Nøgensnegl kvæstet i Østersøen

Nøgensnegl kvæstet i Østersøen

 

Nu er det jo normalt at ham der kommer sidst skriver beretningen. Dette er naturligvis en god ting da det betyder at folk gør næsten alt for ikke at komme sidst. Men der er jo de håbløse tilfælde som Kasper som simpelthen har så meget om ørene at han i næsten alle sammenhænge kommer for sent.

 

Derfor blev vi enige om at det denne gang blev den først fremmødte der skrev.

 

Med lidt ekstra forsinkelse mødtes vi i Kastrup onsdag morgen kl. ca. Kvart over. Lotte og Henrik drog af sted til Sverige for at hente båden i laden og jeg ventede lidt endnu på Kasper, før også vi tog af sted over broen mod den gamle danske koloni. Med et enkelt pitstop i Trelleborg for at Kasper kunne købe madpakke nåede vi frem til Smygehamn stort set samtidigt med at båden ankom.

Efter Lastning og pumpning gik det af sted over det spejlblanke hav mod første mål. En Lille bræddebunke på 46 meters dybde som Henrik godt kunne tænke sig at gense.

Pump for … REA betyder for øvrigt udsalg på Svensk!

 

Loddet blev klargjort af Kaptajnen selv og smidt med stor forsigtighed, og Henrik fik iført sig den meget stramtsiddende og hoppede i vandet med stor entusiasme. Efter en ventetid på knap 50 minutter der blev fordrevet med tebirkes spisning og kaffedrikning kom Henrik op igen med sit nu indviede nye net, og et meget mere positivt syn på livet.

 

Gladere Henrik

 

Kursen blev derefter sat mod S.S. Fritz Hugo Stinnes hvor vi andre havde aftalt at dykke.

 

Efter lidt søgen og småsnak blev loddet også smidt her, og jeg hoppede i som den første for at binde på. Der var som sædvanligt lidt uklart i overfladen men længere nede var der kongesigt. Loddet lå fint ind over broen midtskibs og jeg flyttede det hurtigt ud til Styrbord side og bandt på i et rækværk. Derefter var det bare at nyde sigten det flotte vrag og den svage snert af dybderus.

Jeg svømmede hurtigt hen til en kahyt hvor jeg på et tidligere dyk havde været så klodset at tabe en lille fin flaske uden at være i stand til at finde den igen. Dette var dog ikke noget problem nu da den lå lige så fint lige inden for døren.  Da jeg således havde fjernet denne fra indgangen syntes jeg lige at jeg skulle ind og kigge nærmere i kahytten. Lidt trangt men utroligt at se hvor godt træværk holder i Østersøen. Da jeg endnu ikke har lært at lave Helikopterturns eller svømme baglæns skulle jeg lige krølle mig selv lidt sammen for at kunne komme rundt og ud gennem døren igen. Pludselig lød der et kæmpe drøn lige bag nakken på mig og jeg blev ærlig talt lidt forskrækket. Efter hurtigt at have konstateret at Regulatoren stadig virkede som den skulle fik jeg skruet mig ud af kahytten og opdagede at min Dragtfeeder ikke virkede mere, ret træls.

 

Brugte så lidt tid på at sende en flaskepost op og svømmede derefter lidt rundt og kiggede på det fine vrag som indeholder utroligt mange fine detaljer. Mødte Kasper som tumlede rundt i en Mudder sky og så Teck Lotte på vej ned af tovet med sine fine nye Decoflaske i damestørrelse.

 

Da Decometeret efterhånden var på vej i bund valgte jeg modstræbende at gå op og hænge lidt tid på tovet.

Noget af det første jeg så oppe i lyset var min Feederslange til dragten der havde valgt at hoppe af. Dette forklarede dog ikke den eksplosion jeg havde hørt og mærket.

 

Vel oppe i båden kunne Henrik fortælle at han slet ikke havde haft tid til at slappe af da han hele tiden skulle hente hævesække. Stakkels Mand.

Lille Flaske, Stor Prop

Da jeg fik rigget af og kigget lidt på mine flasker kunne jeg pludselig godt forstå den larm jeg havde hørt. Mellem Flaskesæt og Vest lå der en lampefatning med en knust pære i. den har jeg åbenbart fået knust lige bag nakken under min 3 punktsvending i kahytten. Tænk at sådan en lille pære kan larme så meget.

Kasper med Fint Bræt

Teck Lotte, hvem kan finde Holger

 

Efter veloverstået dyk var det tid til spisning af Madpakker, dejligt fedtede snegle meget smukt anrettet, en lille lur og naturligvis lidt badning

Nøgensnegl før ulykke

Det er nu dejligt med sådan en tur i vandet uden 30-40 kg ekstra udstyr.

Da Kasper skulle op af vandet gik det derfor så stærkt at fødderne smuttede for ham og han var tæt på at lave en Halv Jørgen Ege på sig selv, gudskelov var vandet så koldt at der ikke skete noget alvorligt

 

Efter. Av

 

Endelig var det tid til endnu et dyk, Henrik var ilet i forvejen men da han havde haft næsten 5 timer i overfladen, uden at fange nogle store torsk er det måske forståeligt.

 

Nede på vraget kunne jeg konstatere at jeg havde fået ryddet nogenlunde op på dykket før og så var det bare at svømme lidt rundt og nyde vraget og den gode sigt før turen gik mod overfladen.

 

Oppe i båden igen delte Henrik og jeg den sidste sjat Kaffe og ventede på de andre. Først kom Lotte

Så kom Kasper lidt efter og efter hårdt arbejde kom også loddet op til overfladen.

Natur: Stærkt overvurderet

 

 

Tilbage var bare at nyde en enkelt dåse mens turen igen gik ”Hjem” mod Smygehamn. Losning af båd og En enkelt lille burgermenu på den lokale Grillbar, som godt nok havde mange gæster men kun en kok. Vi fik dog maden til sidst, og de er nu gode til at krydre sojaprotein.

 

Derefter skulle båden hjem i laden, Og Henrik hjem og se Harry Potter.

 

Tak for endnu en dejlig dag

 

Thomas

 

 

 

 

 

 

Fuldt hus… på det gamle husvrag

Øresund d. 14/7-2009

Fuldt hus…på det gamle husvrag Med hul i kalender og vind sammen med en ikke ubetydelig social trang til, at være sammen med nogle glade Havbasser, var aktiviteten for tirsdag aften ikke svær at planlægge.

