Bestyrelsesmøde

25/9-2009

Referat af bestyrelsesmøde d. 25. september 2009 Til stede: Lotte, Sten, PIV, Juhl, Søren B, Hans, Nicolai, Kim R

1. Siden sidst

  1. Der har været dykkerture, men vejret er ikke altid med os.
  2. Svømmehal er startet efter sommerferien. Godt fremmøde, men vi har haft lidt udfordringer med banefordelingen.
  3. Krebsegilde med eventyrligt vejr og stort fremmøde. Krebs nok trods usikkerhed i starten. Hovedpinen er væk for de flestes vedkommende, men der er stadigvæk blå mærker på Nicolai.
  4. Nitroxkursus afholdt i samarbejde med Jernlungerne.
  5. Vi har fået turneringsplanen for første halvdel af sæsonen i uv-rugby. Planen bliver distribueret på mailen (Sportsudvalget)

2. Økonomi

  1. “Det ser ganske fornuftigt ud”. Det samlede resultat efter afskrivninger og køb af boosterpumpe er over budget.

3. FSU/Svømmehal

  1. Offentlig foreningssvømning kører med lidt begyndervanskeligheder. Dankortsystemet svigter lidt, når der er for mange børn, der taster løs
  2. Brugermøde 9. dec. (PIV, Kim R)
  3. Team Danmark bruger mindre tid, Team Danmark Kraftcenter (Sigma) har overtaget noget af tiden og ledig tid bliver tilbudt klubberne.
  4. Garagetilbud indhentet – sagen kører videre (PIV)

4. Opfølgning på Ekstraordinær Generalforsamling

  1. Som aftalt på den ekstraordinære generalforsamling d. 19. august: ”Bestyrelsen nedsætter en arbejdsgruppe, der skal afdække fremtidige behov, og økonomiske og fysiske muligheder for båd i havbasseregi.” Arbejdsgruppen skal herefter levere et oplæg til bestyrelsen, og referater af arbejdsmøderne skal udsendes løbende. Tidspresset for køb af ny båd er ikke akut, men afklaring og implementering bør være på plads inden starten på den næste dykkersæson.
  2. Bådudvalg: Nicolai, Manley, PPP, Sten, Henrik Juhl, Henrik Jensen

5. Materiel

  1. Trailer til havgassen har tærede bolte og bespændinger – Sten ser på sagen. (Sten)
  2. Boosterpumpe bliver testet i løbet af den næste måned: lavtrykskompressor forventes indkøbt indenfor en måned. (Nicolai, Manley)
  3. Rejsekompressoren bliver repareret i næste uge (Manley, Sten)
  4. Nyt (brugt) køleskab er anskaffet og installeret – roen er sikret

6. Arrangementer

  1. Oktoberfesten kører på skinner, selv om den er aflyst.(Lennart, deltagerne)
  2. Julefrokost – datoen er stadigvæk fastlagt og festudvalget arbejder videre (Lis, Kasper, Juhl)

7. Eventuelt:

  1. Dykkerrelateret førstehjælp afholdes i foråret.(Lotte)
  2. Bassinprøve (livredning) PIV tjekker med FFS (PIV)

Datoer:

  1. 3. oktober kl 1800 Oktoberfest (deltagerne)
  2. 8. oktober kl. 20:25 UV-rugby i Roskilde (spillere)
  3. 1. november kl. 16:15 UV-rugby i Hillerødgade (spillere)
  4. 9. november kl. 21:15 UV-rugby dommer i Haslev (sportsudvalg)
  5. 28. november kl. 17:30 Julefrokost (Deltagerne)

Næste møde d. 6. november kl 19:30 hos Kim R   Kim R

 

Untitled Document

17 September 2009

Krebsegilde 2009

Det er ikke nemt at finde hoved og hale i hvad der egentlig er sket på dagen – det skyldes vist nok at effektiv dykning kræver meget få hjerneceller og dem man har skal benyttes til at overleve, ikke til at huske. Håbet er derfor, at en række personer kan hjælpe med at stykke historien sammen.

Bahamas Kim  – Forberedelser op til dagen – Beretning Mangler!
Manley – Forberedelser på dagen – Beretning Mangler!
Jakob (UV-spiller) – Mit første scuba-dyk
Piv – En dykkerleders mareridt
Mads, ungerne må gerne bidrage 😉 – Set fra børnehøjde
Søren G. – At dykke igen – Beretning Mangler!
Nicolai – Fangst strategi
Lotte – biologien (kan du uddybe tidligere tiders historie)

Beretning Mangler! er udtryk for at den “nach ganz andern Metoden” krævede beretning mangler!

Bagmanden

Gummibassen m last af fangstmænd!

Fangstmand … med moderat fangst!

En dykkerleders “mareridt” (af Piv)
Der er d.d. ikke indløbet nogen efterlysninger på savnede/ikke hjem vendt dykker. Så det må jo være gået lige efter “planen”!

Gummibassen med fangst mænd

Nu er det bare sådan, med få undtagelse(r), at ingen Havbasse-dykker helt holder hvad de lover (heller ikke når de dykker),  noget man som dykkerleder er nød til at tage med i betragtning. Og ja, denne dag var ingen undtagelse. Jeg husker (eller gør jeg) 4 der gjorde som vi aftalte – de øvrige 15 – 20 dykker var så optaget af dagens meget vigtige opgave på dykket (fange mad), at de glemte alt om at komme på til aftalt tid, svømme et helt andet sted hen (det halve af søen rundt), at bådføre havde svært ved at finde dem, hvorfor andre måtte stå og vente i vandet før de blev afhentet. Men skidt, solen skinnede, vandet var varmt og børnene fik nogle fede ture i gummibassen i den lange ventetid i mellem afhentningerne. Det var kun lige til sidst, at det blev lidt langt. Som rosinen i pøls enden fandt vi Hans 40 min. senere ende aftalt, et andet sted i Furhavet. Men det viste vi jo godt ville ske! Det var vis nok noget med nogle rejer, som alligevel ikke var rejer, en gedde og nogle aborre. Han er kommet vel op og havde et fortrinligt dyk. Han glemte bare at fange krebs, så han tog tidligt hjem for at få noget at spise.

 

Set fra ungdomshøjden ( næsten Havbasse Peter, 11 år)

Jeg synes det har været meget sjovt at være til krebsegilde. Der var mange børn, vi legede og lavede et bål, ud at noget brænde vi huggede med en stor økse. Hans Erich og jeg hoppede ned i det is kolde vand, det var sjovt! Niklas og jeg vi var ude og sætte dykkere ned i vandet og vi hentede dem skam også! Jeg fik buksevand af nogle af de første og sidste dykkere vi samlede op… det var ikke sjovt!

