som lovet, men dønningerne gjorde køjen noget levende. Vel ankommen på positionen ud på morgenen og efter morgenmaden, bandt vores svenske venner Martin og Fabian på vraget med en ordentlig trosse, så skibet kunne ankres forsvarligt op hele dagen, hvor 2 dyk var planlagt.

StartOg så i bajlen

Tyske Hornstein sank i 1905 på små 50m vand, toppen af broen på 37m. Kasper og jeg kom i vandet og nød det klare vand ned mod vraget hvor der var bundet fast i styremaskinen midt på brobygningen. Med sin 100m var Hornstein bygget som så mange andre dampere af sin tid. Høj bak, lastrum for og bag, høj agterende, samt brobygninger midt i vraget. Brobygningen var af træ og lå nu som et kæmpe mikadospil af træ og brædder. Her var der masser at gå på opdagelse i og flere fine genstande gemte sig i mudderet. Nu er Hornstein beskyttet af formindeloven, så vi bjærgede selvfølgelig ikke noget, på nær en ølflaske med indhold som Kim ville ha med hjem til nærmere analyse. Efter en hurtigt rodetur på broen svømmede jeg hen over maskinskylightet over 1 bagerste lastrum. Fantastisk at se tømmeret den var lastet ligge i store lige stammer, som om de var blevet fældet og afbarket i går. Midt mellem lastrummene var en lille bygning med beboelse, møbler, døre og brædder i en pærevælling, hvor jeg hurtigt svømmede ind og vendte.

Svensker 

I agten nød jeg det store jernrat på nødstyremaskinen inden jeg lod mig falde ned i agterlugen og ned af trappen. Flere rum var dørene lukket i, men en stod åben, hvor der stod malerbøtter og andet skrammel på hylderne. Agter i vraget kunne man se andre fornødenheder der hører sig et skib til. En fender i flettet tovværk, mere tovværk og andet godt. Tilbage mod broen hvor der var livlig aktivitet. Flere fundne sager var lagt frem på parade, så alle kunne nyde synet, hvis det dog ikke havde været for de massive muddertåger der ødelagde sigten. Det var tid til at betale prisen på tovet der ikke blev så kold som ventet. Vandet var stadig små 10 grader i overfladen og trods våd tørdragt, så var 50 min i vandet tåleligt.

Alle fik dykket og for ikke at gentage mig selv, så går overfladetiden mellem dykkene med spise, snak, lure, flere lure, slik, kaffe, lur igen, samt et par godnatøl inden vi normalt visner som på børnemaner ved 8-9 tiden Jeg vil derfor fokusere på dykkene!

Tech

Vi kom i vandet igen og jeg brugte det meste af dykket i broområdet. Jeg fik dog også en tur ned i maskinen. Et kæmpe skylight gav masser af plads til at komme igennem lugerne og naturligt lys nåede flere meter ned til toppen af den store dampmaskine. Der var masser af fine detaljer, vandet var dog lidt sløret af rust. Det var blevet tid til at gå op, lige meget hvor lidt man havde lyst. På sådan et vrag går dykkertiden så hurtigt, men man ved jo at dekoen er dobbelt så langsommelig. Lækkert var det dog at ligge på et 40mm tov med 100 ton liggende i overfladen til at holde det strakt, så mere bekvemmeligt kunne det ikke blive. Efter endt dykning stævnede vi mod Gotland, hvor vi overnattede i en vinterdød havn ved navn Furåsund.

Lørdag 30. oktober Morgenen efter gik virkelig i fred og ro, hvor vi endelig stævnede ud mod nye eventyr langt op ad formiddagen. Målet for dagens dykning var på et ukendt trævrag på 50m vand. Efter 2 forgæves forsøg med at ramme vandet, 2 dykkerhold i vandet op igen, var det Kaspers og min tur. Vraget var 25-30m langt, så svært kunne det vel heller ikke være at ramme. Nå men vi skulle egentligt have dykket sidst, men nu blev vi først og turen ned i mørket var så meget mere spændende. Jeg måtte dog en hurtig tur op i båden igen, en slange havde løsnet sig og kværnet oringen. Efter et servicecheck på lejderen, forsøgte jeg at indhente Kaspers forspring. Vraget jeg kom ned til var et skrovhelt 2 mastet træskib, lastet som så mange andre vi har fundet, med korn. Et flot skue i det klare vand. Af detaljer skal nævnes et stort stokanker i stævnen, et stort træspil, kæmpe master ude på bunden, samt flere flotte blokke, jomfruer og taljer. Nede i mudderet gemte sig mange interessante sager, med ca. 150år på bagen, er selv et lille snapseglas en oplevelse at se. Dekoen var lang og ikke helt som før behagelig. Vores ”tørresnor” var igen taget i brug, vi overlevede dog og alle fik et godt dyk. Der var imidlertid ikke stemning for et dyk mere her, så vi sejlede mod Hornstein igen.

 Hvem siger man altid skal huske at tage øl med til sverige

Tiden var fløjet fra os på trævraget. 2 forgæves dyk og et lang godt et tager sin tid. Vi bar derfor fremme på Hornstein i bulder mørke. Igen blev der bundet svært på af Marin og Fabian og vi kunne i ro og mag fylde lidt fed nitrox, få masser af overfladetid, da det alligevel ikke kunne blive mere mørkt. Alle havde et fint dyk og også her blev der gravet fine ting frem af mudderet og lagt på paradeplanken til senere skue for andre dykkere der ikke kan lide at få mudder i handskerne. Opstigningen i mørket (efter at Kasper havde blændet mig et par hundrede gange) forløb i lidt trancelignende tilstand og dekoen var næsten hyggelig, Vi lå der i en klump og viftede til morild og kunne se dækslyset over os. Overfladevandet var meget klart. Kasper kunne ikke få nok og hoppede i vandet igen og tog 45 min ekstra deko, til gengæld kunne hans albue være i dragten.

Ilt Dekosvin

Næste mål var et vrag længere nord på, så vi tøffede hele natten mod positionen for at time at være fremme næste morgen. Østersøen var helt flad, så der blev knaget godt i køjerne!

Søndag 1. novemberVi kom først i vandet op ad formiddagen. Vraget vi lå på var den svenske damper S/S Mageretha  som sank i 2. verdenskrig. Vraget har pløjet sin stævn ned i lerbunden, knækket på midten, så broen midt i vraget er dybeste sted. Kun et par meter over bunden på 55m vand. Agter står skråt op i vandet med 45m på toppen, kulbunken i lasten er væltet fremover op ad broen agterfra. Stævnen ligger ligeledes op ad bakke. Vi kom ned på broen, hvor svenskerne havde mudret lidt rigeligt op, så det tog lidt tid at orientere sig. Jeg havde agten for mig selv, hvor jeg kunne lyse ned i det store skylight over salonen og se døre til kahytter hele vejen rundt. I midten lå brædder, borde og stole, skabe m.m. hulter til bulter. Et spændende sted at gå på opdagelse, men turen ned i gennem den snævre nedgangskappe måtte blive en anden dag. Tilbage ved broen var svenskerne på vej op, Kasper havde jeg aldrig mødt, så jeg havde vraget lidt for mig selv. Her omkring broen var der mange interessante ting. Maskintelegraf, rattet, masser af løse koøjer, samt en flot lanterne der var stillet op på broen. Den kunne blive flot, men ikke uden en ihærdig indsats, så var det bedre at lade den stå og pynte der. Overfladevandet var 2 grader koldere end ved Gotland, så det blev en lang, kold og våd deko. 4 mand på en tørresnor, det kan man blive godt træt af. Med alle mand i båden, gik det for fuld damp mod havnen. Solen brød frem og det var havblik, næsten ikke til at bære at skulle hjem, men med en fantastisk weekend i bagagen, så var det en flot exit.

Tech formand 

Tak til Kasper, Kim R, Thomas P, Niels G og Jyde Finn for god ro og orden. Og ikke mindst til Pelle-Pirat der endelig havde en plan og overholdte den. Henrik                        

Otto

28/10-2009

S/S Otto  Endelig blev det vragdykkervejr. Der var slået brød op til noget større, men udsigt til heldagsregn, gjorde at energien til en heldagstur i Østersøen var til at overse. Trods udsigten til absolut ingen vind overhovedet. Er vi ved at blive gamle? Og hvis jeg er gammel hvad er Allan J og Sten N så?