Jeg valgte til at med, at komme sidst for, at kunne få det privilegium at skrive beretningen. Det er ikke altid så skidt, at kunne bestemme hvad der skal stå. Der var nogle flere der skulle prøve det!

En hel del Havbasser må tilsyneladende have haft samme trang som mig. Jeg bilder mig ind at de vist, at jeg kom ? Der var i hvert fald så mange, at havets dronning måtte spændes efter og trækkes til Rungsted.

Vupti så var vi kørt! Både, personer, udstyr og biler blev fordelt på den klassiske måde. Det sker efter en ikke nøjere aftalt fordelingsnøgle, hvor planlægning, anarki, diplomati, forhandling og tvang afgør hvordan vi får os selv og udstyret frem til den rigtige destination.Morsomt nok lykkedes hver gang. Trods det, at jeg var der 17.03 forlod vi allerede svømmehallen 11 minutter senere.

Rungsted havn en lun sommeraften, med et mylder at liv, er normalt kendetegnet ved en afslappet stemning. Folk der spiser is, rigger både til eller af, drikker kølig hvidvin i korte bukser og smoking, går rundt og ser eller bliver set. Nogen har endda hund med som ofte er ret små. Et enkelt sted på havnen er der dog en lidt skarpere tone. Nemlig på rampen. Her foregår den stille krig om, at få både i og op af vandet. Samtidig! Ikke alle har samme interesse og slet ikke alle har de egenskaber der skal til for, at manøvrere deres vogntog i den rigtige retning. Og med en overrepræsentation af store, nye biler og både, hvis ejere ikke virker chancebetonet i deres kørselsadfærd er det som om tingene til tider går så langsomt, at det næppe kan betegnes som afslappet. Med lidt tålmodighed og gode råd fik vi dog banet vej til havet og PPP fik med stor elegance vredet Havgassen på plads i dens rette element.

3 skildpadder og Steen i Gummibåden klar til afgang og panik i Havgassen. Hvor var Kirstens flaske? Væk! Efter at havnen var blevet endevendt, viste det sig at ”nogen” havde glemt at tage flasken ud af Manleys bil. Lad det aldrig ske igen!

Endelig klar til afgang, men nu var der bare ikke nogen der havde lyst til at sejle Havgassen. PPP proklamerede at han ville kaste op hvis han skulle sejle. Så syg var jeg ikke, men kunne omvendt heller ikke finde en passende motivation og da ingen andre viste interesse, forbarmede Per L sig. Der var kun nogle få af de ombordværende der kunne huske historien om den gang Per sejlede Havgassen i Lysekil, så stemningen var forholdsvis fin. Det gik og vi kom i hvert fald både sikkert og rimeligt tørt frem til vores gamle husvrag Ven-prammen. Første hold på Havgassen som var Lis og jeg som, havde en forestilling om at vi skulle binde på. Men Manley i gummibåden var en anelse hurtigere og kom først i vandet. Det gjorde nu ikke så meget ud over at det var svært varmt, at sidde i båden med alt udstyret på. Da Lis var næsten klar valgte jeg derfor, at gå i vandet for at køle lidt ned. Under strømlaget var det muligt at ”hænge” frit i vandet. Det gjorde jeg så et par minutter. Et diskret nap i den en balle (dejligt), signalerede at der var kontakt og turen kunne gå mod bunden. Nede på vraget var sigten ikke ubetinget god, men ved lyset fra lygten kunne jeg dog konstatere, at min makker var med. Vi svømmede ind under ”klodsen”, hvor sigten så ikke blev meget bedre, hvorfor det heller ikke var rigtig nemt at se hvor ens makker var. Vi fik dog ”mokket” os hele vejen ind under til indersiden, hvor Lis ventede. Hun så godt nok lidt overrasket ud, da jeg dukkede frem af tågerne, men nogen gange skal der tilsyneladende ikke så meget til. Vi fortsatte gennem klodsen på en lidt mere ”autoriseret” måde og tog herefter turen rundt. Vi hilste på søhønen og de andre beboere samt en hel masse Havbasser . Tid til op, hvor bundtovet nu var blokeret af et meget langsomtgående par. En overhaling var nødvendig. 3 minutter sikkerhedsdeko blev brugt til, at ”tale” om forskellige ting. Det var ikke nogen nem samtale, som var en blanding af rapper-tegn og forskellige lyde. Jeg valgte for min egen sikkerheds skyld til sidst blot at tale. Det er formentlig en disciplin der øves lidt endnu før den giver meget mening..

Vel-ankommet i overfladen var det tid til den obligatoriske øl og snak om dykket. Kirsten var som sædvanlig kommet til, at smøre et par sandwich for meget, hvilket vi bestemt ikke var kede af. Det skulle dog lige være Lis, som nærmest blev rørstrømsk over god mad. Laks med mango kan gøre enhver hardcore dykker blød. Efterhånden som vi fik snakket om dykket gik det også op for mig, at jeg slet ikke havde dykket med Lis. I hvert fald ikke på den første del af dykket. Den person der havde udøvet sexchikane under vandet, viste sig at være Steen (føj). Om det så er et udtryk for meget dårlig sigt, manglende fokus eller en vis lighed mellem Steen og Lis vil jeg lade andre om at vurdere.

Med alle + 3 torsk på ppp’s harpun i overfladen gik turen tilbage mod Rungsted. Ikke blot havde styrmand Olsen godt gang i båden men der var også dykket effektivt, hvorfor vi var i havn inden 21.22. Stemningen var som da vi forlod havnen få timer tidligere, ganske afslappet. Selv på rampen havde roen lagt sig, altså umiddelbart efter, at vi havde tømt båden. Det sker som bekendt i et hæsblæsende tempo helt uden planlægning (og godt for det). Som noget helt usædvanligt mødte også andre dykkere. Kontiki havde lagt vejen fobi disse kanter og var kommet i havn lidt før os. Hyggeligt at møde ”lidelsesfælder”. På havnen fik PPP solgt en torsk for et kys. Både kysset og lidenskabet i det, så ud til at komme noget bag på ham. Eller det vil sige kysset kom forfra. Det bliver interessant og se om PPP nu nedsætter sig som erhvervsfisker. Nogen spiste is og Niels trænede sin ene biceps ved at hive båden op. Når det er gjort 50 gange mere, er der nok ikke sket nogen skade ved det.