Det lignede ikke mange krebs, de havde med op, men til sidst var det alligevel for mange…

At lege sig til biologien

Det var sjovt at køre i speedbåd. Da vi havde hentet mange af dykkerene. Dog kunne vi ikke finde Hans… Han havde gemt sig godt i det kolde vand! Vi var engang tilbage for at se om hans havde svømmet tilbage men det havde han ikke så vi tog ud for at lede efter ham! Til sidst fandt vi ham, han var nede i 90 minutter! Så tog vi ham op og tilbage til lejren også spiste vi krebs! Krebsene var super gode! De smagte så godt! Men jeg kunne ikke spise så mange som mine øjne ville have, fordi min mave havde det dårligt…

Da jeg kom hjem tog jeg en lille gæst væk fra min hals, nemlig en tæge! jeg glæder mig til at blive en Havbasse!

Mit første scuba-dyk (af Jacob)
?Nu er det ikke helt sandt at dette var mit første dyk, men mit første dyk i 14 år. Det startede med at Peter B. og jeg mødtes ved svømmehalen. Jeg havde en lidt underlig fornemmelse i maven. Kunne jeg nu huske hvordan man skulle gøre

Ved Furehavet gennemgik Peter hurtigt hvad der skulle gøres. Octopussy, luft ind og ud af vesten etc., og så var det bare derudaf. Først igennem en masse vandplanter, og endelig lå vi på skråningen på ca. 10 meters vand. Der var ikke umiddelbart nogen krebs at se, men efter et stykke tid kunne jeg se Peter begynde at fylde sit net. Endelig fik jeg også øje på en krebs, et stor møguhyre med kløer så store, at jeg er sikker på at den kunne klippe en underarm. Mens jeg tog tilløb til at tage krebsen, kigger jeg på Peter, som har 3 krebs i venstre hånd, og er i gang med at samle endnu en op.

Når han kan, så kan jeg sgu også. Og det var der jo faktisk ikke nogen ben i. Kort tid efter går der noget galt med regulatoren, så når jeg trækker vejret sprøjter der en del vand ind. Til dem der er i tvivl, så smager furevand ikke særlig godt (Heller ikke på 10 meters dybde). Jeg går til overfladen, og kort tid efter er Peter der også. Jeg tager octopussien, og vi fortsætter. Herfra er det bare den fedeste oplevelse J. Jeg får samlet en del krebs, og vi når også lige at se en stor stime aborre stille og roligt passere os.

Tak for en hyggelig aften, og tak til Peter B. for at tage mig med ud.

 

Familie uddannelse … det er ellers ikke noget vi gør meget i!

Galiziske Sumpkrebs (Astacus leptodactylus) – Biologien (af Lotte)

Dele af biologien for den Galiziske Sumpkrebs (Astacus leptodactylus), som vi utrætteligt gør en indsats for at nedregulere bestanden af, er godt beskrevet ved vores første Krebsegilde 1/9 2007. Her kan man bl.a. læse forklaringen på krebsens farveskifte ved kogning, kønsmodning, parringsadfærd og forsøg på aldersbestemmelse ud fra hovedskjoldslængde, en korrelation som i øvrigt endnu ikke er verificeret.

For, med udspekuleret snilde, at kunne overrumple krebsene og sætte deres forsvars- og stik-af-mekanismer ud af spil er nedenfor nogle oplysninger og hints der kan tænkes på til næste års krebsegilde…i år var det jo primært undertegnede bio-skriver, Lis, Kenneth og Rasmus W (prospect havbasse) som var i stand til at fylde nettene helt op til bristepunktet med middagsmad til resten af selskabet…

Ikke særlig overraskende, hører den Galiziske Sumpkrebs til de kravlende krebsdyr der lever i ferskvand. Sanseorganerne hos den Galiziske sumpkrebs er stærkt domineret i hovedet. Øjnene er kompleksøjne som sidder på korte bevægelige stilke. Krebsen kan med andre ord delvist kigge om hjørner.

Kroppen er inddelt i flere funktionelle regioner, hoved, bryst og hale. Den eneste rigtig interessante funktionelle regions for os er halen (men det er nu mest fordi den smager godt). Den har 7 led som er indbyrdes bøjelige i det dorso-ventrale plan, og på det sidste flade lemmeløse haleled sidder en svømmevifte.

Det lyder måske en smule kinesisk, men det er en vigtig detalje, for det er halen og svømmeviften krebsen bruger når den stikker af fra jægeren…altså os. Den spreder svømmeviften og springer baglæns gennem vandet i en undvigemanøvre svarende til rejers rejehop…Tænk på dette når I nærmer jer krebsene, strategien er: Snyd sanserne og grib bagom hale og klør!

God fangst!

 

Aldersbestemmelse af Astacus leptodactylus (Lis, arbejdsramt – kopieret fra 2007 beretningen.
Jeg lovede at prøve at løse mysteriet om aldersbestemmelse af krebsdyr og har spurgt lidt rundt omkring. Men det viser sig ikke at være særlig kompliceret, for det er et basalt problem at der ikke er nogen måde at gøre det på!

Krebsdyr har skal-skifte i den periode de vokser, har ingen øresten som fisk og derfor ingen vækst-ringe man kan tælle! Selvom deres vækstrate varierer meget, er størrelsen den mest anvendte måde at foretage aldersbestemmelse. Jeg har dog ikke kunne finde data med størrelse korreleret med alder…. Men om størrelsen kan nævnes, at i et studie hvor der blev indfanget disse krebs (Astacus leptodactylus) i Tyrkiet (60 hanner og 224 hunner), havde den største han et ’hovedskjoldslængde’ (carapace-length) på 62 mm, mens den største hun kun var en anelse større på 68 mm. Så frem med skydelæret, hvis i tror, at de er større i Furesøen! Og der er helt klart basis for en fin populationsbeskrivelse af denne invasive art.

Dog har jeg så lavet en hurtig browsing i artikelbasen og der er lavet forsøg, hvor krebsens alder korreleres med koncentrationen af ’hjerne’-pigmentet lipofuscin, som efter sigende skulle stige med den metabolske aldring. For laboratorie holdte individer ser korrelationen ganske fin ud, men da faktorer som temperatur, populationstæthed, som har negativ korrelation med vækstraten -(vist ikke særlig meget i Furesøen!) og fødetilgang, har ret stor betydning, giver denne metode problemer for anvendelse på vilddyr.