Flaadt vand

Nå, men det var længe siden flere af os havde været på Otto, ja faktisk var det 1. gang i år for mig, man er vel stort set blevet brakvandsdykker. Og Otto er jo et meget fint vrag, så jeg glædede mig faktisk til et gensyn.   Første dyk efter Rødehavstur er jo altid spændende, her bliver man virkelig bekræftet i hvor meget dykning og især vragdykning, er rutine, rutine og atter rutine, ellers er man sgu hurtigt rusten som vraget selv. Defekt tørdragt, defekt lygte, amputeret blybælte og fortsat Rødehavskonfiguration gør det ikke nemmere. Alt i alt, jeg kom for sent og skriver derfor nu.   Båden kom godt af sted og efter kort sejltur, konstaterede vi at vejret var perfekt der var dog noget strøm, ca. 1,5 knob nordgående. Men Allan mente ikke det betød noget og ville selv binde på, så havde han da bidraget lidt til fællesopgavenJ. Jeg strøg lige efter, efter at have gennemsøgt båden for ekstrably, opdage at jeg ikke havde skiftet feedeslange til reserve (våd) dragt og alt muligt andet der var galt.

Der mangler lige et håndtag

Allan havde bundet på styremaskinen og trods den lidt ringe sigt, så kan man næsten finde rundt på Otto i blinde. Jeg svømmede vraget rundt og noterede mig lidt koøjer, godt med halvstore torsk og berggylter og nød bare turen i det 13-14 grader varme vand, med selv samme fossende ind i min dragt. På min vej fyldte jeg lommen med pirke, så også min afbalancering kom nogenlunde på plads. Vel oppe på deko, konstaterede en brakvandsdykker at der fandtes brandmænd og selvom de er stærkt aftagende for sæsonen, så lykkedes det mig at få en lige i fjæset og huskede hurtigt hvor meget de kan brænde! Til gengæld glemte jeg for en kort stund, det hastigt afkølende vand INDE i min tørdragt. De andre fik også et godt dyk og Lis var imponeret over nøgensnegle og andet småt, så der var lidt for enhver smag.

Overfladetiden gik med en enkelt Underberger til kaffen og Lis´ slik, regnen udeblev indtil videre. Jeg fik skiftet undertrøje og den ellers falmende motivation for et dyk nr. 2, kom tilbage. Her gik den langs bunden fra agter til stævn, for at se om der skulle ligge en fed spætte på sandet, nu når der ikke var nogen tunger der ville hoppe i posen. Det var der imidlertid ikke, kun lidt nysgerrige isinger. På tovet syntes jeg det rungede lidt rigeligt fra et nærgående skib og jeg holdte øje med om bøjen evt. blev smidt over bord, da jeg gennem det klare overflade vand kunne jeg se et par folk kigge ned til mig. En hornfisk kom tonsende og tog tovet midtsskibs, noget forvirret og drev videre med strømmen. Alle fik dykket og de første regnedråber meldte sin ankomst.

Den lille flinke dreng holder garnet

Vi tøffede lidt derindad i en bajers tid og nåede akkurat at rigge af og køre, før regnen for alvor tog fat! Sten den utrættelige dragtmager, der lige havde sat nye manchetter i min dragt og nu også tilbød at finde huller, blev dog revet ud af limtågerne, da han i klublokalet pludselig huskede at han havde glemt sin dragt på havnen! Ring ring og havnefogeden fandt den gudskelov i live der hvor Sten havde lagt den:-D   Tak for turen.   Henrik 

Trykkerdammen 27/10-2009

 

27/10-2009

Trykkerdammen  Tirsdagsdyk – Trykkerdamen – natdyk sidst på eftermiddagen – det er lidt li’som hvert eneste efterår, bortset fra, at vi har haft mere vind fra S og Ø i år på tirsdage i år, og at vi derfor kun har været der et par gange her midt i højsæsonen.   Da jeg ankom til svømmehallen i god tid før afgang var der allerede forsamlet en flok af de mest fiskelystne havbasser, og selv om jeg kom sidst, var jeg den første bil af sted!

PåklædningSå skal man have udstyr på…..

Ved Trykkerdammen skulle jeg omkonfigurere en smule efter Rødehavsturen, men der var også andre, der skulle ændre lidt på deres ting – f. eks fandt Manley ud af at hans indblæsningsventil var blevet ændret ved krebsegildet, hvor han ikke var i vandet (og det har han tilsyneladende heller ikke har været siden), men han fik gjort et eller andet, så han alligevel kunne komme i vandet.

Et view af vandetBlus på lygten (men ingen ål)

Det var alle mod alle – makkerprincippet var ”Same Ocean – same Time”, og vi kom i vandet i ualmindeligt spredt orden. Personligt glædede jeg mig til at teste, om jeg for første gang siden Lysekil i foråret skulle komme op med en tør inderdragt, for jeg havde fået monteret et par nye lynlåse. Og det gik også meget godt i starten, men der er noget med udluftningsventilen eller noget tæt derved, som gav et vådt – eller rettere et fugtigt ærme – så jeg tror, jeg må ha’ Sten på sagen!   Ellers gik det ud over ålegræsset med kraftig strøm fra alle retninger og tilsvarende variabel sigt fra 2-5 meter. Vandet var væsentligt koldere end i Rødehavet. Der var lidt forskellige fisk, men ingen ål, og min harpun var uvirksom den første halve time. Til sidst dræbte jeg et par pæne skrubber for ikke at føle mig helt til grin. Og, for at det ikke skal være løgn, så mistede jeg min harpun, mens jeg prøvede at flå den sidste skrubbe af spyddet. Men, den harpun kunne jo alligevel heller ikke fange ål!

Og så skal der pakkes sammenOg så skal der bare pakkes sammen over en øl eller 2

Herefter ind og ha’ den obligatoriske forfriskning sammen med Søren, Sten, Allan H, Lennart, Manley og Teddi – altså et ret pænt fremmøde med tanke på hvor vi var henne!   Kim R.

 

Nakkehoved fyr

20/10-2009

NakkehovedfyrVejrudsigten lovede lidt vind men ikke nok til at det skulle ødelægge det gode humør. Vi mødtes i Farum for at få læsset alle mand sammen i så få biler som muligt, hvilket var i sagens natur var ret nemt når vi kun var Rune og undertegnet som var mødt op. Når men Trykkerdammen er lidt slidt så vi tog til Nakkehovedfyr ved Gilleleje. 

NakkehovedDer kittes op

Vejrguderne var i gavehumør så den eneste vind der rørte sig var den jeg selv slap lige inden dragten blev lukket.

Fint vejrVejret kunne man jo ikke brokke sig over

Vi skvulpede først rundt på det lave vand hvor vi fandt og fangede 5 skrubber og en pighvar herfra gik tur væk fra land og ud for at få lidt dybde på………ja 5 meter kunne computeren snige sig op på så det blev ikke rekordernes dag denne gang men hyggeligt var det. så var det bare at få slæbt sig op af den laaaaaange trappe og tilbage til bilen blive omklædt og få vendt forlygterne mod Farum, med en lille afstikker til fætter mujaffas pizzakiosk i Hillerød.

FangstenFangsten kunne man vel heller ikke brokke sig over

Enkelt, hyggeligt og nemt sådan kan det jo også være en gang imellem   Hilsen Teddi 

 

Robert

11/10-2009

Robert  Endelig blev der et ”hul” i vejret til noget dykning. Anders ville gerne have afprøvet sin helt nye anordning på Tornado – en Leider, jubiiiiiiii……

ØresundNyeste anordning på Tornado..

  Vi mødtes i Rungsted ved 14 tiden og var klar til afgang godt 15 min. senere… Philip var med ude og lege og havde ventet længe på denne dag:=) Han havde snakket rigtig længe om at sejle Tornado i fuld udblæsning – og det skete…

Philip styrmandPhilip styrmand

Med Anders som ”mesterlære” gik det derudaf. Dog med en del bølger i starten fra Rungsted gavn, men med en del slalom omkring diverse sejlbåde, nåede vi positioner sikkert. Dræget blev kastet og Kim (Askebøl) meldte sig som påbinder. Nicolai fik tjansen som ”2ér” pga. hans lange bundtid. Jeg hoppede i efterfølgende og Anden underholdt Philip imens.   Kowalski strejkede og Sartek måtte i brug som backup – og klarede det til UG+..   Vi havde alle et super fedt dyk uden strøm (som ellers lovet hos DMI)…   Hjemturen forløb som: (se link)   http://www.youtube.com/watch?v=qbzc72LEMGE   Sikkert i havn, dog med ømme knogler, kunne vi konstatere at selv DMI ikke kan ødelægge en dejlig dykkedag.