Tilbage i Farum fik vi sat flasker på plads og afregnet. Manley indførte en ny rabatordning: ”blondinerabat” som vist nok blev ændret til ”familierabat” eller omvendt? Helt præcist hvad der udløser rabatten står ikke lysende klart. Det glæder vi os til, at få oplyst. Der blev ønsket god ferie og sagt på gensynsfarvel til alle dem der ramte sommerferien.

Herfra skal lyde en, tak for en hyggelig aften! Når jeg ikke skriver ”tak for et godt dyk” eller noget i den stil, er det fordi dykket og særligt på et ”vrag” jeg har været på mindst 100 gange før, (og så lige Ven-prammen) ikke er af den største betydning. Jeg kunne fristes til at mene, at jeg ikke altid dykker for at dykke, men for at have en god oplevelse. Det er naturligvis sat lidt på spidsen, men det er altså sjældent jeg kommer hjem fra nok så dårligt et dyk og siger jeg har haft en dårlig dag. Hvis den ikke har været dårlig må den have været god. Noget andet end dykket må altså have gjort den dag god. Allan J. har et godt bud og skriver bl.a. i dykker-forum.dk : Nu er vi bare så heldige i Havbasserne, at der hersker en ualmindelig god kemi, ikke sådan at vi er en homogen masse. Men der er en atmosfære, hvor det oftere er den højeste og ikke den laveste fællesnævner, som er herskende.

Det med fællesnævneren vil jeg ikke kloge mig på,(det må vi have matematiske klarttænkende til) ligesom kemi er heller ikke min stærke side, men jeg ved noget om mennesker og kan kun give Allan ret i, at der trods vores forskelligheder er en fantastisk fællesskabsfølelse og tolerance som gør, at man til tider kan føle sig helt ”høj” over at tilhøre gruppen af Havbasser. Det fantastiske er at der er plads til flere hvis de vil! Ved godt det bliver en smule sentimentalt, men det er der heldigvis også plads til. Så tak fordi I var med til at gøre en halvdårlig dykkeroplevelse til en god aften ? Mvh Henrik

Undine

14/7-9 SMS Undine Undine – dér har jeg aldrig været! Og endelig klappede parametrene i takt – perfekt vejrudsigt, mulighed for deltagelse og selvfølgelig en tur der var arrangeret dertil.

Hen over Øresundsbroen var det ligeså svært at sidde stille i bilen som hvis jeg havde drukket kaffe, for havoverfladen var spejlblank ligesom prognosen forudsagde for både Øresund og Østersøen. Det kunne kun gå for langsomt med at få vækket båden og sat den i vandet og komme afsted over Østersøen. Ankomst i Smygehamn, hvor der stadig er klamme klatter i det mælkede havnebassin, og der lugter rigtig rigtig dårligt, men det er jo beskrevet et utal af gange før.

Smygehamn i sin pragtSmygehamn i sin pragt

Så var der liiige det med prognosen….som havde glemt at den skulle være vindstille i Østersøen. Der var relativt megen bølgeaktivitet. Men vi trodsede elementernes rasen og sejlede afsted i solskinsvejret. På positionen var bølgerne næsten helt aftaget (vindheksen var jo med på tur), til gengæld havde solen gemt sig for en korter bemærkning bag en sky, men med et flot gråt-i-gråt farvespil over vandet.

Gråt vandGråt i gråt

Der lå allerede tre mand i en lille gummibåd over Undine, de var ved at være gennem første dykkerrul da vi ankom. Det var nemt at være os denne dag, vi kunne straks hoppe i bølgen blå og gå til vraget langs deres bundtov, som var bundt på ved broen.

Tyve og røvereLidt selskab

Kim R havde lovet at være turguide og første dyk på luft startede mod stævnen – den deeeejlige dybderus jeg havde opnået umiddelbart efter jeg nåede vraget, gjorde blot den meget specielle snabelstævn endnu mere imponerende. Resterne af den fine udsmykning lige under rælingkanten er stadig ganske tydelige, trods det at Undine sank i 1915. Herefter gik turen langs styrbord ræling forbi de to kanoner der, pga. vragets store slagside, nærmest peger mod overfladen. Med et vue ned over dækket i den gode sigt, er det fuldt forståeligt at Undine er et vrag der er værd at besøge mange mange gange. Der er en detaljerigdom som sjældent ses! Tiden gik alt for hurtigt, og dekompressionstælleren tikkede lystigt opad da grænsen for dekompressionsfri bundtid var overskredet. Men vi havde på forhånd aftalt at dekompressionstælleren godt måtte tælle en del minutter på, så der var tid nok til en tur omkring agter for at se den højest liggende skrue. Tilbage ved bundtovet efter godt 20 minutter på vraget var det tid til opstigning…. og 20 minutters dekompression, som absolut ikke var dagens højdepunkt. Der var behov for timers overfladetid, så vi kunne få en rimelig tid på dybden på næste dyk. Overfladetiden gik som overfladetider plejer at gå – underholdningsværdien var høj, og samtidig blev tiden fornuftigt udnyttet med lidt fangst til middagsbordet og placering af eget dræg agter så de andre kunne tøffe mod land.

FiskeriLidt fisk skulle der fanges

Lite paradeLite parade

Da det blev tid til til andet dyk blev Kim og jeg hundset i vandet og fik ikke megen plads til at snakke eller noget som helst…Kim fik et par minutters forspring for lige at gøre dræget fast på vraget. Da jeg kom ned til Kim var der så stærke arrigskabsvibrationer i vandet at jeg er overbevist om at han har skabt en tsunami! Kims manometer og dræget var viklet fuldstændigt ind i et stort fiske garn der lå som en guilande på agter. Kim var dog så arrig, at han med en hast, så selv Houdini ville blive misundelig, fik viklet og skåret sig fri inden jeg kunne nå at assistere med min franksbrødskniv. Det blev et fornøjeligt dyk med et nærmere kig på de to store skruer, den dybest ligger halvt begravet i mudderbunden, den højeste svæver helt frit, og også skrueakslen ses ganske tydelig. Der var tid til en tur hen over dækket frem mod broen. Her var uendelig mange detaljer og dimser at kigge på, og huller ind til vragets indre hvor kæmpe torsk fouragerer under dækket – ikke overraskende at de ved en tidligere lejlighed er blevet omtalt som hajer! Andetholdet, Kasper og Thomas mødte vi på tovet, hvor en venlig sjæl havde hængt en dekoflaske med en fedfed iltblanding til mig, så dekompressionstiden i den grad blev nedsat trods den medbragte EAN27. Skønt – det giver da øjeblikkelig afhængighed!