Fandt også lige et par facts, som er ganske interessante…
Forklaringen på at krebs bliver røde ved kogning er at krebsens farve består af samspillet mellem et rødt og et blåt pigment. Det røde pigment er varmebestandigt, mens det blå nedbrydes ved opvarmning!
Krebsen bliver kønsmoden ved 4-7 års alderen. Citat: ’Hannens parringsorganer vokser og bliver til løse nøgler af lange, hvide rør, som sidder på rygsiden ved overgangen mellem krop og hale’ –fandt i nogen af dem i lørdags???
Parringen sker om efteråret og siges at være ikke særlig blid for hunnen, idet hun tvinges om på ryggen, hvorefter hannen afsætter slimkapsler med sæd på hende. Efter denne hyggestund kan hunnen så bære rundt på de 50-350 æg under bagkroppen i et halvt år.
Lige en sidste oplysning: ’Hannernes kønsorganer kan, når de er opsvulmet (det her er et citat – ikke mine ord), minde om orm og har været medvirkende til den opfattelse, at krebs ikke bør spises i måneder med “r” i, da de i disse måneder er befængt med “orm”……’

Det var vist så også nok om det!

 

 

Vil ikke vide hvad han nu laver!

 

Fangst strategi (af Nicolai, lidt mere end 4 år)

Kort til de uvidende omkring fangst strategi i furehavet.

Vi har nu igennem flere år fanget og specielt udsat krebs da vi altdi fanger for mange.

 Man tager:

  • Noget dykker grej – alt lige fra halsvest til gammel-dags dobbelt-10+3, over DIR-konfigureret 1×12 og diverse rebreatere går an, meeen mindre kan måske gøre det.
  • Nogle handsker, de små bæster bider, så regn ikke med tørhandsker er tørre bagefter.
  • Passende varm dragt – man skal jo ikke fryse, så en kæmpe Weezle-Extreme-Plus kan lige gøre det. Så har man nemlig fået tørsten når man kommer op, hvis ikke man er død af hedeslag.
  • Noget at have fangsten i – net der kan holde 10kg er lige på det mindste.

Så er det ellers bare om at komme i vandet inden man koger over, og konceptet er at svømme lavt og hurtigt ligeså snart man finder nogle. Får så fjerne man alt sigt og andre kan derfor ikke følge dig, og dermed får du fred til at snuppe *dine* krebs, hehe!

Det gælder egentligt om at finde en god dybde og så blive på den, typisk et eller sted imellem 1 til 30 m J

Man samler et par stykker op inden sigten bliver 0, og så stopper man dem i nettet. Derefter gætter man man sig til en retning i 0-sigten og svømmer fuld fart frem, efter samme devise som før. Mere mudder, flere krebs til dig selv.

En lidt avanceret teknik er at mudre fuldstændigt, og så svømme rundt i kanten af skyen, da krebsene bakker med kørerne vendt mod skyen, og så samler man dem bare op.

Når nettet er ved at være fyldt begynder det at bliver svært, for så undslipper der lige så mange som du komme i.

Her kan jeg anbefale min ny-opfundne krebse-indsamlings-dims© som er en omvendt malerspand uden låg, hvor bunden er skåret op som en stjerne (brug en dremel).

Spanden er monteret på et net af passende størrelse, 10kg er for lidt men det var hvad jeg havde.

Spanden kan man i et snuptag skubbe krebsen igennem, men den kan ikke komme ud igen. Optil fire adgangen kunne skubbes igennem, ved et forsøg med 5 store gik det galt og håndtaget brast og en undslap. Nuvel der var ikke plads til flere, da nettet var stopfyldt, hele vejen op igennem spanden så krebsene sad i spænd.

60min gav ca. 10kg krebs, de næste 30 minutter som var henimod skolen – gav ingenting. Efter 90min dukker man op ved broen til folk som ser sultne ud og frygter at vi ikke har krebs nok?

Lidt senere kommer fok ind ude fra søen, og så havde vi lige pludseligt at for mange…. Specielt tøzerne, Kenneth, og Flemming fik scoret.

 

Endelig en med fangst … det så ellers sort ud!

 

Det er medicin til en ukampdygtig fangstmand!

 

Suppen under opbygning

Hygge omkring oktoberfest vært og værtinde!

Biologi i praksis

 

Hygge

 

Meget mere hygge!

 

På spanden … næh det var dem der overlevede!

 

Festpladsen

Ud på de små timer (af Henrik R)
Den såkaldte hårde kerne blev stædigt mindre og mindre i antal. Tror nok det startede med at enkelte forlod festen! Guderne må vide hvorfor. Inden da må det siges, at der blev hygget igennem.

En Henrik dukkede op og den virkelige beretning om en klokke blev fortalt og genfortalt. Samme historie affødte en anden om en nyere bil med hul i et bundkar! (Læs andetsteds på www.Havbasserne.dk).

Smeden ville partout have gnister i luften, ved at smide mere brænde på og samtidig tage billede af det. Overraskende nok kom ingen, ikke engang smeden til skade. Andre synes, det var sjovt at kaste med halvtomme dåser. Så kredsen blev naturligt mindre.

Nicolai udråbte sig selv til bartender, hvorfor den hårde kerne naturligt samledes om anretterbordet! Nicolai udskænkede rundhåndet GT’r. Vi var ret heldige, da de fleste var gået blev det Turbo GT’r. Dagen efter tror jeg de fleste ville ønske det havde været almindelige GT’r.

Manley tog efterfølgende en morfar i Sørens stol! Efter nogen tid vågnede han op og skulle følges i seng. Noget mistænkeligt tilbød Nicolai at hjælpe!!!

Vi andre fortsatte med at afklarer verdenssituationen, tror nok vi blev enige – desværre kan ingen rigtigt huske det!

Enkelte kendte egne begrænsninger og havde medbragt sovevogn, eller udset sig ly i Naturskolens shelter. Hvilket lyder enkelt, men når et vist punkt er nået, kan selv den enkleste plan blive umuliggjort.

Nogle meget søde unge, en pige og en dreng følte sig kaldet til at komme hid … eller også flygtede de fra Nicolai. Da de nu var der, fik de en øl og de resterende krebs. De overnattede ligeledes i shelterne og var vist nok kede af at vi ikke lod dem alene der.