Anden på stigenAnden i fin stil på sin nye anordning.

Anders, tusinde tak – du er en sand ven:=)   Flemming   Lidt billedeguf:

BilledegufBilledegufBilledegufBilledeguf

Rødehavet

8/10-2009

RødehavetTorsdag 8/10 Ud.. GISP! GAB! En anelse for tidligt op – men dejligt at afgangsdestinationen var flyttet fra Malmø til CPH, men at flyve kl 700 kræver et godt vækkeur og wake-up calls, som blev modtaget fra flere steder! Lotte havde sørget for hyggelig transport til lufthavnen, og på trods af at vi ikke kom først, var vi relativt forrest i køen, hvilket blev udnyttet til partiel gruppeindcheck da Kasper og Henrik dukkede op. Bunden blev lagt med morgenkaffe og croissant i lufthaven, et ganske fornuftigt indtag set i bakspejlet eftersom mine sidemakkere udøvede gruppepres og forsøgte at tømme flydamernes vogne for drikkevarer med betydelig alkoholprocent.

TossehovederEt billeder siger jo mere end 1000 ord

Beretning for resten af turen frem til landing i Hurghada husker jeg ikke, men den afspejles vist fint i foto, så jeg springer hurtigt videre frem til den dejlige varme der nåede os, da vi trådte ud af lufthavnen. Vi blev kørt hen på Emperors kontor, hvor vi tilbragte et par timer med dejlig frokost efterfulgt af indhentning af et par timers søvn og luftning af maveskinnet. Endelig var de sidste gæster landet, minibussen blev fyldt og ’bunken’ grundlagt. Efter endnu en god lur nåede vi Port Galib, og vi flyttede ombord. Aftensmaden blev indtaget og dykkerudstyret klargjort i håb om tidlig afsejling næste morgen, hvilket senere skulle vise sig absolut ikke at ske! Aftenen blev brugt i bunken under introduktion af og til en af ugens kommende guider. Introduktionen inkluderede også introduktion til agterendens trappes frygtindgydende farer, idet den havde skadet tiltænkte guide # 2 tilstrækkeligt – men en introduktion heller ingen tog til efterretning. Resten af aftenen husker jeg absolut heller intet af….. så stafetten er givet videre til næste dags beretningsskriver!  LisFredag 9/10  Dyk 1 Marsa Mubarak Vores check-out dive. Dejligt “shallow” dyk for at se om skidtet fungerer. For nogle mere nødvendig end andre (say no more, say no more). Godt jeg allerede havde fundet en par “bugs” i svømmehallen. Min auto-air holdt igen. Jeg dykkede også med et nyt kamera og undervandshus. De beståede også. Vi dykkede alle efter Juan vores mexikanske guide (den anden hed Neil og kom fra Tyskland – klar den sjoveste at være sammen med) som en flok ællinger efter deres mor. Everybody for himself. J Vi så en skildpadde, en par blue spotted stingrays, en lion fish og sådan en fishy som suger sig fast på f.eks. en hvalhaj eller bare noget andet stort. Jeg var bange for den skulle hæfte sig fast på Kasper … 😉   Dykket varede ca. en time. Max dybte ca. 23 meter.

Tjekud dykSugefisk

Dyk 2 Abu Dabab III To timer og 3 kvarter senere var vi i vandet igen. Her var det lidt mere se på. Flotte hårde og bløde koraler. Flere blue spotted rays, en stor murræne, en flot musling (med liv i) så den lå Henrik været dernede, en stor batfish som åbenbart var vandt til dykkere (eller bare var sulten). De første store coral groupers viste sig og ja, naturligvis de første klovnfisk (som man jo ikke kan lade være at fotografere selv om man ved man vil se dem mange gange bagefter – hvor du igen ikke kan lade være). Dykkede sammen med Kasper og Henrik (holdt dog øje med resten – Lis og Lotte var nemme at få øje på med deres farverige BCD’er). Efter vi kom ud af vandet sejlede båden straks videre. Vi havde 7 timer til Deadalus hvor det var en masser hajer som ventede på os … (men de gad åbenbart ikke vente så langt … L). I solnedgangen så vi dog nogle delfiner som sprang op af vandet. Det er jo priceless!

Musling

MennoLørdag 10/10  Daedelus – hele dagen Der var høje forventninger til dagens dont. Daedelus reef, en lille koralø med et fyrtårn på, midt ude i det Røde Hav. Jeg havde været der 2 gange før og masser af hajer hver gang. Sidste år havde vi 10 hammerhajer rundt om os på et dyk. Forventningerne var derfor helt i top, godt hjulpet på vej af den tilnærmelsesvis rastløse men sikre vej hertil. Jeg kan ikke huske om vi kom til revet om natten eller om vi fortøjede om morgen. Efter endnu en ørkesløs briefing, som sikkert allerede er nævnt før og vil blive nævnt efter, så begyndte adrenalinen at brede sig og vi kom for alvor i stemning.

Dive dive

Dyk 3 Daedalus N/W Med solen der brød kimningen blev vi sejlet ud til revet i de små RIBs, til det sted hvor guiderne mente at strømmen splittede, således at vi ku få et driftdive langs revet.  Vi kom godt i vandet og lod os falde mod dybet, ned for at spejde efter hajer. Normalt dykker vi til 50m her, men med ørene tude fulde af paranoide guider, holdte vi os lige på den anden side af de 40m. Guiden Nil kørte sit solodyk, hvor han forsvandt helt ud i det blå, uden at have nogen som helst reference til hverken os eller revet, så vi var alligevel overladt til os selv. Dykkertiden gik hurtigt og uden hajer i sigte forlod vi det blå og steg op mod revet. Her fik vi lidt gevinst. En enkelt hammerhaj kom under os i dybet, for langt væk til at efterfølge, men alligevel en go fornemmelse. Der var dog yderligere gevinst og resten af dykket gik med at nyde væggen, korallerne og myrimader af småfisk, samt sporadiske forekomster af barracudaer og trevally i det blå.

DEBRIEFING – (     ) – Morgenmad (      )  – morfar – (      ) – sol –  (     ) – kaffe – (     )  – BRIEFING   Dyk 4 Daedalus N/W Same same but different. Ingen hajer og det var jo det vi kom for, så lidt skuffelse at spore. Men ikke kun hajerne var fraværende. Hele ”det blå” manglede liv i form af de store pelagiske fisk, tun, barracudaer, jacks m.m. Alligevel skal det siges at vi efterhånden er svære at tilfredsstille, ingen tvivl om at det stadig er et superdyk og at dykke i en time kun i shorty uden overhovedet at fryse, det er næsten det hele værd. Tendensen meldte sig dog, tankerne flød efterhånden over på jomfruvrag i Østersøen, mudder under neglene og smadrede trævrag på den fede og helt selvstændige måde.

Haj

DEBRIEFING – (     ) –  Frokost – (     ) –  morfar –  (     ) – sol – (     ) –  kaffe – (     ) – BRIEFING   Dyk 5 Daedalus S De efterhånden stationære Oceanic Whitetip hajer havde meldt sin ankomst og cruisede rundt mellem bådene, 3 stk. og humøret steg yderligere. Nu var der haj garanti, som så ofte før, vidste vi at vi ville få besøg af disse nærgående hajer under båden i slutningen af dykket. Vi valgte derfor at tage med gummibåd ud på revet, forceret svømning mod bådene og så nyde dem under båden den sidste del af dykket. Lis havde det lidt øv øv, så hun ville bare tage et kvarter under båden sammen med Nil og kigge på hajerne. Kasper, Menno og jeg dannede en udbrydergruppe og powersvømmede mod båden. Lidt forpustede nåede vi båden efter 40 min og glædede os til at hænge på tovet og lure og sparke til lidt hajer. De var dog forsvundet og vi så kun én cruise forbi på behørig afstand. Lis havde dog trukket det længste strå og haft nærkontakt.