Mens Henrik var sendt mod bunden som sidste mand i vandet, var det badetid for os andre, undtagen Kim der hellere ville lave fotografisk dokumentation af den nye art Østersøbadedyr der sejle rundt i overfladen.

BadedyrUdvalg af badedyr

Idet Henriks net brød havoverfladen spredte der sig en overordentlig grim lugt. Han medbragte en flaske fra dybet, indeholdende den mest ildelugtende umiskendelige væske der aldrig har kendt sin mage – flere måtte hænge ud over pontonerne med aktiveret brækrefleks, Thomas sniffede sporenstregs hårbalsam, og jeg var glad over at jeg sad i den rigtige retning for vinden, selvom lugten var så intens af den kunne snige sig imod vindretningen, som selvfølgelig var svag, men alligevel!!! Fy for en…ja, jeg ved ikke hvad, men Smygehamn dufter som en blomstrende sommereng til sammenligning! Godt der kun var at sejle mod Smygehamn så lugten kunne efterlades over Østersøen. I havn fik vi losset alt vores rod og båden kom hjem til hvil i sin garage. Dagens gode oplevelser var dog ikke helt slut endnu, for hjemturen over Øresund bød på en smuk solnedgang over Peberholm og med Københavns tårne i horisonten.

Tak for en fantastisk dag! Lotte

Hjem over broenSolnedgang på Peberholmen

SS Emil Retzlaff

12. juli 2009

SS Emil Retzlaff Det skete igen! Grundet et imponerende fremmøde måtte både Havgassen og Havets Dronning spændes for, eller rettere bag, og trækkes med på tur. Der var lidt diskuteren frem og tilbage om hvortil dagens dyk skulle gå. Flere havde netop været på husvraget Otto, og ville gerne have lidt adspredelse i dykningen. Valget faldt derfor på Emil Retzlaff, som det var noget tid siden vi havde besøgt sidst. I Helsingør var der høj dykkere-der-haster-for-at-pakke-både-og-komme-af-sted-i-en-fart aktivitet. Flere grupper fandt det attraktivt at sejle fra Helsingør denne dag, men en rundspørge blandt de fremmødte fortalte at ingen andre havde planer om dyk på Emil R.

Havets dronning med havets?

Havgassen blev snapt sendt mod Emils position efterfulgt af Havets Dronning i mere adstadigt tempo – vi skulle jo nødigt blive våde inden vi skulle i vandet. Dræg og bøjer kom over bord efter lidt søgen frem og tilbage, de rettede sig ganske hurtigt så det var tydelig at der var nogen strøm i overfladen….eller, viste det sig, i hele vandsøjlen.

Der skulle holdes på både kaffe og ræling i den krappe sø

Der har ikke været nogle forbi og rydde op på Emil R endnu, så vraget er stadig en del rodet, og ikke helt nemt at finde rundt på. Sigten var ikke prangende og der var en sær vaskemaskineagtig strøm fra skiftende retninger, så på vej om et hjørne blev svømmepoterne indimellem lige hapset, og trukket i den forkerte retning. De hvirvelløse dyr på vraget fik sig en ordentlig svingtur i strømmen, og nøgensneglene var i fare for at blive en nordisk udgave af spanish dancers. Det blev tid til at gå mod overfladen efter lidt kortere tid end sædvanligt på denne dybde. Jeg havde fået et par udlånte tørhandsker retur fra en havbasse der var kløgtig nok til ikke at deltage i dagens tur. Kløgtigt fordi, handskerne mere gav association til en si, end til tørhandske. Og tørhandsker er som bekendt ikke synderlig varme at dykke med når de er blevet våde. Øvøvøv…Jeg brød overfladen i mindre strålende humør end ellers, og det samtidig med, at kraftig regn og vind kom forbi. Enkelte var sikre på jeg var årsag til himlens og havets pludselig oprørte adfærd. Nå, men en gang våde tørhandsker skal jo være den første, og humøret (og vejret) var ekspedit højt og godt igen.

Hygge i regnvejr

 

Rigtigt dykkervejr

Til 2. dyk var strømmen taget noget til, enkelte sprang dykket over, og andre overvejede om strømretningen i virkeligheden var lige i øjet til et drift-dive hen til Otto, som jo lå ganske tæt på. Nogle svenskere dykkede på Otto, og vi ville da sikkert være velkomne i deres båd hvis vi brugte deres bundtov og kiggede forbi ombord. Ingen gjorde dog handling af truslerne. Da besætningen på Havets Dronning var tilbage efter 2.dyk tøffede vi tilbage til Helsingør.

Fred efter vindheksens furieren

Straks i havn, blev Thomas hijacked af et par norske sejlerfolk der var sejlet på noget hårdtslående i havnebassinet. De var nervøse for om der var sket skade på bådens skrue. Thomas er jo et venligt og hjælpsomt menneske, så beredvilligt hoppede han i havnen og inspicerede den norske skrue. Selv var han skruet i min BCD-vest, som måske var lidt stram omkring brystkassen, men den klædte ham godt! Nordmændene var sejlet på en hård bøje og ingen skade var sket på skruen. Tidsfordrivet passede fint med at Havgassen kom i havn, og vi pakkede sammen i vanlig stil, og kørte tilbage til Farum for afregning og en afterdive i solskinsvejret i baggården. Tak for en herlig tur! Lotte – som ikke tilnærmelsesvis kom sidst, men er blevet kuppet og måtte kapitulere overfor fedteri og smigren!

Den oprindelige beretningsskriver

Tirsdagsdyk på Otto

7/7-2009

Tirsdags dyk på OttoAnkom kl. 17.28 Så skulle der jo være en chance for at man kom til at skrive beretningen nu man var så sent på den. ( Havde ellers været der kl. 16 for at fylde flasker og være klar, vis der var aftalt tidlig afgang på mail. ) Men var så kørt hjem igen, for at se lidt Tour de F. Aftalen var blevet at vi skulle på Otto. For vi var mange, vist nok  11. Den sidste ventede i havnen i Helsingør. Det tog som det plejer, ikke længe at få båden i vandet da det først blev vores tur. Der var et jetski på rampen. Båden blev så pakket til randen, med udstyr.