Søren vaskede stol og forsvandt! Sten og Piv skulle lige kysse færdig. Hjul skulle finde sin sovevogn, Nikolai skulle finde tilbage, Kim skulle finde sig selv og jeg skulle finde min sovepose … det er alt sammen noget der tager sin tid. Men langt om længe indtraf der nattero! Det skulle vise sig at være midlertidigt. Pludseligt dukkede Nicolai op, i super højt(råbende) humør og meget kærlig. Den eneste der ikke rigtigt opdagede faren var Sten – han sov bare.

Det tog en naturlig ende, selv en Nicolai bliver træt! Dvs. kun indtil Nicolais krebse indtag viste sig særdeles levende og søgte op og ud! Så hentede Kim morgenmad. Nicolai tilbragte de resterende timer siddende bag rattet, formodentlig for at sikkerhedsselen kunne sikre at han ikke blev smidt af helikopteren. Det gav nogen ro!

Det var ikke kun deltagerne der var flade … da vi efter oprydningen skulle til svømmehallen med gummibassen og div andre ting! Bemærkede Piv at lupo’n så lidt flad ud! Det er lige før jeg tror at Nicolai blev ædru! Vi andre skyndte os væk! Håber Lotte har en beroligende indflydelse, hun blev bedt om at tage vinterdæk frem og komme til hjælp.

Tak for et godt biologikursus.

 

Undine

18/9-2009

På den igen  Torsdag aften gik med at fylde flasker, for vi var enige om at når det gode vejr ville fortsætte, så ville vi også – vi står ikke tilbage for nogen eller noget. Næste dag skulle derfor heller ikke være arbejdsdag, men dykkedag og med gårdsdagens gode sigt og vejr i hukommelsen, var det dejligt at stå op, smøre madpakke og køre til Kastrup for at mødes med Henrik, Kasper og Anders P.

Undine i sin pragt

Snart var vi i Smygehamn, for i dag ville vi til en afveksling se noget stort jern og havde derfor valgt Undine som dykkemål. Dette vrag er altid en succes, der er så meget at se på at uanset hvor man lander på vraget, er der mulighed for nye udfordringer, også selvom det er dyk nr.50 på stedet.

Team ErbstTeam Erbst

Ankommet til positionen hilste vi lige på ”Team Erbst”, som vi godt vidste ville være der i dag, de havde gjort fast i broen, så vi tog agterenden. Nu kunne jeg godt skrive en hel masse om mit dyk, den fantastiske sigt, de imponerende kanoner, turen gennem gangen i agterbygningen, de utallige detaljer på både skibets konstruktion og udformning, såvel som interiørets mangfoldighed. Men dels føler jeg, at jeg bare gentager mig selv og dels har jeg lige skrevet én beretning og min skrivefinger er lidt øm.

Hygge på ØstersøenHygge på Østersøen

Nå, men det var i sandhed en dejlig tur, alle havde nogle gode dyk og jeg så kun begejstrede ansigter. Vejret var som dagen før perfekt og da vi sejlede ind var det til en utrolig smuk himmel, farvet rød af den nedgående sol. Sigten havde også denne dag været laaangt over gennemsnittet, selv for Østersøen og lige nu, sidder jeg bare og tænker på at komme afsted igen.

Efter en lang dag

Allan Jensen

Kattegat

18/9-2009

Frederiksholm og Libra En sen afgang på en fredag kunne måske kompensere en smule for alle de dykkerture jeg havde takket nej til gennem de sidste par uger. Det var da i det mindste et forsøg værd, og da Marianne og Flemming tidligt på ugen signalerede, at der ville blive ture både fredag eftermiddag og lørdag morgen før krebsegildet, skyndte jeg i vanlig optimistisk stil at melde mig til dem begge to.

Jeg nåede som sædvanligt frem til svømmehallen i tilstrækkelig god tid til lige at nå det fastsatte afgangstidspunkt kl 16:30. Vi fik aftalte med Nicolai, at han skulle møde os i Hundested, og vi fik sendt Marianne og Flemming af sted med Havgassen. Vi var også lige ved at få Thomas med. Han var lige ved at lade sig overtale til at en tur på havet, da han lige kom forbi svømmehallen, men han blev i sidste øjeblik ramt af fornuftens klarsyn, og huskede på et eller andet vigtigt han skulle.

Gilleleje havnKlar!

Sten og jeg kom af sted noget efter Havgassen og fik ellers fredagstrafikken i Nordsjælland at føle. Alt fra høstmaskiner, lokalbaner og diverse påhængskøretøjer generede vores ellers gode tur, og vi troede Flemming var sarkastisk, da han efter en god times tid sendte en SMS med 20 minutter. Vi troede, de havde ventet på havnen i 20 minutter, men i stedet var der sket en ulykke på Hillerødmotorvejen og de var der om 20 minutter. Hillerødmotorvejen – en vej som Flemmings GPS foreslog. Den har nok været indstillet på hurtigste…

Men vi mødtes til sidst på rampen i Hundested Havn og fik smidt Havgassen i vandet og var efter nogen tid klar til afgang. Vi valgte at se vejret lidt an, for det var ikke helt så vindstille som vi havde forestillet os hjemmefra. Vi kom dog, trods sprøjt og palaver, de 16 nm til Frederiksholm, og vi blev efterhånden også enige om få smidt Nicolai i vandet, så han kunne binde på. Mens Nicolai gjorde klar kunne vi andre nyde solnedgangen. Nicolai havde også en markering med ned, så han kunne se om han også selv skulle binde af, for han kan jo godt være lidt længe om det.

SolnedgangDen fine solnedgang

Da det omsider blev vores tur var det næsten mørkt. Vandet var fint klart + 10 meter indtil 3-4 meter over bunden, hvor den, i hvert fald for sidsteholdet (Marianne og undertegnede), højst var 1,5 meter. Frederiksholm var fyldt med rødtunger, der lå sikkert langt inde under pladerne på bunden og der var en del mindre torsk, der trykkede rundt omkring. Der var også et par sej i varierende størrelser, der var meget interesserede i lygterne, så interesserede, at de kunne være taget med et søm, hvis man havde haft modet til at rense fisk i mørke. Efter en halv times tid og afbinding gik det igen mod overfladen, og vi kunne se morilden i det svindende lys. 

Vi fik sat kursen mod Libra og tøffede af sted. Vi kom frem og skulle smide loddet i mørke. Nicolai blev smidt efter for han havde jo allerede hul i handsken, så han kunne jo bare binde på igen. Herefter blev Flemming og Sten smidt i vandet og alt åndede ro og fred et øjeblik.