Skildpadden

DEBRIEFING – (     ) –  snack – (     )  – Morfar – (     ) –  solnedgang – (     ) –  rødvin – (     ) – GT  –  NATTE NAT…   Fyld selv ind i parenteser efter behov: Nulren tær, nulren hænder, nulren hårbund, nulren nakke, helmassage, delmassageJHenrikSøndag 11/10  Dyk 6 Rocky Islet S/E Ankomst ved 3-tiden om natten efter omtrent 10 timers sejltur i fint vejr. Dejlig vuggen og diesel-dope – men heldigvis ingen ud-af-køjen-oplevelser! Rocky Islet var turens sydligste destination, 3 sømil SØ for Zabargad, og omtrent 45 sømil fra grænsen til Sudan. Med plan om 4 dyk denne dag, var det bare om at komme tidligt ud af køjen denne smukke stille morgen, til første dyk hvor vi gerne skulle være til BRIEFING kl 5.30, på vej kl. 6:00 og i vandet senest kl. 6:30. Nil var sendt i forvejen for at få tjek på stømretningen. Og det var på sin vis meget fint, bortset fra at stømmen var vendt da vi ankom en god halv time senere, samtidig med, at forklaringen på de særlige strømforhold var noget med en tidevandsforskydning. Summasummarum var et ZigZag dyk på sydøst siden af Rocky Islet hvor der var strømlæ. Det var nu ganske fint og gav lejlighed til fordybelse i detaljerne. Korallerne er var i rigtig fin form, med masser af spektakulære formationer,  kløfter og udhæng. Dragefisk var placeret strategiske steder. Og Titan aftrækkerfisk fouragerede, men det var vist ikke yngletid for de var mere interesserede i at gnave af korallerne end at jage nærgående dykkere væk. Anemonefisk var også her allestedsnærværende – søde kræ (så længe de ikke bider!!!) og altid værd at forsøge at fotografere. Selvom Rocky Islet på grund af placeringen midt i det åbne hav burde være et yndlingssted for hajer og pelagiske fisk, glimrede de ved deres fravær…meget meget mærkeligt.

Rocky Islet

Dyk 7 Rocky Islet S Overfladetiden blev fordrevet med debriefing og morgenmad og efterfølgende afgasning i solen. Frekvent spejden over havet bød på både delfiner på gennemfart og en enkelt sejlfisk med fuldt rejst rygfinne. Et strømdyk med godt blæs på, på den sydlige væg af Rocky Islet – fantastisk svævetur langs øens/revets væg, og god god sigt. Revet var sprællevende, tætpakket med stenkoraller og med er hel del bløde koraller og store svampe. Det imponerende mylder af fisk inkluderede alt fra Flagermusefisk, flere Titan aftrækkerfisk, Snappere, Barracudastimer, Musikfisk(Cornetfish) og Kejserfisk til de sære skabninger Gul kassefisk og Arabisk kassefisk….gad vide hvilken funktion disse fisk i virkeligheden har? Igen gik 60 minutter alt alt for stærkt! Med alle mand tilbage sejlede Emperor Fraser, iklædt Bikinifisk M/K på soldækket, den korte tur til næste destination, Zabargad.

Svampe

Dyk 8 Gezîret Zabargad S/E Zabargad ligger 25 sømil SØ for Ras Banas og var et af de få steder på turen hvor der var tilladelse til at snorkle, for her var der (heller) ikke Oceanic Whitetip hajer der truede med at æde os. Tænkte igen på Rødehavsturen for 2 år siden hvor der var mange Oceanic Whitetip på næsten hvert dyk og kontakten til dem var af 3.grad! Det blev til en svømmetur enten ind i den blå blå lagune, hvor der lå en del blue-spottet stingrays på sandbunden, eller fototur på ydersiden af det overordentlig fine rev, med en bred variation af stenkoral arter, forskellige Sommerfuglefisk, Rødehavsvimpelfisk, forskellige Kirurgfisk og Enhjørningfisk. Dykket her bød også her på en fantastisk samling af nærmest skulpturlignende koralsøjler med masser af forskellige typiske små rødehavskoralfisk stående som en aura omkring. Der var et imponerende højt antal Kæmpe Muslinger, med frakker i forskellige strålende farver fra bleggul med grønnepletter over violet til koboltblå, marineblå og grøn og enkelte nærmest fluorescerende. Det fristede, men ingen af os turde alligevel ikke helt stikke fingrene ned til dem og tæt på, deres reaktionsevne var overraskende hurtig, trods størrelsen og det noget rigide udseende. Hvid-øjet måger (Larus leucophthalmus) fulgte båden på vej til natpositionen. Deres gliden på himlen var et flot syn, men alligevel lidt bekymrende…Måger har jo som bekendt tendens til at skide uden forvarsel, og når en måge i en flok starter, er det ligesom det smitter af på hele mågeflokken. Juhl lå i første parket, og tog mågeklat nr. 1 med højre arm. Heldigvis var der noget andet der fangede mågernes opmærksomhed end vores båd, og vi slap nådigt denne gang. Efterfølgende kunne vi nyde en smuk solnedgang fra øverste dæk.

Rev kanten

Dyk 9 Abu Bassala Efter dagens sidste BRIIIEEFING kunne vi endelig komme i vandet til et natdyk hvor det ved første øjekast så lidt ud som revet var blevet forladt. Men efter kort tilvænning til mørket viste der sig masser af aktivitet. Rejer/krebs i rød/hvid stribet dragt vimsede omkring i koralsprækker. Søpindsvin med korte og lange pigge, søpølser i gul/sort/opalhvid og velnærede søagurker var på aftenvandring på sandbunden. Morild var der ikke meget af, men kunne dog tvinges frem med overbevisende energiske og heftige bokseslag i vandet. Mange af fiskene var nu gået i seng og der var sovende papegøjefisk i mange gemmer og maskekuglefisk parkeret på koral toppe. Nemt var det at finde tilbage til båden, for de store lamper var tændt og gav et relativt kraftigt lysskær omkring båden. Dagen sluttede med en sidste debriefing noget mad, lidt lokal Sakara øl og sammenklumpen i bunke på dækket med fortællinger om dagens oplevelser.

Solnedgang

LotteMandag 12/10 Dyk 10 Gotta Soraya Vi startede dagen med endnu en briefing. Heldigvis havde vi nået at få fat i en kop morgenkaffe, for briefingen var nøjagtig lige så lang og kedelig som de foregående. Efter en halv time kom det omsider frem – vi skulle hoppe i fra Zodiac og svømme tilbage til båden. Endnu en gang havde vi ikke det mindste travlt, for begge gummibåde skulle følges ad, og det tog sin tid inden ”de andre” blev klar. Selve dykket var fint nok, da vi omsider kom i vandet, et spektakulært vægdyk med klart blåt vand, der desværre var nærmest uden fisk og helt uden hajer… Inde på revet var der masser af liv – alle de sædvanlige akvariefisk var der, selv om de var lidt små i det. Revet var meget fint og korallerne så sunde ud uden at vise tegn på ”bleaching” eller skader efter dykkere.  Selv de store fine fanekoraller var endnu ikke flossede af kollisioner med klodsede dykkere. Jeg skulle ned for at se om jeg kunne finde et par long-nose hawkfish imellem grenene på de dybeste fanekoraller, men gårsdagens succes blev desværre ikke gentaget. Revet var fyldt med dybe huller og Juhl og jeg tog enhver chance for lidt ekstra eventyr, men hulerne var nu ikke ret dybe. Der var masser af fine ting på revet, både inde i skyggen i hulerne og på selve væggen, så vores time gik hurtigt, selv om vi ikke fandt noget revolutionerende nyt. Vores mexicanske udfordring havde et specielt godt øje til Kasper og Henrik, fordi de havde dykket lidt dybt dagen i forvejen, ikke meget dybere end os andre, men vi andre var ikke helt så ærlige, da vi skrev tallene ind i journalen, så deres computere blev nærmest mandsopdækket, da de kom op på dækket. Herefter lidt morgenmad og endnu en sejltur. Rutinerne var ved at indfinde sig!