Trådnøgensnegl med ægTrådnøgensnegle med æg

Og af sted det så gik. Tog dog lidt tid, at få båden ud af vandet. Vel fremme blev dræget smidt i. Og landede vist lige i lasten. Der var strøm, men ikke mere end at det ikke skulle give problemer. Så der blev bundet på i en fart. Og holdene blev delt. Så med vanlig havgasse orden, kom folk i. Eneste problem, var en tør handske, der i en fart blev udskiftet med våd handske. Vi skulle i til sidst og skulle derfor binde af. Da vi kom ned, tog vi lige et kik på, hvordan der var bundet på og der efter fulgte vi rælingen rundt. Otto var som altid smukt begroet.

TrådnøgensneglTrådnøgensnegl

Efter 22 min var vi tilbage på tovet. Her forsøgte vi så begge, at forklare den anden, at der var 8 min til vi skulle binde af. Midt i dette kom Kim så forbi og rykkede i mig. Han svømmede dog igen. Men kom straks tilbage. Jeg skulle åbenbart følge efter ham. Han ville have mig til, at tage fotos at?? Så efter at have taget fotos kikkede jeg mig om, og nu var jeg helt alene, alle var væk. Så tilbage til bundtovet.  Her var min makker så stadig. Så vi tog lige et smut ind på selve skibet.

Så var det ved at være, tid til at binde af. Underligt for efter vi havde bundet ( knuden ) op var der stadig bundet på. Nu var sigten jo kommet ned på 20cm. Så lygten og maske helt tæt på kæden 10 cm så kunne jeg jo se, hvad der var galt. Kæden lå bare over sig selv, så stramt at den ikke ville af. Et ryk til siden og den var fri.

BuskhovedeFin Buskhoved

Tilbage i båden så vi, at det havde regnet, da vi var ned . Men humøret var da stadig højt. Nogle var allerede gået i gang med, at spise deres medbragte mad. Andre fik dåse ( mad ). Så snart vi var kommet op, blev stigen taget op. og så var det ellers mod Helsingør. Her forlod jeg så selskabet. Så vil da lige sige tak for godt selskab / dyk til de jeg ikke fik sagt det til på havnen.

Regnbue Regnbue over Sverige

Per LN

 

Guld på Otto S/S

5/7-2009

Skumsprøjt bagbord eller tyskerguldet på Otto  Denne ekspedition var præget af, at en del fra tirsdagsgruppen var blevet behændigt udskilt for at danne en søndagsklikke på 8 personer, som skulle gennemrode Otto for at finde jernbanesvellen af guld som var tiltænkt Kejser Vilhelm. Teck udstyr, strømstoppemaskinen og havbliksblæseren blev  med besvær lastet i Manley Mercedes, så fjedrene gik i bund. Vi kom til Helsingør uden materielle nedbrud. Nu begyndte især de ældre mandlige deltagere at tisse rundt om på kajen. Efter tidsforbruget at dømme, havde de meget at skulle af med eller også var det bare en nervøs reaktion forud for den sidste etape ud til Otto.

Over OttoHavbliksblæseren i funktion

Ude ved vraget viste det sig, at strømmaskinen som sædvanligt ikke fungerede, mens det gik bedre med havbliksblæseren. Dræget blev med sædvanlig præcision kastet tæt på vraget og kaptajn Manley fik lov til at følge op med på binding og service for resten af flokken. Guldfeberen begyndte at få sit tag i deltagerne. Hold på hold kastede de sig ned i vandet i håb om at gribe torvet som førte dem ned til en svunden tid, hvor jernbanesveller, møre jernplader og en flot marinebegroning udgjorde en unik kombination for en søndagsudflugt.

Kirsten og MirjanaKirsten og Mirjana klar til dyk, næsten

Ikke alle kom ned i første hug. Familieteamet Kirsten og Miriana (håber det er stavet korrekt) måtte sande, at selv efter en ½ times påklædning og fastgørelse af makkerline kan det være svært at forudsige kombinationen af strøm, bundtorv og hop. Junior blev dog hurtigt hevet hen til den ventende makkerline af hjælpsomme havbasserne, der kender til problemstillingen.

HavedderkopEn af havets beboer kom med op

Nede på vraget var der mindre strøm på trådene end i overfladen. Henover vraget og i strømsiden  forsvandt mudderet dog hurtigt når der blev gravet efter kejserens guldskinne. Strømmen sørger imidlertid også for at vraget er flot begroet og har et rigt dyreliv. Der blev spottet funklende røde nøgensnegle på størrelse med en lillefingernegl, søanemoner store som børnearme og dødemandshænder der rækker op imod den indtrængende dykker, som prøver Fritz Otto at trække en ned til sig. Nede i spisekammeret og under vraget stod der torsk og ventede på at komme hjem i kummefryseren. Men ingen harpun, ingen fisk i kummefryseren.

Den gamle mand og havetEt af andet holdene…

Førstedykket bragte imidlertid ikke nogen klarhed over, hvor guldskinnen var gemt. Så de fleste valgte at sætte livet på spil endnu engang. Plop, plop, plop og i de røg. Lidt dårligere sigt og lidt mindre strøm end på første dykket. Manley i først med to blylodder og op igen med ét blylod. Kim ned til sidst og op med et ekstra blylod og ingen guldskinne. Måske skulle vi spraye vores blylodder med guldfarve, så de aldrig glemmes oppe eller nede?

Glemt blyLøbsk blypose indfanget

Ekspeditionen endte som så mange andre. Slæberi i Farum, afregning, røverhistorier og ingen guldskat. Noch ein Tag  mit der Meer.   Tak for godt selskab.    René Høyer  

 

Undine

3/7-2009 

S.M.S. Undine                                                                             3. juli 2009 Utroligt, at det med sådan en vejrmelding, kan være så svært at skaffe kompetente dykkere, men det kan det altså og vi slog os derfor sammen med Peter og Bent, som ellers havde annonceret tur andetsteds. Henrik og jeg var blevet lidt trætte af små trævrag og Peter forlangte noget stort jern, så vi enedes hurtigt om Undine. Vandet var mere end almindelig fladt og det var som at svæve, over den disede havoverflade. Peter faldt da også i søvn efter få sømil, men inden han nåede at snorke, var vi på Undines position. Oprørte blev vi, da vi så at der lå ikke mindre end 3 andre og af os ukendte både på vraget. Højst usædvanligt, hvis vi møder nogen så langt fra land, er det som regel andre fra klubben eller fra nærmeste omgangskreds.