Marianne og undertegnede skulle lukke festen, når der kom en afløser op. Der var jo god tid til at blive klar, for der var luft nok på flaskerne til begge dyk. Eneste problem for mig var, at jeg fik jokket ledningen til min lygte i stykker.  Jeg lånte en mindre backuplygte, men orientering rundt på Libra burde ikke være noget problem, selv uden lys midt om natten. Jeg dykkede ned af tovet med slukket lygte. Overalt var der morild og blændende glimt fra ribbegopler. Jeg kunne samtidigt se Nicolais lygte nede på vraget så sigten var der ikke noget i vejen med. Sigten var bedre på bunden her, omkring 3-4 meter. Vi startede med at dykke lige ned i en hummer, som blev drillet i et par minutter og svømmede ellers turen rundt på vraget hvor der var masser af torsk. Og langer! Jeg har aldrig set så mange langer på Libra før! Desværre var de ikke så store, men det kan de jo blive, for vi tog ikke nogen af dem. Og skal de spises, vil jeg også hellere ha’ torsk! Der var masser af fisk, men vi skulle jo op på et tidspunkt. Jeg tøffede lige over for at drille hummeren igen, og jeg fik fat i den. Jeg var lidt i et dilemma, skulle jeg ta’ den med til krebsegilde, for at vise hvordan en stor krebs ser ud, eller skulle jeg ta den med hjem og nyde den selv? Stillet over for endnu et af livets svære valg tog jeg den klassiske beslutning, nemlig ingen, og lod dyret gå! Endnu en heldig hummer – jeg tror, jeg er ved at blive lige så blød om hjertet, som jeg er om livet!

AnemoneFin anemone

Opstigningen skete med slukkede lygter, vandet var kulsort, men der var bioluminescens overalt i vandet. Bundtovet var blåt lysende, og hvis man ruskede lidt i det blussede det endda endnu mere op. Når tovet blev ramt af ribbegopler blændede det vores nattesyn, og man forstod pludselig hvordan et lysglimt kunne fungere som forsvar. Man var næsten ked af, at man ikke havde tvunget deko, men det blev mit livs længste sikkerhedsstop, og jeg var ked af at skulle op. Og tak til overflademandskabet fordi de huskede at slukke ankerlyset!

Da vi alle var i båden var vi helt oppe at køre over denne fantastiske, men i bund og grund helt almindelige biologiske oplevelse. Men Kattegat på en aften uden måne med stjerner både på himlen og i havet (og her tænker jeg for en gangs skyld ikke på havbasser) – det var stort! En fantastisk dykkertur, selv om der ikke kom noget i posen!

Flere anemonerMasser af anemoner

Vi tøffede mod havnen med slukkede lanterner, dels for at nyde stjerner og morild, og dels for ikke at ødelægge nattesynet, for bølgerne var der jo endnu. Men vi kom sikkert i havn, selv om det var lidt svært at nyde forfriskninger imens!

På havnen havde vi travlt, for vi skulle jo af sted igen allerede næste morgen tidligt med afgang kl. 8. Selv om klokken var tæt på midnat, var vi meget fornøjede med aftenen, og vi fik hastet alt vores udstyr op og trukket havgassen op på traileren, da en af rullerne bagest på traileren gav op. Vi var tvunget til at sætte båden tilbage i vandet og vi kunne ikke lave traileren på stedet, da en svejsning på et af beslagene var knækket. Vi fik afrigget Havgassen, og fik den bundet fast et sted, der så ledigt ud. Herefter fik vi kørt traileren ud til smeden, og derefter hjem til Farum. Vi fik også sendt en SMS til Hans om, at dykketuren i morgen desværre var aflyst. Blot synd for Hans, at han ikke havde husket at meddele, at han har skiftet telefonnummer.

Traileren blev svejset næste formiddag, og kort efter middag var Havgassen sikkert tilbage i garagen. Og vi andre kunne tage til krebsegilde med ro i sjælen…

 

Kim R

 

 

Østersøen

17/9-2009

En perfekt dag på havet  Med den vejrudsigt,  er det godt man ikke er uundværlig på sit arbejde tænkte jeg, da jeg onsdag aften fyldte flasker. Målene for turen var vrag, som jeg vidste lå i et område hvor dybden er omkring 50 meter, så en nitrox 30 blev valgt som bund, mellem og topgas. Det er ikke så ringe med det nitrox, man skal bare ikke overdrive.

Nå, men det var blevet næste dag og jeg vil starte et stykke op ad formiddagen; Henrik og jeg havde sat båden i vandet og var ved at fylde den, da Kasper ringede og fortalte, at Thomas var havareret med sin nye bil og nu stod de to et sted i Trelleborg og hang med næbbet. Enden på det blev, at Henrik hentede Kasper – og så var de tre… der var én der var to der var tre (syng med). Efter at Thomas på så uheldig vis var stemt hjem, drog vi andre afsted. Vi var naturligvis tyngede af den uheldige omstændighed, men man er vel kyniker og inden båden var oppe og plane havde vi glemt alt om det, strøget håret tilbage og stukket næsen op i vinden. Første vrag lå knap 30 sømil i sydøst, der var ingen anden vind end den vi selv lavede, men der var temmelig meget dønning, som fik båden til at åle. Et par hop ind imellem blev det også til, men det oplevede vi kun forfriskende, i den ellers monotone sejlads, i den times tid det stod på. En meget venlig svensk fisker, havde loddet vraget op for mig, så vi vidste positionen var sikker. Nu var så bare spørgsmålet, hvad var det som lå på positionen?

Blankt vand i Østersøen

Lodskuddet var meget lille, vel kun omkring 1½ meter højt og havde ringe udbredelse i kernen, men med ujævn bund i et lidt større område, dybden var 47 – 48 meter. Her er hvad det var: Et trævrag på 15-18 meters længde lastet med stenkul, trawlet næsten ned til bundniveau. Skibets bund står kølret og alle spanter står 10 – 20 cm op hele vejen rundt, men tydeligvis knækket af, kullasten ligger ligeså meget udenfor som inde i vraget. Kullene og de afbrækkede spanter, samt alt som skibet har indeholdt, er simpelthen blevet jævnet ud over havbunden af trawlere. Der ligger porcelæn, flasker og meget andet spredt mellem kullene, det meste er selvfølgelig knust, men efter at vi alle tre havde været en tur rundt i rodebunken, havde vi et klokkeklart bevis på, at der var tale om et jomfruvrag (for nu at citere Manley). Identificere vraget kan vi ikke, men det har formentlig været 20 meter langt, omkring 50 brt. og fra engang i begyndelsen af 1900-tallet.