Klovner

Dyk 11 Umm Aruk Jeg tør næsten ikke skrive det igen, men vi havde endnu en alt for lang og næsten informationsløs briefing. Vi undrede os lidt over det blev kaldt en briefing, og mens vi fnisede lidt indbyrdes, kom skolemesteren op i vores mexicanske prøvelse, der skulede ondt på os – igen! Han manglede vist kun spanskrøret! Jeg tror faktisk vi irriterede ham lige så meget, som han irriterede os, så han har heller ikke haft det nemt! Efter lang tid kom det frem, vi skulle dykke ”Of the boat and back to the boat” og vi skulle dykke mellem de koralsøjler, der var stedets store attraktion. Max dybde ca. 15 meter og man skulle grave for at nå 16 meter. Revet var ikke ret stort og inviterede til en rundtur, selv om guiderne var af en anden opfattelse. Da Juhl og jeg kom i vandet som de første gik det frem mellem nogle af de prominente koralsøjler. Vi så en stor stime Rødehavsvimpelfisk, et smukt skue, og vi forsøgte at svømme langt væk fra den slagne vej for om muligt at se bare en enkelt lillebitte haj. Vi fortsatte rundt om revet, og hvorfor så det? Svaret må være fordi vi kunne! Vi kom næsten rundt, før vi tog en længere tur ud over den kridhvide sandbund med spredte koraller. Vandet blev endog meget klart >50 meter sigt, da vi kom et stykke væk fra hovedrevet Vi kom meget langt væk fra vores udgangspunkt, og vi endte en del dybere, end guiden havde sagt var muligt. Det mest spektakulære på denne del af dykket var en enorm koralsøjle et par hundrede meter fra revet, der havde et stort ”fældehug” der gik næsten helt igennem. Det lignede et kæmpetræ, der kunne styrte om, hvad øjeblik det skulle være. I sprækken residerede en større flok mørke kirurgfisk, der ikke spekulerede over om den skrøbelige konstruktion var sikker. Vi svømmede tilbage til hovedrevet og passerede undervejs hen over den lokale losseplads, hvor dykkerbåde havde skilt sig af med deres affald gennem længere tid – naturligvis ikke vores båd! Det var ikke just et kønt syn med al den tomme emballage, men vi fortsatte ufortrødent videre og fik øje på pigerne, der vinkede fra toppen af en koralsøjle. Nu var Lis’ fagter under vandet genstand for meget omtale på turen, men Lotte vinkede også, så den måtte være god nok! Tøserne havde fundet en stenfisk, og selv om der blev peget, skulle vi stramme os lidt an for at se den. Et stort fint eksemplar med den karakteristiske sure mund og de himmelvendte øjne. Herefter var det igen tid til lidt civil ulydighed, vi svømmede videre, selv om den tilståede dykketid allerede var opbrugt. Vi skulle lige tjekke en anemone-city på den ene ende af revet, hvor der var mindst hundrede klovnfiskefamilier. På vejen derhen var der en fritsvømmende muræne, der var helt ligeglad med, at det var højlys dag og at der var en masse dykkere i nærheden. Back to the boat og op! Heldigvis var det den tyske guide Nil, der noterede data i journalen, og da han var stort set ligeglad med hvad vi havde lavet, fik vi ingen skideballer denne gang. Vi fik tilmed lov til at hoppe i havet og bade, mens vi ventede på de sidste, hvilket nok ikke var blevet tilladt, hvis mexicaneren havde haft vagten.

Stenfisk

En solid frokost og den sædvanlige ”Sorry, Guys” under maden, hvor vi lige skulle ha’ en tale/debriefing, der var lige så lang som briefingen Og så kunne vi lige nå at få lidt sol og et par sider i bogen, mens vi sejlede mod næste dyk.   Dyk 12 St. Johns Cave Tredje dyk på dagen. Og vi skulle trækkes med endnu en alt for lang briefing (ja briefingerne fyldte ret meget på denne tur!) før vi blev sluppet fri. Vi fik bl.a. at vide, vi skulle passe på ikke at hvirvle bunden op inde i hulerne. Bunden var groft koralgrus – han skulle bare lige prøve en gennemsnitlig dansk mudderbund! Igen blev der spurgt hvem der ville dykke med guiden, og igen var der ingen Havbasser, der havde psykisk overskud til et huledyk, eller et hvilket som helst andet dyk, med vores mexicaner. Da der kun var en gummibåd i vandet, viste vi storsind og overlod ham til de andre nationaliteter om bord. Og vi tog tilmed den anden tur med gummibåden, så de andre kunne komme først i vandet for første, sidste og eneste gang på turen! At vi dermed skabte lidt afstand mellem guiden og os var vist gavnligt for de flestes blodtryk! Hulerne lå ikke ret dybt, maks. dybde 12 meter, og så kunne jeg jo virkelig nyde at min flaske var pustet op til 250 bar. Vi kunne ikke få bådføreren til at droppe os længere oppe ad revet end guiden, enten forstod han os ikke, eller også turde han ikke for guiden, så da vi kom i vandet måtte vi selv svømme lidt videre. Vi gjorde det mest for at være på tværs! Vi var efterhånden blevet noget trodsige af guidens kvælende adfærd, og lidt civil ulydighed var på sin plads – igen! Vi fik set et par huler flere end de andre, men i sidste ende kom vi igennem det samme hulesystem, som de første. Vi nåede også ind i rigtigt mange blinde tunneler.

Hvis vi havde haft heldragter på, kunne vi nok ha mast os gennem mange af sprækkerne og gået helt nye veje, men korallerne var for skarpe til shorties, så vi blev ret gode til ”reverse kicks” og ”helicopter turns” i løbet af den time, hvor vi svømmede panden mod en mur et utal af gange. Nogle gange var det sikkert knap så elegant, når en håndfuld fyldige havbasser prøvede at vende samtidigt på begrænset plads og tumlede ud i hovedgrenen af hulen. I hulerne var der smukke koraller nær indgangene og længere inde var der en forbløffende artsrigdom, hvor vi bl. a. fandt et par nøgensnegle, en lille sytrådstynd pipefish på ganske få cm og masser af diverse soldaterfisk, egernfisk, bigeyes, glasfisk og andre huleboere. Der var også blåplettede rokker og sovende barser rundt om i hulerne. En af de få ting, der hang ved fra briefingen var, at de gennemgående gange gik fra NV til SØ, og da jeg ville tjekke retningen, fik jeg hevet min dekobøje frem sammen med kompasset. Det gav drengene lidt at more sig over, og vi overvejede om vi skulle skyde bøjen op i en af sprækkerne i revet. Men vi undlod og forlod hulesystemet kun én mand færre, end vi gik ind. Menno var i mellemtiden blevet væk, og hvor han var blevet af stod hen i det uvisse. Han havde jo allerede før check-dykket skrevet under på, at det var hans egen skyld, så vi bekymrede os ikke videre om det! Under båden residerede en napoleonsfisk, og i dens umiddelbare nærhed var et par stykker til. Den var helt klar over, hvad dykkere kunne bruges til, og den tiggede som en hund ved middagsbordet. Den fik en vaffel, som Henrik ”tilfældigt” havde i lommen. Den kælne fisk lærte næsten at sidde pænt og rulle rundt, inden vi skulle op. Aktiviteterne under båden lokkede yderligere et par napoleonsfisk til og til sidst var der 6 stykker under båden. Men der sad en halv snes dykkere og et par guider og ventede utålmodigt oppe i båden, så til sidst måtte vi forlade vores nye kælefisk. Menno var naturligvis allerede i båden. Det burde koste mindst en omgang at desertere på den måde, og gøre os alle sammen nervøse, eller hvad det nu lige var, vi var! Endnu en længere forflytning mod nord til næste destination, men denne gang blev rutinerne brudt. Der var der arrangeret lidt adspredelse på vejen. En fiskerbåd med 10-20 mands besætning var gået på grund på et af revene nær land, og vores kaptajn sendte en af gummibådene over for at se, om de kunne klare sig selv. De stod så fast på revet, at vi ikke kunne gøre noget alligevel, og de var samtidigt ganske tæt på land. Vi spøgte lidt med, at det var en fælde og pirater ville komme stormende rundt om hjørnet af landtangen, når vi lå stille. Intet ondt skete – måske bortset fra, at vi sejlede fra de grundstødte, og overlod dem til deres videre skæbne og det næste højvande.