Spøgelsesskibene Spøgelsesskibene

Der var noget spookit over det, den ene båd var bare et par svenske lystfiskere, som tog alt de fangede, ja nogle af fiskene var ikke større end dem Flemming og Henrik Jul plejer at fange. Men de pralede af, at de allerede havde taget livet af omkring 200 kilo torsk den dag(?). Jeg er ikke sart og kunne ikke drømme om at melde mig ind i Greenpeace, men dette var noget unødvendigt svineri. Mens vi lå og loddede vraget op, landede de 6-8 fisk og ingen var over 1½ kilo og ingen blev genudsat. Nok om det, de andre to både var tilsyneladende forladt, den ene opankret og den anden bundet efter, i 25 meter reb. Den første genkendte jeg som tidligere BOB af Øster Hurup, et skib jeg har mange gode minder om, fra dykkerture ved Skagen og Hönö i begyndelsen og midten af 1990-erne. Jeg ved, skibet er blevet handlet et par gange siden da og nu bærer navnet ”Cimbria”, men de som købte det sidst havde åbenbart fortrudt og forladt det i rum sø. Efter at have cirklet omkring bådene et par gange, så vi endelig lidt bobler omkring ankertovet, sejlede ned i modsatte ende og smed vores lod.

HvileMan skal huske at slappe af mellem dykkene

Mit dyk på Undine mindede om talrige andre dyk på stedet, ikke trivielt nej, men altid den samme storslåede fornøjelse. Denne mægtige jernkolos med alle sine kanoner, virker frygtindgydende og indbydende på én gang. Selvom jeg gennem årene og ved talrige dyk, har noteret mig de mange detaljer på vraget, overraskes jeg alligevel jævnligt over nye opdagelser, nye ting som titter frem af mudderet.

HuebåndFine huebånd med indvævet; S.M.S. UNDINE, nogle var så godt som nye

Nå men oppe igen, inviterede vi os selv over på ”Cimbria” til en kop kaffe og blev budt hjertelig velkommen af de to eventyrer. Jeg må indrømme at de imponerede mig lidt, de var sejlet rundt omkring Bornholm kun 2 mand, i en uges tid og ledt efter – og fundet vrag. Det var tydeligvis nogen der vidste hvad de havde med at gøre, søkort blev studeret og positioner, gamle historier, spændende dyk og fælles bekendte, blev alt sammen vendt flere gange i løbet af en rigtig hyggelig eftermiddag. Den ekstra båd på slæb, ja var bare redningsbåden, hvis nu…

MødeBåde mødes i rum sø

Nå, men andet dyk var ligeså godt som første, jeg fandt en meget interessant ting jeg ikke kunne nå, men så er der jo en god grund til at holde sig i live, indtil næste gang Undine skal besøges. Hjemturen gik hurtigt og bortset fra at vi ingen øl havde med, var selve sejlturen en fornøjelse i sig selv.  Allan Jensen  

 

Kims!

3/7-2009

Snydt, men til det bedre!  Fødselaren regnede med middag og lim til den endnu engang trætte tørdragt. Kim, vores 50-års fødselar, blev hentet af Hjul og Thomas – tre Havbasser af høj kaliber klemt godt ind på forsædet af Hjuls hvide container, med Kim i midten, så han ikke havde en kinamands chance for at stikke af. For at forvirre Kim totalt var planen at Hjul liiige skulle et ærinde i Matas i Hellerup. Kim undrede sig undervejs dog noget over rutevalget fra Birkerød via Charlottenlund, med accepterede – vi har jo alle forskellige kørsels- og rutepræferencer. Først da Hjul drejede af til Danmarks Akvarium lugtede Kim lunten…der var noget i gærde! Velkomstkomitéen bestod af omtrent 25 glade og holde-forsinket-50-års-fødselsdags-klar Havbasser.

Vi venter på Kim Der var kolde øl og vand imens vi ventede på Kim En noget overrasket formandEn noget overrasket formand

Først var der rundvisning i akvariet med en masse historier fra de varme og kolde vande, ferskvand og saltvand, og så fiskefodring. En Gallisisk sumpkrebs i slående lighed med Furesøens bestand viste sig ikke alene at have invaderet Furesøen, men også et bassin i selveste Danmarks Akvarium. En invasiv art der mener det! Flodkrebsen den var flyttet ind hos så noget betuttet ud ved situationen. Den havde jo heller ikke en chance for, at flygte fra det hurtigt voksende kræ med de store klør. Opmærksomheden fra os andre gik nu mere til nabo akvariet hvor en absolut gigantisk hummer lurede – sikken et par klosakse, mageløst! Der var til forret for en storfamilie bare i kløerne!

HmmmmmDen blev også inviteret med til grill på stranden

Jeg-bor-på-1m2-og-gider-ikke-svømme-nogen-steder-skildpadden i det næste akvarium kom, trods sin dovne natur, helt i hopla da der dansede en fiskefillet på en pind forbi dens næsetip. Og selv den elektriske ål kom i stødet, og tog fødselsdagsstrøm på Kim…eller var det mon serveringen af en eneste enkelt kogt blåmusling der gjorde ålen helt elektrisk.

Fødsdagsbarnet Fødsdagsbarnet

Der var blæksprutte-special i akvariet, eller dvs. der var tre blæksprutter, der efter en lang arbejdsdag skulle trækkes noget op med lokkemad og lidt hiven i armene, før de gad vise sig i fuld størrelse og byde på lidt farvetrylleri. De fik hurtigt lov at sove videre.

Blæksprutte i aktionBlæksprutte i aktion

Ved de store akvarier fik vi et kort foredrag om hajer. Sort- og hvidtippet revhajer er typen der fouragerer i Danmarks Akvarium, sammen med en grådig havskildpadde, et par gigantiske gule muræner og et par sært udseende gulvtæppehajer… Vi var vistnok et lidt utaknemmeligt publikum her ved hajerne. Den venlige og rigtig gode historiefortællende rundviser kunne jo ikke vide at hovedparten af tilhørerne, ved flere lejligheder, havde svømmet sammen med hajerne i deres rette element og meget meget tættere på de oceanisk hvidtippet hajer, som rangerer noget højere på de menneskeædende hajers rangliste.