Dark Night, endelig slået til Ridder

Lasten er som før beskrevet stenkul, men meget små kul, nærmest granulat og de største kul,er kun omkring 2 – 3 cm. Nå men vi må videre, vejret var bedret lidt, solen var kommet rigtigt frem fra de lette skyer og dønningerne var aftaget betydeligt, vi enedes hurtigt om at prøve endnu et nyt vrag, nu i vestsydvestlig retning. Igen fandt vi vraget hurtigt, men også dette vrag viste sig kun at være 1½ meter højt og det gav et ret underligt langt og smalt billede på sonaren, dybden her var nogenlunde den samme som sidste vrag og det er lige i overkanten, hvis man vil have et ordentligt billede på sonaren. Nå, men jeg sprang glad og forventningsfuld i det klare vand og landede straks efter, i et underligt månelandskab, men der var intet vrag ? på bunden var der vel 10 meter sigt og så lyst, at det ikke nyttede at tænde lygten (ja på 46 meter). Jeg svømmede lidt rundt og det viste sig at være et ca. 5 cm. tykt søkabel, som er trukket op af bunden og nu ligger i nogle store kvejl og sløjfer, nede i den meterdybe grav som er pløjet til kablet, men som ikke er dækket til.

Nå, føj for noget at beskæftige sig med, det er jo dyrbar luft man bruger, når man ikke har kompressor med på båden, så jeg holdt vejret og skyndte mig til overfladen. Nej så hurtigt gik det nu ikke og jeg havde da alligevel 170 bar tilbage, da jeg nåede overfladen 12 minutter efter at jeg var hoppet i. Vi holdt skibsråd endnu en gang og enedes derefter om, at besøge et vrag i nærheden, vi har været på tidligere og som vi kalder ”den gamle englænder”.

Derudaf……

Det er 3 – 4 år siden vi fandt vraget og dengang var der meget dårlig sigt, men i lyset af de sidste par dyk i området, med sigt på den pæne side af 10 meter, kunne det være sjov at se om vi kunne lægge noget til vores tidligere iagttagelser på vraget. Som ventet var sigten god og vraget var slet ikke til at kende igen, hvad jeg tidligere havde oplevet som ”en bræddebunke”, viste sig nu som et gammelt men skroghelt vrag. Stævnen er knust og der er også spor efter trawlerne, blandt andet beviser på at vraget mindst én gang har vundet over trawleren, idet trawlpose med wirer, skovle og det hele ligger på stedet endnu. Men ellers er vraget let at finde rundt på, det store træspil ligger på bunden op ad bagbord side af skroget, ankrene ligger lidt fremme foran vraget og kloen på det ene er brækket af (?). Svømmer man bagud i vraget, kommer man forbi et utal af jomfruer og talgeblokke, nogle som stadig er forbundet med tovværk, hvilket får det til at virke som om vraget er temmelig ungt. Det tror jeg nu ikke det er, flasker på vraget som tydeligvis er mundblæste, vidner om at vraget er for gammelt, til at bjærgning af genstande kan foregå indenfor lovens rammer. Helt agter hvor de knuste flasker ligger, står der også nogle kobbergryder oven i hinanden – meget dekorativt og ved siden af disse ting, ligger nogle store ruller bly. Dette bly har formentlig skulle være brugt til reparationer, for eksempel inddækninger eller tætninger af skibet, hvis det sprang læk. Jeg vil ikke, men efter 19 minutter skal jeg op siger min computer og i næsten lige så lang tid, skal jeg tælle vandmænd.

Aftensol

Oppe i båden igen, sidder jeg nu med en kold øl i hånden og nyder solen. Havet er spejlblankt og mit hoved er fuld af de oplevelser og indtryk, som er det tætteste vi mennesker kan komme, på at rejse tilbage i tiden. En tanke slår pludselig ned i mig og spolerer min lykkerus; hvad fanden laver i andre inde på land, på sådan en dag?

Allan Jensen

Trykkerdammen

15/9-2009

Trykkerdammen Ligesom det altid bliver jul en gang om året, lige så sikkert er det at natdykkersæsonen starter om efteråret. Vi kunne godt have nået et tirsdags båddyk, men manglen på ”trækkerdrenge” var udtalt og da flere havde problemer med at forlade deres arbejde blev tirsdagsdykket udsat til afgang kl. 19.30.  Tyvstarten på natdykkene blev traditionen valgt til Trykkerdammen.

SletvarreRødspætteLidt flade, sletvarre og rødspætte

Trykkerdammen er almindeligvis kendt som et ualmindeligt kedeligt dykkersted, men dog ivrigt brugt som uddannelsessted da man kan få rimeligt dybt vand på et stranddyk. Men ligeså kedeligt stedet kan være , ligeså interessant kan det være når man natdykker der i efterårsmånederne. Vi var 4 der mødtes ved svømmehallen og ligesom når børnene får julegaver, var der en udtalt glæde at spore hos den anden sidste mødte da jeg kom: Beretningen var min!

UlkAlmindelig Ulk

Jeg skulle lige finde en flaske jeg kunne fylde lidt ”Plain Air” på men blev hundset på så der det var et under, at alle løsdelene til min vest var kommet med. Vejret var ganske fint da vi kom, skumringen var i gang og vinden var under 1 m/s og vandet så helt klart ud. Lotte som ellers havde fået et fint spyd ville dykke med Juhl hvilket åbenbart betød at hun ikke var interesseret i at fange fisk. Rene skyndte sig at i efterfulgt af Sten efter at vi havde sikret os at han havde lukket alle sine lynlåse. Kim var også dukket op direkte fra arbejdeog efter at havde lynet ham hoppede jeg også i.

PanserulkPanserulk

Vandet var klart med en 5 m sigt og ganske lunt på ca. 16 C. Jeg havde bare lagt en direkte ud kurs uden nogen plan . Ålegræsbæltet forekom noget kraftigere og mere omfattende end jeg kunne huske det og der var lidt uproblematisk strøm som man kunne karakterisere som fra skiftende retninger. Jeg kunne godt mærke at mine ben var noget ømme af lidt mælkesyreophobninger så jeg svømmede ganske stille udad. På den anden side af ålegræsset startede ”eventyret”. Der var ganske mange fisk bl.a: små torskefisk, flade i alle størrelser og arter, knurhaner, panserulk, alm ulk, ål i forskellige længder og ikke mindst så VAR der nogle store slethvarre i spisestørrelse.