Dyk 13 Sataya Efter endnu en lang og intetsigende briefing før natdykket endte det med, at vi fik tildelt de sædvanlige 45 minutter på 10-12 meter. Trods høflige forespørgsler, bedende øjne og eder og forbandelser ville vores mexicanske prøvelse ikke ændre hans beslutning. Vi argumenterede endnu en gang, at vi var i vandet mindst et kvarter før de andre, men han havde masser af grunde, som han dog ikke var i stand til at formulere, og det endte ud i det sædvanlige ”Sorry, Guys!”. ”I Guder!”, hvor jeg dog savnede Havbassernes ”laissez faire planlægning” af ukomplicerede dyk! Vi skulle rase af, så der opstod en lille konkurrence om at komme først i vandet, og jeg tror ikke de øvrige nationer, der var repræsenteret på båden, så røgen! Vi kunne jo bare hoppe i fra platformen. og de fleste var end ikke kommet ud på dækket, før vi var i vandet. Der var heller ikke gået meget mere end et minut fra vi sad i salonen, til vi lå på bunden af havet Vi hoppede lige ned i hovedet på en stor skildpadde, som heldigvis fjernede vores irritation over guiden. Om det stakkels dyr havde en lige så god oplevelse som os er tvivlsomt. Vi overvejede lidt, om vi skulle lave den om til en økologisk scooter, men forbarmede os – sådan da! Vi havde fået at vide at stedet myldrede med dragefisk, der forfulgte dykkerne for at spise i lygternes skær. Og dragefiskene var der i stort tal, det var som at fodre duer på rådhuspladsen, en lysplet på bunden fik dem til at myldre til. Faktisk var de skide irriterende, når man kun dykker i shorty.

Når man prøvede at studere makrolivet på revet var der pludselig en 15-20 dragefisk omkring en – helt tæt på! Man skulle ha haft et fiskespyd, så kunne man lige ha tyndet bestanden ud med en 30-40 stykker. Det ville efterfølgende være sjovt at se guidens ansigt, når spyddet blev smidt op på platformen! Vi fandt efterhånden ud af at lyse på bunden et øjeblik og lokke en flok til, hvorefter vi slukkede lygterne og racede væk i mørke. Det gav nogle afslappede sekunder, men der kom en ny sværm efter os, når vi tændte lyset igen – et smukt, men lidt irriterende syn. Men det var nu meget skægt at se hvordan fiskene gennede små fisk ind i en krog og derefter stod heeelt stille, indtil de kunne få det endelige angreb sat ind. Bugten var fyldt med fjerstjerner og andet hvirvelløst, bl.a. de ”hoppende buske”, der faldt helt sammen, når man lyste på dem. Vi fandt også lidt muræner, en skildpadde til og lidt andet godt. Efter godt tre kvarter kom vi tilbage til det blå skær under båden igen. Vi kunne se, at der var masser af andre dykkere i vandet og så ikke nogen grund til at skynde os op. Efter en halv snes minutter opdagede vi, at der var 2 badestiger, og eftersom der kun var en på Fraser lugtede vi lunten – en anden dykkerbåd var sneget ind i vores intimsfære! Således pludselig truet af sorte skyer over guiden måtte vi jo lige navigere tilbage til båden. Vi fik så alligevel vores ønskede time i vandet og lidt til. Endnu et af de pragtfulde natdyk, der er så vanedannende! Hastværket var ikke slut endnu – det gjaldt om at komme først i baren efter dagens første kolde øl Den forcerede svømmetur til sidst gjorde ikke øllet mindre velfortjent og velsmagende! Livet bliver hurtigt rutinepræget, når man bor på en båd, denne aften var lige som de foregående – god middag (incl. ”Sorry, Guys” og en debriefing efter maden var serveret, som i bedste fald kun tog et kvarter, mens maden blev kold), og så op soldækket til et par sjusser og lidt stjernekiggeri, som afslutning på endnu en god feriedag!

KimTirsdag 13/10 Dyk 14 Abu Galawa Sorayars Vores ellers så faste rutine med et meget tidligt morgendyk, blev fraveget denne dag, hvor vi startede med en mindre sejltur, til Abu Galawa Sorayars. Rutinen med de enormt kedelige briefinger blev der dog stædigt holdt fast i. Er helt sikker på, at briefinger har kostet flere menneskeliv end haj-angreb og det var da også kun udsigten til, en god undervandsoplevelse og den efterfølgende snak og samvær med nogle ualmindelige hyggelige mennesker der gjorde, at jeg på briefingen til dette dyk nr. 14 ikke faldt død om af kedsomhed.

Dages tal skulle vise sig at være 6. Idet Menno ikke var dukket op til briefingen (no briefing – no diving). Det var nu hans tur til, at blive ramt af Faraos hævn og lå derfor underdrejet i sit lukaf med høj feber og hul i begge ender. Lotte måtte derfor endnu engang lave en lille menu som vi kunne kalde ”alt godt fra medicintasken”. Den virker på hvad som helst inden 24 timer.   Dykket skulle foregå på et rev, hvor der bl.a. var et mindre vrag af et sejlskib. Historien om vraget var den, at et amerikansk ægtepar der på vej jorden rundt, var ved at løbe tør for penge. I deres visdom fandt de ud af, hvis de nu simulere, at være gået på grund, og herefter kunne få skibet til at lægge sig på bunden, kunne de hæve forsikringspræmien. Det gik rigtig fint. Pengene blev udbetalt og manden var utro. Konen var tilsyneladende bare ikke helt med på den sidste del og valgte derfor at fortælle om deres bedrag, hvorved de fik hvad man nu får i USA, når man gør den slags. Det er formentlig ikke morsomt. Vores amerikanske medrejsende spurgte hvad moralen var ved denne historie. Dertil var der flere svar, men konklusionen måtte dog være ganske klar: Bliv aldrig opdaget.

Vrag

08.11 var vi i vandet og vraget lokaliseret ca. 08.13. 2 minutter var vel også ca. den tid vraget var interessant i. Kim og jeg tøffede videre med Henrik og Kasper. Det var måske ikke et af de mest oplevelsesrige dyk. Vi byggede lidt videre på et anker, andre havde tegnet på bunden med sten og koralstykker og svømmede herefter gennem nogle ”slugter”. Henrik og Kasper valgte, at blive væk fra hinanden og pludselig væltede det frem med dykkere. Så mange at klaustrofobien var ved at tage overhånd. Vi valgte derfor at søge væk fra revet og ud på bunden. God plan! Sigten blev hurtigt rigtig meget bedre og ”landskabet” viste sig fra sin pæne side. Koralsøjler store som træer i en åben skov. Særligt var der en enkelt søjle som har været ca. 2,5 meter i diameter og 10 meter høj. Den stod på en ”fod” der ikke var meget større en 30-40 cm i diameter. Gad vide hvornår den vælter?  Denne tur der ikke helt var jf. guidens anvisninger, hjalp betragteligt på dette dyk.  I overfladen efter den obligatoriske time, hvor det hurtigt blev morgenmadstid, soltid, snakketid, 2 sider i bogen læsetid, sejltid og hastigt videre mod næste dykkermål. Der er meget der skal ses.

Dyk 15 Shiliniat Dykkerstedet bestod af flere rev, hvor man med lidt god vilje godt kunne tage fejl af de forskellige rev, og hermed komme et sted hen man ikke lige havde planlagt. Briefingen var heldigvis kort og godt hjulpet på vej af udsigten til et dyk med masser af liv, overlevede de flest briefingen. Dette til trods for, at dybden maksimalt kunne blive 12 meter, hvis man gravede. At der på computeren så stod 29 da vi kom op var en anden sag. Vi blev sejlet i gummibåd ud til det fjerneste rev. Herefter kunne man så lade sig drive med strømmen og så holde til venstre når revene sluttede. Vi valgte naturligvis at gøre noget andet og startede med, at svømme mod strømmen. Det viste sig hurtigt at være en god ”investering” da Henrik stødte på en skildpadde i en ganske fornuftig størrelse. Kim og jeg valgte herefter endnu engang, at tage en tur væk fra revet, ud over bunden for herefter at drive med strømmen tilbage. Vi måtte naturligvis ind og kigge lidt mellem de forskellige rev, hvor der ganske rigtigt var surrealistisk meget liv. 10.000 vis af småfisk i alverdens farver, stod som tætte skyer ud for revet. Man måtte nærmest kæmpe sig vej gennem vrimlen af klovnfisk i alle mulige og umulige størrelser.