Hurtigere end hajerneAkvariets hurtigste skildpadde

Sidste punkt i akvarieprogrammet var fodring af piratfiskene. Vi eeeelsker jo dramatik så alle var bænket så alle kunne følge opstanden i akvariet da en hel skrubbe langsomt blev sænket ned til de sultende, blodtørstige fisk. Nu var det jo ikke en af Kirstens super laks&mango sandwich, så interessen for måltidet var ikke stor i begyndelsen, men da pirayaerne først lugtede lunten var skrubben relativt hurtigt historie.

Piratfisk i aktionPiratfiskene fik en flad

Herefter var der grillmiddag på stranden foran Charlottenlund fort. Vi havde masser af griller med og alle havde selv godter med til at putte på. Mens grillerne forberedte sig, var der lejlighed til en badetur i Øresund. Billederne til denne beretning taler for sig selv – det var ren råhygge, og aftenen var lys og lun, herligt! Og da natten faldt på og vi fik tændt op i det store bål, stod smukke lysende natskyer på himlen i nord. Det kunne ikke blive bedre!Tak for en dejlig aften og endnu engang tillykke med fødselsdage Kim!Lotte

Kim får madGrillen er tændtStrandhyggeHygge ved båletMidnatssol

 

Kattegat

2/7-2009

Kattegat  Prognosen lød på dejlig varm sommerdag og der var meldt ud, at der ville blive satset på langtur. Den måtte jeg med på.   Men før unge mennesker og sarte sjæle læser denne beretning, må jeg advare om at turen bød på rystende oplevelser. Der er også stærke billeder med i beretningen (red.: Af hensyn til trofaste medlemmers ry og rygte har redaktionen anonymiseret personerne på de bragte billeder, visse billeder er helt bortcensurerede og alle personnavne er fjernet fra denne beretning).   Vi ankom til Gilleleje og fik Havgassen i vandet lige omkring kl. 9. Her havde solen fra den skyfri himmel allerede lokket flere af deltagerne til at være let påklædte. Så fik vi pludselig en lodret ordre på at vi skulle smøres ind i creme. Det var ham den store der delte creme rundt. Vel at mærke ikke sådan blot en lille smule creme, nej det var hele håndfulde der skulle smøres ud på kroppen. Det var klamt og fedtet og vi blev helt hvide og glinsende. Godt der ikke var tilskuere og at Havgassen hurtigt forlod havnen.   Den næste time skete der ikke alverden. Der var god fart i båden, søen var rimelig rolig og det var ikke meget vandsprøjt der måtte indenbords. Så blev gassen taget af motoren, der var stille og hav til alle sider.   Lod og bøjer røg udenbords, men det gik lidt trægt med at få dykkere i vandet. Det var ligesom om der var noget andet i luften. Som om det ikke var dykning, det her drejede sig om. Men det gik først rigtigt op for mig senere. Men en dykker kom dog ud over rælingen og forsvandt. Den næste i vandet – det var ham den lange – kom dog hurtigt op igen. Masken var læk og det går jo ikke. Det var dog hurtigt fikset og af sted i dybet med ham igen. Så var det tur for tekno-makkeren og mig. Pigerne ville vist gerne være alene nu, for der blev skyndet kraftigt på os. Så jeg gjorde mit bedste for at komme hurtigt ud over rælingen. Desværre så tilpas kluntet, at spændet på blybæltet røg op. Fik dog greb i bæltet inden det gik til bunds og var kort efter i position et par meter nede af tovet. Men tekno-makkeren kom ikke ! Efter kontakt til overfladen fik jeg at vide, at jeg bare skulle dykke.  Der ville ikke komme nogen og dykke med mig, var den kontante melding fra en af pigerne. Jeg fik senere at vide, at det var noget med at tekno-makkeren havde et fladt batteri som simpelthen umuliggjorde dykning. Tekno-teknikken var gået helt i baglås og havde truet med de værste ulykker. Der var blevet sagt eder og forbandelser og vist også kastet rundt med en tørdragt. Men det havde ikke hjulpet.   Så jeg måtte dykke helt alene. Da jeg kom tilbage i båden, fik jeg en mindre belæring om, at det da vist var et meget kort dyk jeg havde været på. Mens jeg prøvede at forklare mig – sådan noget med at jeg jo brugte almindelig luft, og at jeg da havde været nede i ca. 25 minutter – så smed både den store og ham den lange pludselig alt tøjet ! Fuldstændig uden varsel ! Hold da kæft, hvor jeg blev rystet. Igen helt uden varsel kastede de to mandspersoner sig overbord. Dele af de blege kroppe i det mørke vand bragte mindelser om hvidhvaler. Prøv selv at se på billedet herunder.

”Hvidhvaler” i Kattegat (Foto bortcensureret af redaktionen)

Pigerne måtte nu være på vej op af tovet, for jeg kunne se bobler omkring det. Alligevel fortsatte de to nøgne mandspersoner med at cirkle rundt i overfladen. Set nedefra må det have været et frygtindgydende syn. Men lige da jeg var ved at blive bekymret for, om pigerne blev dernede af bare skræk og måske var ved at løbe tør for luft, havde ”hvidhvalerne” fået nok og kom ombord igen. Men ikke noget med at tage bare en smule respektabelt tøj på. Nej bare et simpelt håndkæde om livet.    I mellemtiden havde min makker fået flyttet rundt på nogle batterier. Diverse lamper og kontrolpaneler meldte, at der vist kunne dykkes. Først blev han dog lige inspiceret grundigt af ham den lange (se foto). Derefter forsvandt min tekno-makker mod bunden. Uden mig forstås, for jeg var jo næsten lige kommet op.

Buddy tjekHam den lange inspicerer min tekno-makker

Nu var jeg helt alene med de to halvnøgne mandspersoner. Men så kom pigerne heldigvis op og al interesse fra mandspersonerne blev nu rettet den vej. Jeg fortrak ned bagved, for at nyde en smøg. Derfra overhørte jeg følgende dialog:   Pigen: Iiihh .. – jeg har fået en våd plet !!. Den lange: Det hul skal jeg nok finde. Den store: Først skal hun pustes op. Pigen: Jeg står helt stille, så det ikke siver ud. Den lange: Godt så sprøjter jeg. Den store: Jeg kan ikke finde noget hul. Den lange: Mon ikke vi skal søge i nærheden af lynlåsen   …? (resten af dialogen er bortcensureret af redaktionen, der på dette tidspunkt overvejede om beretningen overhovedet skulle bringes)

Hvor er hullet?