Næsten røget ålNæsten røget ål

Rene fortalte også at han havde set  nogle havørreder. Jeg tror faktisk ikke at jeg på 25 min nåede længere ud end  11 m før jeg vendte om og svømmede indad igen. Strømme var stadig fra skiftende retninger og havde taget lidt til, så jeg måtte lige tage et par hvil i mine trætte ben når de var ved at syre helt til. Alle undtagen Kim var oppe og vi fik pakket sammen i mørket. Det var en stille og nogen sagde ordet smuk aften og vi stod længe og snakkede før vi kørte hjem til Farum.

KutlingUlkKutling og lille ulk

Allan H.

Gensyn på Bonita

11/9-2009

Gensynsglæde  Efter lang tids blæst, blev der endelig et kortvarigt lyspunkt i DMI´s vejrudsigt, desværre var det præcis den dag på året, hvor jeg skulle til tandlæge. Nå men dykkes skulle der og de øvrige deltagere var så venlige at udskyde afsejlingstidspunktet indtil middag, hvilket betød at det blev en kort tur. Da det ligesom var mig som havde ”amputeret” turen, gjaldt min stemme ikke da der blev valgt dykkemål, så jeg måtte pænt tie stille imens Bonita blev udpeget, kursen lagt og positionen nået.   Anders P., Henrik og Nicolai sprang først i og første mand i overfladen igen, kunne glæde Mark og jeg med at fortælle, at sigten var af de bedre. Snart skulle vi selv opleve dette og da vi allerede fra omkring 20 meters dybde kunne se masterne knap 10 meter under os, tegnede det rigtig godt.

Over Bonita

Jeg svømmede bagud i vraget, men da jeg nåede lidt forbi agterst master, kunne jeg se at muddergrisene havde været i gang. Agterbygningen lignede et hus med ild i, hvor røgen vælter ud af samtlige åbninger. Døre, koøjer og luftindtagene ovenpå bygningen afgav alle så meget ”røg” at jeg vurderede at sigten indenfor næppe var særlig god og vendte derfor om og svømmede ned gennem maskinrummet, gennem døren til salonen og nød det krystalklare vand herinde. Jeg nåede det hele rundt et par gange med forsigtighed og svømmede så ud gennem døren i bagbord side, fortsatte fremad i vraget, passerende masterne og vores bundtov, for at gøre et stop ved forreste mast, som er væltet og ligger med toppen ud over styrbord side. Frem langs styrbord side, ned på bunden og rundt om stævnen, op igen ad bagbord side, rundt en tur på bakken og så ind under denne, for at se høvlbænk, værktøj og boltreolen med alle skufferne. Jo Bonita er et meget flot vrag, med utrolig mange detaljer og jeg ved godt Nicolai troede, at jeg var ironisk, da jeg sagde at Bonita er et undervurderet vrag – men det mener jeg altså at det er.

Scan af Bonita

Andet dyk var bestemt til at foregå på motorskonnerten Ida, som sank i 1951. Dette vrag er derfor også meget intakt og i lighed med Bonita en oplevelse at svømme rundt på. Ida er selvfølgelig meget mindre, men på vrag af denne størrelse og i den sigt (10 meter vil jeg tro) kan man give sig tid til at svømme rundt udenfor vraget, et par meter over bunden og herefter svømme ind på vraget og gå mere i dybden, på sidste halvdel af dykket. Der er kommet et stort opstående trawl midtskibs i bagbord side, siden jeg var der sidst, men det er også 14 år siden.   Efter endt dykning, sad vi nu 5 ganske veltilfredse dykkere i båden, vi fik os en øl på vej ind og selvfølgelig en snak om, hvor vi vil tilbringe næstkommende dag med svag vind. Mon ikke det snart er tid til et nyt vrag, rigtig langt væk.   Allan Jensen

 

Robert

11 September 2009

Robert

Allerede torsdag aften var jeg begyndt at glæde mig. Der var meldt dykketur igen. To af dem på en uge det var næsten for godt til at være sandt. Målet var klart – uanset hvad skulle ham den lange – der vist nok også hedder Peter – fange fisk. Lige efter mit hjerte. Så familiehygge måtte bortprioriteres, arbejde lægges dødt tidligt og udstyr pakkes i en fart. Jeg var helt afklaret med, at denne gang var beretningen min, for jeg ankom først til svømmehallen fem minutter før afgang.

Destination var Robert for anden gang denne uge (se evt. beretning fra 8.9.9). Glimrende dyk.

Jeg dykkede sammen med Rune. Han synes jeg svømmer alt for meget. Vi tog det derfor roligt. Duer jo ikke hvis de unge føler sig usikre på om de nu kan klare det fysisk. Vi svømmede derfor frem og så tilbage, ud langs masten til der kun var bunden og så lidt til den anden side hjem til tovet og op. Det var vist OK – Rune virkede i hvert fald glad, da vi var oppe.

Denne fredag blev Lis – vanen tro – igen våd. Det var mere end sidst, sådan som jeg forstod det. Igen var det ifølge Lis vist nok en andens skyld.  Kan Sten dog ikke snart mande sig op og hjælpe med at finde ud af, om der rent faktisk er et hul i dragten eller noget helt andet.

Et dyk på Robert var ikke nok for halvdelen af deltagerne. Så der blev lige lavet et stop over Hvenprammen. Nu skulle der fanges fisk. Den lange røg i vandet nærmest før vi andre nåede at blinke. Rune og jeg fulgte efter. Eller rettere sagt jeg måtte lige vente på Rune som vist ikke rigtig havde prøvet det der med bare at blive smidt af båden uden at der var bundet på.

Desværre kender jeg ikke Hvenprammen så godt. Det koblet med for stor lyst til at fange fisk blev noget skæbnesvangert for mig. Jeg søgte den forkerte vej med Rune på slæb men kunne ikke finde nogen gode gemmesteder for torsk. Og da jeg så endelig så en fisk som godt nok var lille skulle jeg aldrig have fortsat i rusen.

Det blev et kort men meget intensivt dyk og tilbage ved tovet steg Rune og jeg op. Omkring de 4 m fik mit andrenalinniveau lige et hop, da jeg stødte hovedet op i en død torsk, som stirrede mig lige ind i ansigtet med kolde og udtryksløse øjne. Det var overjægeren som han der og ventede. Med meget forståelige fagter fik han gjort mig klart at jeg skulle slukke min lygte. Da natsynet var kommet var der et rent festfyrværkeri af morild. Op og ned langs tovet, på de gobler som ramte tovet og på os der hang der i mørket.

Mit bytte – en tudsetorsk – fik jeg ikke ros for. Men den balle må jeg tage på mig, for den var helt berettiget. En sådan fejl skal jeg nok vare mig for i fremtiden.