Dem som har dykket med klovnfisk ved at de forsvarer deres territorium med en sjælden aggressivitet. Ofte angriber de masken og vi troede derfor, at de kunne se et spejlbillede, der blev opfattet som en anden klovnfisk. Udstyret med et spejl skulle teorien efterprøves. Det virkede ikke. De var helt og aldeles ligeglade. Det er derfor nærliggende at antage, at klovnfisken ikke angriber sit spejlbillede i masken men dykkeren. Det vidner enten om en uhørt selvtillid eller en total mangel på selvopfattelse. Nå videre. Med god medstrøm zig-zaggede vi lidt mellem forskellige rev, med så meget liv at det ikke lader sig beskrive. En enkelt ting kræver dog en nærmere forklaring. Vi så simpelthen en vaskeægte UFO. Intet mindre. Et Uidentificeret Flydende Objekt. Forstil dig et gennemsigtigt fleksibelt rør/slange med en diameter på ca. 10 cm og ca. 50 cm langt, hvor der i ”skallen” var omkring 100 små sorte ”prikker”, der formentlig har været æg. Tiden var ved at være gået og det passede fint med at vi lige skulle rundt om ”hjørnet” hvor båden skulle være. Det var den bare ikke og vi måtte derfor lide det nedværdigende nederlag, at gå i overfladen for at se hvor vi skulle hen. En kompaskurs blev stukket og finnerne blev sat i omdrejninger for ikke, at komme pinligt meget for sent. Det lykkedes at komme frem uden at være de sidste. Og pludselig fik vi så travlt igen. Videre mod næste rev, hvor dykket af uforklarlige årsager skulle foregå i skumringen. Vi frygtede lidt at det skulle blive et dyk hvor dagholdet var gået hjem og natholdet endnu ikke mødt ind.

Dyk 16 Shaab Naba Heldigvis tager ting i Ægypten altid længere tid en de burde tage, hvorfor dykket selvfølgelig blev gennemført i mørke. Det startede ikke særlig imponerende. Umiddelbart var der ikke meget liv. Det blev ikke meget bedre af at gå dybere, så vi havnede på en ”terrasse” med 2-3 meter vand. Her var der til gengæld masser af spændende ”småkryb”, en fin ”spotted snake eel” som vi først troede/håbede var en havslange, dragefisk der ikke var meget større end 3-4 cm og selvfølgelig den blæksprutte som Henrik og Kasper havde brugt hele deres dyk på at fodre. Det skete ved at jage fisk som herefter blev serveret for kræet. At det også koster luft, at svømme fisk op og stikke knive i dem, måtte vi senere erfare, da Henriks computer var tydelig utilfreds med mængden af luft i flasken (14 bar). En anden beskæftigelse var at fodre dragefisk. Det vil sige de fodrede egentlig sig selv, men udnyttede blot lyset fra lygten til at jage. Der gik lidt sport i at ”udpege” målet og herefter se hvor elegant den bevæger sig hen mod byttet, hvor den pludselig slår til med lynets hast. Imponerende!

Vel tilbage på båden. Det var sidste aften til havs og der var gjort klar til ”festmiddag”, som skulle foregå på dækket. Som de øvrige dage var maden rigtig god, men på denne aften havde den lige fået en ”tak” mere. Der blev grillet forskelligt ligesom der blev serveret en hel kalkun med ”pynte-ben”.  Vi var næsten helt sikrer på, at kokken var uddannet. Han kunne i hvert fald tale engelsk J Hyggelig og afslappet aften med kage, vin, øl og en GT til dessert. Løgnehistorier og refleksioner på ugen der næsten var gået (alt for stærkt). Alt dette sammen med dagens dyk og sol gjorde, at de fleste var klar til at kigge stjerner eller loftet af kahytten tæt ved midnat, som er det tidspunkt hvor forpligtigelse til at skrive beretning til stopper. JuhlOnsdag 14/10  Dyk 17 Elphinstone E Ja så blev det vores sidste dag vi skulle dykke desværre :o). Vi blev vækket meget tidlige igen igen bare for at høre på det samme: Ikke for dybt, ikke for lang tid og at der skulle være fisk i vandet – Af alle størrelser GODT SÅ!! Når men vi skulle ha’ de sidste dyk på Elphinstone og det plejer nu ikke være det væreste man kan dykke, dejligt dybt og en del hajer og så lige et lille hul man kan svømme igennem men vores diveguide var desværre efter os igen med at vi ikke måtte svømme dér igennem :o(  Og ja hvad kunne han gøre…Jo på første dyk blev vi smidt i vandet i den anden ende så der var sgu for langt at svømme, men det var nu et hyggedyk uden det store. Vi så diverse fisk – desværre ingen hajer eller større fisk som vil få en havBASSE til at spære øjnene op. Når men efter en times tid var det på tide at komme op igen og henrik og jeg skulle finde vores båd igen mellem 14 til 16 stk…det var ikke helt let og slet ikke da den var smuttet fra det sted den skulle ha’ ligget. Nå men pyt, bare der stadig var morgenmad når vi kom op! Det var der – det samme lækre morgenmad som der plejede: dejligt tørt brød men masser af æg :o)

Nå, men efter noget hvil her og der skulle vi dykke igen (gider ikke skrive om den sidst briefing for så falder folk bare i søvn som vi gjorde..)   Dyk 18 Elphinstone W Til sidste dyk blev vi sat i vandet ved hullet og vi skulle da også kun lige se det, dog ikke svømme igennem :o).  Nå men vi svømmede der ud af og lille jensen og jeg satte lidt fut i benene og kom godt der ud af og det kunne da også godt ses på vores luft, ca. 15-20 bar tilbage da vi blev hentet i den anden ende af revet. Nå men nu skulle vi jo så bare slappe af resten af dagen og hvis der er noget jeg er god til så er det det :o) Nå men så blev det aften og vi var kommet i havn og skulle spise den sidste aftensmad – vi fik noget godt rødvin. Senere gik vi næsten alle ned til havnen hvor der var lidt gang i den ELLER…nå men et par gode drinks og noget koldt øl så var vi klar til at putte – På nær Kim og Lis som var 18 år igen og bare festede derud af…men dagen efter lignede Kim nu en på 75 he he

Tak for en god tur til alle det var sgu hygge! KasperTorsdag 15/10 …og Hjem. Tja, i virkeligheden starter dag # 7’s beretning vel efter kl 24 på dag # 6, så her synder jeg mig at tage over. Især taget i betragtning af at dag # 6’s beretningsskriver var gået tilbage til båden og brummede i køjen. I tilfælde af at dag 6’s beretningsskriver ikke nævner noget ombegivenheden, så havde gruppens festløve nogle timer forinden lokket bunkens overlevende med på øl/drinks i neonlys. Førnævnte samt festaben og Henrik forlod dog selskabet til fordel for et par runder i området, og hvor de var indtil de senere blev forsøgt banket op, da vi nåede tilbage til båden står hen i det uvisse.

Tilbage omkring bordet med drinks var undertegnede og Kim samt Cato og Frida – vores nye norske venner. Efter afsløring af diverse tricks blev vi dog enige om at det var tid at tømme de resterende medbragte væskefyldte flasker – der var jo intet der skulle gå til spilde. Resten af natten husker jeg igen intet om – udover at det var rasende hyggeligt at sidde på kajen og fortælle historier som helt sikkert havde været fortalt mange gange før. Cirka samtidig med at fortyndingsvæsken slap op, smuttede jeg i køjen og overlod ansvaret hos de tilbageblevne tre. Klokken meget tidlig morgen dag syv, stod den på morgenmad og bustransport tilbage til Hurghada. Faktisk var det så tidligt, at jeg selv havde fået øjne før Kims elastikker automatisk sprang op, – noget der aldrig er set før. Om det skyldes tidligheden eller Kims fjogede grinende adfærd ved morgenbordet er uvist, men i hvert fald havde det været en god aften og flaskerne var klar til genanvendelse. Busturen, ventetiden i lufthavnen og flyveturen hjem var usædvanlig lang – der var vist kun få af os, der var klar til at vende snuden hjemad.

Tusind tak for en fantastisk uge med bunkehygge og bunkedyk!.   Lis

Untitled Document

Bank!

 

Det herrens efterår 8. Oktober 2009

 

RoskildeBank
Et angreb på retten til at kæmpe eller et forsøg på en nem sejr … vi ved det ikke!Men det lykkedes ikke. Blev mødt af en lukket bro, en mørklagt nedgang til indgangen , et omklædningsrum uden udgang og aflåste toiletter … og kun en enkelt lod sig ryste!