Nu havde jeg sådan set oplevet rigeligt med chokerende ting og ville allerhelst været gået fra borde. Men det var jo ligesom ikke rigtigt en option. Men så var det heldigvis også blevet tid til kage og det fik ligesom dæmpet gemytterne og drejet fokus. Herefter forløb resten af turen stilfærdigt. Fra andetdykket kom der lidt spisetorsk med op og alle var meget tilfredse med det, der var oplevet under vandet. Kronprinsens kanoner og det alsidige dyreliv var en fin oplevelse. Sigten var rigtigt god.   Tilbage i Gilleleje Havn blev vi budt på kaffe af sejlklubben og så gik det ellers hjemad mod Farum.     Det blev en spændende dag med mange indtryk. Jo Havbasserne er en alsidig klub, med mange forskellige medlemmer med mange forskellige interesser og præferencer. Sådan skal det blive ved med at være. For kun på den måde vil man med garanti altid få uventede og spændende oplevelser. Denne dag på Kattegat vil jeg huske længe.   Tak for turen fra ham der sværger til ganske almindelig luft.

 

Sommertur i Østersøen

1/7-2009

En rigtig sommertur  Der var opslået ikke mindre end 3 ture i løbet af ugen, men de lugtede alle af at blive på ”stenfragteren”, ”mirs vrag” og lignende, hvilket kan være udmærket, men vi var 4 Havbasser med indebrændt udlængsel, som valgte en anden vej.   Som så ofte før mødtes vi i Kastrup, omlastede bilerne og drog østpå til vi havnede i Smygehamn. Henrik og jeg nåede at tanke benzin, laste båden og enes om dagens dykkemål, før Thomas og Kasper dukkede op. Kursen blev sat VSV, på et af os endnu ukendt vrag 19 sømil ude. Vraget tegnede sig efter kort tids søgen på sonaren og syntes betydeligt større, end fiskeren jeg fik det af havde oplyst. Dybden var 46 meter og vraget loddede godt 3 meter op og havde stor udbredelse, det er noget mere end de 3-4 nye trævrag vi fandt i 2008, så det tegnede rigtig godt.

Skal vi fiskeSkal vi fiske eller hva´?

Selvom jeg nåede at blive godt svedig under omklædning, føltes vandet dejlig lunt hele vejen ned. Med sonarbilledet i klar erindring tegnede alt perfekt, indtil jeg nåede bunden og kunne konstatere at loddet ikke stod i vraget, men på en hård lerbund. Spredte brædder på bunden røbede dog, at vraget måtte ligge tæt på og efter nogle minutters cirklen med et godt tag i linen, dukkede vraget da også op. Det var et stort ror jeg først fik øje på, indpakket i garn, men alligevel let genkendeligt. Jeg svømmede op til lønningen og hen ad bagbord side, indtil jeg fandt en svær planke jeg kunne gøre fast i, herefter fortsatte jeg frem til stævnen, men nåede at skimte et meget bredt, men spinkelt spil, ude i øjenkrogen. Helt fremme i stævnen svømmede jeg ned på havbunden og afsøgte denne nøje, i en afstand af ca. 5 meter fra vraget, fra et par meter fra stævnen og 10-12 meter ud mod styrbord, lå vragets bovspryd og i forlængelse af dette, en knækket mast og nogle store taljeblokke Noget interessante her, var også at skroget havde åbnet sig, så bordene i den ene side manglede 20-30 cm i at kunne nå stævntømmeret. Måske er dette en skade efter at skibet har påsejlet et andet skib, men det kan også skyldes, at en tør last har udvidet sig i vandet og har sprængt skroget. Tilbage på dækket undersøgte jeg først spillet, et stort mekanisk jern/træspil med kobberforstærkninger på trædelene. Herefter forsøgte jeg at få overblik over antallet af master, som jeg fik til 2, for til sidst at ende i agterenden, hvor spinkle brædder dannede rudimenter i vragets indhold af mudder og derved vidnede om skabe og andet aptering. Tingene i vragets indre var nu tilgængelige, da dækket for længst var rådnet væk, men i respekt for de som får for meget mavesyre af at læse om dykkere som finder og bjærger ting, skal jeg undlade at beskrive hvad jeg fandt.

Klar?Hvornår bliver det vores tur?

Efter veludført dyk besluttede vi at sende Thomas i vandet for at se om han kunne supplere mine iagttagelser og helst fravriste vraget noget, som enten kunne identificere det, eller i det mindste give os noget mere at arbejde videre med. Thomas´s dyk tilføjede ikke væsentlig nyt og vraget er nu skrevet på min liste, af mere end 50 dykkede, men endnu ikke identificerede vrag i vores del af Østersøen.

Vi fik trukket markeringsloddet op igen og fortsatte til næste vrag 7,5 sømil i NØ retning, Henrik var lidt skeptisk, for min position lå præcis i slæbestregen fra sidst vi var på Undine, men det går jo lidt stærkt i gummiraceren og jeg vil tro man kunne sejle over Wilhelm Gustloff, uden at opdage det, på de dage hvor den får rigtig gas. Vraget var der selvfølgelig også og snart var både Kasper og Henrik over pontonen og på vej i dybet, her var dybden omkring 45 meter og vraget 2-3 meter højt. En god halv time efter kunne de fortælle, at det var en kuf med sidesværd, hvor agterenden var meget ødelagt, en enkelt mastestump midtskibs og et par små lasteluger, i øvrigt var deres dyk besværet noget, af massevis af torsk i 10 kilo+ klassen.

100 kilo+ klassen100 kilo+ klassen

Vi kunne tilføje 2 nye vrag på listen over sikre dykkede vrag, men ingen af dem fristede til endnu en tur, ikke umiddelbart i hvert fald. Vi valgte herefter at dykke vores andetdyk på andre af de vrag, vi har fundet de senere år og som lå på ruten hjem – næsten. Trætte af de mange timer på havet i høj sol, lod vi vores legemer synke ned i stolene på havnegrillen, efter at have tømt båden selvfølgelig.   200 gram svensk dejagtigt kød, omsvøbt af en middelmådig bolle samt smagløs garniture og hertil pommefritter, – jo vi var trætte men lykkelige. Lykkelige fordi vi fik tid at tale om andres forliste ægteskaber og om mennesker med ringere evner end os, inden længe ville vi også være mætte – det kunne ikke blive meget bedre.   Allan Jensen