Peter B.

Robert

8 September 2009

Robert

Noget gange er man helt utrolig heldig. Den følelse ramte mig allerede da ugen startede. Kalender og risiko for arbejdspres så fornuftigt ud. Vejrudsigten var lovende. Så det kunne blive en uge, hvor der var mulighed for en dykkeroplevelse. Havde det lidt ligesom jeg hørt ældre mænd har det med sex – forventningens glæde er sku det vigtigste.

Så det var dejligt – hverken på den ene eller den anden måde – at føle sig gammel, da jeg tirsdag satte kursen mod Farum.  At jeg så kom som den sidste og dermed hang på beretningen gjorde ikke glæde og forventningerne mindre. Det gjorde heller ikke noget som helst indtryk, at jeg måtte tåle lidt kærlig mobning allerede inden jeg var kommet ud af bilen. Der var nemlig flere som stod og lavede fagter, som kun kunne tolkes derhen at jeg da helt klart var udset til en eller anden form for skriveopgave. Fred være med det.

En god time senere var Havgassen i position over Robert. Jeg tænker tit over om andre klubber er lige så effektive. For mig er det en sand nydelse, at deltage i et sådant teamwork. Noget af det allerbedste er, at det foregår stort set uden synlig ledelse. Der er ikke en som råber ordrer, alle ved sådan i store træk hvad der skal gøres og helhedsbilledet er sådan en autonom organisme, som har et mål og nok skal finde det.

Jeg nød mit eget dyk sammen med Per som jo også er roen selv.
Lis blev igen våd de forkerte steder – denne gang var det Kenneths skyld.
Peter M var uheldig og nikkede sin dykkerlygte en skalle.
Den lange – han hedder vist nok også Peter – udviste fantastiske evner, da han fik ”foræret” en håndfanget torsk til dem i den anden båd, inden den nåede at overskide Havgassen, hvor jeg var.
Solnedgangen var fantastisk. Månen som steg op lige efter var også et syn for guder.

En helt igennem dejlig eftermiddag og aften. Sådan noget skal ikke ske for sjældent. Jeg var mæt af gode indtryk da jeg kørte hjem. Glædede mig til næste gang. Det skulle ske før jeg havde troet (se næste beretning på hjemmesiden).

Peter B.

Otto

5/9-2009

Otto En tur til Robert med folk fra Baracuda, det var planen for en uge siden, men vejret var lidt mere blæsende, end hvad vi havde håbet på, og det var tilmed bygevejr. De første, der meldte fra var Flemming og Marianne, som havde arrangeret det hele. Herefter meldte Lotte fra. Niels var blevet forkølet og meldte fra som den sidste, så han burde skrive beretningen!

Vi endte med at være et modent firkløver bestående af Manley, Hans, Sten og undertegnede plus Benjamin, som tog til Helsingør, hvor vi havde aftalt at mødes med Baracuda. Vi havde båden i vandet, da de ankom med deres nye båd, som vi lige tjekkede ud ved samme lejlighed. (6,5 m, 140 hp 4-takt Suzuki, 1400 kg incl. enakslet trailer og tornadostige til en kvart mill. incl. instrumenter.)

Fine nye RIB

Vi var klar før de var og tog ud for at binde på. Ingen strøm i overfladen, så vraget blev fundet i en fart og loddet droppet. Jeg hoppede i for at gøre fast, ingen strøm i overfladen men den kom på vejen ned. Over vraget var der vel mellem en kvart og en halv knob. Sigten var 5-8 meter og det var fint, da loddet lå ude på sandet og jeg i øvrigt fik vrøvl med ørerne på 27 meter og ikke kunne gå ned efter loddet. Jeg trak linen hen mod silhuetten af vraget og halede loddet op og gjorde fast i en pullert i bagbords side foran broen. Temperaturen var ca. 10 °C på bunden, så trods min lækkende lynlås var det behageligt. Jeg havde efterhånden fået styr på ørerne og fik en fin tur på bunden og kunne konstatere, at spisekammeret var fyldt til randen med store torsk og sej. Rødtungerne lå under pladerne på bunden og der var masser af eremitkrebs. Der var masser af busknøgensnegle, buskhoveder og rejer ovenpå vraget. Selv de bedste stunder får en ende, så efter godt 40 minutter gik det op mod båden, så de sidste kunne komme i vandet.

Havgassen er nu god at kitte op i

Alle overlevede, så ikke alt var forkert, og vi fik skyllet udstyret i de heftige byger. Men da det stilnede af igen, blev vi indviet i en af Baracudas traditioner. Der var altid kage eller basser på deres dykkerture og der var også taget med til os. Basserne smagte fint, selv om der var et par sure opstød i dem på det dyk, der fulgte. Tiden lev til dels brugt til at skændes om der var nøgensnegle eller ej, Manley og jeg insisterede på at der var mange, men ingen af de andre havde set nogen. Jeg måtte så slæbe kameraet med på tur, for hvis man ikke har det med op eller billeder af det, så er det pr. definition løgn!

Busk og lille trådnøgensneglBusk og lille trådnøgensnegl

I anden runde var der fuldt havbassehold og et noget decimeret Baracudahold, for de havde ikke taget luft nok med. En eller anden dag, når vi har fået noget øl sammen, så skal jeg kære dem om tredjedelsreglen og hvordan man regner den ud til egen fordel.

Rød rejeEn af de mange rejer på vraget

Andet dyk mindede om første, blot var strømmen tiltaget en smule, og det var jo helt efter prognosen. Der var lidt flere fisk inde over vraget denne gang, men ellers gik min tid med art se efter lidt af det småkryb, der er så meget af på Otto. Også denne gang løb tiden alt for hurtigt ud og det gik så retur op af tovet til lidt hyggedeko.   Desværre var vinden også tiltaget og gået lidt mere i nord, og det passede i øvrigt også efter vejrudsigten, men vi fik os alligevel en øl, mens vi ventede på Nicolais deko, og da han kom op, blev han snydt for forfriskningen, da vi andre var klar til afgang. Sejlturen ind var egentlig ok, selv om der lige skulle brændes koks af tændrørene, da Manley opdagede at Baracudas båd var foran os! Vi kom dog i havn uden alvorlige skader på legemer og udstyr! Ja, selv Manleys antikvariske løsfund overlevede turen!   Endnu et par gode dyk med en halvdårlig vejrudsigt!   Kim R – som gi’r Juhl ret i det paradoksale, at den som har mest travlt skal skrive!