Mik’s store forarbejde synes nærmest spildt et par dage før kampen Roskilde imod Havbasserne i Roskilde. Kun enkelte meldte sig kamp klar. Andre havde taget pengepungen frem og betalt en flugt til Egypten. Det virkede nærmest skræmmende. Det bør give Bestyrtelsen anledning til at genoverveje hvad vi skal med et UV-hold når det er et saunahold vi har.

Der indløb flere afbud, så med nogen ængstelse mødtes vi i klubben. Torsdag den 8 kl. 19:15. Fik hentet hætter i redskabsrummet. Lidt spild at medtage 25 hætter, hvis vi kun skal være 3, 4, 5, plus dem som formodes at kører direkte … pludseligt så det helt lyst ud.

Peter B.
Manley
Lennart
Søren
Mik
Christopher eller hvad det nu er han hedder!
Kasper
Erik
Jakob
Henrik R.

Ned til Roskilde i 3 biler. Af motorvejen venstre, venstre, højre og så … Vejarbejde!!! Roskilde UV har gode kontakter til tekniskforvaltning!  U-vendning, noget navigatoren havde skreget siden vi kørte fra svømmehallen, blev en påtvunget løsning.

Roskilde by night er oplyst af røde lygter, tror ikke vi så noget lyssignal uden vi måtte stoppe for rødt! Selv taxaerne blev brugt imod os. Uden en kvik chauffør holdt vi sikkert stadig og ventede på at komme frem. Av, fire mand i taget! De er livsfarlige de vejbump! Men ikke noget imod efterårsblade overstrøget over mørkelagt trappe, ned til indgangen til svømmehallen. Værre endnu, ingen tid til sauna! Vi måtte noget uvant skynde os ind i svømmehallen!

Her lå et noget veltrimmet team i vandet og svømmede baner for opvarmningens skyld!!! De så sku ud til at mene det! Det der med at spille! Udstyrscheck sammenblandet med holdopstilling og forespørgsel, hvor der fandtes et lokum! Et uaflåst! De næste 10 minutter så vi ikke noget til Lennart, hvilket ikke hindrede dommeren i at fløjte kampen i gang! “Tror nok de andre mente det der med at spille” blev til overbevisning! 1-0, 2-0 og 3-0 … inden vi fik varmet op og kom på 3-1, 3-2 og 3-3 til halvleg. Manley klagede over ikke at kunne se bolden … hvilket sammen med den korte bane og uvanen med ikke at have et opvarmet forsvar, må tilskrives de første mål.

I anden halvleg fik vi styr på tropperne. Lod sjældent Roskilde komme over på vores bane halvdel. Idet de samtidig spillede med målmand, og tre backs på kurven, kunne vi i ro og mag kører dem tør for luft! Og afvente at vores egne angribere var klar – dåbsattesten snyder ikke, selv om vi ikke kan læse den! Vi nåede 3-4 og heldigvis 3-5, inden vi lod det sidste mål gå til værterne til slut resultatet 4-5. Kampen blev stoppet noget overraskende – jeg mente bestemt det var fordi jeg blev holdt af en modstander, efter jeg havde spillet bolden, men dommeren sagde tiden var gået!

Målene blev scoret af Søren (3) og Christopher, eller hvad det nu er han hedder (2).

Christphoer eller hvad han nu hedder brillierede ved at drikke Cocio-chokolademælk af glasflaske i svømmehallen … Uhørt! Han kunne da, som en god Havbasse, tage en dåseøl, som ifald den tabes, ikke er til farer for andre!

Havde vi skyndt os, kunne vi have nået træningen i Farum, men vanskelighederne ved udkørslen, samt kampens strabasser havde taget på vores chauffør … Vi nøjes derfor med tredje halvleg.

Tak for en god kamp.

BankII

Oktoberfest

10/3-2009

Oktoberfest aflyst Invitationen til den aflyste oktoberfest indløb pr. e-mail d. 24. august kl. 15:29:33, og lød cirka sådan her: ”På grund af ringe tilmelding til årets oktoberfest d. 3 okt. Kl. 1800, er vi fra arrangørens side nødsaget til at afbestille tyroler orkester, de barmsvære ølpiger og drikke øllet selv. Vi kunne ellers have været ca. 28 personer til lidt simpelt druk, salt kringler, tysk øl, grill pølser og den ringeste kartoffelsalat der kan købes på dansk jord og måske en enkelt drueagurk men nej, folk vil heller side foran computeren og stresse hinanden med diverse ligegyldige rykker mails om turberetning…..tænk at være den sidste der kommer til en oktoberfest og skal skrive beretning? Man kan jo skrive hvad man vil og resten vil tro på det.”

Den tomme ølstueØl og salt agurker smages tilDen truende tomme Bierhalle

Det var et pletskud – i hvert fald det med folk ved computeren, for næsten momentant og i de efterfølgende timer væltede det ind med så mange tilmeldinger, at Bierhallen i Nymølle hurtigt blev fyldt. Til glæde for alle kunne den heldigvis omorganiseres til mere plads. 33 deltog, en skøn blanding af Havbasser, uden og med familie, naboer og venner og hunde og kat – dog var der enkelte afbud på dagen…Kan man i virkeligheden overhovedet melde afbud til en fest der er aflyst???

Gæsterne kom i en lind strømYderbordetMen der blev fyldt op stille og roligt i løbet af ca. 15 minutter

Frygten for at ende med beretningen fik langt de fleste til at dukke op i rigtig god tid, så da jeg ankom som næstsidste var øllen allerede hældt i store glas, grillen varm og stemningen glad og høj. Det var tydeligt at flere i selskabet var garvede ølfest deltagere med påklædning der var særligt tilpasset et arrangement som aftenens – i tyroler outfit med Lederhosen og filthat, eller særlige T-shirt med tysk førstehjælps tekst. Rammerne var imponerende. Enhver tysk ølfestelsker må misunde den fantastisk stemningsfyldte Bierhalle hos smeden i Nymølle. Kulørte lamper og vinranker i loftet flettet ind med en masse krimskrams (roeskære, kæmpedartpil, tov bundet i kugleknob, tørdragtbøjle mm) og mere hyggeskabende krimskrams på væggene af enten maritim eller ikke-maritim anvendelses oprindelse. Det hele krydret med godt selskab, levende lys i massevis og tyst-top Bierhalle musik akkompagneret af vindblæsende og relativt voldsomme regnbyger der ruskede og larmede godt i bølgetaget. Middagen var hurtig klar og grillpølserne, den ringe kartoffelsalat, saltkringler, Juhlsk brød og drueagurker spiste jo ikke sig selv, så alle gjorde en indsats for at der ikke skulle gå for meget mad til spilde til denne aflyste fest.

Lennart med en enkelt dåse ølEn enkelt dåse øl

Og højtskummende øl…og masser masser af det…af forskellig slags i tønder blev nedsvælget i effektivt tempo. Dilemmaet mellem hvad der er vigtigst – at spise eller drikke så ikke ud til at være noget synderligt problem denne aften, vi nåede begge dele. Snakken gik omkring bordene, der var sikkert en masse gode sørøverhistorier og dengang-historier som sikkert er fortalt før, men de er gode og tåler altid et par gentagelser.

Er den til miiigLennart med den sidste tønde ølDet sidste øl bliver delt ud

Omkring midnat måtte vindheksen forlade den gode stemning i Bierhallen – en arbejdsdag venter i morgen søndag hvor der skal holdes gang i en ruskende efterårsvestenhyler…

Bierhalle udefra Bierhalle udefra

Hvad der efterfølgende skete i Bierhallen står for beretningsskriver hen i det uvisse, og det er måske også fint at der ikke bliver skrevet om hændelserne i denne beretning…men jeg er sikker på at Heidistemningen fortsatte i top – og sandsynligt er det, at verdenssituationen og de parallelle universer blev vendt. Billederne taler sikkert for sig selv.

DåsestuntSidst på aften blev den gamle sport “Dåsestunt” taget op igen

Tak til Bierhalle Meister Lennart og Anette for, at I endnu en gang ville være værter til dette allerede stærkt traditionelle Havbasse arrangement.

Lotte…som vandt beretningen til denne aflyste oktoberfesttur, og det selvom jeg ikke kom sidst !

De sidste med nødøllenDe sidste med nød øllen henad klokken 0300